Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag

mandag den 15. oktober 2012

Har det ikke så godt idag

Idag har jeg det ikke så godt. Ligger nok på en 2-3 stykker på humørskalaen.

Det har ellers været en okay weekend - på nær, at jeg har haft mareridt hver nat og kæresten har været nød til at vække mig flere gange, fordi jeg har råbt, grædt og rodet rundt i sengen.
Vi har bare hygget hele weekenden og absolut ikke lavet dagens gode gerning. Det har været så skønt!

Jeg er stadig hos ham, men han er på arbejde. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle hjem igår, fordi jeg troede jeg skulle til psykolog idag, men jeg udskød det hele dagen. Så fik jeg kigget i min kalender og så, at det først er imorgen jeg skal til psykolog. Dejligt. Så blev jeg.
Vi tog på McDonalds igår aftes og midt i min burger begyndte tårerne bare at komme op i øjnene. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om at skulle ud i livets trædemølle igen. Jeg ser det nærmest som en straf, at jeg skal tvinges ud.

Det går så ikke meget bedre idag. Sidder bare på facebook og mobilen og spiller. Jeg fik taget mig sammen til at gå i bad ved 13-tiden og fik gået med hunden. Jeg har også et par bukser jeg egentlig skulle sy inden jeg tager afsted, for jeg har ikke nogen symaskine derhjemme og det er de eneste bukser jeg rigtig har jeg kan passe lige for tiden (udover joggingbukser) og de er gået op i syningen bagpå, så kan kan se trusserne. Så dem kan jeg ikke rigtig bruge før de er blevet syet. Jeg overvejer at gå til skrædderen og aflevere dem, men jeg har heller ingen penge. Nå, men ellers må jeg bare have leggings og kjole på eller noget, indtil jeg får taget mig sammen.

Det går mig alligevel på med jobcenteret - mødet den anden dag. Da hun sagde, at jeg skulle igang med noget, spurgte jeg, hvad de har af tilbud for sygemeldte i kommunen. Til en af de steder hun nævnte, sagde hun: "... Men der er du ikke fucked up nok til at passe ind!". Vi grinede begge to af hendes ordvalg og hun undskyldte. Jeg tager det på ingen måde personligt eller noget. Jeg synes tvært imod, at det er sjovt, at hun er så meget nede på jorden og har lidt humor og når jeg omtaler mig selv, siger jeg også, at jeg er fucked up.

Der imod satte det nogle tanker igang, at hun netop ikke ser mig som fucked up - for det er jeg fanme. Skindet bedrager, hvilket jeg både i mails og min ressourceprofil har givet udtryk for, men jeg har bare en fornemmelse af, at hun ikke læser ordentligt i min sag inden jeg kommer. Fx. så er det ikke første gang, at hun har glemt noget vi har aftalt, sidste gang jeg var der. Egentlig er det jo fint nok for mig, for jo mere hun glemmer, jo længere tid kan jeg blive ved med at "passe mig selv", hvilket jeg har det aller bedst med.

Men altså.. At hun ikke ser mig som fucked up gør måske, at hun tror, at jeg er klar til mere end jeg føler mig klar til. Eller hun tror jeg kan mere end jeg føler jeg kan. Jeg prøver stadig at trøste mig selv med, at jeg skal se tiden an og se hvad der kommer ud af de kommende samtaler og jeg skal vel samtykke om tingene, før de kan sende mig ud i noget, eller hvad? Det er jo ligesom dem der sidder på pengene, så jeg er vel nød til at danse efter deres pibe, for at blive ved med at få kontanthjælp?

Nå, men jeg skal i hvert fald hjem idag. Det tager en time at komme hjem fra kæresten og det gider jeg ikke bruge formiddagen på imorgen, inden jeg skal til psykolog.

Nu har jeg haft en uges tid, hvor jeg har haft overskud og været i okay humør, og så siger det lige BANG igen og så kommer den sorte sky ind over mit hoved... Åhh hvor er det dog irriterende!!

Det er så rart at være her hos kæresten. Så er det ligesom om jeg er i en tidslomme, hvor jeg glemmer min elendighed og mit "virkelige liv"....







-

lørdag den 13. oktober 2012

Den obligatorisk samtale på jobcenteret

Igår var jeg til den obligatoriske 3 måneders samtale på jobcenteret. Jeg troede egentlig at samtalen skulle handle om, at jeg kun har været på VUC én gang til det enkeltfag jeg/hun havde tilmeldt mig.

Da jeg kommer ind, siger hun som det første: "Vi skal have dig igang med noget!!!". Fuck, tænker jeg så. Så siger hun: "Vi to har et hængeparti!". Fuck, tænkte jeg igen. Lidt efter smiler hun og siger: "Nej, jeg har et hængeparti. Jeg har ikke fået meldt dig til VUC". Øhh.. Hvad?

Jeg siger så til hende, at jeg altså har været der en gang. Det kunne hun ikke forstå. Nå, men hun spurgte mig så hvorfor jeg kun havde været der den ene gang og ja, jeg vidste sgu egentlig ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende. Hvorfor havde jeg kun det?! ... Fordi jeg ikke kunne komme ud af døren den 2. gang og så prøvede jeg at "fortrænge" tanken om undervisning efterfølgende og til sidst tænkte jeg, at nu hvor jeg alligevel var gået glip af så mange gange, så kunne jeg ligeså godt blive væk.

Jeg sagde til sagsbehandleren, at jeg egentlig havde synes at faget og undervisningen var spændende nok, men at jeg havde det svært med gruppearbejdet, hvilket også er rigtigt nok. Det var den forklaring der lige umiddelbart poppede op i min hjerne på det tidspunkt.
Jeg sagde til hende, at det jo så ikke gjorde det store, nu hvor jeg alligevel ikke var blevet tilmeldt, hvilket hun bare smilede lidt til.

Så snakkede vi om et nyt tiltag, der er blevet lavet i kommunen som en del af "Unge under 40 år må under ingen omstændighed få førtidspension" fra regeringen, som træder i kraft til årsskiftet. Det er åbenbart foregået ved "lodtrækning" hvilke borgere, der i match kategori 3 (dem der er helt "fredet" for arbejde og aktivering og hele balladen), skulle medvirke i det her projekt.
Og voila - det var jeg da blevet udtrukket til! FEDT MAND!! NOT!!

Nå, men jeg prøver at være positivt indstillet og da hun forklarede mig hvad det gik ud på, lød det faktisk som noget ret spændende og konstruktivt.

Som jeg forstod det, er det sådan, at der er et udvalg/en gruppe af forskellige mennesker inden for forskellige fagområder, som skal læse min journal/sag (eller hvad sådan noget hedder på jobcenteret), hvorefter jeg sammen med sagsbehandleren skal til møde med dem. De skal så snakke med mig (og sagsbehandleren, med mindre hun bare skal være bisidder i baggrunden) i en times tid. Så skal de så "votere", som jeg kalder det, altså bedømme mig, og herefter komme med forslag til hvordan jeg kan "komme videre". Det kan være praktik eller kurser eller hvad ved jeg.

Det lød umiddelbart meget spændende nu hvor der er forskellige fagpersoner med viden indenfor flere forskellige områder. Jeg kan ikke lige huske hvilke fagpersoner hun nævnte, men jeg mener i hvert fald at der er en læge, en socialrådgiver, en jobkonsulent og ja... mere kan jeg ikke lige huske.
Jeg tror, jeg skriver en mail for at få hende til at forklare mig det igen. Det er altid så ubehageligt at være til de skide samtaler, at jeg aldrig kan huske særlig meget i detaljer, når jeg går derfra.

Det næste der skal ske, inden dét jeg lige har beskrevet er, at jeg skal til en jobkonsulent på jobcenteret. En der kan hjælpe mig med forslag til noget praktik-halløj. Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke var klar på særlig mange timer. Måske endda kun én gang om ugen. Det var hun helt med på. Hun virker nu meget sød og forstående, men jeg skal bare hele tiden minde mig selv om, at hun ikke "er til" for mig men for systemet. Hun er til for at få mig i arbejde og blive selvforsørgende.

Vi kom også lidt ind på at jeg har været i prostitution og hun spurgte, om det var noget jeg ville have med i sagen, fordi der ikke stod så meget om det i min "journal". Jeg sagde, at jeg jo havde betalt skat af pengene, så det ikke var noget hemmeligt, men hvis det ville have negative konsekvenser for min sag, så ville jeg selvfølgelig ikke have det stående. Men altså... Det er jo en del af mig. En del af min fortid. Så jeg tænker, at selvfølgelig skal det med. Nu håber jeg så bare ikke, at der sidder en eller anden jeg kender blandt de der konsulenter til mødet, så jeg bliver totalt "afsløret". Men altså.. Ja, den risiko må jeg løbe. Selvom jeg godt ved, at de har tavshedspligt (tror jeg?) overfor uvedkommende, så siger min erfaring mig bare, at sådan en oplysning ikke er noget folk kan holde kæft om.
Det er MEEEEEGET spændende at sladre om... :-)

Man burde sgu få en brugermanual til kommunen, når man kommer ind i systemet. Jeg havde aldrig haft noget med kommunen at gøre andet end når jeg skulle regulere mit skattekort, før jeg for alvor blev syg i 2009 og kom ind i psykiatrien og på kontanthjælp o.s.v.

Jeg synes altså det er pisse ubehageligt at sidde til sådan et møde, hvor jeg føler mig totalt som en skakbrik de bare kan rykke rundt med som det passer dem.

Sagsbehandleren sagde godt nok, at jeg altid var velkommen til at ringe eller skrive. At jeg bare skulle ringe hvis jeg fik kolde fødder og for fremtiden hvis jeg, som med VUC, lige pludselig ikke kan magte det, så skal jeg bare ringe og sige det. Det lyder sgu lidt for let - for hvad sker der så?

Er der ikke nogen af jer læsere der vil fortælle lidt om hvordan jeres "sag" blev behandlet? Hvad I har været igennem på vejen og nogle tips, hvis I lige skulle sidde med nogle? Det kunne være så rart!
Jeg kender godt hjemmesiden K10.dk og den har rigtig mange gode informationer, så den har jeg læst en del på.

Nå, men alt i alt er jeg (nogenlunde) fortrøstningsfuld. Jeg vil ikke hidse mig op, før jeg ser hvad der kommer til at ske. Om ikke andet så tænker jeg bare hele tiden på, at de jo for f***** ikke kan give mig håndjern på og tvinge mig i arbejde eller praktik eller whatever...?

Hvad er det værste der kan ske??




mandag den 8. oktober 2012

Hvad vil jeg med mit liv?

Når jeg vågner om morgenen ligger jeg altid en times tid og putter i sengen med hunden og min mobil. Mails bliver tjekket. Spil bliver opdateret. Facebook. Twitter. Instagram. Måske nyheder, hvis jeg er i okay humør og ikke bliver påvirket af grusomheder.

Her til morgen lå der så en besked på facebook fra en ex-kæreste. Det er over et år siden jeg sidst har snakket med ham, så jeg var ret overrasket. Beskeden i sig selv var ligegyldig. Noget med en sang fra dengang vi var kærester, som han ikke kunne huske navnet på. Men hans besked satte mine tanker igang og gjorde mig ked af det.

Han har taget en forholdsvis lang uddannelse og blev ansat i en stor verdensomspændende hotelkæde, hvor han nu har været udstationeret forskellige steder i verden i et par år. Jeg har fulgt med på facebook undervejs. Han er 3 år yngre end mig (så vidt jeg husker).

Han har verden liggende for hans fødder. Han har en uddannelse han kan bruge og som giver ham uanede muligheder. Som kan bringe ham hvorhen i verden han vil. Og hvad har jeg?!?!?!?

Hvor meget er der sket i hans liv og hvor meget har han opnået siden vi var kærester!!!
Og hvor er jeg?!?! Jeg sidder stadig med en pind og roder rundt i den samme lort, som jeg gjorde dengang!

Godt nok har jeg udviklet mig meget, på det personlige og mentale plan, i de år der er gået, men rent fysisk er der jo ikke sket noget. Jeg har ikke fået en uddannelse (jo - en en skod uddannelse som social- og sundhedshjælper - undskyld til andre der er uddannet det samme. Jeg har bare aldrig været glad for det!). Jeg drømmer stadig om det store udland, men jeg må nok indse, at jeg ikke har psyken og styrken til at føre det ud i livet - og hvad skal jeg lave derude?

Min lillebror er også lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået ansættelse dér hvor han var elev. Nu tjener han i nærheden af 30.000 kr om måneden og hvad laver hans søster?
- Jeg er fucking syg og ikke kommet nogen steder....

Og så bliver det ved med at rumstere i mit hoved, at jeg jo bare kan gøre noget ved det og at verden også ligger for mine fødder, at jeg er den eneste der kan ændre mig liv... og bla bla bla....

Men hvad nu hvis jeg ikke KAN ændre mig liv? 
Hvad nu hvis jeg ikke KAN tage en uddannelse?

Jeg VED IKKE hvad jeg vil med mit liv. Jeg kan ikke se min fremtid og jeg kan ikke forestille mig den. Den er diffus.

Jeg ønsker mig at tjene penge, så jeg også kan komme ud at rejse bare én gang om året. At jeg kan købe lidt tøj ind imellem. At jeg bare har råd til at købe ost og at det ikke behøver at være en luksusgode.

Jeg tænker tit på førtidspension og har også gjort det idag. Om jeg skal søge.
Men så tænker jeg igen: Er det virkelig det jeg vil?

Hvad vil jeg?!?!?!

Og i forbindelse med alle de her tanker, så titter depressionens grimme ansigt igen frem og siger:

"Hvad er meningen med det hele... med livet???!!!"










fredag den 31. august 2012

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  


onsdag den 29. august 2012

Undervisning imorgen

Så er det allerede blevet onsdag igen imorgen. Det vil sige, at det allerede er en uge siden jeg startede på enkeltfaget på VUC. Som jeg altid beslutter, når jeg går igang med et nyt projekt, så skulle jeg gøre det PERFEKT! Nu hvor jeg kun har det ene fag, har jeg tænkt, at jeg så virkelig har tid til at gå i dybden med det. Så er der overhoved ingen grund til ikke at score en høj karakter og til ikke at møde op. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem er overanstrengt af ting jeg skal nå i hverdagene.

Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.

Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!

Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!

Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.

Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.

Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!

Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!



fredag den 24. august 2012

Enkeltfag på HF

Mit humør er altså mærkeligt i de her dage. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg de sidste mange dage, men bedst som jeg synes at ordene "flasker sig" i mit hoved, så er de væk igen.

I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.

Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.

Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.

Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)

Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...










søndag den 19. august 2012

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!




Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google
Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...