Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Efter-fødselsdagstanker...

Hvordan kan jeg både hade dig så meget og elske dig (lidt) på samme tid?

Du fortsætter med at overskride mine grænser gang på gang på gang! Fatter du ikke en skid?! Hvor mange gange skal jeg blive ved med at stikke stop-skiltet op i snotten på dig?

Det lykkedes dig igen igen igen at skuffe mig så grusomt på min fødselsdag!! Hvorfor bliver jeg ved med at komme rendende efter mere!!???

500 sølle kroner i en ramme med en ligegyldig hilsen... og så var den oveni købet lavet af din mand. Du har ikke engang brugt sølle 5 min. på at tænke over eller finde en gave til mig... og det var endda min 30 års.

Da du fyldte 50 år fik du et gavekort på 4500 kr til en rejse / weekendophold af mig og drengene. At du så selv vælger at fucke det hele op med alt dit pis, så du aldrig får gaven, er da ikke min skyld!!! Så var min gave en straf? En provokation?

Hele fødselsdagen går i vasken pga. andres sygdom og så inviterer du mig hjem og spiller frelser og laver lækker mad. Vi skulle have en hyggelig aften. Jeg havde ikke lavet andet, det sidste lange stykke tid, end at sige at jeg ikke ville se skyggen af alkohol på min fødselsdag og ALLIGEVEL så sætter du rødvin på bordet - og du drak endda igen i smug. Tror du jeg er dum?!!!

Hvordan fanden kan man respektere sit barn så lidt?!! Jeg kommer aldrig til at forstå det!!!

Jeg sluger min vrede mod dig, sammen med alle de kæmpe portioner mad og slik jeg vælter indenbors, kun for at få det værre.

Hvordan kan jeg lære at elske mig selv, når mine forældre ikke engang elsker mig?!

Vi er kun jeres majonetdukker I kan vise frem for verden, mens I selv synker længere og længere ned i sølet!!!

Det hele var en stor kæmpe skuffelse!

Langt om længe... År... Fik jeg det dyre ur, som symboliserer anerkendelsen fra far. Drengene fik det til deres studentereksamen. Jeg har aldrig taget andet end en uddannelse til skide røv-tørrer og det var åbenbart ikke fint nok til at gøre mig fortjent til det dyre ur.

Nu fik jeg det i stedet til min 30års. Jeg havde glædet mig sindsygt til talen om, hvorfor jeg havde gjort mig fortjent til det. Han havde lagt op til den med tårer i øjnene, men jeg fik den aldrig pga. hans skide influenza, som jeg ikke tror en dyt på. Han gad bare ikke køre den times tid herned og undskyldte sig med at være syg... Ligesom en million gange før...

Uret er pisse dyrt. Det er monster pisse flot. Jeg har selv valgt det. Men betydningen er der ikke. Det er kun en halv gave. Uden sjæl, som drengenes har. Jeg var åbenbart ikke umagen værd...