Viser opslag med etiketten tryghed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tryghed. Vis alle opslag

fredag den 7. august 2015

Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...




tirsdag den 19. maj 2015

Hjem til mig selv

Jeg er kommet hjem til mig selv nu... Både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

I overført betydning fordi jeg virkelig føler, at jeg er landet hos mig selv igen. I min egen lejlighed. Hos mig selv. I mig selv. Og jeg har ikke snakket med ham i næsten en uge nu.

Jeg tog kaninen med og det har jeg det rigtig godt med. Den hygger sig uden tag på buret og slænger sig som om den aldrig har lavet andet. Det har den nok heller ikke. Det er en kæmpe Fransk Vædder på 5 kg som jeg har givet navnet Basse - fordi han er en stor basse :-)

Jeg hentede ham fra en sølle liv i et bur 24/7. Hans negle var så lange, at han havde svært ved at gå første gang han var ude. Det var så synd! Jeg har haft ham til dyrlæge og der var heldigvis kun mindre ting, jeg lige skulle holde øje med.

Så nu har han det godt. At man kan behandle dyr på den måde, er mig en gåde. Hvor er deres hjerte og empati henne?

Apropos... Så er det sådan M er. Dyr skal være på gulvet. Har ingen hjerne. Man skal ikke pyldre for meget om dem. Han var ligeglad med, at kaninen lå i et iskoldt skur om natten, selvom den var apatisk og iskold om morgenen. Man kan ikke bare sætte en kanin ud med det samme, når den har været vant til at være inde. Så er man nød til at vente til midt på sommeren. Det var han ligeglad med. Han synes også, at jeg var skør, fordi jeg ville tage ham til dyrlægen. Han mente, at man bare kunne aflive ham, hvis der var nogle problemer.

Jeg fulgte ikke mit hjerte, så Basse nåede at ligge i det iskolde skur i 3-4 nætter, før jeg fik taget ham med hjem. Det har jeg det SÅ dårligt over. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Nu vil jeg bare sørge for, at han får et godt liv fra nu af!

Jeg har også været ret produktiv den sidste uge.

Udover oprydning og rengøring, så har jeg lavet hjemmeside for min mor. Kun en midlertidig en indtil jeg får den rigtige op at stå, men det var ret vigtigt at siden ikke var tom, når hendes kunder kiggede forbi. Selvom det, jeg har lavet, egentlig er "piece of cake", så er jeg alligevel stolt over resultatet indtil videre. Og min mor var ellevild. Jeg glæder mig til det endelige resultat.

Jeg er i øvrigt begyndt, at snakke med hende igen. Det har vi gjort i et par måneder nu. Eller er det længere? Jeg kan ikke holde styr på tiden. Men det går i hvert fald godt. Jeg er nået frem til, at jeg bare må acceptere, at hun er som hun er. At mine forventninger til, hvordan en mor skal være, ikke er noget hun kan leve op til. Jeg tager, hvad jeg kan få, hvis man kan sige det sådan. Jeg lader være med at have forventninger til hende og så bliver jeg ikke skuffet. På den måde går det faktisk meget godt.

Jeg går stadig sygemeldt. Jeg er nu kommet over på det der hedder ressourceforløb igennem kommunen. Det er noget med, at det er for særligt udsatte borgere, som skal have ekstra hjælp for at komme hen til selvforsørgelse. Det er fastsat til 5 år, men det er vist noget som kan forlænges. Så indtil videre så går jeg herhjemme og jeg skal starte på noget "Lær at tackle din angst og depression" her til efteråret. Det er noget der kører over 7-10 uger, hvor der er andre ligesindede der deltager.
Det glæder jeg mig faktisk til.



-

torsdag den 28. februar 2013

Madmisbrug og tanker om forhold...

Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.

Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.

Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!




søndag den 25. november 2012

Kæreste, jobcenter og depression

Ja, nu har jeg gjort det forbi med ham igen. Jeg forsøger at holde fast i beslutningen, men han gør det ikke særlig let. Jeg har stort set haft "fred" hele dagen, men så skriver han her til aften. Jeg får det så dårligt, hvis jeg ikke skriver tilbage. Så jeg prøvede at skrive tilbage i "neutralt" sprog og så kommer overtalelses-sms'erne væltende.

Selvfølgelig gør han det lige midt i mine mest kritiske timer mellem 21 og 23. Der hvor jeg altid er mest sårbar, fyldt med tomhed og desperat efter tryghed og omsorg. Så er det altså fucking svært at holde fast på sig selv.

Det lykkedes at holde fast på mig selv her til aften og jeg overvejer, at slukke min telefon imorgen og frem til mandag ved middagstid når jeg har været hos psykologen.

Nu har jeg endelig gjort det forbi (igen igen) og nu vil jeg fanme holde fast i det. Jeg har gået og tænkt på det så længe. Følt mig mega falsk, fordi jeg ikke kan mærke mine følelser for ham. Men så begynder han at skrive alle de rigtige ting. Det ville også være rart, hvis det var en jeg faktisk elskede, der skrev, men det er det jo ikke.... eller er det? Jeg kan fanme ikke finde ud af det... eller jo... når jeg læser tilbage på bloggen og min dagbog, så er der jo ikke rigtig noget at være i tvivl om, men det er ligesom om jeg glemmer det helt, når han så er ude af døren igen.

Når han ikke er her, savner jeg ham og når han er her, vil jeg have at han skrider... Så er det jo ikke nemt!!!

Jeg var til tværfagligt møde på jobcenteret den anden dag. Det er åbenbart et nyt tiltag fra regeringen der hedder "Brug for alle". Så skal man vurderes foran et udvalg på 5 personer og de skal så komme med forslag til, hvordan man bedst kommer videre.... og bliver selvforsørgende...

Jeg gik helt kold. Ikke til mødet, selvfølgelig... Der holdt jeg masken og var ihh og åhh så meget på. Jeg havde selvfølgelig en god dag dér, selvom jeg er plaget af selvmordstanker konstant i øjeblikket. Og de snakkede ikke om andet end mine ihh og åhh så mange ressourcer. Bare fordi jeg kan smile og snakke pænt og give et fast håndtryk er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke bare er en tom skal. For jeg føler mig som en tom skal... 

Da jeg så kom til psykologen i torsdag brød jeg helt sammen. Hun har aldrig set mig, som hun så mig i torsdags. Helt ude af den.

Hun foreslog en støtte-/kontaktperson. Sådan en som kommer hjem og hjælper med praktiske ting og snakker eller hvad man nu har behov for. Sådan har jeg forstået det.
Er der nogen af jer der ved noget om sådan noget? Som måske selv har eller har haft sådan en?

Jeg har tænkt på det mange gange, men så er jeg gået væk fra det, fordi tankerne om "er du virkelig så syg?!!!" og "nu må du fanme tage dig sammen!!" er kommet. Men ja, det er jeg åbenbart, hvilket psykologen også sagde. Jeg har brug for støtte... og så vil de sende mig ud i et afklaringsforløb-/tilbud!!

Mailen jeg skrev til sagsbehandleren var helt rå og ucensoreret. Meningen er, at vi skal til visitationssamtale på dét sted, der er specialiseret i sådan noget her i kommunen, på tirsdag. Nu må jeg se, hvad hun svarer. Jeg fik en auto-svar mail tilbage, at hun selvfølgelig allerede var gået på weekend, da jeg sendte den igår. Så jeg går ud fra at hun ser den mandag morgen. Jeg har også spurgt til det med en støtte-/kontaktperson.

Jae... og så synes jeg egentlig bare at det går lidt ad helvedes til. Jeg kan ikke tage mig sammen til at få gjort alle de ting, jeg gerne vil have ordnet. Vasket op, gjort haven ("frimærket") "vinter-klar" - dvs. klippe planterne ned og fjerne blade og bare gøre den tålelig at se på, vaske gulv og alt muligt andet. Tror jeg vil prøve at komme lidt i haven imorgen.

Jeg plejer at gøre sådan, at jeg siger til mig selv, at jeg kan spille en times computer og så skal jeg arbejde en time og så en times computer igen og så videre. Det virker som regel, så jeg får ordnet lidt. Imens hører jeg lydbånd, så jeg har lidt til at underholde mig imens. Det er til at overkomme nogenlunde, når det kun er en times tid ad gangen.

Dagene er gået med at ligge i sengen og se fjernsyn eller serier på computeren, gå med hunden, æde alt hvad jeg kan komme i nærheden af af usunde ting og ja.... Har bare lavet ingenting... Men jeg forsøger at give mig selv plads og sige, at solen nok skal skinne igen en dag. Følelser er flygtige, har jeg jo lært i terapien, så det forsøger jeg at bruge som et mantra. Det er bare svært når følelserne raser rundt i kroppen og selvmordstanker- og impulser presser på.

Godt jeg har min hund... Hun er den største grund til, at jeg ikke har taget billetten endnu.

Jeg så en virkelig tude-film igår. Havde bare brug for at komme af med "trykket" af ophobet ked-af-det-følelse, så jeg havde gemt filmen til en dag, hvor jeg havde brug for at tude igennem - og det skal jeg love for at jeg gjorde...

Den hedder "Hachiko", hvis I skulle have lyst til at se den. I kan se traileren på youtube. Og så er den tilmed autentisk. Jeg kan bedst lide autentiske film.


-

 

onsdag den 21. november 2012

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-


onsdag den 5. september 2012

Gå nu!

Jeg føler mig virkelig som den største kælling!


Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det forbi med ham, når det inderst inde, er dét jeg har lyst til?!

Hvorfor skal det være så svært for mig, at holde fast i min beslutning?!

Hvorfor kan han ikke bare acceptere, at det er forbi og lade mig være i fred?!

Hvordan kan man være sådan et menneske, der bare har lyst til at såre ham, så han selv går?!

Hvordan kan jeg hade ham det ene øjeblik og elske ham det næste?!

Hvordan kan jeg savne ham og ønske ham langt væk på samme tid?!

Jeg forstår ikke, hvad han ser i mig!
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad nogen ser i mig!








fredag den 31. august 2012

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  


fredag den 24. august 2012

Vil bare være hjemme

Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.

Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.

Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.

Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!


fredag den 3. august 2012

Den svære tryghed...

Måske er det ikke så positivt med kæresten alligevel. Måske prøver jeg bare at bilde mig selv ind at det kunne blive godt. Men sandheden er jo, at jeg aldrig har haft sommerfugle i maven med ham. Når jeg tænker tilbage på sidste gang jeg var forelsket (selvfølgelig i en fyr der gerne ville knalde og ikke kunne bruge mig til andet!), så kan det slet ikke sammenlignes. Overhovedet ikke. Jeg tror egentlig mere, jeg har været betaget eller beruset af, at han synes jeg er det mest fantastiske Gud har skabt (udover hans børn, selvfølgelig).



Jeg er aldrig blevet feteret eller forkælet af nogen kæreste, som jeg er blevet og bliver af ham. Der er aldrig sure miner. Aldrig. Lige gyldig hvad jeg finder på (næsten), så er der aldrig problemer. Hvis jeg skal være helt ærlig, så mangler jeg måske (til tider) også lidt modspil. At han ikke altid føjer mig og bare følger med strømmen.





Jeg tænker også, at med en kæreste burde man have det sådan, at man har lyst til at vise ham frem for hele verden. "Se hvor dejlig han er! Han er min!"-agtig. Sådan har jeg det ikke. Sådan har jeg aldrig haft det med ham. Jeg har ikke lyst til at have ham med til noget, for jeg synes ikke han "passer ind". Han bliver tit opfattet som arrogant, fordi han er speciel. Fordi han har nogle mangler hvad angår det sociale kodeks. Min psykolog mener, at han har underudviklede sociale færdigheder på nogle punkter.

Der er mange gange i vores forhold, at han har overskredet mine grænser i sengen. Ikke rent seksuelt, men mere at han ignorerer/ikke opfatter de signaler jeg sender - hvis jeg fx. tydeligt signalerer at jeg ikke har lyst, så skal han alligevel liiiige presse lidt på og forsøge.  Det er ret svært at forklare. Men det er primært dét der har været med i overvejelserne, når jeg har tænkt på at gå fra ham.

Nogle gange så føler jeg at han nærmest er besat af mig. Jeg vil ikke gå i dybere detaljer om, hvorfor jeg tænker sådan, men nogle gange har han bare kommet med udtalelser hvor jeg har tænkt "WTF!".

Jeg ved det ikke.... eller jo, det ved jeg godt... men det er sgu svært at være alene når man så længe har været vant til at være to...





torsdag den 26. juli 2012

Sammen igen

Jeg har overgivet mig til hans kærlighed og vi er blevet kærester igen.

Måske ved man bare ikke hvad man har, før man ikke har det længere.

Måske var det min borderline "Gå væk - nej kom tilbage!" svingning der styrede mig.

Måske...

Jeg ved bare, at jeg føler mig tryg igen og det er rart!








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...