Hjem til mig selv

Jeg er kommet hjem til mig selv nu... Både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

I overført betydning fordi jeg virkelig føler, at jeg er landet hos mig selv igen. I min egen lejlighed. Hos mig selv. I mig selv. Og jeg har ikke snakket med ham i næsten en uge nu.

Jeg tog kaninen med og det har jeg det rigtig godt med. Den hygger sig uden tag på buret og slænger sig som om den aldrig har lavet andet. Det har den nok heller ikke. Det er en kæmpe Fransk Vædder på 5 kg som jeg har givet navnet Basse - fordi han er en stor basse :-)

Jeg hentede ham fra en sølle liv i et bur 24/7. Hans negle var så lange, at han havde svært ved at gå første gang han var ude. Det var så synd! Jeg har haft ham til dyrlæge og der var heldigvis kun mindre ting, jeg lige skulle holde øje med.

Så nu har han det godt. At man kan behandle dyr på den måde, er mig en gåde. Hvor er deres hjerte og empati henne?

Apropos... Så er det sådan M er. Dyr skal være på gulvet. Har ingen hjerne. Man skal ikke pyldre for meget om dem. Han var ligeglad med, at kaninen lå i et iskoldt skur om natten, selvom den var apatisk og iskold om morgenen. Man kan ikke bare sætte en kanin ud med det samme, når den har været vant til at være inde. Så er man nød til at vente til midt på sommeren. Det var han ligeglad med. Han synes også, at jeg var skør, fordi jeg ville tage ham til dyrlægen. Han mente, at man bare kunne aflive ham, hvis der var nogle problemer.

Jeg fulgte ikke mit hjerte, så Basse nåede at ligge i det iskolde skur i 3-4 nætter, før jeg fik taget ham med hjem. Det har jeg det SÅ dårligt over. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Nu vil jeg bare sørge for, at han får et godt liv fra nu af!

Jeg har også været ret produktiv den sidste uge.

Udover oprydning og rengøring, så har jeg lavet hjemmeside for min mor. Kun en midlertidig en indtil jeg får den rigtige op at stå, men det var ret vigtigt at siden ikke var tom, når hendes kunder kiggede forbi. Selvom det, jeg har lavet, egentlig er "piece of cake", så er jeg alligevel stolt over resultatet indtil videre. Og min mor var ellevild. Jeg glæder mig til det endelige resultat.

Jeg er i øvrigt begyndt, at snakke med hende igen. Det har vi gjort i et par måneder nu. Eller er det længere? Jeg kan ikke holde styr på tiden. Men det går i hvert fald godt. Jeg er nået frem til, at jeg bare må acceptere, at hun er som hun er. At mine forventninger til, hvordan en mor skal være, ikke er noget hun kan leve op til. Jeg tager, hvad jeg kan få, hvis man kan sige det sådan. Jeg lader være med at have forventninger til hende og så bliver jeg ikke skuffet. På den måde går det faktisk meget godt.

Jeg går stadig sygemeldt. Jeg er nu kommet over på det der hedder ressourceforløb igennem kommunen. Det er noget med, at det er for særligt udsatte borgere, som skal have ekstra hjælp for at komme hen til selvforsørgelse. Det er fastsat til 5 år, men det er vist noget som kan forlænges. Så indtil videre så går jeg herhjemme og jeg skal starte på noget "Lær at tackle din angst og depression" her til efteråret. Det er noget der kører over 7-10 uger, hvor der er andre ligesindede der deltager.
Det glæder jeg mig faktisk til.



-

Prostitution... I gruppeterapi med veninden

Jeg skrev en sms til psykologen om natten. At jeg nok havde handlet i affekt og alligevel ikke behøvede den akutte tid, som hun havde givet mig igår. Hun skrev om morgenen, at hun ellers havde skrevet det i min journal og på bookinglisten, så om jeg ville melde fra eller komme. Så skrev jeg, at jeg gerne ville komme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at hun skulle bruge ekstra tid på mig. Typisk mig!

Men jeg HAVDE bruge for den ekstra tid, for om morgenen fik jeg et opkald fra min ældste lillebror. Min mors bror er død. I en alder af 58 år. Det var vist et hjertestop.

Det slog helt pusten ud af mig. Jeg var og er stadig i chok. Jeg havde egentlig ikke rigtig noget forhold til ham, men jeg ved, at min mor har set meget til ham de senere år, efter de har optaget kontakten igen. De havde ellers ikke snakket sammen i 15 år eller noget, på grund af uvenskab i familien. Så min mor er helt knust.

Jeg ringede til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun havde det selvfølgelig ad helvedes til og græd rigtig meget. Han betød SÅ meget for hende.

Det er ellers nogle måneder siden, jeg har snakket med hende, fordi jeg troede at hun var sur på mig over, at jeg ikke gav hende nogen julegave sidste år. Men hun troede, jeg var sur på hende... Det er jeg også, men det er noget generelt noget, på grund af alle hendes svigt - og fortsættende svigt.

Nå, men jeg tog så til psykologen. Jeg skrev jo på bloggen igår, at jeg ikke følte, at jeg havde brug for tiden, for som jeg skrev "Der er jo ikke nogen der er død". Hvor sindsygt er det, at jeg skriver sådan og så FÅR jeg fan'me et opkald om, at min morbror er død. Det er fan'me spooky!

Vi snakkede mest om veninden og om, om jeg fortsat skulle gå i gruppeterapien for at komme ud af prostitutionen og hvilke handlemuligheder jeg havde.

Der er tilknyttet en mentor til gruppeterapien, så hende blev jeg enig med psykologen om, at jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg så, da jeg kom ud i bilen. Jeg græd helt vildt på hendes telefonsvarer, så jeg er ikke sikker på, at hun kunne forstå, hvad jeg sagde. Det var egentlig også ligegyldigt, for da hun ringede mig op, sagde hun, at hun havde haft problemer med at få aflyttet hendes telefonsvarer, så hun havde ikke hørt min besked.

Jeg fortalte hende så, at jeg "har taget et tilbagefald" som de kalder det og at min veninde havde sluttet vores venskab. "Det er jo noget værre noget", sagde hun. Een ting er, at jeg har taget et tilbagefald, men dét med at veninden går i gruppen, kunne hun godt se det problematiske i.

Jeg fortalte hende om venindens sms, hvor hun havde gjort klart, at hun nu kun ville se mig i gruppeterapien og ikke privat længere. Så mentoren spurgte, hvordan jeg ville have det med at komme i gruppen, nu hvor hun også er der og med det der er sket.

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville synes det var vildt mærkeligt, at skulle sidde der sammen med veninden og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men at vi jo ikke var skilledes som uvenner. Så jeg sagde, at jeg fortsat gerne ville gå i gruppen og mentoren sagde, at hun ville hjælpe mig med at formidle det skete til gruppen, når vi startede om aftenen. Så jeg tog derind.

Og det VAR vildt mærkeligt. Veninden sagde bare hej, som om jeg var én, hun aldrig havde haft et venskab til. Vi plejer ellers, at give hinanden den vildeste krammer, når vi ses, men det var der ikke noget af. Det var MEGET akavet. Vi sad sågar ved siden af hinanden.

Gruppen (vi var 4 ud af 6 igår) tog det fint. De havde kun forståelse for, at jeg havde taget tilbagefaldet og der kom et helt emne ud af det med hvilke følelser der er involveret og hvordan man kan forebygge, at det sker igen. Hvad der var sket op til, at det skete og så videre.

Da psykologen spurgte, om der var nogen i gruppen, der ville sige noget til det, sagde veninden, at hun jo havde sluttet vores venskab og nu godt kunne se, hvorfor de anbefaler, at man ikke er venner udenfor gruppeterapien, på grund af at der netop kan ske denne situation.

Hun sagde, at hun havde gjort det, fordi hun håbede, at jeg ville søge hjælp hos mentoren. Hun gav udtryk for, at hun var meget glad for, at jeg var kommet og glad for, at jeg netop havde søgt hjælpen, som hun havde håbet på.

Så der var ingen fordømmelse - kun forståelse fra gruppen. Mentoren og psykologen gjorde klart, at gruppen var for kvinder der havde været eller har et ønske om, at stoppe i prostitution, så med mindre jeg havde tænkt mig, at fortsætte i prostitution, så var jeg fortsat velkommen i gruppen. Det vil jeg så skrive om i et andet blogindlæg.

Da vi var færdige og skulle sige farvel, så var det også kun et "hej hej" mellem veninden og jeg - her plejer vi ellers også at give en ordentlig krammer. Det skal jeg altså lige vænne mig til!

Jeg skal til psykolog om 45 min. så jeg vil skrive endnu et indlæg senere på dagen om, hvordan jeg har det i forhold til min morbrors dødsfald og min fortsatte lyst til at være i prostitution....

Det dér med aftaler og at være social

Åhh, jeg kan ikke overskue noget idag!

Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.

Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...

Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.

Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.

Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!


Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!


-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.


.

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Nytår! HJÆLP!!

Åhh jeg er i et dilemma..

Det var egentlig meningen, at jeg skulle holde nytår med kæresten og hans søn. Vi skulle op til en af hans naboer, som også har 3 børn. Det vil sige 4 børn ialt i alderen 7-12 år.

Da vi startede ud med at snakke om nytår, tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg var da ikke sådan vildt entusiastisk, men tænkte.. Tjo, hvorfor ikke...?

Den sidste uges tid har jeg så fået mindre og mindre lyst til at holde det dér. Tanken om 4 børn der render rundt og larmer, løber ind og ud for at fyre krudt af og med fædrene i hælene. Jeg har mødt naboen en enkelt gang, hvor vi udvekslede måske 15 ord. Det var til sønnens forboldtræning.

Kæresten har dog fortalt en del om ham. Blandt andet er han en som godt kan lide at prale med hans "forbindelser" til kendte mennesker og hvis man fortæller noget, så har han prøvet noget bedre eller større eller... Uden at have mødt ham, så lyder det umiddelbart ikke som en person, som jeg vil bryde mig om eller have noget til fælles med... overhovedet!

Jeg ved, at kæresten hele tiden har regnet med, at jeg meldte fra. Han har ikke sagt noget, men da jeg ringede og snakkede med ham om min ambivalens idag, så sagde han, at han jo heller ikke havde regnet med at jeg kom. Det i sig selv er jo ikke særlig rart. At være stemplet som en ustabil kæreste, men ja... det er jeg jo nu engang. Så jeg sagde, at jeg ikke kunne overskue det.

Han spørger, hvad jeg så vil lave. Jeg siger, at jeg egentlig bare gerne vil være hjemme og se noget godt i fjernsynet. Der kommer så mange gode programmer.

Men egentlig har jeg mest lyst til at tage op til min far. Han har inviteret mig og sagt, at han ville synes det er super hyggeligt, hvis jeg kommer. Men intet pres. Hvis jeg kom var det fedt, hvis ikke, så var det også helt ok. Han skal bare have besked senest imorgen formiddag.

Det er min far og hans kæreste, og så kommer der nogle venner fra Tyrkiet, som jeg også kender rigtig godt. De har så deres lille barn med - tror han er 1 år.

Der er lagt op til en hyggelig aften med mad udefra og i det hele taget bare stille og rolig hygge.

Det har jeg lyst til!


Men men men.... Kan jeg tillade mig det? Kan jeg være det bekendt overfor kæresten?

Én ting er, at jeg bare er herhjemme alene, men hvis jeg tager et andet sted hen, så er det jo ligesom at sige, at det er selskabet det er i vejen med.... eller? ... Ja, og det er det jo sådan set også... :-S

Da han spurgte hvad det var, jeg ikke kunne overskue, sagde jeg, at det var at de to fædre kender hinanden så godt. At jeg er den eneste kvinde og så er det BØRN og larm!!!

Jeg magter ikke et børne-nytår, for at være helt ærlig!!!


HJÆLP!! :-)

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

Jeg er blevet fed IGEN!

Hold kæft hvor er jeg bare træt af mig selv!

Jeg havde tabt mig så fint. Var så stolt over vægttabet og nogenlunde glad for min vægt/krop, selvom jeg da gerne ville endnu længere ned. Nu har jeg taget hele lortet på igen. Er oppe på omkring 80 kg. igen (BMI omkring 26). Alt det som jeg havde svoret jeg aldrig ville tage på igen. Jeg skulle aldrig være så stor igen og det er jeg nu blevet alligevel. Jeg væmmes!

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at proppe i hovedet?!

Det foregår nærmest pr. automatik. Jeg kobler bare hjernen fra og øser for mange og for store portioner op. Igen og igen. Slik og flødeboller og CHOKOLADE. Masser af chokolade.

For helvede hvor er jeg bare for nederen og latterlig!!!

Jeg hader mig selv mere end jeg hader nogen som helst andre!

Føj!

Punktum!


-

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Opkald fra min mor

Jeg havde egentlig forventet at hun ville ringe noget før, men hun ringede i eftermiddags.

Jeg snakkede med psykologen den anden dag om, at jeg skulle lave nogle notater til mig selv med, hvad jeg ville sige til hende, når hun ringede. Sådan så jeg ikke blev bragt ud af fatning og så jeg fik "det hele med". Dem har jeg ikke fået lavet, selvom jeg har rendt rundt om mig selv og kigget på den tomme blok flere gange.

Så jeg tog den ikke.

Hun indtalte en besked om, at hun bare lille sige tak for sidst og sludre lidt.

Straks så titter min dårlige samvittighed frem over, at jeg screener hendes opkald. Og hvorfor?! Hvorfor fanden får jeg dårlig samvittighed over det? Måske fordi jeg altid har stået på pinde og nærmest smidt alt hvad jeg har i hænderne, for at ringe tilbage eller tage telefonen hvis hun har ringet.

Hun behandlede mig ad helvedes til den anden dag og alligevel står jeg model til det og får tilmed dårlig samvittighed og føler mig som en dårlig datter.

Jeg havde endda taget en beslutning da hun tog afsted efter besøget om, at jeg ikke ville have kontakt til hende mere. At det ikke ville blive bedre. At hun bare vil have mit gamle jeg tilbage. At hun ikke bryder sig om, at skulle se sandheden i øjnene om, at hun har en syg datter. Nej, hendes datter hun skal bare tage sig sammen og "blive sig selv" igen. Sikke noget vås at hun er syg og hvis hun virkelig er syg, så er hun jo utilregnelig, så alt det hun siger ikke gælder. Skide være med, at hendes datter nu har modtaget intensiv hjælp i 3 år og fortsat har behov for terapi og hjælp til at klare hverdagen.

En af de ting jeg vil spørge hende om er, hvad hendes tanke er med, at jeg skulle tage en snak og "få en afslutning på" med hendes mand. Om det virkelig er hendes mening, at jeg skal give ham en undskyldning. I så fald vil jeg sige til hende, at jeg undskyldte, at jeg havde kaldt ham en psykopat, fordi selve ordet måske var lige voldsomt nok, men udover dét, så mener jeg hvert et ord jeg har skrevet om ham. Og jeg synes stadig det er den største fejltagelse i hendes liv. Og alene tanken om at sidde overfor ham. At snakke med ham. At glo på ham. Føj... Jeg brækker mig næsten.... For ikke at tale om hans børn... Fuck mand!!!

Og så vil jeg spørge hende om, hvorfor hun egentlig har vist mine breve til hele familien. Det glemte jeg at spørge hende om, da hun var her.

Udover dét ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.

Jeg snakkede med psykologen om, at jeg bare ville sige til hende, at jeg fortsat trænger til en pause. At jeg ikke behøver at sige, at jeg ikke vil have kontakt mere.

Men jeg føler bare, at jeg skylder hende en forklaring. Jeg føler at jeg står i evig gæld til hende. Det har jeg altid følt. Hver gang hun har vist at hun elsker mig. Hver gang hun har hjulpet mig med et eller andet. Hver gang hun har beskæftiget sig med mig. Hver gang er min gæld bare blevet større. Måske er det fordi hun altid har brugt "efter alt hvad jeg har gjort for dig"-kropssproget... Ja, og endda også sagt det...

Min morfar havde en sort bog, hvor han skrev ned hvem af hans 4 børn der havde fået hvad. Så for hver 25 øre den ene fik for meget, så skulle de andre have tilsvarende. Måske er det dér hun har det fra. Og måske kan det tænkes, at der er et eller andet fucked up i den side af familien siden min mormor og morfar har 4 børn og de 2 af dem har frabedt sig kontakt til dem... Ja, og de sidste 2 (min mor og moster) er pisse hamrende uvenner...

Fuck en lorte-familie!!!


Og selvom det ligger meget langt nede... Ked-af-det-heden... Så er den der....

Skuffelsen over hende... At jeg ønsker mig en mor... At jeg savner en mor... og desværre er nød til at erkende, at hun ikke er i stand til nogensinde at være eller blive det...

Hun er selv et barn indeni, som stadig er afhængig af hendes egne forældre, selvom hun er
52 år.

Nu har hun så fundet en mand, som kan overtage deres plads.
Nu har de kendt hinanden i 3 år. Er lige blevet gift og så siger hun til mig, at hun først nu... på det seneste... har fundet ud af, at hun elsker ham... fundet ud af, hvad det vil sige at elske...

Jeg sagde: "Ja, jeg vil da så sandelig håbe, at du elsker ham, nu hvor du er blevet gift med ham!!!".....

Min mor kommer idag!

I forgårs var jeg kørt ud og handle. Da jeg parkerer ser jeg, at min mors bil holder på parkeringspladsen lige bagved mig. Jeg sætter mig straks ind i bilen igen, da jeg opdager det. Så sad jeg dér og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg vente og sige hej? Skulle jeg bare gemme mig i bilen og bare "se" hende? Skulle jeg køre igen?

Af en eller anden grund blev jeg siddende og ventede på hende. Jeg ventede i næsten 45 min. før hun kom ud. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre bestemt mig for, at hvis hun var alene, så ville jeg gå over og sige hej til hende. Det var hun.

Da hun er kommet over til bilen går jeg hen til hende. Hun ser mig og så krammede vi bare uden at sige et ord. Hun græd. Nej, hun hulkede hjerteskærende! Jeg fældede også en tåre. Sådan stod vi i et par minutter uden at sige noget. Jo, jeg sagde, at jeg også savnede hende.

Da det fleste følelser ligesom havde lagt sig stod vi og snakkede og alt og ingenting i en halv times tid. Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme til kaffe idag og det ville hun gerne.

Hun kommer her ved 13:30-tiden.

Da hun gik over mod bilen fik jeg bare sådan medlidenhed med hende. Jeg blev så ked af, at se hvordan hun ser ud. Lidt sammensunket, grå, energiforladt og ked af det. Hun levede helt op, da vi stod og snakkede.

Jeg er lidt nervøs. Har fået støvsuget og den store opvask tog jeg igår aftes. Og så har jeg lige rengjort badeværelset lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil rende rundt og gøre alt perfekt før hun kommer, som jeg plejer. Hun må tage mig og mit hjem som det er.

Jeg ved  ikke hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg vil synes det er mærkeligt slet ikke at snakke om det der er sket, men samtidig ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg skal sige om det.

Jo, jeg kunne godt tænke mig at sige til hende, at jeg er ked af, at jeg kaldte hende kæreste og nu mand for en psykopat, fordi han har nikket min lillebror en skalle. Måske var psykopat lige i overkanten. Men det ændrer ikke min mening om ham. Og så kunne jeg godt tænke mig at sige til hende, at en personlighedsforstyrrelse og specielt borderline ikke bare er noget hvor man kan tager sig sammen og bestemme, at nu vil jeg ikke have det mere. Min psykolog sagde igår, at det faktisk bliver anset for at være en kronisk sygdom. Sådan havde jeg ikke set på det. Men jeg kan da godt set det, for det er jo ens måde at handle og føle på og selvom det via. psykoterapi og psykoedukation kan ændres til nogle mere hensigtsmæssige handlemåder og tanker, så vil det nok altid være en del af ens personlighedsstruktur.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle gå en tur for ligesom ikke at sidde overfor hinanden og skulle snaaaaaakke. Men det er ikke så godt vejr - koldt, blæsende og regnfuldt - så det er måske ikke lige det man har mest lyst til.

Jeg er nok bare lidt rund på gulvet. Ved ikke rigtig hvad jeg føler omkring det, andet end jeg er rastløs og nervøs, fordi jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå.

Frygten for at selvmordstankerne vælter frem igen, når hun er gået, sidder nok også lige under overfladen, fordi jeg de sidste 2 år har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende.

Psykologen gjorde meget ud af at fortælle mig, at uanset hvad hun siger, så er der ikke noget der er min skyld. Det er hende der burde have været mor og burde have været voksen og den opgave har hun ikke kunne klare. Så uanset hvad hun siger, skal jeg huske på, at min oplevelse af min barndom og af hvad der sker i nutiden er rigtig. Det er rigtigt for mig. At hun ser det på en anden måde og ikke vil se sandheden i øjnene er hendes valg.

Jeg er hverken et dårligt menneske eller en dårlig datter eller et dårligt barnebarn eller en dårlig søster, fordi jeg fjerner mig fra dét der gør mig syg og begynder at tage vare på mig selv og mit eget liv. At jeg mærker hvad der er godt og ikke godt for mig og handler på det...

Wish me luck.....

Puuuh jeg har mærkelige bange og spændte og glade og ked af det-sommerfugle i maven.....

Endnu en familiefødselsdag

Så kom september hvor min ældste lillebror har fødselsdag. 25 år.
Hold kæft, hvor bliver tiden af!?
Jeg kan stadig se for mig, da han som 18 årig (mener jeg han var) kom slæbende med en sportstaske hjem til mig, fordi han var blevet smidt ud hjemmefra af min mor. Sådan flyttede han hjemmefra. Blev smidt ud af min mor og flyttede hjem til mig.

Han ringede her til aften, for at invitere mig. Det bliver holdt på dagen. "Så er du i hvert fald blevet inviteret", sagde han. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, men at jeg lige ville tænke over det. Allerede da han startede samtalen en anelse tøvende, vidste jeg hvad det gik ud på og jeg får det pisse dårligt. Jeg får det pisse dårligt hver gang der er en i familien der har fødselsdag, hvor jeg skal tage stilling til om jeg kommer. Han lød nærmest undskyldende. Han ved godt, at jeg ikke kommer. Det vidste han allerede inden han ringede.

De bliver 16 (tror jeg nok), hvis alle de inviterede kommer. Bare alene tanken om at skulle deltage i noget, hvor der er så mange samlet på ét sted gør, at min mave snører sig sammen. Udover det så kommer min mor og hendes kæreste og min mormor og morfar. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har allerede bestemt mig for at takke nej, jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til ham med det samme. Sidste gang vi snakkede om balladen i familien, sagde han til mig, hvor længe jeg havde tænkt mig at "det her" skal vare. Det samme som at sige, at nu må jeg også snart komme til fornuft. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste hvor længe det skulle vare, for det ved jeg ikke. Jeg kan da ikke sætte tid på, hvornår mine følelser ændrer sig eller hvornår jeg er stærk nok til at kunne være sammen med alle dem, der overdyngede mig med dårlig samvittighed konstant.

Men hvad når de skal giftes? Min lillebror og hans kæreste. Der er ikke blevet friet endnu og så vidt jeg er orienteret, er der ikke udsigt til det foreløbigt, men jeg kan da ikke lade være med at tænke tanken. Min psykolog ville sige, at der ikke er nogen grund til at bruge tiden på at tænke på det nu, hvor det slet ikke er aktuelt.

Jeg har været drænet totalt for energi idag, så jeg havde lagt mig ind for at tage en lur og da jeg vågnede kunne jeg se at han havde ringet. Efter jeg har snakket med ham, har jeg kun fået det endnu værre. Jeg er bare virkelig ked af det indeni i de her dage. Samtalen med psykologen tog virkelig hårdt på mig igår og nu kommer den her lige oveni.

Endnu engang føler jeg mig som det sorte, syge og underlige får af en søster, som lever ude på sidelinien parallelt med resten af familien.... Den følelse kommer hver gang jeg skal sige nej til familie-tam-tam..   

Flødeboller, motion og straf

Var hos psykologen igår. Det var fan'me en hård omgang. Virkelig hård!

Så da jeg kørte derfra, kørte jeg i trance direkte i Aldi og købte flødeboller. Allerede inden jeg var kommet hjem havde jeg spist 2. Og inden jeg gik i seng i aftes, havde jeg spist alle 12 STORE flødeboller. Og chokoladekiks, chokoladesmåkager, en kæmpe tallerken spaghetti med pastasauce, en kæmpe tallerken cornflakes med mælk.

"Aldis Kæmpe Flødeboller er de billigste
flødeboller i denne smagstest, men der er
ikke meget discount over smagen".
Citat: Jyllandsposten

Nogle vil måske sige, at cornflakes med mælk og spaghetti med pastasauce ikke er usundt, men i de mængder jeg spiser, når jeg er i den "tilstand", så ER det usundt!

Jeg lå i sengen og på sofaen hele dagen. Skiftevis sov og så fjernsyn. Jeg kravlede ud af sengen ved 18-tiden, for at gå med hunden og dér tænkte jeg: "Nej, nu kan det fan'me være nok!!". Så tog jeg løbetøjet på. Da hunden havde været ude og tisse fik jeg tændt for fjernsynet. Det skulle jeg så ikke have gjort, for jeg opdagede at det var onsdag og der er der bare så mange gode programmer. Så jeg endte med først at komme ud og løbe ved 22-tiden. Men jeg GJORDE DET! 4,15 km.

Men jeg kan godt mærke, at det ikke er en sund form for løb. Altså løbet i sig selv er sundt nok og jeg overbelaster ikke min krop. Måske skulle jeg ikke have løbet helt så langt igår, men det gik. Det er mere den onde/dårlige samvittigheds stemme inde i hovedet der snakker. Den straffende stemme. Den der siger, at jeg godt kan løbe en runde mere og at jeg fx. skal sulte mig de næste mange dage, fordi jeg har overspist så meget det sidste stykke tid.

Da jeg stod op idag tog jeg også løbetøjet på med det samme. Så snakkede jeg med kæresten, som sagde at jeg skulle passe på med at overtræne, så jeg får skinnebensbetændelse. Så Googlede jeg skinnebensbetændelse og nej, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at få, for så kan jeg SLET ikke løbe. Jeg tror, at fordi jeg pressede citronen igår aftes og løb de 4,15 km i stedet for at holde mig på 3 km gjorde, at jeg "kan mærke" musklen/senen på forsiden af skinnebenet nu. Det har jeg før kunne, når jeg har været inde i en "nu-skal-jeg-dyrke-en-masse-motion"-periode og har løbet hver 2-3. dag, så det er ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bestemt mig for at jeg ikke løber idag alligevel. Jeg vil ikke risikere noget!

Så måske bliver det til en cykeltur.

Dagen er startet ud med en lækker smoothie.

Jeg elsker smoothies!


Men min tankegang er usund!

Overspisning!!! (-og motion)

De sidste par måneders tid har jeg taget 5 kg på!!!!

Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!

For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..

Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!

Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.

Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!

Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...

På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!

Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.

Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.

Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.

Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...

Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!

Vil bare være hjemme

Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.

Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.

Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.

Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!

Min mors fødselsdag

Min mor havde fødselsdag igår. 52 år.

Jeg har været SÅ meget i tvivl om jeg skulle skrive tillykke til hende på sms. Det har jeg brudt min hjerne med de sidste 3 ugers tid.

Jeg skrev til hende sidste år, selvom vi heller ikke havde kontakt dér.




Jeg snakkede med psykologen om det her den anden dag. Vi snakkede for og imod.
Hvis jeg skrev ville jeg få lettet min samvittighed. Jeg ville føle mig som den gode datter, der ønsker sin mor tillykke med fødselsdagen. Men samtidig, så ville jeg højst sandsynligt få en besked tilbage. Måske bare med et tak og måske med en længere "smøre" (i mangel af bedre ord). Så snart hun ville skrive tilbage, ville jeg få dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, fordi jeg ved hvor ked af det hun er, over at jeg har valgt hende fra. Samtidig så ville jeg føle at jeg så skulle svare tilbage på den besked hun ville skrive til mig, og så er vi allerede inde på "vedholdende kontakt".

Alt dette ville undgås, hvis jeg ikke skrev en besked til hende.
Godt nok ville jeg stadig have det dårligt over det, men jeg ville nok have det mindre dårligt, end jeg ville få det ved at skulle føre en sms-samtale med hende eller hvis hun nu skulle finde på at ringe op.

Så jeg skrev ikke til hende. Jeg var den dårlige datter, der ikke skrev til sin mor på hendes fødselsdag. Jeg prøvede at fortrænge det hele dagen. Men hver gang jeg bevægede mig væk fra computerspillet og måske skulle have et glas saftevand eller gå med hunden eller noget andet, så poppede det op i min bevidsthed og gjorde mig dårlig.

Nu er dagen heldigvis overstået, men kontakten til min mor - eller mangel på samme - er en daglig kamp jeg har inde i mit hoved.

Skal - skal ikke.
For - imod.
Savn - vrede.
... og så videre...