Jeg har været på date i aften :-)

Ja, det har jeg :-)

Det var en fyr, som jeg har skrevet med gennem en datingside. I sidste uge så jeg en udsendelse, hvor siden Sugardaters.dk blev omtalt. Så blev jeg nysgerrig og oprettede en profil i fredags.

Konceptet kan man vist meget vel kalde "gråzone-prostitution", da det er noget med at finde en såkaldt "Sugardaddy".

På Wikipedia står der:

"Sugar daddy is a slang term for a man, who offers to support a typically younger woman or man after establishing a relationship that is usually sexual"

På dansk:

"Sugar daddy er en slang betegnelse for en mand, der tilbyder at støtte en typisk yngre kvinde eller mand efter at have etableret et forhold, som normalt er seksuelt"

Med andre ord - det er prostitution i en pæn indpakning :-)

Anyway.... 

Vi havde ikke aftalt noget som helst andet, end at vi skulle ud og spise. Der var ikke noget som helst seksuelt indhold, ingen flirt eller noget af seksuel karakter i vores mail-korrespondance. Selvfølgelig ved jeg godt, at der jo nok ligger en forventning om et eller andet, når man har fundet hinanden på sådan et site, men jeg havde planlagt, at det bare skulle være en hyggelig aften - ingen sex eller kys eller noget som helst - og det var der jo heller ikke blevet lagt op til.

Han havde booket bord på en fancy restaurant. Formel B som har fået Michelin-stjerner eller stjerne - kender ikke rigtig til det dér med de stjerner - men så skulle det jo efter sigende være godt!

Nå, men det er egentlig ikke daten jeg vil fortælle om, andet end at den gik rigtig godt. Maden var skøn - jeg blev mega forkælet og han var rigtig sød. Vi havde vildt mange ting til fælles, så der var ingen såkaldt pinlige tavsheder.

Efter maden gik vi en tur og der kom vi naturligvis til at snakke om konceptet på siden. Det viste sig i løbet af aftenen, at han var gift. Det havde han ikke skrevet noget om, så det kom faktisk som noget af en overraskelse. Ikke at det overrasker mig voldsomt, for de kunder jeg normalt besøger som escortpige er sjældent singler. Det var mere dét med, at han slet ikke havde nævnt det.

Men altså - han søgte selvfølgelig en at "hygge sig med". Aka. en elskerinde/bolle-ven eller hvad vi nu skal kalde det. Han havde svært ved at definere det, når jeg spurgte ind til det, men betalingen ville så være hyggelige aftner med middage/koncerter/teater/kunstudstillinger - eller whatever - efterfulgt af en såkaldt "fræk dessert". Jeg kunne også godt få penge udover det.

Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg ved allerede, at det bliver et nej til det seksuelle, men jeg vil sige, at jeg gerne vil være en veninde, hvis han "mangler" en at gå ud med. Det var noget med at konen havde en kronisk fysisk sygdom som gjorde, at hun dårligt kan bevæge sig og er konstant plaget af smerter. Hvilket så også har forårsaget en depression. Derfor gav han udtryk for, at det ikke kun var det seksuelle, som han var ude efter, men at han også bare savnede en/nogen at have en hyggelig aften med fx. middag, en tur i byen, biografen eller whatever.

Han sagde, at det også bare kunne være hyggeligt, at ses til en middag eller noget - uden noget sex - fordi vi havde mange fælles interesser og havde nogle meget interessante samtaler. Det havde vi også, men om han mente det med at ses uden sex, er jo ikke til at vide, men han virkede sådan.

Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at jeg ringede til min far på vejen hjem. Han havde ringet. Jeg havde fortalt ham for nogle dage siden, at jeg skule på date og at vi skulle spise på den her fine restaurant.

Han spurgte så til, hvordan det var gået og nævnte, at det da var en dyr restaurant. Ja, regningen blev omkring 2300,- kunne jeg se, fordi jeg skævede diskret til den.

Så fortæller jeg, at han ikke havde "fået noget" og at vi ikke havde aftalt noget om, at jeg skulle "betale" med sex. Min far ved godt, at jeg arbejder i prostitution.

Det jeg så studsede over var, at han sagde:

"Jamen - en mand inviterer da ikke en kvinde på sådan en fin restaurant, uden at han forventer, at han  får "noget på den dumme"...." 

Jeg vil ikke sige, at han bebrejdede mig, at jeg ikke havde "givet ham noget", men tonelejet og hans ord vidnede om, at han synes, at jeg havde taget røven på ham her. 

Hmm.... Det var først bagefter, jeg lige fik tænkt en ekstra gang over dét han sagde....

Er det virkelig rigtigt, at der ikke er nogen mænd, som vil invitere en date eller en kvinde ud og spise, uden at han skal have en modydelse i form af sex eller "anden kønslig omgang end sex"?

Jeg ved godt, at han da selvfølgelig havde håbet på noget. Det gav han også udtryk for, uden at sige det direkte, men der var jo ikke blevet snakket eller skrevet om det. Havde vi nu skrevet om det i mails'ne, så havde jeg kunne sige nej tak, hvis jeg ikke ønskede, at der skulle være noget seksuelt over det. Men jeg synes ikke, at han automatisk kan forvente en "belønning" i form af sex, fordi han selv har valgt, at invitere mig ud. 

Jeg synes bare, at det virkelig afspejler min fars syn på kvinder. Altså - det er jo sådan han er, men der er da ikke noget at sige til, at jeg har fået et forkvaklet forhold til mænd og sex, når min egen far siger, at man ikke kan invitere en kvinde ud, uden at man forventer, at man får en "belønning" bagefter. 

Udover det, så har han også haft en vist forbrug af prostituerede selv, men at høre ham sige lige netop dén sætning, siger jo alt om, hvordan hans forhold til kvinder er. 

Jeg fik bare en masse tanker i hovedet efter samtalen med ham, at jeg lige måtte have det ud. :-)



Udover dét, så skal jeg op og besøge ham imorgen og overnatte til dagen efter. Det bliver hyggeligt og jeg glæder mig til at se ham... :-)

Og min mor er gået i behandling for sit misbrug idag!
- Ja, fan'me så!

Hun har selv henvendt sig på Lænken idag og bedt om hjælp.
Idag har hun været til forsamtale hos en psykolog og så skal hun derned igen imorgen og snakke med en læge (højst sandsynligt en psykiater) og der deltager den omtalte psykolog også. Så har hun, til at starte med, fået foreløbig 2 psykolog-samtaler over de næste 2 uger.

I telefonen blev hun ved med, at forvisse mig om, at hun mener det denne gang. At hun ikke giver op, før hun er "kommet ud på den anden side" og har fået styr på sit liv igen og "fundet sig selv igen". 

Det lyder jo lovende, men det er svært bare at tro på, når man har hørt det så mange gange. Jeg skal (desværre) se det, før jeg tror det. Det tror jeg også godt, hun er klar over.


En noget begivenhedsrig dag, må jeg sige! :-)





-

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________




-

Efter-fødselsdagstanker...

Hvordan kan jeg både hade dig så meget og elske dig (lidt) på samme tid?

Du fortsætter med at overskride mine grænser gang på gang på gang! Fatter du ikke en skid?! Hvor mange gange skal jeg blive ved med at stikke stop-skiltet op i snotten på dig?

Det lykkedes dig igen igen igen at skuffe mig så grusomt på min fødselsdag!! Hvorfor bliver jeg ved med at komme rendende efter mere!!???

500 sølle kroner i en ramme med en ligegyldig hilsen... og så var den oveni købet lavet af din mand. Du har ikke engang brugt sølle 5 min. på at tænke over eller finde en gave til mig... og det var endda min 30 års.

Da du fyldte 50 år fik du et gavekort på 4500 kr til en rejse / weekendophold af mig og drengene. At du så selv vælger at fucke det hele op med alt dit pis, så du aldrig får gaven, er da ikke min skyld!!! Så var min gave en straf? En provokation?

Hele fødselsdagen går i vasken pga. andres sygdom og så inviterer du mig hjem og spiller frelser og laver lækker mad. Vi skulle have en hyggelig aften. Jeg havde ikke lavet andet, det sidste lange stykke tid, end at sige at jeg ikke ville se skyggen af alkohol på min fødselsdag og ALLIGEVEL så sætter du rødvin på bordet - og du drak endda igen i smug. Tror du jeg er dum?!!!

Hvordan fanden kan man respektere sit barn så lidt?!! Jeg kommer aldrig til at forstå det!!!

Jeg sluger min vrede mod dig, sammen med alle de kæmpe portioner mad og slik jeg vælter indenbors, kun for at få det værre.

Hvordan kan jeg lære at elske mig selv, når mine forældre ikke engang elsker mig?!

Vi er kun jeres majonetdukker I kan vise frem for verden, mens I selv synker længere og længere ned i sølet!!!

Det hele var en stor kæmpe skuffelse!

Langt om længe... År... Fik jeg det dyre ur, som symboliserer anerkendelsen fra far. Drengene fik det til deres studentereksamen. Jeg har aldrig taget andet end en uddannelse til skide røv-tørrer og det var åbenbart ikke fint nok til at gøre mig fortjent til det dyre ur.

Nu fik jeg det i stedet til min 30års. Jeg havde glædet mig sindsygt til talen om, hvorfor jeg havde gjort mig fortjent til det. Han havde lagt op til den med tårer i øjnene, men jeg fik den aldrig pga. hans skide influenza, som jeg ikke tror en dyt på. Han gad bare ikke køre den times tid herned og undskyldte sig med at være syg... Ligesom en million gange før...

Uret er pisse dyrt. Det er monster pisse flot. Jeg har selv valgt det. Men betydningen er der ikke. Det er kun en halv gave. Uden sjæl, som drengenes har. Jeg var åbenbart ikke umagen værd...

Nytår! HJÆLP!!

Åhh jeg er i et dilemma..

Det var egentlig meningen, at jeg skulle holde nytår med kæresten og hans søn. Vi skulle op til en af hans naboer, som også har 3 børn. Det vil sige 4 børn ialt i alderen 7-12 år.

Da vi startede ud med at snakke om nytår, tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg var da ikke sådan vildt entusiastisk, men tænkte.. Tjo, hvorfor ikke...?

Den sidste uges tid har jeg så fået mindre og mindre lyst til at holde det dér. Tanken om 4 børn der render rundt og larmer, løber ind og ud for at fyre krudt af og med fædrene i hælene. Jeg har mødt naboen en enkelt gang, hvor vi udvekslede måske 15 ord. Det var til sønnens forboldtræning.

Kæresten har dog fortalt en del om ham. Blandt andet er han en som godt kan lide at prale med hans "forbindelser" til kendte mennesker og hvis man fortæller noget, så har han prøvet noget bedre eller større eller... Uden at have mødt ham, så lyder det umiddelbart ikke som en person, som jeg vil bryde mig om eller have noget til fælles med... overhovedet!

Jeg ved, at kæresten hele tiden har regnet med, at jeg meldte fra. Han har ikke sagt noget, men da jeg ringede og snakkede med ham om min ambivalens idag, så sagde han, at han jo heller ikke havde regnet med at jeg kom. Det i sig selv er jo ikke særlig rart. At være stemplet som en ustabil kæreste, men ja... det er jeg jo nu engang. Så jeg sagde, at jeg ikke kunne overskue det.

Han spørger, hvad jeg så vil lave. Jeg siger, at jeg egentlig bare gerne vil være hjemme og se noget godt i fjernsynet. Der kommer så mange gode programmer.

Men egentlig har jeg mest lyst til at tage op til min far. Han har inviteret mig og sagt, at han ville synes det er super hyggeligt, hvis jeg kommer. Men intet pres. Hvis jeg kom var det fedt, hvis ikke, så var det også helt ok. Han skal bare have besked senest imorgen formiddag.

Det er min far og hans kæreste, og så kommer der nogle venner fra Tyrkiet, som jeg også kender rigtig godt. De har så deres lille barn med - tror han er 1 år.

Der er lagt op til en hyggelig aften med mad udefra og i det hele taget bare stille og rolig hygge.

Det har jeg lyst til!


Men men men.... Kan jeg tillade mig det? Kan jeg være det bekendt overfor kæresten?

Én ting er, at jeg bare er herhjemme alene, men hvis jeg tager et andet sted hen, så er det jo ligesom at sige, at det er selskabet det er i vejen med.... eller? ... Ja, og det er det jo sådan set også... :-S

Da han spurgte hvad det var, jeg ikke kunne overskue, sagde jeg, at det var at de to fædre kender hinanden så godt. At jeg er den eneste kvinde og så er det BØRN og larm!!!

Jeg magter ikke et børne-nytår, for at være helt ærlig!!!


HJÆLP!! :-)

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-

Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Enkeltfag på HF

Mit humør er altså mærkeligt i de her dage. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg de sidste mange dage, men bedst som jeg synes at ordene "flasker sig" i mit hoved, så er de væk igen.

I onsdags begyndte jeg på et enkelt fag på VUC. Det var egentlig noget jeg selv havde tilmeldt mig til for flere måneder siden, men inde i mit hoved, havde jeg lige pludselig fået vendt det til, at det nu var min psykiater og min psykolog der "tvang" mig til det. Jeg havde fået vendt det til, at jeg ikke havde noget valg, fordi så ville jeg gøre dem kede af det eller modarbejde min behandling. Så det har jeg brugt flere psykologsamtaler på at snakke om. Om hvordan det går fra at være mit eget ønske - til at det lige pludselig bliver noget jeg føler, der bliver forlangt af mig.

Dagen inden havde jeg det mildest talt rigtig dårligt. Jeg var fuldstændig i mine følelsers vold. I det lille indre barns følelsers vold. Jeg har fundet ud af, at mit indre barn er mellem 6-10 år gammelt. Når jeg skal prøve noget nyt, noget jeg ikke har lyst til eller at jeg bare har det dårligt, så kommer barnet frem og græder efter hjælp fra min far. Så vil jeg have at han skal komme og redde mig, som han altid har gjort - indtil for et par år siden. Så ønsker jeg, at han siger til mig, at jeg ikke behøver og at han nok skal ordne tingene. At jeg bare skal slappe af. Men altså... Jeg er snart 30 år. Min far kan jo ikke blive ved med at redde mig og jeg føler mig SÅ flov over at føle sådan.

Så efter mange timers indre konflikt og rastløshed aftenen før, besluttede jeg mig alligevel for at tage afsted til undervisning. Jeg beroligede mig selv ved at sige, at jeg kun behøvede at møde op denne ene gang, og hvis det var noget møg, så behøvede jeg aldrig at komme mere.

Det gik godt! Faget interesserer mig rigtig meget og det var super spændende. Jeg var selvfølgelig den der rakte hånden mest op. Når det er så spændende og noget der interesserer mig, så kan jeg simpelthen ikke lade være - ja, og så vil jeg da også gerne have en god karakter.. :-)

Dog frygter jeg gruppearbejdet. Jeg arbejder bare bedst alene og jeg mister hurtigt tålmodigheden med andre, når jeg arbejder i gruppe. Men ja, jeg må tage det som det kommer...

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....

Børn er som hunde..

Gennem min terapi det sidste halve år, er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan børn egentlig er som hunde.

Man kan gå så grueligt meget igennem med svigt, misbrug, manipulering, udstødelse og andre dysfunktionelle mønstre i familien, og alligevel elsker man sine forældre. Alligevel hungrer man efter deres kærlighed, og det vil man nok altid have et savn efter.

Jeg har læst et sted, at når borderline-lidende starter i psykoterapi så er det som regel alle andre end moderen der er i fokus. For mit vedkommende var det min far. Det var min far der var misbrugeren. Det var min far der havde svigtet. Det var min far der havde valgt os fra til fordel for sprutten og hans egen stædighed. Han havde i hvert fald ikke brug for hjælp.

Når jeg nu kigger tilbage på min terapi de sidste 2 års tid, er det faktisk min mor der har været det største problem. Det viste sig nemlig, at min mor faktisk også var alkoholiker. Jeg vidste da godt, at hun drak for meget, men jeg havde aldrig set hende som alkoholiker. Jeg fik sat spørgsmålstegn ved, hvordan man ved om en person er alkoholiker, og jeg det gik op for mig, at hun passer på dem allesammen. Her er nogle af dem:

- Hun drak mere end de 7 anbefalede genstande for kvinder om ugen.
- Det går og er gået ud over familien.
- Hun er blevet gjort opmærksom på det gennem mange år.
- Jeg og mine søskende har haft mange skænderier med hende om det.

På trods af det, så så jeg hende alligevel ikke som alkoholiker. Jeg var blevet så meget indprentet af min mor og resten af familien, at det var min far der var misbrugeren.

Samtidig så benægtede hun altid at hun havde drukket, så idag har jeg så svært ved at stole på min egen dømmekraft. Jeg fik jo altid af vide, at det jeg fornemmede og troede det var forkert. Hun havde i hvert fald ikke drukket..