Irritabel og brud med kæresten

Årh jeg kan mærke at jeg er rigtig irritabel idag!

Jeg er mødt på Vikon her til morgen og jeg kan simpelthen ikke kapere de andre kursister. Den der holdning med, at "det er så synd for mig" og "åhh der er ikke noget jeg kan gøre". Så handl' dog for helvede!!! Den der lade holdning med, at der ikke er noget at gøre ved tingene og at folk bare læner sig tilbage og venter på, at løsningen eller hjælpen kommer og banker på døren af sig selv... Jeg bliver sindsyg af at høre på det! Jeg har lyst til at råbe og skrige af dem allesammen!

Kæresten flyttede hjem til sig selv i weekenden. Fuck det var dejligt! Det føles som at flytte hjemmefra på ny. At have sit eget sted og kunne lukke sin dør og bare sidde i sofaen helt stille. At nyde stilheden og ikke være konstant på vagt over, om det jeg nu laver er "ok". Kan jeg tillade mig at sove en lang middagslur? Jeg kan tillade mig dit og dat?! Nu kan jeg tillade mig alt og det er fan'me fantastisk!

Vi gik fra hinanden igår og det har jeg det også godt med. Jeg kan bare mærke, at det slet ikke var mig. Jeg har ikke og har aldrig haft forelskede følelser. Det var flirten og de små sommerfugle i maven, jeg var glad for i starten, men de gik hurtigt væk igen.

Han græd og græd og græd i telefonen igår. Og så sagde han en masse lort også. Og alt det lort bekræftede mig bare i, at jeg var på rette vej. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl.

Og så har jeg besluttet, at jeg for fremtiden SKAL kunne mærke sommerfuglene. Ellers er det ikke rigtigt. Jeg SKAL være forelsket før jeg indgår i noget med en mand!

Overskuddet ligger på nul. Jeg er træt, træt, træt. Jeg har sovet rigtig meget i weekenden. Og jeg har åbenbart trængt til det. Idag er jeg også enormt træt, kan jeg mærke. Jeg er cyklet på Vikon og lige nu kan jeg slet ikke overskue de 8,5 km hjem.

Jeg har besluttet at gå kl. 12 de næste 3 uger, for vores normale underviser er på ferie. Det bliver nogle voldsomt lange 3 uger. Hun er virkelig savnet!

Igår havde jeg endnu en "ud af kroppen oplevelse". Dissociation. Det er altså vildt ubehageligt. Det startede ved 19-tiden og blev tiltagende værre i løbet af aftenen. Det er som om jeg oplever verden udefra. Alt bliver fremmed på en måde. Også mig selv. Jeg føler ikke, at min krop er min. At noget er mit. Min krop er bare en tom skal - agtigt. Jeg tror, det er fordi jeg har svært ved at være alene. Det kunne jeg mærke. Så er der ikke noget til at distrashere mig med. Jeg skal se at få bestilt en tid hos min psykiater, så jeg kan få en snak om noget mere medicin eller om jeg skal skifte.




- 

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Irritation

Nogle gange så savner jeg virkelig bare det liv jeg havde, før jeg mødte min kæreste.

Et liv med spænding, fordi jeg kørte escort.

Hvor jeg ikke var afhængig af nogen.
Hvor mine følelser ikke kørte op og ned i forhold til en mand.
Hvor jeg ikke hele tiden enten føler totalt optur ( i manglen af bedre ord ) over ham eller mega irritation og har lyst til at råbe at han skal skride ad helvedes til og lade mig være i fred!
Hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville, uden at forklare eller føle, at jeg skal stå til ansvar for nogen.
Hvor jeg ikke hele tiden er på en rutchebane af følelser i forhold til ham.
Hvor mit liv ikke var skemalagt og pisse kedeligt.

Lige nu gider jeg ham fanme bare ikke!!!