Betalingen er tryghed

Advarsel: Seksuelt indhold.


Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.

Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?

Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...

Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.

Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.

Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!

Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?


Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.


Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!

Hapset fra Google

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!