Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



- 

Så meget rod i hovedet og livet...

Åhh der sker så mange ting i øjeblikket. Brud med kæresten - igen igen -, møder på jobcenteret, hvor de vil sende mig på afklaringsforløb/praktik og hvad ved jeg. Har lige sendt en lang mail til min sagsbehandler om hvordan jeg har det inde bag facaden... Åhh....

Jeg magter ingenting... Har så mange tanker, som jeg trænger til at komme af med... skrive ned eller whatever... Men jeg kan ikke samle mig til at skrive det...

Nu vil jeg hoppe i seng igen... gid jeg bare kunne ligge der for evigt!!


P.S.

Jeg læser jeres kommentarer og de varmer mit hjerte så utroligt meget!
Men som I kan se, så er overskuddet ikke lige til mere pt. så det er derfor jeg ikke lige får svaret jer... Håber ikke I afholder jer fra at skrive af den grund...


Kærlige tanker til jer alle...

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Hvad vil jeg med mit liv?

Når jeg vågner om morgenen ligger jeg altid en times tid og putter i sengen med hunden og min mobil. Mails bliver tjekket. Spil bliver opdateret. Facebook. Twitter. Instagram. Måske nyheder, hvis jeg er i okay humør og ikke bliver påvirket af grusomheder.

Her til morgen lå der så en besked på facebook fra en ex-kæreste. Det er over et år siden jeg sidst har snakket med ham, så jeg var ret overrasket. Beskeden i sig selv var ligegyldig. Noget med en sang fra dengang vi var kærester, som han ikke kunne huske navnet på. Men hans besked satte mine tanker igang og gjorde mig ked af det.

Han har taget en forholdsvis lang uddannelse og blev ansat i en stor verdensomspændende hotelkæde, hvor han nu har været udstationeret forskellige steder i verden i et par år. Jeg har fulgt med på facebook undervejs. Han er 3 år yngre end mig (så vidt jeg husker).

Han har verden liggende for hans fødder. Han har en uddannelse han kan bruge og som giver ham uanede muligheder. Som kan bringe ham hvorhen i verden han vil. Og hvad har jeg?!?!?!?

Hvor meget er der sket i hans liv og hvor meget har han opnået siden vi var kærester!!!
Og hvor er jeg?!?! Jeg sidder stadig med en pind og roder rundt i den samme lort, som jeg gjorde dengang!

Godt nok har jeg udviklet mig meget, på det personlige og mentale plan, i de år der er gået, men rent fysisk er der jo ikke sket noget. Jeg har ikke fået en uddannelse (jo - en en skod uddannelse som social- og sundhedshjælper - undskyld til andre der er uddannet det samme. Jeg har bare aldrig været glad for det!). Jeg drømmer stadig om det store udland, men jeg må nok indse, at jeg ikke har psyken og styrken til at føre det ud i livet - og hvad skal jeg lave derude?

Min lillebror er også lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået ansættelse dér hvor han var elev. Nu tjener han i nærheden af 30.000 kr om måneden og hvad laver hans søster?
- Jeg er fucking syg og ikke kommet nogen steder....

Og så bliver det ved med at rumstere i mit hoved, at jeg jo bare kan gøre noget ved det og at verden også ligger for mine fødder, at jeg er den eneste der kan ændre mig liv... og bla bla bla....

Men hvad nu hvis jeg ikke KAN ændre mig liv? 

Hvad nu hvis jeg ikke KAN tage en uddannelse?

Jeg VED IKKE hvad jeg vil med mit liv. Jeg kan ikke se min fremtid og jeg kan ikke forestille mig den. Den er diffus.

Jeg ønsker mig at tjene penge, så jeg også kan komme ud at rejse bare én gang om året. At jeg kan købe lidt tøj ind imellem. At jeg bare har råd til at købe ost og at det ikke behøver at være en luksusgode.

Jeg tænker tit på førtidspension og har også gjort det idag. Om jeg skal søge.
Men så tænker jeg igen: Er det virkelig det jeg vil?

Hvad vil jeg?!?!?!

Og i forbindelse med alle de her tanker, så titter depressionens grimme ansigt igen frem og siger:

"Hvad er meningen med det hele... med livet???!!!"

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Ressourceprofil på jobcenteret

Jeg var på jobcenteret i forrige uge. Hun er nu meget sød min sagsbehandler. Hun er omkring 30'erne, vil jeg tro, så vi er omkring jævnaldrende. Normalt har hun pænt tøj på - ikke nødvendigvis formelt, men sådan hverdags-pænt. Denne gang havde hun joggingtøj på. Kappa-bukser, en tilfældig hvid t-shirt, en hættetrøje-agtig ting med lynlås foran og et par klip-klappere. Jeg synes det var så fedt! Så følte jeg at vi var bedre på bølgelængde end ellers.

Jeg har for nyligt skrevet en mail til hende, hvor jeg åbnede op og skrev præcis hvordan jeg har det. Ingen omsvøb. Hun svarede tilbage, at hun var glad for at jeg havde skrevet den mail og åbnet op, for hun havde slet ingen anelse om at jeg havde det så dårligt/svært. Jeg burde blive skuespiller!! Til samtalen nævnte hun overhoved ikke mailen. Det virkede nærmest som om hun bevidst prøvede at undgå det. Som om at den "fyldte" rummet, men der blev ikke snakket om den. Det undrede mig.



Jeg havde egentlig givet udtryk for, at jeg var parat til at tage 4 enkeltfag på HF, men må sande at jeg slet ikke kan overskue det. Nu er det blevet sænket til et enkelt fag, som jeg nok skal starte på her i august. Egentlig har jeg ikke rigtig lyst, men jeg føler at min psykolog presser på for, at jeg skal ud og se at jeg "godt kan", og hun sagde til mig for noget tid siden, at hun i næste statusattest til kommunen ville skrive, at hun godt mener at jeg er i stand til at tage et enkelt fag. Vores samtaler går fra 2x om ugen til 1x om ugen, når hun kommer fra ferie om nogle uger, og så mener hun at det passer med at jeg stadig går til 2 ting. Så den ene samtale bare er skiftet ud med uddannelse i stedet for. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er et fag der interesserer mig meget. Psykologi. Og det gør det lidt lettere at overskue tanken om at skulle igang igen, men det er helt vildt grænseoverskridende og jeg bliver træt allerede ved tanken.

Jeg har aldrig haft kontakt til "systemet" før jeg blev syg for alvor i 2009, så nu skal jeg for første gang udfylde et skema. Ressourseprofilen hvor jeg skal redegøre for min (manglende) arbejdsevne og hvordan jeg ser mig selv i fremtiden og bla bla bla.

Jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til det. Den har ligget på køkkenbordet (mellem alt det andet rod jeg ikke kan tage mig sammen til at rydde op) i over en uge. For nogle dage siden kom jeg så igang, men hold kæft der skulle skrives meget. Jeg nåede ikke engang halvvejs, for så kom spørgsmålet: "Hvad kunne du tænke dig at arbejde med?". Øhh... Nu synes jeg sådan set, at bare dét at leve, er et fuldtidsjob for mig. Jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle skrive.

Nå, men det endte med at kæresten (ja, vi er fundet sammen igen) kom og hjalp mig. Det var dejligt. Nu er den endelig færdig, jeg skal bare lige rette lidt og læse den igennem nogle flere gange, for at være sikker på at jeg får alt det med, som jeg gerne vil have.

Men det har været hårdt at lave den. Psykisk hårdt. Det har virkelig krævet, at jeg har måtte se realiteterne i øjenene om hvordan jeg egentlig har det, og hvad jeg er i stand til - eller rettere - ikke i stand til. Hvor lille mit netværk er og hvordan jeg i bund og grund nok bare er en enspænder. Jeg har nok altid været lidt af en enspænder, men jeg synes det er blevet "værre" siden 2009, hvor jeg begyndte at få hjælp i dist.psyk eller også er det bare fordi der nu er blevet sat ord og diagnose på, hvorfor jeg er som jeg er.

Samtidig har det været rigtig svært at svare på mange af spørgsmålene - eller i hvert fald svare entydigt, for når der fx. står hvilken uddannelse jeg evt. kunne forestille mig så har jeg skrevet omkring 10 forskellige. Alle sammen i forskellige retninger. Lidt ligesom en rundkørsel med 10 afkørsler.

Da hun gav mig papirerne på Jobcenteret, skimmede jeg lige de første sider. Et af de første spørgsmål var "Har du afbrudt nogen uddannelser? Begrund". Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke kunne huske alle de uddannelser jeg har afbrudt og at det i hvert fald ikke kunne stå på de 2-3 linier der var afsat til svaret. Så grinede hun. Det var sgu ikke en joke. Jeg tror jeg har talt det sammen til 14, eller noget i den stil.

Jeg gør mig virkelig mange tanker om det her. Hvad nu hvis jeg ikke kan "klare" det ene fag om ugen? Hvad hvis jeg springer fra det - hvad sker der så? Bliver jeg "bare" sendt ud i noget praktik-halløj lige pludselig og hvis jeg ikke følger deres plan, tager de så pengene fra mig?

Hvad nu hvis... og hvad nu hvis... ???

Jeg har også svaret at jeg sagtens kan se mig selv som førtidspensionist og at det kunne være rart at få lettet presset fra mine skuldre. Jeg synes ikke lykken er at blive "normal" og få et 8-16 job. Jeg bliver SÅ sindsygt depressiv bare ved tanken om at skulle være en del af "trædemøllen" indtil jeg langt om længe kan pensioneres og vente på at livet er forbi.

Hvor er det sørgeligt at skrive de sidste par linier om trædemøllen, men det er sgu sådan jeg tænker...

Er det alt der er til livet?

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!

Livets meningsløshed

Jeg kan slet ikke hive mig selv op for tiden. Jeg er suget for livskraft, gå-på-mod, fighter-ånd og alt hvad der ligner. Jeg har lyst til at ligge i sengen hele dagen. Orker ikke de mindste ting. Spiser alt for meget og alt for usundt. Nærmest tvangsmæssigt. Mere mad, mere mad, mere mad... Til jeg nærmest brækker mig. Det føles rart at mærke at maven er fyldt.

De sidste dage eller den sidste uges tid har mine tanker kredset om selvmord. Jeg ved bare, at jeg ikke tør alligevel. Jeg har aldrig været i nærheden af at være tæt på. Jo, en enkelt gang hvor jeg var gået igang med at drikke en flaske rom og skrive afskedsbreve, for herefter at ville tage alle mine piller. Det nåede dog ikke så vidt. Jeg ringede til min far i min brandert og han tilkaldte politiet, som kom og kørte mig på psyk. skadestue. Dagen efter blev jeg udskrevet igen. Flot!

Jeg kan ikke overskue noget som helst. Der er mange ting jeg kunne lave i min lejlighed. Min have. Gøre rent. Vaske tøj. Bla bla bla.

Det er hårdt i terapien for tiden. Jeg kan virkelig mærke min vrede til min mor. Jeg er så gal at jeg får kvalme nogle gange. Jeg er overbevist om at jeg aldrig vil have kontakt til hende mere, selvom det gør pisse ondt at tænke på.
Hun blev gift i weekenden, og jeg var den eneste af hendes børn som ikke var med. Det sorte får, som ikke bare stryger hende med hårerne. Jeg har fået af vide, at hun ikke turde at sende invitationen af frygt for min reaktion. Hun er åbenbart bange for mig. For min reaktion. Hun ved ikke hvordan hun skal tackle mine verbale udbrud. Så er det også lettere at stikke hovedet i busken og omgive sig med mennesker der ikke brokker sig eller sætter spørgsmålstegn ved hendes nye mand eller hendes livsførelse i øvrigt.

Åhh.. Mit hoved er fyldt med ord og alligevel kan jeg ikke få ordene ned på skrift. Jeg er fyldt og tom på samme tid. Jeg er bare træt af at skulle kæmpe hver eneste dag. Kæmpe for at stå op, gå i bad, købe ind, gøre rent, og alt muligt andet meningsløst.

Livet er i det hele taget meningsløst. Depressionen og selvmordstankerne er der konstant - også på de såkaldt gode dage. Tænk hvis det skal være sådan her resten af mit liv... Puuuh en tanke...

Kan ikke sove

Klokken er nu 05.20 og jeg vågnede kl. 3 og var lys-vågen.
Jeg har allers aldrig haft problemer med at sove. Har til tider kunne sove i døgndrift, og har kunne sove på alle tider af døgnet. Måske er det fordi jeg spekulerer.

Er bange for at jeg er ved at begå en fejltagelse med kæresten. Når jeg ikke er sammen med ham, savner jeg ham, men samtidig har jeg bare behov for at være alene. Uden forventninger. Han siger han ikke har nogen forventninger, og han accepterer mig fuldstændig som jeg er, men jeg føler alligevel at der er forventninger. Man kan vel ikke undgå at have forventninger til en kæreste.

Når jeg er så depressiv som jeg er for tiden, så er det hårdt at være nød til at have masken på, for ikke at vise hvordan jeg er ved at smuldre indeni. Jeg føler ikke jeg kan vise det til nogen. Det er bare noget jeg har det bedst med at være alene om. Jeg har altid været vant til at have masken og smilet på, når der er andre mennesker, så jeg kan ikke finde ud af at være mig selv, når jeg er ked af det, mens der er andre mennesker. Uanset hvem det er.

Når jeg samtidig ikke kan mærke mig selv, er det svært at skulle vise følelser for andre. Specielt en kæreste. Var det bare ham og mig, havde det måske været anderledes, men der er børn i billedet (hans), så det er ikke kun ham jeg skal være "pæn" overfor. Jeg er nød til at være "normal", når de er der. Jeg føler ikke at jeg bare kan ligge og glo tomt ind i fjernsynet og være apatisk, når der er børn til stede.

Jeg føler at jeg smitter dem jeg har rundt om mig med min depressive tilstand. Det må være svært at være sammen med en der har borderline. Som svinger ligesom vinden blæser. At skulle stå på sidelinjen og være magtesløs, når jeg føler det hele ramler om ørerne på mig.

Det kan komme som lyn fra en klar himmel. At jeg lige pludselig ikke føler at livet er værd at leve og at det hele er meningsløst. Hvordan kan man som pårørende undgå at blive smittet af den dårlige stemning og når én man har kær, har det så dårligt?

Jeg er tidligere blevet forladt af en kæreste, som ikke kunne klare det. Der var jeg også dybt depressiv. Måske venter jeg på, at ham her også giver op. Jeg ved det ikke.


.