torsdag den 20. august 2015

Pisse bange for mødet idag... og en masse andre ting...

Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...

Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....

______________________________________________________________________________________

Punkterne er:

1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)

2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)

3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.

4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)

5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.

______________________________________________________________________________________


Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.


1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.

2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....

3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....

4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.

5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....


Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.

______________________________________________________________________________________


Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.

Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...

Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....






.

mandag den 17. august 2015

Hvad er mig og hvad er psykologen?

Jeg kan mærke, at mit sind/min borderline(?) har malet psykologen sort.... eller har det/den? 

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er hende og hvad der er mig. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske er mine tanker bare en "normal" reflektion over, hvorvidt psykologen eller jeg har ret i, at jeg skal afslutte det med K, fordi han er kriminel og tager stoffer ind imellem. Hun har mange gange sagt, at hun jo ikke er mig og jeg skal leve MIT liv, som jeg finder rigtigt, men alligevel så føler jeg ikke, at jeg retfærdiggøre overfor hende, hvorfor jeg vælger som jeg gør.
Jeg ved jo godt, at det er forkert at tage stoffer. Jeg ved også godt, at det er forkert at prostituere mig. Og jeg ved godt, at begge dele er selvskade, jeg gør, for at føle mig i live.

Det sidste hun spurgte mig om sidst var "Hvad skal du så bruge ham til?", fordi jeg ikke kunne svare på, hvad jeg fik ud af, at være sammen med ham og fordi jeg fortalte om hans kriminalitet og stofferne. Jeg har nok fået givet et mere sort billede af ham end der egentligt er rigtigt. Han har arbejdet enormt meget med sig selv de sidste 3 år og gør det stadig. Blandt andet med hans temperament, som kan løbe af med ham, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller talt dårligt til. Han arbejder på, at han gerne vil have sin søn hjem og bo - væk fra plejefamilien - og har advokat og børnesaglig rådgiver på. Han er enormt tænksom som person.... faktisk meget velovervejet, vil jeg sige. Han handler ikke bare uden at tænke på konsekvenserne - som jeg fx. gør ind imellem...

Hvem ved om K er manden for mig? 
Ja, han leger lidt på kanten af loven. Og ja, han tager stoffer ind imellem. Men egentlig er vi jo 2 alen af samme stykke. Jeg gør jo det samme. Jeg betaler ikke skat af mine penge fra prostitutionen. Selve prostitutionen er ikke ulovligt, men det er ulovligt, at jeg ikke betaler skat af pengene. Jeg er blevet taget af SKAT før, så hvis jeg bliver taget igen, kan jeg ikke spille blondine-dum, som jeg gjorde sidst.... Plus at jeg nærmest bare var et naivt barn på det tidspunkt. Nu er jeg voksen.... eller.... det siger min alder i hvert fald... Jeg ville højst sandsynligt få en dom for socialt bedrageri....

Weekenden har været stille og rolig.

I fredags var vi ude og spise frokost med mine brødre og deres kærester.
Jeg synes det gik rigtig godt. K er meget stille, tilbagetrukket og observerende, når han møder nye mennesker, så han sagde ikke så meget, men han har fuldstændig samme humor som mine brødre og jeg, så vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven. K sagde også, at han havde hygget sig rigtig meget. Det er sjældent, at han kan sidde stille i alt for mange timer ad gangen, men vi sad næsten i 4 timer og det var et godt tegn, sagde han :-)
Lørdag var vi Hr. og Fru. Danmark som var hos slagteren efter røde bøffer og en tur hånd i hånd gennem gågaden. Så stod den på bøffer og lækkert tilbehør på grillen, en flaske hvidvin til deling og tidligt i seng.
Søndag mødte jeg hans søn og vi var på Den Blå Planet, ude og spise og hjem og hygge inden han skulle afleveres hos plejefamilien igen. Bagefter var vi hos en af hans kammerater (og hans kæreste som var på besøg), som jeg har mødt flere gange. Han er helt vildt flink og vi har vildt mange fælles interesser, men han er også en "bad boy", der er mere kriminel end K er. Han havde noget særligt godt amfetamin, som han tilbød. Jeg startede med at sige nej tak, men endte med at tage en lille bitte smule. Det var dog så stærkt og jeg fortrød, at jeg havde taget det, så jeg pudsede næse og dét var dét. K tog dog 3-4 streger og fik en beroligende pille med hjem. Ja, jeg ved godt, det er sygt og forkert og jeg kan ikke retfærdiggøre det overfor mig selv eller nogen andre. Men jeg føler mig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig "hjemme". Jeg kan være MIG! 

Jeg skal være hos psykologen om 45 min....




.

onsdag den 12. august 2015

En dag alene....

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?





.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...