Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Forelskelse!

Det er ret meget noget lort, hvis man bliver små-lun på sin underviser... som i øvrigt er gift og har 2 børn!
Det er desværre nok det, der er ved at ske... eller... det er nok sket...

Sidste gang var vi 3 kursister og psykologen som underviser. Idag var der ikke andre end mig til undervisningen. Undervisning kan det nok ikke kaldes, for det blev mere til et møde om, hvordan Vikon fungerer og hvad jeg ligesom har i udsigt. Og så blev det også til en mere personlig samtale, hvor både han og jeg snakkede. Vi snakkede en del om prostitutionen, hvilket jeg havde enormt svært ved. Specielt fordi han er så sød og charmerende. Han er sådan en man bare har lyst til at åbne sig overfor.

Men jeg kunne også bare mærke min nervøsitet og min sårbarhed, netop fordi hans mening tilsyneladende betyder noget. Det tyggegummi jeg havde i munden, blev helt opløst, så jeg var nød til at sluge det. Jeg var tør i munden og prøvede febrilsk at få lidt mundvand frem, så han ikke skulle se, hvordan han påvirkede mig. Det lykkedes så ikke rigtigt, så jeg endte med at sige til ham, at jeg blev helt tør i munden, hvorefter jeg tog en tår af den kolde te, jeg havde stående foran mig.Tror han smilede lidt. Han sagde ikke noget til det.

Han fortalte også nogle personlige ting om, hvordan han selv var gået ned med stress på et tidspunkt og hvordan han havde haft egen praksis, men havde måtte lukke fordi alt papirarbejdet havde vokset ham over hovedet.

Han spurgte flere gange om, hvordan det var at sidde der og snakke med ham. Jeg sagde til ham, at det egentlig var okay, men at jeg havde det svært med, at han er på min egen alder (+7 år) og at han er mand. Min sidste kæreste var på hans alder. Min nuværende er ældre. Jeg måtte også bide mig i tungen for ikke at sige, at det ville være lettere hvis han havde været en utiltalende mand i 50'erne og ikke en sød og charmerende fyr, som jeg ville prøve at score, hvis jeg mødte ham i byen. Det sagde jeg så ikke... :-)

Men for helvede altså, det er noget lort! Det er ham jeg ser frem til at se, når jeg tager derned. Forstå mig ret, undervisningen og alt det andet er spændende nok, men kommer der lige pludselig en anden underviser, så vil det nok være sværere at komme hjemmefra.... Mildt sagt...

Da jeg kørte derfra ringede jeg til min veninde og lettede mit hjerte. Jeg skulle bare ud med det. Jeg havde gåsehud på armene og ja... "helt oppe og ringe"..... Det er sgu noget fuck!!!

Det er mange år siden jeg har haft det sådan med en fyr. Det var i 2009. Selvfølgelig var det dengang med en fyr, som ikke var interesseret i andet end at bruge mig til sex. Jeg bliver altid forelsket i mænd, jeg ikke kan få eller som kun er interesseret i sex. Jeg har på ingen måde haft det sådan her med min nuværende kæreste... ikke i nærheden af det...

Han sagde også, at han, på vores sidste (og første) møde, havde kunne se på mig, at jeg virkelig havde holdt øje med hans reaktion på, at jeg har arbejdet som prostitueret. Jeg grinede lidt og sagde, om det virkelig havde været så tydeligt. Det havde det åbenbart. Han spurgte så, hvordan han havde reageret, hvortil jeg sagde, at han havde haft totalt pokerfjæs på.

Jeg spurgte ham, om han havde haft andre, som havde arbejdet i prostitution, hvortil han svarede, at det ikke var usædvanligt og at han havde arbejdet med andre, der havde samme "problematikker". Det var ikke noget han havde arbejdet målrettet med, men det var kommet frem i forbindelse med andre ting.

Det lettede lidt, at få det af vide.

Det positive ved det her er, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er helt afsporet hvad angår følelser. At jeg godt kan mærke noget. At jeg godt kan blive forelsket.

Det negative er... udover at det er noget rod... at jeg endnu engang må sande, at jeg på nuværende tidspunkt er i et tryghedsforhold....

Og så kan jeg ellers gå det næste stykke tid og fundere over, om han bare er sød overfor mig på den professionelle måde eller om der rent faktisk er lidt flirt i luften, hvilket jeg tror der er... og hvis der er... hvad så?....tja... så ingenting vel...

Men den her følelse af at være "høj" og en smule euforisk, den kan jeg godt lide... Hvorfor kan det ikke bare altid være sådan... ??

Som min lillebror engang sagde, så er man nød til at have prøvet, at være ked af det, for at finde ud af, hvornår man er glad... eller noget...



-

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!

-

Totalt afkræftet og isoleret

Jeg har overhoved ingen energi i de her dage. Jeg står op når hunden vækker mig fordi den skal ud og tisse. Så går vi en tur. Så hjem, lidt mad, medicin og så en tur på sofaen eller foran computeren. Så ind i seng og sove igen. Så vågner jeg efter 3-4 timer og sidder som regel ved computeren til midt på natten.

Psykologen gik på ferie i sidste uge i 3 uger, og når hun kommer tilbage, så går jeg ned fra 2 gange om ugen til 1 gang om ugen. Det bliver hårdt, tror jeg. I hvert fald de dage hvor jeg har det skidt. Så er der lang tid imellem.




Jeg mødtes med M igår. Det var 3 uger siden vi har set hinanden. Vi gik en tur ved vandet og snakkede. Sad lidt og så ud over vandet og så tilbage igen. Det var rart nok. Han kender mig så godt, at jeg ikke behøver at være noget jeg ikke er. Vi krammede i lang tid da vi sagde farvel. Til sidst var jeg nød til at løsrive mig, fordi jeg begyndte at græde. Han nåede ikke at se det inden jeg sagde farvel. Det var hans velkendte duft og hans arme omkring mig. Jeg længes sådan efter trygheden, men igen kunne jeg mærke at jeg bare ikke har lyst til at være sammen med ham. Selv da jeg lige "tante-kyssede" ham farvel mærkede jeg ingenting. Det ville være så let bare at sige at han kunne gå med hjem og ligge i ske, og det er det han ønsker mest af alt, men det ville være at give ham falske forhåbninger, fordi det kun er et plaster på min ensomhed og ikke fordi jeg har kæreste-følelser for ham....

Idag da jeg var ude at gå tur med hunden, kom der en far, hans to sønner og deres hund løbende med en basketbold. De så så glade ud mens de gik og spillede bolden til hinanden. Han smilede over hele hovedet da han sagde hej til mig. Jeg gik bevidst en rute hvor jeg igen ville gå forbi dem, og denne gang hilste han lidt på min hund og smilede igen. Vi havde øjenkontakt et godt stykke tid og han så virkelig sød ud. Der var ingen tvivl om, at der var flirten i luften. Da jeg gik derfra kunne jeg mærke en spirende sommerfugle-følelse i maven. Den har jeg ikke mærket i flere år. Så jeg gik og tænkte hvor meget jeg savner at flirte... Det var rart at mærke.. Rart at mærke en følelse som er andet end tomhed og depression..


Jeg overvejede at oprette en dating-profil og så tage på nogle dates. Bare for at komme lidt ud og mærke en smule sommerfugle i maven og for at flirte lidt... Men når jeg kigger rundt på de forskellige sider og hvad folk skriver i deres profiler, så får jeg allerede mindreværdskomplekser. "Nå, hvad laver du så?".... "Øhh... Jeg går sygemeldt på 3. år, fordi jeg har knald i låget...."... Og hej hej, så hører eller ser man ikke mere til dem... Men det er jo for helvede ikke min egen skyld, at jeg er syg...

Det kunne være at jeg bare skulle tage ud til nogle kunder... Der får jeg i hvert fald bekræftelsen jeg savner...

Jeg synes det er pisse irriterende at bo i et rækkehus-kvarter, hvor alle kommer hinanden ved konstant. Min overbo er selv psykisk syg og igår da jeg kom hjem fra gåtur med M, stod hun udenfor og snakkede med en af de andre naboer. Så kommenterede hun at mine gardiner havde været rullet ned og hun ikke havde set mig i et stykke tid. Det rager sgu da for helvede ikke alle mulige andre hvad jeg render og laver, og så synes jeg det er pisse irriterende at der er nogen der (føler jeg) holder øje med mig. Hvis jeg kunne, så boede jeg ad h.... til ude på landet. Med en masse dyr og blomster jeg kunne gå og nusse om... Ååårh det kunne være dejligt...

Meget rodet indlæg, men det er hvad der lige går igennem mit hoved nu...