Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Enkeltfag på HF

Mit humør er altså mærkeligt i de her dage. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg de sidste mange dage, men bedst som jeg synes at ordene "flasker sig" i mit hoved, så er de væk igen.

I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.

Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.

Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.

Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)

Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...