Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________




-

Madmisbrug og tanker om forhold...

Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.

Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.

Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!

Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



- 

Kæreste, jobcenter og depression

Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.

Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.

Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.

Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.

Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!

Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...

Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal... 

Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.

Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?

Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!

Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.

Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.

Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.

Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.

Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.

Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...

Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.


-

 

Jeg er blevet fed IGEN!

Hold kæft hvor er jeg bare træt af mig selv!

Jeg havde tabt mig så fint. Var så stolt over vægttabet og nogenlunde glad for min vægt/krop, selvom jeg da gerne ville endnu længere ned. Nu har jeg taget hele lortet på igen. Er oppe på omkring 80 kg. igen (BMI omkring 26). Alt det som jeg havde svoret jeg aldrig ville tage på igen. Jeg skulle aldrig være så stor igen og det er jeg nu blevet alligevel. Jeg væmmes!

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at proppe i hovedet?!

Det foregår nærmest pr. automatik. Jeg kobler bare hjernen fra og øser for mange og for store portioner op. Igen og igen. Slik og flødeboller og CHOKOLADE. Masser af chokolade.

For helvede hvor er jeg bare for nederen og latterlig!!!

Jeg hader mig selv mere end jeg hader nogen som helst andre!

Føj!

Punktum!


-

Flødeboller, motion og straf

Var hos psykologen igår. Det var fan'me en hård omgang. Virkelig hård!

Så da jeg kørte derfra, kørte jeg i trance direkte i Aldi og købte flødeboller. Allerede inden jeg var kommet hjem havde jeg spist 2. Og inden jeg gik i seng i aftes, havde jeg spist alle 12 STORE flødeboller. Og chokoladekiks, chokoladesmåkager, en kæmpe tallerken spaghetti med pastasauce, en kæmpe tallerken cornflakes med mælk.

"Aldis Kæmpe Flødeboller er de billigste
flødeboller i denne smagstest, men der er
ikke meget discount over smagen".
Citat: Jyllandsposten

Nogle vil måske sige, at cornflakes med mælk og spaghetti med pastasauce ikke er usundt, men i de mængder jeg spiser, når jeg er i den "tilstand", så ER det usundt!

Jeg lå i sengen og på sofaen hele dagen. Skiftevis sov og så fjernsyn. Jeg kravlede ud af sengen ved 18-tiden, for at gå med hunden og dér tænkte jeg: "Nej, nu kan det fan'me være nok!!". Så tog jeg løbetøjet på. Da hunden havde været ude og tisse fik jeg tændt for fjernsynet. Det skulle jeg så ikke have gjort, for jeg opdagede at det var onsdag og der er der bare så mange gode programmer. Så jeg endte med først at komme ud og løbe ved 22-tiden. Men jeg GJORDE DET! 4,15 km.

Men jeg kan godt mærke, at det ikke er en sund form for løb. Altså løbet i sig selv er sundt nok og jeg overbelaster ikke min krop. Måske skulle jeg ikke have løbet helt så langt igår, men det gik. Det er mere den onde/dårlige samvittigheds stemme inde i hovedet der snakker. Den straffende stemme. Den der siger, at jeg godt kan løbe en runde mere og at jeg fx. skal sulte mig de næste mange dage, fordi jeg har overspist så meget det sidste stykke tid.

Da jeg stod op idag tog jeg også løbetøjet på med det samme. Så snakkede jeg med kæresten, som sagde at jeg skulle passe på med at overtræne, så jeg får skinnebensbetændelse. Så Googlede jeg skinnebensbetændelse og nej, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at få, for så kan jeg SLET ikke løbe. Jeg tror, at fordi jeg pressede citronen igår aftes og løb de 4,15 km i stedet for at holde mig på 3 km gjorde, at jeg "kan mærke" musklen/senen på forsiden af skinnebenet nu. Det har jeg før kunne, når jeg har været inde i en "nu-skal-jeg-dyrke-en-masse-motion"-periode og har løbet hver 2-3. dag, så det er ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bestemt mig for at jeg ikke løber idag alligevel. Jeg vil ikke risikere noget!

Så måske bliver det til en cykeltur.

Dagen er startet ud med en lækker smoothie.

Jeg elsker smoothies!


Men min tankegang er usund!