Jeg så den her video via denne her blog og synes den beskriver hvordan det er, at leve med borderline personlighedsforstyrrelse så helt igennem ubeskriveligt godt.
fredag den 31. august 2012
Brændt barn skyr ilden!
Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.
Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.
Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.
Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.
Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.
Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.
Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!
Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".
Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.
Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.
Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.
Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.
Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.
Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!
Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".
Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
onsdag den 29. august 2012
Undervisning imorgen
Så er det allerede blevet onsdag igen imorgen. Det vil sige, at det allerede er en uge siden jeg startede på enkeltfaget på VUC. Som jeg altid beslutter, når jeg går igang med et nyt projekt, så skulle jeg gøre det PERFEKT! Nu hvor jeg kun har det ene fag, har jeg tænkt, at jeg så virkelig har tid til at gå i dybden med det. Så er der overhoved ingen grund til ikke at score en høj karakter og til ikke at møde op. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem er overanstrengt af ting jeg skal nå i hverdagene.
Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.
Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!
Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!
Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.
Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.
Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!
Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!
Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.
Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!
Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!
Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.
Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.
Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!
Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!
søndag den 26. august 2012
Har det fint alene...
Der er 12 lejligheder i vores "område" og jeg har talt sammen (af dem jeg har mødt), at der i hvert fald er 4 af mine naboer der har et alkoholproblem. Hvordan jeg ved det? Fordi jeg kan se og høre hvordan de laller rundt og jeg har set og lugtet til dem ved flere beboermøder. Det værste er, at der er 1 af familierne hvor der er 3 små børn. Jeg overvejede i en periode at melde dem anonymt til de sociale myndigheder, fordi jeg jo selv ved hvad det gør ved et barn, at vokse op med alkoholiske forældre, men det er sgu også svært. Jeg undersøgte hvordan man gør og jeg må indrømme, at jeg stadig overvejer det. Som borger har man jo faktisk pligt til at anmelde forældre, hvis man kan se, at børnene lider på den ene eller anden måde. Men det er ikke fordi de ikke har rent tøj på eller ser beskidte ud. Det er fordi jeg kan se på deres adfærd, at de i hvert fald ikke får opmærksomhed nok og der er i hvert fald een af dem, der tangerer til at være aggressiv. Ja, og derudover så er det bare dét med at forældrene drikker.
Men udover alt det, så er de skam flinke nok. Søde og hjælpsomme.
Jeg har prøvet at tage mig sammen til at tage ud og handle siden i torsdags. Jeg handlede efter jeg havde været hos psykologen, for der var jeg allerede ude af lejligheden. Men jeg har ikke kunne komme ud af døren siden. Jeg orker det bare ikke. Desuden har jeg dårligt nogen penge tilbage. Nu skal jeg til psykolog imorgen, så der må jeg handle på vejen hjem og det mad jeg så køber dér, skal holde til på torsdag/fredag til der kommer penge på kontoen igen. Det er utroligt så opfindsom man bliver, når man ikke har nogle penge. Og det er faktisk fint nok at få ryddet ud i skabene og få brugt sit lager, selvom det nu ikke udgjorde noget særligt. Sidder i skrivende stund og spiser spaghetti med tomatsauce, som jeg havde på lager. Smager fint og jeg bliver mæt! :-)
Så weekenden har stået på computerspil, surfe på nettet, sove, spise lidt, gå med hunden og se fjernsyn. Jeg har haft det fint. Hyggeligt. Det er hvad jeg kan overskue, men hvorfor føler jeg mig så så forkert? Så mærkelig fordi jeg bare altid er alene. Fordi jeg foretrækker at være alene. Det er fordi jeg tænker, at det ikke er normalt at have det sådan. Det er normalt at man har lyst til at være sammen med sine venner. "Hænge ud". Tage ud. Sådan har jeg det ikke. (De fleste) Kvinder elsker at shoppe tøj og "ose" med deres veninder. Jeg hader det. Jeg vil bare helst gerne gøre det alene.
Jeg vil faktisk nok helst bare gerne gøre alt alene.....
Betalingen er tryghed
Advarsel: Seksuelt indhold.
Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.
Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?
Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...
Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.
Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.
Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!
Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?
Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.
Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!
Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.
Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?
Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...
Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.
Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.
Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!
Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?
Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.
Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!
 |
| Hapset fra Google |
fredag den 24. august 2012
Vil bare være hjemme
Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.
Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.
Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.
Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!
Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.
Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.
Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!
Enkeltfag på HF
Mit humør er altså mærkeligt i de her dage. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg de sidste mange dage, men bedst som jeg synes at ordene "flasker sig" i mit hoved, så er de væk igen.
I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.
Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.
Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.
Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)
Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...
I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.
Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.
Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.
Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)
Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...
søndag den 19. august 2012
Min mors fødselsdag
Min mor havde fødselsdag igår. 52 år.
Jeg har været SÅ meget i tvivl om jeg skulle skrive tillykke til hende på sms. Det har jeg brudt min hjerne med de sidste 3 ugers tid.
Jeg skrev til hende sidste år, selvom vi heller ikke havde kontakt dér.
Jeg snakkede med psykologen om det her den anden dag. Vi snakkede for og imod.
Hvis jeg skrev ville jeg få lettet min samvittighed. Jeg ville føle mig som den gode datter, der ønsker sin mor tillykke med fødselsdagen. Men samtidig, så ville jeg højst sandsynligt få en besked tilbage. Måske bare med et tak og måske med en længere "smøre" (i mangel af bedre ord). Så snart hun ville skrive tilbage, ville jeg få dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, fordi jeg ved hvor ked af det hun er, over at jeg har valgt hende fra. Samtidig så ville jeg føle at jeg så skulle svare tilbage på den besked hun ville skrive til mig, og så er vi allerede inde på "vedholdende kontakt".
Alt dette ville undgås, hvis jeg ikke skrev en besked til hende.
Godt nok ville jeg stadig have det dårligt over det, men jeg ville nok have det mindre dårligt, end jeg ville få det ved at skulle føre en sms-samtale med hende eller hvis hun nu skulle finde på at ringe op.
Så jeg skrev ikke til hende. Jeg var den dårlige datter, der ikke skrev til sin mor på hendes fødselsdag. Jeg prøvede at fortrænge det hele dagen. Men hver gang jeg bevægede mig væk fra computerspillet og måske skulle have et glas saftevand eller gå med hunden eller noget andet, så poppede det op i min bevidsthed og gjorde mig dårlig.
Nu er dagen heldigvis overstået, men kontakten til min mor - eller mangel på samme - er en daglig kamp jeg har inde i mit hoved.
Skal - skal ikke.
For - imod.
Savn - vrede.
... og så videre...
Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?
Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.
Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.
Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!
Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!
Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.
Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".
Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.
Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".
I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)
Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!
 |
| Modelfoto fra Google |
Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.
Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".
I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)
torsdag den 16. august 2012
På vej mod afgrunden....
Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!
Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.
Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.
På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.
Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.
Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.
Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...
Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.
Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....
Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!
Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.
Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.
Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....
Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.
På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.
Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.
Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.
Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...
Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.
Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....
Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!
Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.
Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.
Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....
lørdag den 11. august 2012
Hvordan man får førtidspension!
Jeg havde en veninde, i en kort periode, for nogle år siden (2008/2009), som havde fået tilkendt førtidspension pga. psyken. Jeg kan ikke lige huske hvad det specifikt var hun fejlede, men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Jeg kan bare huske at hun var minutter fra et vellykket selvmordsforsøg og var indlagt på lukket afdeling i flere måneder.
Det var i den periode, at jeg selv begyndte at få det tiltagende dårligere og min borderline personlighedsforstyrrelse for alvor "kom frem".
Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.
Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!
Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?
Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.
Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?
Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"
Kan man virkelig det?!?!?
Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?
Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.
Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).
Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....
Hvorfor skal det være så fucking svært?!?
"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................
Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...
Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!
Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.
Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!
Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?
...... FØR-TIDS-PENSION ............ FØR... TID... PENSION ......
Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.
Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?
Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"
Kan man virkelig det?!?!?
Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?
Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.
Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).
Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....
Hvorfor skal det være så fucking svært?!?
"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................
Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...
Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!
Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
fredag den 3. august 2012
Den svære tryghed...
Jeg er aldrig blevet feteret eller forkælet af nogen kæreste, som jeg er blevet og bliver af ham. Der er aldrig sure miner. Aldrig. Lige gyldig hvad jeg finder på (næsten), så er der aldrig problemer. Hvis jeg skal være helt ærlig, så mangler jeg måske (til tider) også lidt modspil. At han ikke altid føjer mig og bare følger med strømmen.
Jeg tænker også, at med en kæreste burde man have det sådan, at man har lyst til at vise ham frem for hele verden. "Se hvor dejlig han er! Han er min!"-agtig. Sådan har jeg det ikke. Sådan har jeg aldrig haft det med ham. Jeg har ikke lyst til at have ham med til noget, for jeg synes ikke han "passer ind". Han bliver tit opfattet som arrogant, fordi han er speciel. Fordi han har nogle mangler hvad angår det sociale kodeks. Min psykolog mener, at han har underudviklede sociale færdigheder på nogle punkter.
Der er mange gange i vores forhold, at han har overskredet mine grænser i sengen. Ikke rent seksuelt, men mere at han ignorerer/ikke opfatter de signaler jeg sender - hvis jeg fx. tydeligt signalerer at jeg ikke har lyst, så skal han alligevel liiiige presse lidt på og forsøge. Det er ret svært at forklare. Men det er primært dét der har været med i overvejelserne, når jeg har tænkt på at gå fra ham.
Nogle gange så føler jeg at han nærmest er besat af mig. Jeg vil ikke gå i dybere detaljer om, hvorfor jeg tænker sådan, men nogle gange har han bare kommet med udtalelser hvor jeg har tænkt "WTF!".
Jeg ved det ikke.... eller jo, det ved jeg godt... men det er sgu svært at være alene når man så længe har været vant til at være to...
Ude at spise med veninden
Igår var jeg ude at spise med min veninde (den samme som i dette indlæg). Det var meget impulsivt, da hun skrev til mig ved 18-tiden. Jeg sagde også til hende senere, at jeg måske er bedre til impulsive aftaler i stedet for aftaler vi laver en uge i forvejen, for dem melder jeg tit afbud til, fordi jeg ikke kan overskue det.
Det var faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg havde en del mærkelige tanker inden jeg tog hjemmefra.
Jeg har ikke rigtig brugt make-up det sidste stykke tid. Jeg gider simpelthen ikke putte det på, når jeg alligevel ikke skal nogen steder. Og hvis jeg bare skal ud og handle - so be it.
Så mens jeg stod og rodede i skabet for at finde noget tøj at tage på, fik jeg kigget mig i spejlet og tænkte lidt over, om jeg skulle tage noget på. Så ser jeg mere "normal" ud, for hun er vant til at se mig med make-up. Men det gad jeg altså ikke. Hvorfor skal jeg tage make-up på, for at min veninde skal "kunne lide mig"?
Så jeg lod være. Alligevel så følte jeg mig ved siden af mig selv hele aftenen - om det var på grund af det, ved jeg ikke.
Det er sgu bare så mærkeligt, altså. At jeg lige pludselig er blevet så opmærksom på mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er ligesom om jeg bare ikke kan slappe af i andres selskab efter jeg er startet i terapi. Det er ligesom om jeg konstant analyserer situationen og den jeg er sammen med. Mere end jeg gjorde før i tiden. Specielt analyserer jeg mig selv. Om jeg snakker for meget. For lidt. Snakker for meget om mig selv. Spørger for lidt ind til hende. Synes hun jeg er kedelig. Synes hun jeg er mærkelig, fordi jeg er syg. Og så videre...
Hun har ikke rigtig spurgt ind til "min borderline". Jeg har fortalt hende lidt på min egen opfordring, men hun har ikke selv sagt noget. Igår snakkede vi fx. om min mor og så var det naturligt at samtalen kom ind på borderline og at det er en personlighedsforstyrrelse og ikke "bare" en depression. Det lyder også bare så voldsomt. At personligheden er FORSTYRRET. Og det er sgu så svært at forklare hvad det betyder uden at skulle ud i en hel masse personlige eksempler og uden frygten for at modparten (uanset hvor længe man har kendt hinanden) alligevel synes, at man er en anelse for mærkelig.
På den anden side. Det var hende der tog kontakt til mig, så helt slemt kan det da ikke være.
Selvom - når hun fortalte hvad hun havde lavet de sidste 14 dage, hvor hun har haft ferie, så har jeg ikke stået øverst på listen. Hun har været sammen med flere andre af sine veninder flere gange. Og måden hun forklarede hvordan hun havde siddet derhjemme og været rastløs inden hun ringede til mig, fik det til at lyde som om jeg var "den sidste på listen".
Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at hun jo ligesom heller ikke har vist nogen synderlig interesse ugerne efter jeg gik fra kæresten. Ikke et eneste opkald eller besked om hvordan jeg havde det eller noget som helst. Så hvor "god" en veninde er hun og går hun i virkeligheden mere over i kategorien af bekendte, som jeg har så svært ved. Enten er vi veninder eller også så.... Overfladiske bekendskaber kan jeg altså ikke rigtig finde ud af. Jo, hvis det er en masse single-tøser fra dating til en spontan bytur, så er det fint, men hvis det er nogen jeg skal "omgås" privat (til hverdag) - det kan jeg sgu ikke finde ud af.
Nå, men anyway.... Det var en hyggelig nok aften. Jeg fik noget lækkert at spise, en sludder for en sladder og idag er jeg egentlig i lidt bedre humør end jeg har været længe...
Det var faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg havde en del mærkelige tanker inden jeg tog hjemmefra.
Så mens jeg stod og rodede i skabet for at finde noget tøj at tage på, fik jeg kigget mig i spejlet og tænkte lidt over, om jeg skulle tage noget på. Så ser jeg mere "normal" ud, for hun er vant til at se mig med make-up. Men det gad jeg altså ikke. Hvorfor skal jeg tage make-up på, for at min veninde skal "kunne lide mig"?
Så jeg lod være. Alligevel så følte jeg mig ved siden af mig selv hele aftenen - om det var på grund af det, ved jeg ikke.
Det er sgu bare så mærkeligt, altså. At jeg lige pludselig er blevet så opmærksom på mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er ligesom om jeg bare ikke kan slappe af i andres selskab efter jeg er startet i terapi. Det er ligesom om jeg konstant analyserer situationen og den jeg er sammen med. Mere end jeg gjorde før i tiden. Specielt analyserer jeg mig selv. Om jeg snakker for meget. For lidt. Snakker for meget om mig selv. Spørger for lidt ind til hende. Synes hun jeg er kedelig. Synes hun jeg er mærkelig, fordi jeg er syg. Og så videre...
Hun har ikke rigtig spurgt ind til "min borderline". Jeg har fortalt hende lidt på min egen opfordring, men hun har ikke selv sagt noget. Igår snakkede vi fx. om min mor og så var det naturligt at samtalen kom ind på borderline og at det er en personlighedsforstyrrelse og ikke "bare" en depression. Det lyder også bare så voldsomt. At personligheden er FORSTYRRET. Og det er sgu så svært at forklare hvad det betyder uden at skulle ud i en hel masse personlige eksempler og uden frygten for at modparten (uanset hvor længe man har kendt hinanden) alligevel synes, at man er en anelse for mærkelig.
På den anden side. Det var hende der tog kontakt til mig, så helt slemt kan det da ikke være.
Selvom - når hun fortalte hvad hun havde lavet de sidste 14 dage, hvor hun har haft ferie, så har jeg ikke stået øverst på listen. Hun har været sammen med flere andre af sine veninder flere gange. Og måden hun forklarede hvordan hun havde siddet derhjemme og været rastløs inden hun ringede til mig, fik det til at lyde som om jeg var "den sidste på listen".
Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at hun jo ligesom heller ikke har vist nogen synderlig interesse ugerne efter jeg gik fra kæresten. Ikke et eneste opkald eller besked om hvordan jeg havde det eller noget som helst. Så hvor "god" en veninde er hun og går hun i virkeligheden mere over i kategorien af bekendte, som jeg har så svært ved. Enten er vi veninder eller også så.... Overfladiske bekendskaber kan jeg altså ikke rigtig finde ud af. Jo, hvis det er en masse single-tøser fra dating til en spontan bytur, så er det fint, men hvis det er nogen jeg skal "omgås" privat (til hverdag) - det kan jeg sgu ikke finde ud af.
Nå, men anyway.... Det var en hyggelig nok aften. Jeg fik noget lækkert at spise, en sludder for en sladder og idag er jeg egentlig i lidt bedre humør end jeg har været længe...
onsdag den 1. august 2012
Til min mor
Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.
Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.
Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.
Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?
Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?
Hvem var det der ikke ville søge hjælp?
Hvem var det, der truede med selvmord?
Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?
Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?
Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?
Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?
Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....
Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.
Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.
Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...
Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.
Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!
Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.
Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.
Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......
Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".
Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.
Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.
Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.
Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?
Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?
Hvem var det der ikke ville søge hjælp?
Hvem var det, der truede med selvmord?
Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?
Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?
Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?
Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?
Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....
Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.
Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.
Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.
Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!
Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.
Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.
Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......
Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".
Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....
Maria Mena - Lullaby
mom please tell me what to do
I'm so disappointed in you,
you said those words that made me cry
and you always wondered why
why I sing my lullaby
mom please hurry home to me
I waited up so patiently
you sit down and you start to cry
but you never ask me why
why I sing my lullaby
why I sing my lullaby
was it my fault
they lead you in the wrong direction?
was it my fault
they
didn't show you any affection?
I show you when I start to cry
still you always wonder why
why i sing my lullaby
mom why love me if you're cold
you just get bitter then grow old
ask me when i start to weep
then I'll tell you in my sleep
why i sing my lullaby
Abonner på:
Opslag (Atom)
