søndag den 19. august 2012

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!




Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google
Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)








Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...