Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Medafhængig og latterlig!

Heller ikke denne gang lykkedes det mig, at overholde det jeg havde aftalt med mig selv.

Da vi langt om længe står op, så er det jo egentlig meget hyggeligt. Og jeg kan ikke få mig selv til at pakke kanin og ting og skride. Desuden så kom han aldrig ud og cykle.

Jeg er taget hjem til mig selv for at vaske lidt tøj og rydde lidt op. Vi har aftalt at han ikke drikker mens jeg er væk. Nu må vi se. Hold kæft hvor er jeg latterlig! Jeg er vokset op med 2 alkoholiske forældre og så finder jeg fanme en mand, som også er det - og som stadig er delvist i benægtelse.
Han tror stadig, at han kan drikke til festlige lejligheder - i hans øjne fredag og lørdag - når han liiiige har fået sit misbrug under kontrol igen. Yeah right! Det kommer sgu da ikke til at ske!!!
Han ringer hvert kvarter for at høre hvornår jeg kommer tilbage, fordi han er bange for at falde i med alkohol, når jeg ikke er der. Han har sværere ved at være alene end jeg har. Vi er sgu et kønt par!! NOT!

Jeg er så fucking medafhængig. Jeg brækker mig over mig selv. Jeg sidder time efter time hos psykologen og snakker om, hvor nedbrydende et forhold det er og alligevel magter jeg ikke at bryde ud af det. Angsten for at være alene mig i røven. Hvorfor fanden skal det være så svært!

"Han er jo også meget sød", "Han forkæler mig jo også", "Så slemt er det jo ikke".... og bla bla bla.
Hvorfor kan jeg ikke bare slukke for stemmen i hovedet og bare fucking GØRE DET!

Jeg føler mig stadig som escortpige/prostitueret, når jeg er sammen med ham. Det hele er på hans præmisser og jeg lader som om. Ligesom jeg gjorde med kunderne. Jeg gider ikke engang have sex med ham, fordi det er så pisse dårligt! Jeg går på kompromis og tilsidesætter mine egne grænser og behov, for at "få fred". Og i dagtimerne hygger vi os jo meget godt.

Nu er han endelig flyttet i sin egen bolig og jeg havde planlagt oprydning og rengøring og et nyt liv. Men hvad er der sket?!!! Ikke en skid!!!


-