Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

Til mine elskede brødre! :-)

Hej Drenge :-)

Ja, dette er så min blog.

Som I kan se, har jeg skrevet en del de sidst år. I nogle perioder mere end andre. Jeg har skrevet ucensureret, fordi jeg var anonym. Det er jeg så ikke helt mere nu, hvor jeg har fortalt jer om den.

Jeg har selvfølgelig omtalt og skrevet om Jer også og jeg håber inderligt, at I ikke tager noget af det ilde op. Det var mine tanker og følelser på det givne tidspunkt og efterhånden som terapien er skredet frem, jeg er blevet ældre og har fået det gradvist bedre, så har mine følelser og tanker om forskellige ting, jo selvfølgelig også ændret sig.

Jeg har læst hele bloggen igennem for at se, om jeg skulle ændre noget af det jeg har skrevet eller slette indlæg, men jeg er kommet frem til, at jeg ikke vil gøre det.

Jeg er nervøs for, hvordan I måske tager nogle af de ting, jeg har skrevet, men samtidig så vil det ikke give et retvisende billede af mig og hvordan jeg har haft det, hvis jeg begynder at censurere mine indlæg og tanker.

Jeg elsker Jer højere end jeg kan beskrive og det er så værdifuldt for mig, at vi har det forhold som vi har til hinanden. Det er meget sjældent, tror jeg.

Som I kan læse undervejs, har jeg følt mig meget ensom og alene, meget af tiden, men jeg har altid håbet og troet på, at vi nok skulle "finde hinanden" igen i de perioder, hvor det har set mest sort ud med uvenskab og splitting i vores familie. Og vi HAR fundet hinanden igen! :-)

Jeg ved ikke, om jeg fremad vil kunne skrive ligeså ucensureret, nu hvor jeg ved, at I læser med, men jeg vil forsøge, for det giver mig enormt meget, at dele om mine tanker, min dagligdag og erfaringer og få feedback fra andre, som kan genkende dem selv i mig.

Så velkommen til min blog... :-)


Kærlig hilsen

Jeres søster



-

Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________




-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.


.

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Undervisning imorgen

Så er det allerede blevet onsdag igen imorgen. Det vil sige, at det allerede er en uge siden jeg startede på enkeltfaget på VUC. Som jeg altid beslutter, når jeg går igang med et nyt projekt, så skulle jeg gøre det PERFEKT! Nu hvor jeg kun har det ene fag, har jeg tænkt, at jeg så virkelig har tid til at gå i dybden med det. Så er der overhoved ingen grund til ikke at score en høj karakter og til ikke at møde op. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem er overanstrengt af ting jeg skal nå i hverdagene.

Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.

Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!

Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!

Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.

Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.

Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!

Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!

Vil bare være hjemme

Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.

Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.

Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.

Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Selvskade

Jeg har lyst til at være selvskadende i de her dage.

Hvordan kan man sige det?

Hvad er det der gør, at man har lyst til at skade sig selv?

Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er sådan en dårlig person, at jeg fortjener at blive straffet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvordan jeg tænker. Det er bare en følelse jeg har og får indeni. Den kan ikke rigtig forklares andet end en lyst til at nedværdige mig selv.

Og min selvskade - udover overspisning i perioder - er prostitution.
Det er længe siden jeg har været ude hos en kunde. 1½ måneds tid. Fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til det. Alligevel er der den her stemme indeni, der tvinger mig til det.
Det lyder meget skizofrent - det er det måske også...
Det er lidt ligesom den stemme der giver én dårlig samvittighed over, at man burde motionere, spise sundere, rydde op, gøre rent. Den dårlige samvittigheds stemme..... på en måde...

På den ene side så savner jeg det og det hiver i mig for at komme ud og mærke suset, specielt når jeg tænker på det eller læser bøger om emnet fx. Hustler af Odile Poulsen som jeg lige er blevet færdig med at læse for 2. gang. Men samtidig så er der noget der gør, at jeg bare ikke har lyst alligevel...

Det er jo klart et tegn på at jeg er kommet tættere på, at kunne mærke mig selv. Jeg har sjældent været bange når jeg har været ude hos kunder. Jeg har været ligeglad med mig selv. Ligeglad om der skulle ske mig noget. Om jeg døde... tjae... hva så... Nu kan jeg begynde at mærke frygten for at der sker mig noget. At det kunne være en psykopat i den anden ende. Samtidig så er der aldrig sket mig noget i al den tid jeg har gjort det...

Beslutningen om det kører som en pil frem og tilbage mellem skal - skal ikke... Tik tak, tik tak...
Jeg skifter beslutning og mening om det sådan ca. 500 gange om dagen...

Men jeg føler ikke at jeg er helt færdig med det endnu, så det ender nok på "skal"...

Sammen igen

Jeg har overgivet mig til hans kærlighed og vi er blevet kærester igen.

Måske ved man bare ikke hvad man har, før man ikke har det længere.

Måske var det min borderline "Gå væk - nej kom tilbage!" svingning der styrede mig.

Måske...

Jeg ved bare, at jeg føler mig tryg igen og det er rart!

Overtalelse

Jeg har virkelig svært ved at holde fast i mig selv. Han bliver ved med at prøve at overtale mig til, at vi skal finde sammen igen. Når han snakker om alle de gode ting, så glemmer jeg alt det negative. Jeg sad og læste min dagbog for det sidste halve år igennem igår, og der står nærmest ikke andet end noget negativt. Allerede ved juletid begynder jeg at skrive om at gøre det forbi med ham.

Det er ligesom at ryge.
Når man sidder med smøgen i hånden - så vil man gerne holde op!
Når man er holdt op - så savner man det!

WTF!

Og han bliver ved med at presse på for at ses. Picnic, sushi, gå-ture og hvad ved jeg...

Han jagter... Jeg flygter...


Jeg tror også han er bange for ensomheden. Han gik direkte fra x-konen og til mig. Han har aldrig prøvet at være alene. Bo alene. Og nu bliver han konfronteret med den nagende ensomhed og alle det ubehagelige følelser man ikke har lyst til at mærke.

Jeg bliver også ved med at tænke, at jeg aldrig finder en mand som kan acceptere alt ved mig som han gør. Han accepterer endda at jeg kører escort og ved hvorfor jeg har brug for det. Han vil bare have mig med hud og hår og alt. Det tror jeg hører sjældenhederne til...

Åhhh....

Bare ked og savner min mor

Det er nu over 1½ år siden at min mor brød min tillid ved at fortælle en af mine dybeste hemmeligheder videre. Siden da har jeg stort set ikke haft noget at gøre med hende. Jeg har skrevet flere breve, som hun ikke har svaret på, bl.a. hvor jeg skriver om hvordan hendes misbrug har påvirket mig.

Det seneste brev svarede hun på, men det var ikke andet end en lang remsen op af situationer hvor hun synes hun havde været der for mig. Hun kommenterede slet ikke nogen af de ting JEG havde skrevet om i brevene. Desuden skrev hun, at jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i så mange år, og om det dog ikke er på tide at jeg tager skeen i den anden hånd og kommer ud af "offerrollen". 

D.v.s. hun ikke har forstået noget som helst. Ikke engang at jeg er syg. At jeg har en personlighedsforstyrrelse, og at jeg IKKE BARE kan tage mig sammen!

Jeg har været igennem hele følelsegisteret mange gange på det 1½ år. Jeg har mest følt vrede. Rigtig meget vrede. Men nu er det gået over i savn. Jeg savner hende... eller jeg savner noget... en mor... en mor, som en mor skal være. Ikke som min mor er... manipulerende.... nedgørende... selvhævdende... som ser mig som en forlængelse af sig selv og ikke, at jeg er et selvstændigt individ som har egne meninger og har lov at sige fra.

Jeg synes det er svært i terapien for tiden. Jeg har det svært med, at jeg føler at min mor bliver gjort til en psykopat, der kun er ude på at skade mig. Jeg tror ikke på, at hun gør nogen af de her ting med vilje. Hun vil ikke skade mig med vilje - det ved jeg. Det er bare sådan hun er. Det er ubevidste mønstre hun har, som gør mig syg når jeg er i nærheden af hende. Udover dét så er det hendes alkoholmisbrug. Plus at hun nu har fundet en mand der har været voldelig overfor min lillebror. Ganske vist kun én enkelt gang - men er det ikke også en enkelt gang for meget? Det lader til at jeg er den eneste i familien der stadig tænker på den episode. Selv min lillebror tænker vist ikke så meget på det mere. Jeg forstår bare ikke at det bare kan gå i glemmebogen sådan noget. Nu er de tilmed lige blevet gift.

Hun ringede til mig for nogle dage siden. Det er første gang jeg snakker med hende i over ½ år. Jeg har skrevet nogle få sms'er, men det er også det. Hun græd rigtig meget og sagde at hun savner mig og om jeg ikke nok vil tænke over, om vi kan ses og få snakket tingene igennem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.
Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme forbi. Hun har ikke set min nye lejlighed endnu. Men hun sagde at hun helst ville have at jeg kom hjem til hende, hvis vi skulle ses. Hvorfor nu det? Ikke engang når jeg åbner døren på klem tager hun imod. Det skal være på hendes præmisser. Jeg vil ikke der hjem. Hvad skal jeg det for?

På den ene side går jeg seriøst og tænker over om jeg skal ringe og spørge hende om vi skal gå en tur i skoven og snakke. Så skal vi ikke sidde overfor hinanden i en sofa og glo hinanden i øjnene. Samtidig så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til hende. Jeg orker næsten ikke at tage hul på bylden.

Jeg synes det er så svært...

Samtidig så er jeg bange for at der sker hende noget og jeg vil fortryde det til evig tid.

Min mormor er også på sygehuset, hvilket min mor også fortalte mig den anden dag.
Hun er gammel og svag efterhånden. Der er ingen der ved hvor længe hun holder endnu. Jeg har hele tiden en hvid og en sort engel der skændes på mine skuldre. Jeg har på den ene side dårlig samvittighed og føler at jeg burde besøge hende. På den anden side, så synes jeg sgu aldrig at de (min mormor og morfar) har været der for mig. De har kun været med til at fastholde min mor i hendes misbrug, selvom de godt har vidst hvor meget det gik ud over både hende og os børn. Så hvorfor skal jeg besøge hende? For at gøre hende glad og tilpas? Hvem gør så mig glad?

Hvem kommer og trøster mig nu hvor jeg sidder og græder og har det ad helvedes til?

Hvordan kan man skade et barn så meget, at det får en personlighedsforstyrrelse.
At det altid føler at det er synd for mor og far.
At det altid tænker på alle andre end sig selv.
At barnet skal være den stærke der skal tage sig af forældrene, når det skulle være omvendt.

Jeg føler jeg straffer min mor ved ikke at ville se hende. At jeg er moren der straffer barnet fordi jeg tager vare på mig selv. Jeg har fået det væsentlig bedre i den forgangne 1½ år efter jeg har haft minimal kontakt til hende, og nu fordi hun ringer og vi snakker i 5-10 min. så ryger jeg lige ned i depressionen igen... Men jeg tror stadig ikke på at hun gør noget af alt det her med vilje...

Måske er det også derfor det er svært for mig, for jeg tænker, at hun jo ikke ved hvad hun gør forkert, når det er ubevidste ting. Og hvordan skal vi komme videre hvis jeg nægter at se hende.


Samtidig så er der jo ikke nogen der siger at vi SKAL komme videre, men jeg kan heller ikke forestille mig at jeg aldrig skal have et forhold til hende igen...                               

Tilbage på arbejdsmarkedet

Nu har jeg gået sygemeldt i... hmm... 3 år efterhånden. Jeg har haft et par enkle vagter i hjemmeplejen, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg begyndte at dissociere mens jeg var på arbejde. Havde den her uvirkelighedsfølelse. Som om det hele var en film.
Det er nok 1½ år siden jeg prøvede sidst.

Jeg er træt af at tage penge for sex. Engang synes jeg det var sjovt. Jeg nød det. Kunne nogle dage gå rastløst rundt og håbe og vente på, at jeg fik et opkald.

Sådan har jeg det ikke mere. Pengene trækker heller ikke på samme måde mere.

Jeg kunne så godt tænke mig at tjene mine egne penge. Egne på den måde at se dem gå ind på kontoen. Købe ting for penge jeg selv har tjent - på den rigtige måde. Ikke de lette penge.

Men jeg ved ikke hvad det er, der holder mig tilbage.
Hvad er jeg bange for?
Hvad er det værste der kan ske ved at tage på arbejde?

Jeg ved det ikke.

Nu har jeg sat mig til rådighed i det nye vikarbureau jeg har tilmeldt mig for nogle måneder siden. Jeg har lavet 4 vagtønsker i den næste uge. Det første allerede imorgen.
Jeg har besluttet mig for at hvis jeg siger ja til en vagt, så skal jeg også tage den. Så skal jeg ikke melde mig syg. Jeg vil ikke brænde endnu en bro og være afskåret fra at kunne arbejde i bureauet igen, når jeg evt. bliver "rask".

Måske skal jeg bare igang igen og så går det hele derud af.
Jeg tror, det er endnu en nedtur jeg er bange for. At jeg ikke kan overskue det, når det kommer til stykket. Og også manglende selvtillid. Troen på at jeg selvfølgelig godt kan klare det. At jeg godt kan finde ud af det. Herregud, jeg har arbejdet med det i flere år. I perioder når jeg har kunne overskue det.

Åååårh hvorfor skal det være så svært...

Julen

Skrevet d. 25. december:

Jeg troede egentlig at jeg var ligeglad med julen. Da mine forældre blev skilt, var det ligesom om højtiderne mistede deres betydning. Siden da har jeg altid synes, at jul og julefrokoster i vores familie er gået op i druk og efterfølgende skænderier, råben, skrigen og folk der græder.

Jeg har ikke deltaget i den årlige julefrokost i flere år, da jeg til sidst fik nok, og indså at jeg ikke synes det var hyggeligt. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvem jeg egentlig tilfredsstillede ved at deltage. Det var i hvert fald ikke mig selv.

I år har jeg holdt jul for første gang uden nogen i min familie. Kun min kæreste og jeg alene. Det var i og for sig hyggeligt nok. Der var intet jul over det, udover gavevekslingen og de 5 nisser der stod på bordet, som jeg havde fået i gave af én, der ikke synes man kunne holde jul uden en eneste nisse.

Det var første gang for os begge to uden nogen form for familie med, så selvom det var hyggeligt, var vi begge en smule vemodige.

Udover det, har jeg i de sidste dage haft det tiltagende dårligt, og det blev ikke just bedre på selve dagen, hvor jeg virkelig kom til at tænke på, hvor ked af det jeg er, over at familien er splittet på den måde den er.

Julefrokosten foregår altid på 1. juledag - idag. Jeg er alene hjemme, og kæresten er på besøg hos sin familie, som jeg har meldt fra til, fordi jeg ikke magtede det. Så selvom jeg havde set frem til en alene-dag, så er jeg alligevel ked af det, fordi jeg ved at min familie er sammen i den anden ende af landet. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan det plejer at foregå, og så forsvinder savnet en smule.


.