Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

Irritation

Nogle gange så savner jeg virkelig bare det liv jeg havde, før jeg mødte min kæreste.

Et liv med spænding, fordi jeg kørte escort.

Hvor jeg ikke var afhængig af nogen.
Hvor mine følelser ikke kørte op og ned i forhold til en mand.
Hvor jeg ikke hele tiden enten føler totalt optur ( i manglen af bedre ord ) over ham eller mega irritation og har lyst til at råbe at han skal skride ad helvedes til og lade mig være i fred!
Hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville, uden at forklare eller føle, at jeg skal stå til ansvar for nogen.
Hvor jeg ikke hele tiden er på en rutchebane af følelser i forhold til ham.
Hvor mit liv ikke var skemalagt og pisse kedeligt.

Lige nu gider jeg ham fanme bare ikke!!!

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...

Vil bare være hjemme

Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.

Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.

Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.

Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!

Min mors fødselsdag

Min mor havde fødselsdag igår. 52 år.

Jeg har været SÅ meget i tvivl om jeg skulle skrive tillykke til hende på sms. Det har jeg brudt min hjerne med de sidste 3 ugers tid.

Jeg skrev til hende sidste år, selvom vi heller ikke havde kontakt dér.




Jeg snakkede med psykologen om det her den anden dag. Vi snakkede for og imod.
Hvis jeg skrev ville jeg få lettet min samvittighed. Jeg ville føle mig som den gode datter, der ønsker sin mor tillykke med fødselsdagen. Men samtidig, så ville jeg højst sandsynligt få en besked tilbage. Måske bare med et tak og måske med en længere "smøre" (i mangel af bedre ord). Så snart hun ville skrive tilbage, ville jeg få dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, fordi jeg ved hvor ked af det hun er, over at jeg har valgt hende fra. Samtidig så ville jeg føle at jeg så skulle svare tilbage på den besked hun ville skrive til mig, og så er vi allerede inde på "vedholdende kontakt".

Alt dette ville undgås, hvis jeg ikke skrev en besked til hende.
Godt nok ville jeg stadig have det dårligt over det, men jeg ville nok have det mindre dårligt, end jeg ville få det ved at skulle føre en sms-samtale med hende eller hvis hun nu skulle finde på at ringe op.

Så jeg skrev ikke til hende. Jeg var den dårlige datter, der ikke skrev til sin mor på hendes fødselsdag. Jeg prøvede at fortrænge det hele dagen. Men hver gang jeg bevægede mig væk fra computerspillet og måske skulle have et glas saftevand eller gå med hunden eller noget andet, så poppede det op i min bevidsthed og gjorde mig dårlig.

Nu er dagen heldigvis overstået, men kontakten til min mor - eller mangel på samme - er en daglig kamp jeg har inde i mit hoved.

Skal - skal ikke.
For - imod.
Savn - vrede.
... og så videre...

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?

For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?

Sammen igen

Jeg har overgivet mig til hans kærlighed og vi er blevet kærester igen.

Måske ved man bare ikke hvad man har, før man ikke har det længere.

Måske var det min borderline "Gå væk - nej kom tilbage!" svingning der styrede mig.

Måske...

Jeg ved bare, at jeg føler mig tryg igen og det er rart!

Totalt afkræftet og isoleret

Jeg har overhoved ingen energi i de her dage. Jeg står op når hunden vækker mig fordi den skal ud og tisse. Så går vi en tur. Så hjem, lidt mad, medicin og så en tur på sofaen eller foran computeren. Så ind i seng og sove igen. Så vågner jeg efter 3-4 timer og sidder som regel ved computeren til midt på natten.

Psykologen gik på ferie i sidste uge i 3 uger, og når hun kommer tilbage, så går jeg ned fra 2 gange om ugen til 1 gang om ugen. Det bliver hårdt, tror jeg. I hvert fald de dage hvor jeg har det skidt. Så er der lang tid imellem.




Jeg mødtes med M igår. Det var 3 uger siden vi har set hinanden. Vi gik en tur ved vandet og snakkede. Sad lidt og så ud over vandet og så tilbage igen. Det var rart nok. Han kender mig så godt, at jeg ikke behøver at være noget jeg ikke er. Vi krammede i lang tid da vi sagde farvel. Til sidst var jeg nød til at løsrive mig, fordi jeg begyndte at græde. Han nåede ikke at se det inden jeg sagde farvel. Det var hans velkendte duft og hans arme omkring mig. Jeg længes sådan efter trygheden, men igen kunne jeg mærke at jeg bare ikke har lyst til at være sammen med ham. Selv da jeg lige "tante-kyssede" ham farvel mærkede jeg ingenting. Det ville være så let bare at sige at han kunne gå med hjem og ligge i ske, og det er det han ønsker mest af alt, men det ville være at give ham falske forhåbninger, fordi det kun er et plaster på min ensomhed og ikke fordi jeg har kæreste-følelser for ham....

Idag da jeg var ude at gå tur med hunden, kom der en far, hans to sønner og deres hund løbende med en basketbold. De så så glade ud mens de gik og spillede bolden til hinanden. Han smilede over hele hovedet da han sagde hej til mig. Jeg gik bevidst en rute hvor jeg igen ville gå forbi dem, og denne gang hilste han lidt på min hund og smilede igen. Vi havde øjenkontakt et godt stykke tid og han så virkelig sød ud. Der var ingen tvivl om, at der var flirten i luften. Da jeg gik derfra kunne jeg mærke en spirende sommerfugle-følelse i maven. Den har jeg ikke mærket i flere år. Så jeg gik og tænkte hvor meget jeg savner at flirte... Det var rart at mærke.. Rart at mærke en følelse som er andet end tomhed og depression..


Jeg overvejede at oprette en dating-profil og så tage på nogle dates. Bare for at komme lidt ud og mærke en smule sommerfugle i maven og for at flirte lidt... Men når jeg kigger rundt på de forskellige sider og hvad folk skriver i deres profiler, så får jeg allerede mindreværdskomplekser. "Nå, hvad laver du så?".... "Øhh... Jeg går sygemeldt på 3. år, fordi jeg har knald i låget...."... Og hej hej, så hører eller ser man ikke mere til dem... Men det er jo for helvede ikke min egen skyld, at jeg er syg...

Det kunne være at jeg bare skulle tage ud til nogle kunder... Der får jeg i hvert fald bekræftelsen jeg savner...

Jeg synes det er pisse irriterende at bo i et rækkehus-kvarter, hvor alle kommer hinanden ved konstant. Min overbo er selv psykisk syg og igår da jeg kom hjem fra gåtur med M, stod hun udenfor og snakkede med en af de andre naboer. Så kommenterede hun at mine gardiner havde været rullet ned og hun ikke havde set mig i et stykke tid. Det rager sgu da for helvede ikke alle mulige andre hvad jeg render og laver, og så synes jeg det er pisse irriterende at der er nogen der (føler jeg) holder øje med mig. Hvis jeg kunne, så boede jeg ad h.... til ude på landet. Med en masse dyr og blomster jeg kunne gå og nusse om... Ååårh det kunne være dejligt...

Meget rodet indlæg, men det er hvad der lige går igennem mit hoved nu...

Bare ked og savner min mor

Det er nu over 1½ år siden at min mor brød min tillid ved at fortælle en af mine dybeste hemmeligheder videre. Siden da har jeg stort set ikke haft noget at gøre med hende. Jeg har skrevet flere breve, som hun ikke har svaret på, bl.a. hvor jeg skriver om hvordan hendes misbrug har påvirket mig.

Det seneste brev svarede hun på, men det var ikke andet end en lang remsen op af situationer hvor hun synes hun havde været der for mig. Hun kommenterede slet ikke nogen af de ting JEG havde skrevet om i brevene. Desuden skrev hun, at jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i så mange år, og om det dog ikke er på tide at jeg tager skeen i den anden hånd og kommer ud af "offerrollen". 

D.v.s. hun ikke har forstået noget som helst. Ikke engang at jeg er syg. At jeg har en personlighedsforstyrrelse, og at jeg IKKE BARE kan tage mig sammen!

Jeg har været igennem hele følelsegisteret mange gange på det 1½ år. Jeg har mest følt vrede. Rigtig meget vrede. Men nu er det gået over i savn. Jeg savner hende... eller jeg savner noget... en mor... en mor, som en mor skal være. Ikke som min mor er... manipulerende.... nedgørende... selvhævdende... som ser mig som en forlængelse af sig selv og ikke, at jeg er et selvstændigt individ som har egne meninger og har lov at sige fra.

Jeg synes det er svært i terapien for tiden. Jeg har det svært med, at jeg føler at min mor bliver gjort til en psykopat, der kun er ude på at skade mig. Jeg tror ikke på, at hun gør nogen af de her ting med vilje. Hun vil ikke skade mig med vilje - det ved jeg. Det er bare sådan hun er. Det er ubevidste mønstre hun har, som gør mig syg når jeg er i nærheden af hende. Udover dét så er det hendes alkoholmisbrug. Plus at hun nu har fundet en mand der har været voldelig overfor min lillebror. Ganske vist kun én enkelt gang - men er det ikke også en enkelt gang for meget? Det lader til at jeg er den eneste i familien der stadig tænker på den episode. Selv min lillebror tænker vist ikke så meget på det mere. Jeg forstår bare ikke at det bare kan gå i glemmebogen sådan noget. Nu er de tilmed lige blevet gift.

Hun ringede til mig for nogle dage siden. Det er første gang jeg snakker med hende i over ½ år. Jeg har skrevet nogle få sms'er, men det er også det. Hun græd rigtig meget og sagde at hun savner mig og om jeg ikke nok vil tænke over, om vi kan ses og få snakket tingene igennem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.
Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme forbi. Hun har ikke set min nye lejlighed endnu. Men hun sagde at hun helst ville have at jeg kom hjem til hende, hvis vi skulle ses. Hvorfor nu det? Ikke engang når jeg åbner døren på klem tager hun imod. Det skal være på hendes præmisser. Jeg vil ikke der hjem. Hvad skal jeg det for?

På den ene side går jeg seriøst og tænker over om jeg skal ringe og spørge hende om vi skal gå en tur i skoven og snakke. Så skal vi ikke sidde overfor hinanden i en sofa og glo hinanden i øjnene. Samtidig så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til hende. Jeg orker næsten ikke at tage hul på bylden.

Jeg synes det er så svært...

Samtidig så er jeg bange for at der sker hende noget og jeg vil fortryde det til evig tid.

Min mormor er også på sygehuset, hvilket min mor også fortalte mig den anden dag.
Hun er gammel og svag efterhånden. Der er ingen der ved hvor længe hun holder endnu. Jeg har hele tiden en hvid og en sort engel der skændes på mine skuldre. Jeg har på den ene side dårlig samvittighed og føler at jeg burde besøge hende. På den anden side, så synes jeg sgu aldrig at de (min mormor og morfar) har været der for mig. De har kun været med til at fastholde min mor i hendes misbrug, selvom de godt har vidst hvor meget det gik ud over både hende og os børn. Så hvorfor skal jeg besøge hende? For at gøre hende glad og tilpas? Hvem gør så mig glad?

Hvem kommer og trøster mig nu hvor jeg sidder og græder og har det ad helvedes til?

Hvordan kan man skade et barn så meget, at det får en personlighedsforstyrrelse.
At det altid føler at det er synd for mor og far.
At det altid tænker på alle andre end sig selv.
At barnet skal være den stærke der skal tage sig af forældrene, når det skulle være omvendt.

Jeg føler jeg straffer min mor ved ikke at ville se hende. At jeg er moren der straffer barnet fordi jeg tager vare på mig selv. Jeg har fået det væsentlig bedre i den forgangne 1½ år efter jeg har haft minimal kontakt til hende, og nu fordi hun ringer og vi snakker i 5-10 min. så ryger jeg lige ned i depressionen igen... Men jeg tror stadig ikke på at hun gør noget af alt det her med vilje...

Måske er det også derfor det er svært for mig, for jeg tænker, at hun jo ikke ved hvad hun gør forkert, når det er ubevidste ting. Og hvordan skal vi komme videre hvis jeg nægter at se hende.


Samtidig så er der jo ikke nogen der siger at vi SKAL komme videre, men jeg kan heller ikke forestille mig at jeg aldrig skal have et forhold til hende igen...                               

Kontakten til min mor

Jeg går gennem en til tider meget svær udviklingsproces for tiden.

Jeg har næsten helt "cuttet" forbindelsen til min mor, hvilket er rigtig hårdt. Jeg bliver syg hver gang jeg snakker med hende eller bare nærmest hører om hende. Jeg får selvmordstanker og bliver rigtig rigtig depressiv. Bare jeg hører hende stemme i telefonen, så ligger jeg under gulvbrædderne af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed jeg overhoved ikke har grund til at have. Det er bare sådan hun altid har manipuleret med mig. Hvis der er nogen der burde have dårlig samvittighed, så er det hende - som mor - der har været medvirkende til at jeg er blevet så syg, som jeg er.

Hun skal giftes her i maj måned og jeg ved at hun har en invitation til mig, men fordi jeg har afvist at mødes med hende, så tør hun ikke at sende den. Mine søskende skal med. Det er kun mig der er "det sorte får". Jeg kan ikke fordrage hendes nye kæreste eller snart kommende mand. Han har været voldelig overfor min lillebror. Min mor var selvfølgelig pisse fuld den aften det skete, så hvor det burde være min mor der trøstede min lillebror, så blev rollerne helt byttet om, så det var ham der måtte trøste hende. Sådan er det og sådan har det altid været i vores familie - rollerne er helt forskruede. De voksne opfører sig om børn og børnene skal være de voksne. Det er bl.a. det jeg har fået borderline af.

Jeg forstår bare ikke at hun ikke smed ham ud på stedet. Hvis jeg havde en kæreste som var voldelig - bare 1 eneste gang - mod mit barn, så var han røget ud på røv og albuer! Men her er det "glemt", fordi han jo har sagt uuuuundskyld. Som om det gør det godt igen?!?!?

Jeg synes der har været noget udefinerbart underligt ved den mand fra første gang jeg mødte ham. Alle andre i familien siger det samme - bag ryggen på min mor og ham. Han kan bl.a. ikke finde ud af at se en i øjnene når han snakker, hvilket jeg synes er pisse irriterende. Han har sådan nogle "tics" som er svære at forklare, og så snøfter han nærmest hele tiden, selvom han ikke er forkølet. Det er bare SÅ irriterende at høre på.

Når min mor er fuld, så laver hun også alle mulige underlige lyde, så de er sgu et kønt par. Den ene lyder som en blæsebælg og den anden nynner med. Hold da kæft et cirkus!

Jeg kan heller ikke forstå at hun vil have mig med. Hele familien ved at jeg ikke kan fordrage ham. Jeg synes det er den største fejltagelse hun er ved at begå, så hvad fanden skal jeg lave til deres bryllup. Jeg vil da være totalt malplaceret. Den eneste grund skulle være for at hun kan sole sig i glansbilledet over at alle hendes børn er samlet, og "se hvilken harmonisk og dejlig familie vi er".... NOT!!!

Til tider savner jeg hende. Men det er ikke HENDE jeg savner. Jeg savner den mor jeg aldrig har haft, og som jeg aldrig kommer til at få. Når jeg tænker på alt det lort hun har budt mig gennem de sidste mange år - bl.a. med hende alkoholmisbrug, hemmeligheder jeg har fortalt hende i fortrolighed som hun så har fortalt videre - ting som jeg IKKE ville have at andre skulle vide, så bliver jeg rigtig gal.

Jeg er i det hele taget fyldt rigtig meget op af vrede til hende. I øjeblikket drømmer jeg næsten om hende hver nat. Jeg skælder hende ud. Råber af hende. Har sågar givet hende en lussing i drømmen. Jeg kan stadig fornemme følelsen i min hånd. Jeg er sikker på at det er underbevidstheden der arbejder, men tit føler jeg mig bare ikke udhvilet når jeg så vågner om morgenen, når jeg har været urolig hele natten. Jeg er flere gange vågnet ved at jeg ligger og skriger eller råber og spjætter med arme og ben. Jeg har også sat min telefon til at optage nogle nætter for at høre hvad jeg siger i søvne, og det er som regel min mor jeg skælder ud eller råber af.

Jeg føler mig så alene. Det er rigtig hårdt nogle dage.

Kan ikke sove

Klokken er nu 05.20 og jeg vågnede kl. 3 og var lys-vågen.
Jeg har allers aldrig haft problemer med at sove. Har til tider kunne sove i døgndrift, og har kunne sove på alle tider af døgnet. Måske er det fordi jeg spekulerer.

Er bange for at jeg er ved at begå en fejltagelse med kæresten. Når jeg ikke er sammen med ham, savner jeg ham, men samtidig har jeg bare behov for at være alene. Uden forventninger. Han siger han ikke har nogen forventninger, og han accepterer mig fuldstændig som jeg er, men jeg føler alligevel at der er forventninger. Man kan vel ikke undgå at have forventninger til en kæreste.

Når jeg er så depressiv som jeg er for tiden, så er det hårdt at være nød til at have masken på, for ikke at vise hvordan jeg er ved at smuldre indeni. Jeg føler ikke jeg kan vise det til nogen. Det er bare noget jeg har det bedst med at være alene om. Jeg har altid været vant til at have masken og smilet på, når der er andre mennesker, så jeg kan ikke finde ud af at være mig selv, når jeg er ked af det, mens der er andre mennesker. Uanset hvem det er.

Når jeg samtidig ikke kan mærke mig selv, er det svært at skulle vise følelser for andre. Specielt en kæreste. Var det bare ham og mig, havde det måske været anderledes, men der er børn i billedet (hans), så det er ikke kun ham jeg skal være "pæn" overfor. Jeg er nød til at være "normal", når de er der. Jeg føler ikke at jeg bare kan ligge og glo tomt ind i fjernsynet og være apatisk, når der er børn til stede.

Jeg føler at jeg smitter dem jeg har rundt om mig med min depressive tilstand. Det må være svært at være sammen med en der har borderline. Som svinger ligesom vinden blæser. At skulle stå på sidelinjen og være magtesløs, når jeg føler det hele ramler om ørerne på mig.

Det kan komme som lyn fra en klar himmel. At jeg lige pludselig ikke føler at livet er værd at leve og at det hele er meningsløst. Hvordan kan man som pårørende undgå at blive smittet af den dårlige stemning og når én man har kær, har det så dårligt?

Jeg er tidligere blevet forladt af en kæreste, som ikke kunne klare det. Der var jeg også dybt depressiv. Måske venter jeg på, at ham her også giver op. Jeg ved det ikke.


.

Julen

Skrevet d. 25. december:

Jeg troede egentlig at jeg var ligeglad med julen. Da mine forældre blev skilt, var det ligesom om højtiderne mistede deres betydning. Siden da har jeg altid synes, at jul og julefrokoster i vores familie er gået op i druk og efterfølgende skænderier, råben, skrigen og folk der græder.

Jeg har ikke deltaget i den årlige julefrokost i flere år, da jeg til sidst fik nok, og indså at jeg ikke synes det var hyggeligt. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvem jeg egentlig tilfredsstillede ved at deltage. Det var i hvert fald ikke mig selv.

I år har jeg holdt jul for første gang uden nogen i min familie. Kun min kæreste og jeg alene. Det var i og for sig hyggeligt nok. Der var intet jul over det, udover gavevekslingen og de 5 nisser der stod på bordet, som jeg havde fået i gave af én, der ikke synes man kunne holde jul uden en eneste nisse.

Det var første gang for os begge to uden nogen form for familie med, så selvom det var hyggeligt, var vi begge en smule vemodige.

Udover det, har jeg i de sidste dage haft det tiltagende dårligt, og det blev ikke just bedre på selve dagen, hvor jeg virkelig kom til at tænke på, hvor ked af det jeg er, over at familien er splittet på den måde den er.

Julefrokosten foregår altid på 1. juledag - idag. Jeg er alene hjemme, og kæresten er på besøg hos sin familie, som jeg har meldt fra til, fordi jeg ikke magtede det. Så selvom jeg havde set frem til en alene-dag, så er jeg alligevel ked af det, fordi jeg ved at min familie er sammen i den anden ende af landet. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan det plejer at foregå, og så forsvinder savnet en smule.


.