Viser opslag med etiketten tankespind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tankespind. Vis alle opslag

søndag den 16. december 2012

Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



fredag den 16. november 2012

Tankemylder... Kaos...

Har så mange tanker jeg ikke kan få ned i sammenhængende tekst lige nu, så her er kaoset:


Træt
Ugidelig
Tænksom
Tvivlende
Sorgfuld
Indre barn
Rastløs
Dårlig samvittighed
Reflekterende
Kaos
Tyk
Flommet
Motion
Sund mad
Ukontrolleret
Livsstil
Storryger
Gruppeterapi
Psykolog
Nervøs
Jobcenter
Ressourceafklaring
Fremtid
Fødselsdag
Familie
Stearinlys
Hygge
Efterår
Duftlampe
Opvask
Oprydning
Sikker base
Prostitution
Escortpige
Økonomi
Ønsker
Jul
Kæreste
Lillebror
Far
Mor
Alkoholisme
Stoffer
Mormor
Syg
Borderline
Svær depression
Meningsløshed
Egenomsorg
Forkælelse



TANKEMYLDER!!!!

lørdag den 20. oktober 2012

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-

mandag den 15. oktober 2012

Har det ikke så godt idag

Idag har jeg det ikke så godt. Ligger nok på en 2-3 stykker på humørskalaen.

Det har ellers været en okay weekend - på nær, at jeg har haft mareridt hver nat og kæresten har været nød til at vække mig flere gange, fordi jeg har råbt, grædt og rodet rundt i sengen.
Vi har bare hygget hele weekenden og absolut ikke lavet dagens gode gerning. Det har været så skønt!

Jeg er stadig hos ham, men han er på arbejde. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle hjem igår, fordi jeg troede jeg skulle til psykolog idag, men jeg udskød det hele dagen. Så fik jeg kigget i min kalender og så, at det først er imorgen jeg skal til psykolog. Dejligt. Så blev jeg.
Vi tog på McDonalds igår aftes og midt i min burger begyndte tårerne bare at komme op i øjnene. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om at skulle ud i livets trædemølle igen. Jeg ser det nærmest som en straf, at jeg skal tvinges ud.

Det går så ikke meget bedre idag. Sidder bare på facebook og mobilen og spiller. Jeg fik taget mig sammen til at gå i bad ved 13-tiden og fik gået med hunden. Jeg har også et par bukser jeg egentlig skulle sy inden jeg tager afsted, for jeg har ikke nogen symaskine derhjemme og det er de eneste bukser jeg rigtig har jeg kan passe lige for tiden (udover joggingbukser) og de er gået op i syningen bagpå, så kan kan se trusserne. Så dem kan jeg ikke rigtig bruge før de er blevet syet. Jeg overvejer at gå til skrædderen og aflevere dem, men jeg har heller ingen penge. Nå, men ellers må jeg bare have leggings og kjole på eller noget, indtil jeg får taget mig sammen.

Det går mig alligevel på med jobcenteret - mødet den anden dag. Da hun sagde, at jeg skulle igang med noget, spurgte jeg, hvad de har af tilbud for sygemeldte i kommunen. Til en af de steder hun nævnte, sagde hun: "... Men der er du ikke fucked up nok til at passe ind!". Vi grinede begge to af hendes ordvalg og hun undskyldte. Jeg tager det på ingen måde personligt eller noget. Jeg synes tvært imod, at det er sjovt, at hun er så meget nede på jorden og har lidt humor og når jeg omtaler mig selv, siger jeg også, at jeg er fucked up.

Der imod satte det nogle tanker igang, at hun netop ikke ser mig som fucked up - for det er jeg fanme. Skindet bedrager, hvilket jeg både i mails og min ressourceprofil har givet udtryk for, men jeg har bare en fornemmelse af, at hun ikke læser ordentligt i min sag inden jeg kommer. Fx. så er det ikke første gang, at hun har glemt noget vi har aftalt, sidste gang jeg var der. Egentlig er det jo fint nok for mig, for jo mere hun glemmer, jo længere tid kan jeg blive ved med at "passe mig selv", hvilket jeg har det aller bedst med.

Men altså.. At hun ikke ser mig som fucked up gør måske, at hun tror, at jeg er klar til mere end jeg føler mig klar til. Eller hun tror jeg kan mere end jeg føler jeg kan. Jeg prøver stadig at trøste mig selv med, at jeg skal se tiden an og se hvad der kommer ud af de kommende samtaler og jeg skal vel samtykke om tingene, før de kan sende mig ud i noget, eller hvad? Det er jo ligesom dem der sidder på pengene, så jeg er vel nød til at danse efter deres pibe, for at blive ved med at få kontanthjælp?

Nå, men jeg skal i hvert fald hjem idag. Det tager en time at komme hjem fra kæresten og det gider jeg ikke bruge formiddagen på imorgen, inden jeg skal til psykolog.

Nu har jeg haft en uges tid, hvor jeg har haft overskud og været i okay humør, og så siger det lige BANG igen og så kommer den sorte sky ind over mit hoved... Åhh hvor er det dog irriterende!!

Det er så rart at være her hos kæresten. Så er det ligesom om jeg er i en tidslomme, hvor jeg glemmer min elendighed og mit "virkelige liv"....







-

fredag den 28. september 2012

Energikrævende dag og sociale medier

Mine tanker er stadig meget "all-over", som jeg skrev den anden dag. Idag har jeg lavet 2-3 blog-indlæg i hovedet, men så snart jeg nærmer mig computeren, så er de pist væk.

Jeg har simpelthen været helt drænet for energi her i eftermiddags, fordi jeg havde et ret energikrævende møde i 2 timer med et par terapeuter i formiddags. Så da jeg kom hjem fra mødet gik jeg direkte i seng og sov som en sten i 4 stive timer. Klokken var 19 da jeg vågnede igen og det var kun fordi min hund vækkede mig.

Jeg havde egentlig en aftale med en veninde (hende jeg også har skrevet om her), men da jeg først fik lagt mig i sengen, vidste jeg godt, at jeg ikke ikke ville kunne overholde vores aftale et par timer senere. Jeg var simpelthen for fyldt op i hovedet. Jeg skrev en besked til hende og forklarede det i korte træk hvorefter hun skrev tilbage, at det var helt ok.

Så aftenen er gået med at tulle rundt, snakke i telefon med kæresten (som jeg er sammen med igen-igen-igen-igen) i et par timer og så har jeg ellers bare luret lidt rundt på nettet.


Jeg har oprettet en profil på Pinterest  og jeg skal lige love for at det er en tidsrøver.
Det er heeeeelt vildt!! :-) Men helt vildt sjovt og inspirerende. Jeg kigger for det meste på DIY ("Do-It-Yourself") og får helt vildt mange ideer til ting og sager, jeg godt kunne tænke mig at lave af genbrugsting herhjem til.

Og så har jeg også oprettet mig på Instagram på min Iphone. Det er nu også meget sjovt.
Sjovt at følge med i hvad "folk" render rundt og laver. Bl.a. "follower" jeg Medina. Jeg synes, hun er så sej. Hun laver fed musik og så synes jeg hun virker så jordnær i kraft af, at hun så tit opdaterer alle de medier hun er på (Instagram, Facebook, Twitter), så man kan følge med i hendes liv "back-stage" og se, at hun bare er en normal kvinde som alle os andre.. :-)

Her til slut vil jeg da lige dele mit første billede på Instagram med jer... :-)



Stairway to the sky...

onsdag den 26. september 2012

Flyvske tanker

Jeg har så mange tanker, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

De hvirvler rundt og der er ikke hoved og hale i dem.

De når at forsvinde og blive til nye, inden jeg fanger dem og skriver dem ned.


Familien ...
Kæresten ...
Livet ...
Angst ...
Mening ...
Ensomhed ...
Impulser ...
Selvskade ...
Eksistentielle livsvilkår ...
Behandling ...
Psykologen ...
Intet overskud ...
Søvn, søvn og atter søvn ...
Flødeboller ...
Glæden ved min hund ...
Putte og gemme mig under dynen ...
Måske en ny frisure ...
Skal have en ny hårfarve - gider ikke ligne min mor mere ...
Lydbøger ...
Børn ...
Diagnose ...
Prostitution ...
Zombie-tilstand ...
Eftertænksom ...
Bolcher ...
Fjernsyn ...
Nedrullede gardiner ...

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om de mørke måneder, men nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk bedre kan lide dem end sommeren (selvom jeg elsker at komme sydpå!!!).

Det er dejligt at mærke vinden i håret, masser af varmt tøj på og hygge med stearinlys og nedrullede gardiner.

Dejligt at dufte at efteråret og vinteren er på vej.

Det passer nok godt til mit melankolske sind...

Jeg glæder mig til min længe ventede (1 uge!!!) psykologtid imorgen!!!!




onsdag den 29. august 2012

Undervisning imorgen

Så er det allerede blevet onsdag igen imorgen. Det vil sige, at det allerede er en uge siden jeg startede på enkeltfaget på VUC. Som jeg altid beslutter, når jeg går igang med et nyt projekt, så skulle jeg gøre det PERFEKT! Nu hvor jeg kun har det ene fag, har jeg tænkt, at jeg så virkelig har tid til at gå i dybden med det. Så er der overhoved ingen grund til ikke at score en høj karakter og til ikke at møde op. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem er overanstrengt af ting jeg skal nå i hverdagene.

Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.

Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!

Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!

Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.

Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.

Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!

Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!



søndag den 22. juli 2012

Overtalelse

Jeg har virkelig svært ved at holde fast i mig selv. Han bliver ved med at prøve at overtale mig til, at vi skal finde sammen igen. Når han snakker om alle de gode ting, så glemmer jeg alt det negative. Jeg sad og læste min dagbog for det sidste halve år igennem igår, og der står nærmest ikke andet end noget negativt. Allerede ved juletid begynder jeg at skrive om at gøre det forbi med ham.

Det er ligesom at ryge.
Når man sidder med smøgen i hånden - så vil man gerne holde op!
Når man er holdt op - så savner man det!

WTF!

Og han bliver ved med at presse på for at ses. Picnic, sushi, gå-ture og hvad ved jeg...

Han jagter... Jeg flygter...


Jeg tror også han er bange for ensomheden. Han gik direkte fra x-konen og til mig. Han har aldrig prøvet at være alene. Bo alene. Og nu bliver han konfronteret med den nagende ensomhed og alle det ubehagelige følelser man ikke har lyst til at mærke.

Jeg bliver også ved med at tænke, at jeg aldrig finder en mand som kan acceptere alt ved mig som han gør. Han accepterer endda at jeg kører escort og ved hvorfor jeg har brug for det. Han vil bare have mig med hud og hår og alt. Det tror jeg hører sjældenhederne til...

Åhhh....



onsdag den 27. juni 2012

Er psykologen træt af mig?





Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.




Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...