Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Prostitution... I gruppeterapi med veninden

Jeg skrev en sms til psykologen om natten. At jeg nok havde handlet i affekt og alligevel ikke behøvede den akutte tid, som hun havde givet mig igår. Hun skrev om morgenen, at hun ellers havde skrevet det i min journal og på bookinglisten, så om jeg ville melde fra eller komme. Så skrev jeg, at jeg gerne ville komme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at hun skulle bruge ekstra tid på mig. Typisk mig!

Men jeg HAVDE bruge for den ekstra tid, for om morgenen fik jeg et opkald fra min ældste lillebror. Min mors bror er død. I en alder af 58 år. Det var vist et hjertestop.

Det slog helt pusten ud af mig. Jeg var og er stadig i chok. Jeg havde egentlig ikke rigtig noget forhold til ham, men jeg ved, at min mor har set meget til ham de senere år, efter de har optaget kontakten igen. De havde ellers ikke snakket sammen i 15 år eller noget, på grund af uvenskab i familien. Så min mor er helt knust.

Jeg ringede til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun havde det selvfølgelig ad helvedes til og græd rigtig meget. Han betød SÅ meget for hende.

Det er ellers nogle måneder siden, jeg har snakket med hende, fordi jeg troede at hun var sur på mig over, at jeg ikke gav hende nogen julegave sidste år. Men hun troede, jeg var sur på hende... Det er jeg også, men det er noget generelt noget, på grund af alle hendes svigt - og fortsættende svigt.

Nå, men jeg tog så til psykologen. Jeg skrev jo på bloggen igår, at jeg ikke følte, at jeg havde brug for tiden, for som jeg skrev "Der er jo ikke nogen der er død". Hvor sindsygt er det, at jeg skriver sådan og så FÅR jeg fan'me et opkald om, at min morbror er død. Det er fan'me spooky!

Vi snakkede mest om veninden og om, om jeg fortsat skulle gå i gruppeterapien for at komme ud af prostitutionen og hvilke handlemuligheder jeg havde.

Der er tilknyttet en mentor til gruppeterapien, så hende blev jeg enig med psykologen om, at jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg så, da jeg kom ud i bilen. Jeg græd helt vildt på hendes telefonsvarer, så jeg er ikke sikker på, at hun kunne forstå, hvad jeg sagde. Det var egentlig også ligegyldigt, for da hun ringede mig op, sagde hun, at hun havde haft problemer med at få aflyttet hendes telefonsvarer, så hun havde ikke hørt min besked.

Jeg fortalte hende så, at jeg "har taget et tilbagefald" som de kalder det og at min veninde havde sluttet vores venskab. "Det er jo noget værre noget", sagde hun. Een ting er, at jeg har taget et tilbagefald, men dét med at veninden går i gruppen, kunne hun godt se det problematiske i.

Jeg fortalte hende om venindens sms, hvor hun havde gjort klart, at hun nu kun ville se mig i gruppeterapien og ikke privat længere. Så mentoren spurgte, hvordan jeg ville have det med at komme i gruppen, nu hvor hun også er der og med det der er sket.

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville synes det var vildt mærkeligt, at skulle sidde der sammen med veninden og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men at vi jo ikke var skilledes som uvenner. Så jeg sagde, at jeg fortsat gerne ville gå i gruppen og mentoren sagde, at hun ville hjælpe mig med at formidle det skete til gruppen, når vi startede om aftenen. Så jeg tog derind.

Og det VAR vildt mærkeligt. Veninden sagde bare hej, som om jeg var én, hun aldrig havde haft et venskab til. Vi plejer ellers, at give hinanden den vildeste krammer, når vi ses, men det var der ikke noget af. Det var MEGET akavet. Vi sad sågar ved siden af hinanden.

Gruppen (vi var 4 ud af 6 igår) tog det fint. De havde kun forståelse for, at jeg havde taget tilbagefaldet og der kom et helt emne ud af det med hvilke følelser der er involveret og hvordan man kan forebygge, at det sker igen. Hvad der var sket op til, at det skete og så videre.

Da psykologen spurgte, om der var nogen i gruppen, der ville sige noget til det, sagde veninden, at hun jo havde sluttet vores venskab og nu godt kunne se, hvorfor de anbefaler, at man ikke er venner udenfor gruppeterapien, på grund af at der netop kan ske denne situation.

Hun sagde, at hun havde gjort det, fordi hun håbede, at jeg ville søge hjælp hos mentoren. Hun gav udtryk for, at hun var meget glad for, at jeg var kommet og glad for, at jeg netop havde søgt hjælpen, som hun havde håbet på.

Så der var ingen fordømmelse - kun forståelse fra gruppen. Mentoren og psykologen gjorde klart, at gruppen var for kvinder der havde været eller har et ønske om, at stoppe i prostitution, så med mindre jeg havde tænkt mig, at fortsætte i prostitution, så var jeg fortsat velkommen i gruppen. Det vil jeg så skrive om i et andet blogindlæg.

Da vi var færdige og skulle sige farvel, så var det også kun et "hej hej" mellem veninden og jeg - her plejer vi ellers også at give en ordentlig krammer. Det skal jeg altså lige vænne mig til!

Jeg skal til psykolog om 45 min. så jeg vil skrive endnu et indlæg senere på dagen om, hvordan jeg har det i forhold til min morbrors dødsfald og min fortsatte lyst til at være i prostitution....

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....