Efter-fødselsdagstanker...

Hvordan kan jeg både hade dig så meget og elske dig (lidt) på samme tid?

Du fortsætter med at overskride mine grænser gang på gang på gang! Fatter du ikke en skid?! Hvor mange gange skal jeg blive ved med at stikke stop-skiltet op i snotten på dig?

Det lykkedes dig igen igen igen at skuffe mig så grusomt på min fødselsdag!! Hvorfor bliver jeg ved med at komme rendende efter mere!!???

500 sølle kroner i en ramme med en ligegyldig hilsen... og så var den oveni købet lavet af din mand. Du har ikke engang brugt sølle 5 min. på at tænke over eller finde en gave til mig... og det var endda min 30 års.

Da du fyldte 50 år fik du et gavekort på 4500 kr til en rejse / weekendophold af mig og drengene. At du så selv vælger at fucke det hele op med alt dit pis, så du aldrig får gaven, er da ikke min skyld!!! Så var min gave en straf? En provokation?

Hele fødselsdagen går i vasken pga. andres sygdom og så inviterer du mig hjem og spiller frelser og laver lækker mad. Vi skulle have en hyggelig aften. Jeg havde ikke lavet andet, det sidste lange stykke tid, end at sige at jeg ikke ville se skyggen af alkohol på min fødselsdag og ALLIGEVEL så sætter du rødvin på bordet - og du drak endda igen i smug. Tror du jeg er dum?!!!

Hvordan fanden kan man respektere sit barn så lidt?!! Jeg kommer aldrig til at forstå det!!!

Jeg sluger min vrede mod dig, sammen med alle de kæmpe portioner mad og slik jeg vælter indenbors, kun for at få det værre.

Hvordan kan jeg lære at elske mig selv, når mine forældre ikke engang elsker mig?!

Vi er kun jeres majonetdukker I kan vise frem for verden, mens I selv synker længere og længere ned i sølet!!!

Det hele var en stor kæmpe skuffelse!

Langt om længe... År... Fik jeg det dyre ur, som symboliserer anerkendelsen fra far. Drengene fik det til deres studentereksamen. Jeg har aldrig taget andet end en uddannelse til skide røv-tørrer og det var åbenbart ikke fint nok til at gøre mig fortjent til det dyre ur.

Nu fik jeg det i stedet til min 30års. Jeg havde glædet mig sindsygt til talen om, hvorfor jeg havde gjort mig fortjent til det. Han havde lagt op til den med tårer i øjnene, men jeg fik den aldrig pga. hans skide influenza, som jeg ikke tror en dyt på. Han gad bare ikke køre den times tid herned og undskyldte sig med at være syg... Ligesom en million gange før...

Uret er pisse dyrt. Det er monster pisse flot. Jeg har selv valgt det. Men betydningen er der ikke. Det er kun en halv gave. Uden sjæl, som drengenes har. Jeg var åbenbart ikke umagen værd...

Endnu en diagnose og at skulle igang igen...

Lige for at starte ud med en update fra sidst... Der er jo gået lidt tid... Jeg tænker på at skrive på bloggen næsten hver dag, men jeg kan for det meste ikke samle mig sammen til, at få skrevet tankemylderet ned og der sker så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte..... 

Jeg er sammen med kæresten igen... SURPRISE!!
Jeg fatter ikke, at han holder ved. Han burde være skredet for længe siden, sådan som jeg behandler ham, når det slår klik i mit hoved og mine følelser tager magten fra mig, men nej, han er der endnu.

Mødet om tirsdagen blev holdt. Stedet hedder Vikon, som er det, man kalder "anden aktør". Sagsbehandleren ringede til mig om mandagen, da hun havde fået min mail. Vi havde en 10 mins. snak, hvor jeg også begyndte at græde i telefonen. Jeg har aldrig grædt foran hende... eller i telefonen, for den sags skyld. Vi aftalte, at mødet dagen efter kun skulle være en rundvisning og jeg så kunne gå hjem og tænke over det. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til. Jeg skældte hende også lidt ud. Jeg følte ikke, at hun lyttede og overhoved tog det, jeg sagde, seriøst. Men hun har vel lært, hvordan man skal gribe en "borderliner i affekt" an.

Jeg snakkede efterfølgende i telefon med kæresten, som prøvede at berolige mig. Jeg blev småsur (indeni) på ham over, at han ikke selv sagde, at han gerne ville tage med mig til mødet for at støtte mig - selvom han skulle på arbejde. Jeg fik sagt til ham, at jeg ville ønske at han ville tage med. Der gik 10 min. så ringede han tilbage og havde fået byttet sin vagt. Så jeg havde ham med dagen efter. Åhh... Det var jeg så glad for!!!!

Vi var 5 personer til mødet på Vikon. En medarbejder derfra, min sagsbehandler, min nye mentor (støtte-person), kæresten og mig. Nøj, hvor er det ikke rart, at sidde dér og føle sig som en 5 årig, der skal holdes i hånd, den første dag i børnehaven. Det var sådan jeg følte det. Ikke pga. noget de andre gjorde, men det var noget der foregik indeni mig, fordi jeg føler mig lille og sårbar. Ja, og så at være i centrum for 4 menneskers opmærksomhed og at det var mig der skulle "drøftes" på mødet. Fuck det var ikke rart. Hjertebanken, tør i munden, gråd og uro/angst.

Jeg nåede også at bryde sammen et par gange, hvilket måske egentlig er godt, fordi de så får set, at jeg ikke har det særlig godt indeni. Kæresten var også en rigtig god støtte og han fortalte også om, hvordan han oplever mig og hvor svært det (til tider) kan være, at være kæreste med mig, fordi det svinger op og ned konstant. Han var virkelig god til at beskrive mig - meget bedre end jeg selv er - og det var dejligt. Han var og er sgu min klippe. Uanset hvor dårligt jeg har det. Hvor manisk jeg er. Hvor depressiv jeg er. Hvor meget jeg er irriteret på ham. Hvor meget jeg (næsten) byder ham. Så er han der. Han holder ud, fordi (som han siger), han ved hvordan jeg er indeni og han ved hvorfor, jeg reagerer, som jeg gør. Det er for vildt! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene ham!!!?????........

Min nye mentor, som de kalder det, er en rigtig sød dame omkring de 50 år. Hjertelig og varm. Man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit arbejde og for at hjælpe mennesker. Selvom hun er ansat gennem jobcenteret og hendes opgave er, at (forsigtigt) skubbe mig mod Vikon (selvforsørgelse), så føler jeg faktisk, at hun er på "min side". Hun virker oprigtigt bekymret og interesseret i mig. Det var til mødet på Vikon, at jeg mødte hende første gang og siden har hun været hjemme hos mig 2 gange og så med mig til møde på Vikon igen idag. Som jeg har forstået, skal hun kun være der for mig, i "indkøringsperioden" til Vikon, så jeg har lidt svært ved at placere hende "i hovedet", for hvis hun alligevel forsvinder igen lige om lidt, så kan det jo være ligemeget...

På mødet blev det aftalt, at jeg skulle starte ca. 14 dage efter. Det bliver så på onsdag - i overmorgen. Jeg skal starte på det de kalder "Angstholdet", som er et hold, hvor der pt. er 3 - dvs. 4 med mig. Idag var jeg dernede med mentoren, for at hilse på psykologen som underviser og ligesom "står for" holdet.
Og FUCK altså - det er en mand - tilmed på min egen alder... måske 5 år ældre!!! Selvfølgelig er det en rigtig sød, indfølende, CHARMERENDE, glimt i øjet, og-meget-andet-psykolog!!! Det bliver fucking svært. Mest pga. ham. Hvorfor fanden kan det ikke være en (ældre) mand, som er mere ala en "sådan-burde-en-far-være-agtig-type" og ikke en fyr, jeg ville lægge an på i byen!!!

Jeg skulle selvfølgelig fortælle om mig selv. Han havde (med vilje) ikke læst min sag, fordi han hellere vil høre det fra klienten selv end at læse sig frem og derved få et forudindtaget billede af personen. Så da jeg skulle fortælle, at jeg havde arbejdet som prostitueret. Hmm... ikke særlig fedt... Af flere årsager... Han er en mand ( = han får billeder i sit hoved af mig på måder der ikke er passende i "vores relation"..... forestiller jeg mig... eller siger min erfaring...) og ja, så vel også fordi hans mening tilsyneladende allerede betyder noget, fordi jeg synes om ham. Jeg lagde også mærke til hver en ansigtstrækning hos ham, men han havde totalt pokerfjæs, så der var intet at spore om hans egen mening, uanset hvad jeg sagde.

Og i bund og grund er det jo også pisse fucking ligegyldigt! Det er hans arbejde og hvad forestiller jeg mig?! Jeg er allerede ovre i at være den flirtende pige, som ikke er i kontakt med mig selv - selvom jeg flere gange mistede kontrollen, hvor stemmen knækkede og jeg smågræd... hvorpå hans reaktion kun gjorde, at jeg synes endnu mere om ham... Og jeg har allerede lagt mærke til både det sagte og usagte. Som en indskudt sætning fik han fx. sagt, at han har to små børn derhjemme. Så tænker jeg: "Hmm... okay.. så må han være i forhold... måske gift?!"... Nej, han er ikke gift - med mindre han tager sin vielsesring af, når han er på arbejde, for han havde ikke ring på...

Se hvor latterlig jeg er.... Dér sidder jeg og funderer over, om han måske kunne forestille sig, at kunne finde sammen med sådan en som mig... og så i det forum... Han er sgu da pisse ligeglad med mig... Jeg er jo bare en patient/klient...

Da jeg kom hjem og faldt omkuld i min seng, drømte jeg om ham. Han hev mig ind i et rum dernede, ved at lade som om, han skulle vise mig noget og så kyssede vi, så jeg blev helt blød i knæene. Sommerfugle i maven af forelskelse og jeg var "helt oppe og ringe". Jeg var helt glad og "frejdig", da jeg vågnede... Det er rigtig rigtig mange år siden, at en fyr har givet mig sommerfugle i maven...

Allerede nu går jeg og tænker over, hvad for noget tøj jeg skal tage på på onsdag og om jeg skal tage makeup på eller ej... Who the fuck cares!!! Jeg har lyst til at tage makeup på, fordi jeg føler mig pænere og mere tilpas og kvindelig ved det, men samtidig vil jeg ikke virke som om jeg er interesseret i ham... og samtidig igen... så er det ham der skal observere mig og rapportere til jobcenteret om min frem- eller tilbagegang. Så at gøre mig pæn, hænger ikke rigtig sammen med den måde jeg plejer at være på, når det har noget med kommunen at gøre, hvor jeg prøver at gøre mig så grim som muligt...

For øvrigt.... Ja, så har jeg jo også lige en kæreste..... For helvede altså, hvor er jeg tarvelig, dum og latterlig!!!




Og så har jeg fået en diagnose mere. Bipolar - eller som det tidligere hed Manio-Depressiv.
Det kommer nu ikke som nogen overraskelse. Ligesom med Borderline, så har jeg i mange år også tænkt på/troet, at jeg led af dét, så egentlig var det bare en lettelse, at få endnu en "etiket" på. Jeg håber, at det også giver mig mere rummelighed fra kommunens side, fordi det er endnu en forklaring på mine vanskeligheder... ja, og så tænker jeg... jo flere diagnoser, jo bedre... Så er der måske større chance for, at jeg kan få lov at passe mig selv... eller i det mindste få "lang snor"....

I forhold til min hævngerrighed overfor mine forældre, har det kun været endnu et våben i min vrede mod dem. Det giver mig en form for tilfredshed, at kunne smide endnu en diagnose i fjæset på dem og antyde: "Se hvor fucked up jeres liv har gjort mig!".....


Jeg er et ondt menneske!!!

-

Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby