Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Endnu en familiefødselsdag

Så kom september hvor min ældste lillebror har fødselsdag. 25 år.
Hold kæft, hvor bliver tiden af!?
Jeg kan stadig se for mig, da han som 18 årig (mener jeg han var) kom slæbende med en sportstaske hjem til mig, fordi han var blevet smidt ud hjemmefra af min mor. Sådan flyttede han hjemmefra. Blev smidt ud af min mor og flyttede hjem til mig.

Han ringede her til aften, for at invitere mig. Det bliver holdt på dagen. "Så er du i hvert fald blevet inviteret", sagde han. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, men at jeg lige ville tænke over det. Allerede da han startede samtalen en anelse tøvende, vidste jeg hvad det gik ud på og jeg får det pisse dårligt. Jeg får det pisse dårligt hver gang der er en i familien der har fødselsdag, hvor jeg skal tage stilling til om jeg kommer. Han lød nærmest undskyldende. Han ved godt, at jeg ikke kommer. Det vidste han allerede inden han ringede.

De bliver 16 (tror jeg nok), hvis alle de inviterede kommer. Bare alene tanken om at skulle deltage i noget, hvor der er så mange samlet på ét sted gør, at min mave snører sig sammen. Udover det så kommer min mor og hendes kæreste og min mormor og morfar. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har allerede bestemt mig for at takke nej, jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til ham med det samme. Sidste gang vi snakkede om balladen i familien, sagde han til mig, hvor længe jeg havde tænkt mig at "det her" skal vare. Det samme som at sige, at nu må jeg også snart komme til fornuft. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste hvor længe det skulle vare, for det ved jeg ikke. Jeg kan da ikke sætte tid på, hvornår mine følelser ændrer sig eller hvornår jeg er stærk nok til at kunne være sammen med alle dem, der overdyngede mig med dårlig samvittighed konstant.

Men hvad når de skal giftes? Min lillebror og hans kæreste. Der er ikke blevet friet endnu og så vidt jeg er orienteret, er der ikke udsigt til det foreløbigt, men jeg kan da ikke lade være med at tænke tanken. Min psykolog ville sige, at der ikke er nogen grund til at bruge tiden på at tænke på det nu, hvor det slet ikke er aktuelt.

Jeg har været drænet totalt for energi idag, så jeg havde lagt mig ind for at tage en lur og da jeg vågnede kunne jeg se at han havde ringet. Efter jeg har snakket med ham, har jeg kun fået det endnu værre. Jeg er bare virkelig ked af det indeni i de her dage. Samtalen med psykologen tog virkelig hårdt på mig igår og nu kommer den her lige oveni.

Endnu engang føler jeg mig som det sorte, syge og underlige får af en søster, som lever ude på sidelinien parallelt med resten af familien.... Den følelse kommer hver gang jeg skal sige nej til familie-tam-tam..   

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Undervisning imorgen

Så er det allerede blevet onsdag igen imorgen. Det vil sige, at det allerede er en uge siden jeg startede på enkeltfaget på VUC. Som jeg altid beslutter, når jeg går igang med et nyt projekt, så skulle jeg gøre det PERFEKT! Nu hvor jeg kun har det ene fag, har jeg tænkt, at jeg så virkelig har tid til at gå i dybden med det. Så er der overhoved ingen grund til ikke at score en høj karakter og til ikke at møde op. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem er overanstrengt af ting jeg skal nå i hverdagene.

Nå, men de sidste par dage, har det kørt inde i mit hoved med undskyldninger, ligesom det gjorde dengang jeg arbejdede. Om hvordan jeg kan melde fra. At jeg ikke magter det. At jeg ikke VIL. Og så videre, og så videre. Og så har jeg selvfølgelig ikke kigget på lektier overhoved, selvom jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle lave dem så snart jeg kom hjem og i hvert fald inden weekenden. Nu fik vi så ikke lektier for, men da jeg ikke var der første gang, fordi kommunen var for langsomme, så havde jeg ikke læst den tekst som de andre havde fået den første gang. Det har jeg så stadig ikke, selvom den ligger på natbordet lige ved siden af mig.

Jeg magter det virkelig bare ikke. Tanken om gruppearbejde gør at jeg VIRKELIG har lyst til at holde mig væk! Hvis jeg vidste at der overhoved ikke ville være gruppearbejde på noget tidspunkt, så ville tanken om at gå der være meget meget lettere. Ja, den ville faktisk være udholdelig. Lige nu er den U-UDHOLDELIG!

Måske har jeg en form for social angst. Det er ikke fordi jeg er "bange" for mennesker. Jeg kan sagtens sidde og small-talk'e om totalt latterlige ligegyldige ting med sidemanden, men det er også dét. Sidste gang kom der da også flere spørgsmål om hvorfor jeg kun skulle have ét fag. "Det er fordi jeg har gået sygemeldt i nogle år, så det er en blid start", eller noget i den stil, sagde jeg. Der kom også en eller anden kommentar med, at det da var nemt kun at have ét fag og at det er gennem kommunen og blaaaaa. Indeni rystede jeg bare på hovedet!

Jeg synes bare det er irriterende at arbejde i grupper. Jeg har udelukkende dårlige erfaringer med det. Der er altid nogle der ikke laver en skid og bare "snylter" på de andre og det kan jeg bare slet ikke tolerere.

Jo, på en måde er jeg bange for mennesker. Men det er ikke den umiddelbare lette small-talk-agtige kontakt jeg ikke bryder mig om. Det er faktisk den letteste. Men jeg har svært ved at have dem tæt på. Jeg stoler i bund og grund ikke på ét eneste menneske på denne jord. Overhovedet! Hvilket nok også i bund og grund er derfor jeg foretrækker at være alene. Bare at være i fred.

Jeg prøver at fortrænge at jeg skal tidligt op til undervisning imorgen, men på samme måde som det er når angsten kommer, så popper det op lige så snart jeg bevæger mig væk fra computeren eller fjernsynet. Så kommer der en tanke der siger: "Nåe ja, du skal også i skole imorgen... Åhhh fuck jeg magter det ikke!"... Og så begynder rundkørslen af undskyldninger!

Ååååååhhhhhhhhh!!!!!!

Har det fint alene...

Jeg har på fornemmelsen at mine naboer synes jeg er lidt mærkelig, fordi jeg for det meste holder mig for mig selv indenfor. Jeg har bare enormt dårlig erfaring med tidligere naboer og derfor har jeg svært ved dét med at de allesammen kommer hinanden så meget ved her. Jeg kan ikke gå ud på min terrasse uden at der er nogen der kommer hen og snakker. Det kan også være hyggeligt nok, når jeg har de gode dage, men hvis jeg ligger på en 5'er og nedefter på skalaen, hvilket jeg gør for det meste, så vil jeg helst bare gerne være i fred.

Der er 12 lejligheder i vores "område" og jeg har talt sammen (af dem jeg har mødt), at der i hvert fald er 4 af mine naboer der har et alkoholproblem. Hvordan jeg ved det? Fordi jeg kan se og høre hvordan de laller rundt og jeg har set og lugtet til dem ved flere beboermøder. Det værste er, at der er 1 af familierne hvor der er 3 små børn.  Jeg overvejede i en periode at melde dem anonymt til de sociale myndigheder, fordi jeg jo selv ved hvad det gør ved et barn, at vokse op med alkoholiske forældre, men det er sgu også svært. Jeg undersøgte hvordan man gør og jeg må indrømme, at jeg stadig overvejer det. Som borger har man jo faktisk pligt til at anmelde forældre, hvis man kan se, at børnene lider på den ene eller anden måde. Men det er ikke fordi de ikke har rent tøj på eller ser beskidte ud. Det er fordi jeg kan se på deres adfærd, at de i hvert fald ikke får opmærksomhed nok og der er i hvert fald een af dem, der tangerer til at være aggressiv. Ja, og derudover så er det bare dét med at forældrene drikker.

Men udover alt det, så er de skam flinke nok. Søde og hjælpsomme.

Jeg har prøvet at tage mig sammen til at tage ud og handle siden i torsdags. Jeg handlede efter jeg havde været hos psykologen, for der var jeg allerede ude af lejligheden. Men jeg har ikke kunne komme ud af døren siden. Jeg orker det bare ikke. Desuden har jeg dårligt nogen penge tilbage. Nu skal jeg til psykolog imorgen, så der må jeg handle på vejen hjem og det mad jeg så køber dér, skal holde til på torsdag/fredag til der kommer penge på kontoen igen. Det er utroligt så opfindsom man bliver, når man ikke har nogle penge. Og det er faktisk fint nok at få ryddet ud i skabene og få brugt sit lager, selvom det nu ikke udgjorde noget særligt. Sidder i skrivende stund og spiser spaghetti med tomatsauce, som jeg havde på lager. Smager fint og jeg bliver mæt! :-)

Så weekenden har stået på computerspil, surfe på nettet, sove, spise lidt, gå med hunden og se fjernsyn. Jeg har haft det fint. Hyggeligt. Det er hvad jeg kan overskue, men hvorfor føler jeg mig så så forkert? Så mærkelig fordi jeg bare altid er alene. Fordi jeg foretrækker at være alene. Det er fordi jeg tænker, at det ikke er normalt at have det sådan. Det er normalt at man har lyst til at være sammen med sine venner. "Hænge ud". Tage ud. Sådan har jeg det ikke. (De fleste) Kvinder elsker at shoppe tøj og "ose" med deres veninder. Jeg hader det. Jeg vil bare helst gerne gøre det alene.



Jeg vil faktisk nok helst bare gerne gøre alt alene.....

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!

Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google

Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)

Ude at spise med veninden

Igår var jeg ude at spise med min veninde (den samme som i dette indlæg). Det var meget impulsivt, da hun skrev til mig ved 18-tiden. Jeg sagde også til hende senere, at jeg måske er bedre til impulsive aftaler i stedet for aftaler vi laver en uge i forvejen, for dem melder jeg tit afbud til, fordi jeg ikke kan overskue det.

Det var faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg havde en del mærkelige tanker inden jeg tog hjemmefra.

Jeg har ikke rigtig brugt make-up det sidste stykke tid. Jeg gider simpelthen ikke putte det på, når jeg alligevel ikke skal nogen steder. Og hvis jeg bare skal ud og handle - so be it.
Så mens jeg stod og rodede i skabet for at finde noget tøj at tage på, fik jeg kigget mig i spejlet og tænkte lidt over, om jeg skulle tage noget på. Så ser jeg mere "normal" ud, for hun er vant til at se mig med make-up. Men det gad jeg altså ikke. Hvorfor skal jeg tage make-up på, for at min veninde skal "kunne lide mig"?
Så jeg lod være. Alligevel så følte jeg mig ved siden af mig selv hele aftenen - om det var på grund af det, ved jeg ikke.



Det er sgu bare så mærkeligt, altså. At jeg lige pludselig er blevet så opmærksom på mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er ligesom om jeg bare ikke kan slappe af i andres selskab efter jeg er startet i terapi. Det er ligesom om jeg konstant analyserer situationen og den jeg er sammen med. Mere end jeg gjorde før i tiden. Specielt analyserer jeg mig selv. Om jeg snakker for meget. For lidt. Snakker for meget om mig selv. Spørger for lidt ind til hende. Synes hun jeg er kedelig. Synes hun jeg er mærkelig, fordi jeg er syg. Og så videre...

Hun har ikke rigtig spurgt ind til "min borderline". Jeg har fortalt hende lidt på min egen opfordring, men hun har ikke selv sagt noget. Igår snakkede vi fx. om min mor og så var det naturligt at samtalen kom ind på borderline og at det er en personlighedsforstyrrelse og ikke "bare" en depression. Det lyder også bare så voldsomt. At personligheden er FORSTYRRET. Og det er sgu så svært at forklare hvad det betyder uden at skulle ud i en hel masse personlige eksempler og uden frygten for at modparten (uanset hvor længe man har kendt hinanden) alligevel synes, at man er en anelse for mærkelig.

På den anden side. Det var hende der tog kontakt til mig, så helt slemt kan det da ikke være.
Selvom - når hun fortalte hvad hun havde lavet de sidste 14 dage, hvor hun har haft ferie, så har jeg ikke stået øverst på listen. Hun har været sammen med flere andre af sine veninder flere gange. Og måden hun forklarede hvordan hun havde siddet derhjemme og været rastløs inden hun ringede til mig, fik det til at lyde som om jeg var "den sidste på listen".

Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at hun jo ligesom heller ikke har vist nogen synderlig interesse ugerne efter jeg gik fra kæresten. Ikke et eneste opkald eller besked om hvordan jeg havde det eller noget som helst. Så hvor "god" en veninde er hun og går hun i virkeligheden mere over i kategorien af bekendte, som jeg har så svært ved. Enten er vi veninder eller også så.... Overfladiske bekendskaber kan jeg altså ikke rigtig finde ud af. Jo, hvis det er en masse single-tøser fra dating til en spontan bytur, så er det fint, men hvis det er nogen jeg skal "omgås" privat (til hverdag) - det kan jeg sgu ikke finde ud af.

Nå, men anyway.... Det var en hyggelig nok aften. Jeg fik noget lækkert at spise, en sludder for en sladder og idag er jeg egentlig i lidt bedre humør end jeg har været længe...

Endnu et afbud til veninden

Søndags-uroen endte med et regulært angstanfald. Det har jeg ikke prøvet før. I hvert fald ikke hvor jeg ligefrem begyndte at græde og ikke kunne styre det.

Det var den lille pige indeni der var urolig kunne jeg efterhånden mærke. Jeg begyndte at mærke forladthedsfølelsen jeg havde, da jeg var lille og ikke kunne falde i søvn, men kunne se og høre mine forældre inde i stuen. Jeg holdt altid øje med om lyset var blevet slukket. Hvis det blev det inden jeg nåede at falde i søvn, så fik jeg det endnu værre. Imens jeg skriver dette får jeg en vag fornemmelse af, at jeg faktisk tit spurgte mine forældre hvornår de skulle i seng og håbede, at de sagde, at der ville gå lang tid. Så var jeg beroliget en smule.

Sindet er forunderligt. Tænk at man kan leve i alle de år. Være så mange steder. Møde så mange mennesker. Og så sidde nu og ikke kunne huske noget som helst af det. Jeg ved fx., at jeg har været ude at rejse over 20 gange, men jeg kan stort set ikke huske noget af det. Ikke engang hvis jeg ser billeder kan jeg fremkalde mig det. Det er sgu da mærkeligt....


Nå, men det var ikke dét dette indlæg skulle handle om.

Idag skulle jeg være mødtes med en veninde. Vi skulle have mødtes når hun fik fri her i eftermiddag og jeg kunne som sædvanlig ikke overskue det. Allerede næsten da jeg sagde ja til aftalen for nogle dage siden, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme det, men tænkte at det jo kunne nå at ændre sig. Dagen startede da også med, at jeg allerede planlagde diverse undskyldende beskeder. Egentlig så var det nogle fair grunde jeg havde. Jeg har monster meget allergi. Det klør overalt, næsen løber og er stoppet på samme tid, øjnene er hævede og jeg har tilmed også vejrtrækningsproblemer ind imellem. I den forbindelse lagde jeg cigaretterne på hylden igår morges og hun ryger, så det ville også være lidt af en udfordring.

Jeg endte med at skrive dét og skrev at jeg var virkelig ked af, at jeg sådan gang på gang melder fra og at jeg ikke håbede at hun var alt for sur eller skuffet. Hun skrev tilbage, at det var helt okay og ønskede mig god bedring.

Nu er det så jeg tænker, hvad det er der gør, at jeg ikke har energi til at mødes med hende? Ville det være det anderledes hvis hun nu også var syg? Ja, det tror jeg det ville være. Jeg har aldrig følt at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Fx. så mødes vi altid på cafe ude i byen. Jeg har kendt hende i plus/minus 6-7 år, og jeg har ikke engang været hjemme hos hende 6-7 gange og omvendt.

Sidste gang vi sås, der inviterede jeg hende hjem til mig i stedet for på cafe. Hun kom også, men det var sgu lidt mærkeligt. Jeg kan ikke forklare rigtig hvorfor det var mærkeligt, det føltes bare forkert. Denne gang spurgte hun igen om vi skulle mødes på cafe, så måske brød hun sig heller ikke om det.

Måske har hun svært ved at lukke folk ind, siden hun aldrig inviterer hjem. Det er ikke kun mig (så vidt jeg ved) der mødes med hende ude i byen. Det gør hendes andre veninder også. Jeg ved det ikke...

Jeg har også brugt meget af dagen på at tænke på, hvad hun egentlig giver mig. Ja, jeg ved godt at jeg måske kan lyde som lidt af en egoistisk kælling nu, men hvad er det der gør, at vi har lyst til at se nogle mennesker og ikke andre. Hvad får jeg ud af relationen? Jeg føler faktisk ikke at jeg får noget ud af den. Jo, det er da meget hyggeligt at tage på cafe ind imellem, men det er de eneste tidspunkter vi ses på. Udover det, så laver vi ikke noget og har egentlig ikke rigtig noget til fælles. Faktisk er vi meget meget forskellige.

Jeg kunne bare godt tænke mig nogle veninder jeg kan være mig selv sammen med. Som har lyst til at komme hjem og besøge mig. Som skriver og spørger om jeg ikke lige giver en kop kaffe. Som selv inviterer forbi til en kop kaffe eller noget aftensmad. Som har lyst til at grille hjemme hos mig på terrassen om sommeren. Hvor jeg føler, at de føler sig hjemme i mit hjem. Hvor de ikke spørger, om de må få noget at drikke, men bare selv tager. Hvor man kan lave hyggeaftner i sofaen i joggingtøj og med kærlighedsfilm i dvd'en. Ja, alt muligt. Dét savner jeg.

Nå... Jeg ved ikke... Det var dagens tanker.. Håber ikke det blev alt for rodet... :-)

Andre mennesker

Jeg har det svært med andre mennesker.

Til tider kan jeg føle mig noget så ensom, men det er for det meste i weekenden hvor jeg tit bliver rastløs efter at komme i byen. Det har jeg ikke været i over et år nu, fordi jeg kunne mærke at jeg egentlig kun tog i byen for at blive "bedøvet" - på den ene eller den anden måde.

Men jeg har det egentlig bare bedst i mit eget selskab. Jeg kan gå flere uger uden at se et øje - udover min psykolog to gange om ugen, og når jeg er oppe at handle. Nu hvor jeg har en kæreste, så ser jeg selvfølgelig også ham, men ellers så ser jeg ikke rigtig nogen.

Jeg har en enkelt veninde, men det er mest i telefonen vi snakker sammen. Selv på trods af, at vi bor 4 km fra hinanden. Jeg bliver bare hurtigt "fyldt op" i hovedet af andre mennesker. Jeg har snakket meget med min psykolog om det, og hun siger at hun mener det er fordi jeg ikke kan finde ud af at være mig, når der er andre mennesker. Jeg har altid masken på. Føler at jeg skal være "på". Underholde. Der må endelig ikke komme "pinlige tavsheder", for så får jeg det helt mærkeligt. Det kan jeg bare ikke have. Der har aldrig måtte være tavshed i min familie, for så sagde man "skåååål" i stedet for. Vi har aldrig bare kunne være tavse med hinanden.

Idag blev jeg inviteret over til mine nye naboer. Jeg er lige flyttet ind i området for et par måneder siden, så jeg kender ikke rigtig så mange her omkring. Blev inviteret på kaffe og kage, fordi jeg havde hjulpet dem. Det var faktisk hyggeligt nok, men igen så sidder jeg hurtigt og tænker over om de nu synes jeg er irriterende eller om jeg bliver for længe eller, eller, eller...

Det er nu ikke fordi jeg har svært ved at komme i kontakt med mennesker. Overhoved ikke. Faktisk da jeg startede hos psykologen så jeg mig selv som udadvendt, men jeg har egentlig fundet ud af at jeg er indadvendt. Det udadvendte er min maske.

Jeg har kun haft én veninde i min voksne tilværelse hvor jeg har kunne være mig selv. Hvor jeg har været ligeglad om der har været rodet og beskidt når hun kom. Som jeg kunne ligge og se film med i sengen uden at føle at jeg skulle være på. Som jeg kunne rende rundt i joggingtøj foran. Som jeg har turde græde foran. I det hele taget bare kunne slappe af. Hende har jeg ikke rigtig kontakt til mere. Hun er gravid med en fyr hun ikke har været sammen med ret længe, og jeg har en anelse om at han er voldelig mod hende, og at det er derfor at hun har taget afstand fra mig. For at jeg ikke skal komme for tæt på mere.
Men tankerne har da været dér, om hun tager afstand fordi hun ikke kan holde mig ud. Fordi jeg er underlig. Fordi jeg ikke er "normal" - har et arbejde, venner, fritidsinteresser osv., fordi, fordi, fordi...

Måske er jeg bare en enspænder, der bare ikke har behov for mennesker..

Når jeg tænker tilbage til starten af mine 20'ere - inden jeg for alvor blev syg og begyndte i psykiatrisk behandling -, så var de såkaldte venner jeg havde dengang også kun nogle jeg så i weekenden når vi skulle drikke og i byen. Tju hej hvor det går eller gik...

Jeg kan også huske inden jeg fyldte 20 år, mens jeg gik i gymnasiet. Der bladrede jeg også min telefonbog igennem hver weekend for at finde nogen jeg kunne gå ud med. Nogle gange så tog jeg bare afsted alene, så var der som regel nogle jeg kendte derinde, som jeg kunne "lade" som om jeg synes var viiiildt hyggeligt at hænge ud med. Ellers så lod jeg som om min veninde var taget hjem. Eller dansede rundt selv (hvilket var meget normalt at gøre på det tidspunkt) og prøvede at se cool ud. I virkeligheden havde jeg det ad helvedes til.

Ind imellem så har jeg lavet annoncer og søgt efter veninder. Jeg fik sågar en veninde-"loge" op at stå. Den er der endnu, men jeg blev efterhånden meldt ud, fordi jeg ikke deltog. Jeg følte ikke at jeg passede ind. Det føler jeg faktisk ikke at jeg gør nogen steder....

Det er sgu bare lettest at være alene...