lørdag den 29. september 2012

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...




fredag den 28. september 2012

Energikrævende dag og sociale medier

Mine tanker er stadig meget "all-over", som jeg skrev den anden dag. Idag har jeg lavet 2-3 blog-indlæg i hovedet, men så snart jeg nærmer mig computeren, så er de pist væk.

Jeg har simpelthen været helt drænet for energi her i eftermiddags, fordi jeg havde et ret energikrævende møde i 2 timer med et par terapeuter i formiddags. Så da jeg kom hjem fra mødet gik jeg direkte i seng og sov som en sten i 4 stive timer. Klokken var 19 da jeg vågnede igen og det var kun fordi min hund vækkede mig.

Jeg havde egentlig en aftale med en veninde (hende jeg også har skrevet om her), men da jeg først fik lagt mig i sengen, vidste jeg godt, at jeg ikke ikke ville kunne overholde vores aftale et par timer senere. Jeg var simpelthen for fyldt op i hovedet. Jeg skrev en besked til hende og forklarede det i korte træk hvorefter hun skrev tilbage, at det var helt ok.

Så aftenen er gået med at tulle rundt, snakke i telefon med kæresten (som jeg er sammen med igen-igen-igen-igen) i et par timer og så har jeg ellers bare luret lidt rundt på nettet.


Jeg har oprettet en profil på Pinterest  og jeg skal lige love for at det er en tidsrøver.
Det er heeeeelt vildt!! :-) Men helt vildt sjovt og inspirerende. Jeg kigger for det meste på DIY ("Do-It-Yourself") og får helt vildt mange ideer til ting og sager, jeg godt kunne tænke mig at lave af genbrugsting herhjem til.

Og så har jeg også oprettet mig på Instagram på min Iphone. Det er nu også meget sjovt.
Sjovt at følge med i hvad "folk" render rundt og laver. Bl.a. "follower" jeg Medina. Jeg synes, hun er så sej. Hun laver fed musik og så synes jeg hun virker så jordnær i kraft af, at hun så tit opdaterer alle de medier hun er på (Instagram, Facebook, Twitter), så man kan følge med i hendes liv "back-stage" og se, at hun bare er en normal kvinde som alle os andre.. :-)

Her til slut vil jeg da lige dele mit første billede på Instagram med jer... :-)



Stairway to the sky...

onsdag den 26. september 2012

Flyvske tanker

Jeg har så mange tanker, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

De hvirvler rundt og der er ikke hoved og hale i dem.

De når at forsvinde og blive til nye, inden jeg fanger dem og skriver dem ned.


Familien ...
Kæresten ...
Livet ...
Angst ...
Mening ...
Ensomhed ...
Impulser ...
Selvskade ...
Eksistentielle livsvilkår ...
Behandling ...
Psykologen ...
Intet overskud ...
Søvn, søvn og atter søvn ...
Flødeboller ...
Glæden ved min hund ...
Putte og gemme mig under dynen ...
Måske en ny frisure ...
Skal have en ny hårfarve - gider ikke ligne min mor mere ...
Lydbøger ...
Børn ...
Diagnose ...
Prostitution ...
Zombie-tilstand ...
Eftertænksom ...
Bolcher ...
Fjernsyn ...
Nedrullede gardiner ...

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om de mørke måneder, men nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk bedre kan lide dem end sommeren (selvom jeg elsker at komme sydpå!!!).

Det er dejligt at mærke vinden i håret, masser af varmt tøj på og hygge med stearinlys og nedrullede gardiner.

Dejligt at dufte at efteråret og vinteren er på vej.

Det passer nok godt til mit melankolske sind...

Jeg glæder mig til min længe ventede (1 uge!!!) psykologtid imorgen!!!!




torsdag den 20. september 2012

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!





onsdag den 19. september 2012

Opkald fra min mor

Jeg havde egentlig forventet at hun ville ringe noget før, men hun ringede i eftermiddags.

Jeg snakkede med psykologen den anden dag om, at jeg skulle lave nogle notater til mig selv med, hvad jeg ville sige til hende, når hun ringede. Sådan så jeg ikke blev bragt ud af fatning og så jeg fik "det hele med". Dem har jeg ikke fået lavet, selvom jeg har rendt rundt om mig selv og kigget på den tomme blok flere gange.

Så jeg tog den ikke.

Hun indtalte en besked om, at hun bare lille sige tak for sidst og sludre lidt.

Straks så titter min dårlige samvittighed frem over, at jeg screener hendes opkald. Og hvorfor?! Hvorfor fanden får jeg dårlig samvittighed over det? Måske fordi jeg altid har stået på pinde og nærmest smidt alt hvad jeg har i hænderne, for at ringe tilbage eller tage telefonen hvis hun har ringet.

Hun behandlede mig ad helvedes til den anden dag og alligevel står jeg model til det og får tilmed dårlig samvittighed og føler mig som en dårlig datter.

Jeg havde endda taget en beslutning da hun tog afsted efter besøget om, at jeg ikke ville have kontakt til hende mere. At det ikke ville blive bedre. At hun bare vil have mit gamle jeg tilbage. At hun ikke bryder sig om, at skulle se sandheden i øjnene om, at hun har en syg datter. Nej, hendes datter hun skal bare tage sig sammen og "blive sig selv" igen. Sikke noget vås at hun er syg og hvis hun virkelig er syg, så er hun jo utilregnelig, så alt det hun siger ikke gælder. Skide være med, at hendes datter nu har modtaget intensiv hjælp i 3 år og fortsat har behov for terapi og hjælp til at klare hverdagen.

En af de ting jeg vil spørge hende om er, hvad hendes tanke er med, at jeg skulle tage en snak og "få en afslutning på" med hendes mand. Om det virkelig er hendes mening, at jeg skal give ham en undskyldning. I så fald vil jeg sige til hende, at jeg undskyldte, at jeg havde kaldt ham en psykopat, fordi selve ordet måske var lige voldsomt nok, men udover dét, så mener jeg hvert et ord jeg har skrevet om ham. Og jeg synes stadig det er den største fejltagelse i hendes liv. Og alene tanken om at sidde overfor ham. At snakke med ham. At glo på ham. Føj... Jeg brækker mig næsten.... For ikke at tale om hans børn... Fuck mand!!!

Og så vil jeg spørge hende om, hvorfor hun egentlig har vist mine breve til hele familien. Det glemte jeg at spørge hende om, da hun var her.

Udover dét ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.

Jeg snakkede med psykologen om, at jeg bare ville sige til hende, at jeg fortsat trænger til en pause. At jeg ikke behøver at sige, at jeg ikke vil have kontakt mere.

Men jeg føler bare, at jeg skylder hende en forklaring. Jeg føler at jeg står i evig gæld til hende. Det har jeg altid følt. Hver gang hun har vist at hun elsker mig. Hver gang hun har hjulpet mig med et eller andet. Hver gang hun har beskæftiget sig med mig. Hver gang er min gæld bare blevet større. Måske er det fordi hun altid har brugt "efter alt hvad jeg har gjort for dig"-kropssproget... Ja, og endda også sagt det...

Min morfar havde en sort bog, hvor han skrev ned hvem af hans 4 børn der havde fået hvad. Så for hver 25 øre den ene fik for meget, så skulle de andre have tilsvarende. Måske er det dér hun har det fra. Og måske kan det tænkes, at der er et eller andet fucked up i den side af familien siden min mormor og morfar har 4 børn og de 2 af dem har frabedt sig kontakt til dem... Ja, og de sidste 2 (min mor og moster) er pisse hamrende uvenner...

Fuck en lorte-familie!!!


Og selvom det ligger meget langt nede... Ked-af-det-heden... Så er den der....

Skuffelsen over hende... At jeg ønsker mig en mor... At jeg savner en mor... og desværre er nød til at erkende, at hun ikke er i stand til nogensinde at være eller blive det...

Hun er selv et barn indeni, som stadig er afhængig af hendes egne forældre, selvom hun er
52 år.

Nu har hun så fundet en mand, som kan overtage deres plads.
Nu har de kendt hinanden i 3 år. Er lige blevet gift og så siger hun til mig, at hun først nu... på det seneste... har fundet ud af, at hun elsker ham... fundet ud af, hvad det vil sige at elske...

Jeg sagde: "Ja, jeg vil da så sandelig håbe, at du elsker ham, nu hvor du er blevet gift med ham!!!".....




Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.



fredag den 14. september 2012

Min mor kommer idag!

I forgårs var jeg kørt ud og handle. Da jeg parkerer ser jeg, at min mors bil holder på parkeringspladsen lige bagved mig. Jeg sætter mig straks ind i bilen igen, da jeg opdager det. Så sad jeg dér og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg vente og sige hej? Skulle jeg bare gemme mig i bilen og bare "se" hende? Skulle jeg køre igen?

Af en eller anden grund blev jeg siddende og ventede på hende. Jeg ventede i næsten 45 min. før hun kom ud. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre bestemt mig for, at hvis hun var alene, så ville jeg gå over og sige hej til hende. Det var hun.

Da hun er kommet over til bilen går jeg hen til hende. Hun ser mig og så krammede vi bare uden at sige et ord. Hun græd. Nej, hun hulkede hjerteskærende! Jeg fældede også en tåre. Sådan stod vi i et par minutter uden at sige noget. Jo, jeg sagde, at jeg også savnede hende.

Da det fleste følelser ligesom havde lagt sig stod vi og snakkede og alt og ingenting i en halv times tid. Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme til kaffe idag og det ville hun gerne.

Hun kommer her ved 13:30-tiden.

Da hun gik over mod bilen fik jeg bare sådan medlidenhed med hende. Jeg blev så ked af, at se hvordan hun ser ud. Lidt sammensunket, grå, energiforladt og ked af det. Hun levede helt op, da vi stod og snakkede.

Jeg er lidt nervøs. Har fået støvsuget og den store opvask tog jeg igår aftes. Og så har jeg lige rengjort badeværelset lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil rende rundt og gøre alt perfekt før hun kommer, som jeg plejer. Hun må tage mig og mit hjem som det er.

Jeg ved  ikke hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg vil synes det er mærkeligt slet ikke at snakke om det der er sket, men samtidig ved jeg egentlig ikke rigtig hvad jeg skal sige om det.

Jo, jeg kunne godt tænke mig at sige til hende, at jeg er ked af, at jeg kaldte hende kæreste og nu mand for en psykopat, fordi han har nikket min lillebror en skalle. Måske var psykopat lige i overkanten. Men det ændrer ikke min mening om ham. Og så kunne jeg godt tænke mig at sige til hende, at en personlighedsforstyrrelse og specielt borderline ikke bare er noget hvor man kan tager sig sammen og bestemme, at nu vil jeg ikke have det mere. Min psykolog sagde igår, at det faktisk bliver anset for at være en kronisk sygdom. Sådan havde jeg ikke set på det. Men jeg kan da godt set det, for det er jo ens måde at handle og føle på og selvom det via. psykoterapi og psykoedukation kan ændres til nogle mere hensigtsmæssige handlemåder og tanker, så vil det nok altid være en del af ens personlighedsstruktur.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle gå en tur for ligesom ikke at sidde overfor hinanden og skulle snaaaaaakke. Men det er ikke så godt vejr - koldt, blæsende og regnfuldt - så det er måske ikke lige det man har mest lyst til.

Jeg er nok bare lidt rund på gulvet. Ved ikke rigtig hvad jeg føler omkring det, andet end jeg er rastløs og nervøs, fordi jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå.

Frygten for at selvmordstankerne vælter frem igen, når hun er gået, sidder nok også lige under overfladen, fordi jeg de sidste 2 år har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende.

Psykologen gjorde meget ud af at fortælle mig, at uanset hvad hun siger, så er der ikke noget der er min skyld. Det er hende der burde have været mor og burde have været voksen og den opgave har hun ikke kunne klare. Så uanset hvad hun siger, skal jeg huske på, at min oplevelse af min barndom og af hvad der sker i nutiden er rigtig. Det er rigtigt for mig. At hun ser det på en anden måde og ikke vil se sandheden i øjnene er hendes valg.

Jeg er hverken et dårligt menneske eller en dårlig datter eller et dårligt barnebarn eller en dårlig søster, fordi jeg fjerner mig fra dét der gør mig syg og begynder at tage vare på mig selv og mit eget liv. At jeg mærker hvad der er godt og ikke godt for mig og handler på det...

Wish me luck.....

Puuuh jeg har mærkelige bange og spændte og glade og ked af det-sommerfugle i maven.....


lørdag den 8. september 2012

Jeg bliver bange, når jeg tænker på..

(Skrevet fra mobilen)

- morgendagen og fremtiden.
- at jeg en dag mister dem jeg har kær.
- om jeg begår en fejltagelse med min mor.
- om jeg fortryder, at jeg afbrød kontakten, når min mormor er død.
- hvad der kan gemme sig i mørket, når jeg er udenfor om aftenen.
- at min far nok ikke lever mange år endnu, med den måde han lever på.
- at min hund måske har brystkræft.
- at min hund en dag ikke er her mere.
- om jeg altid vil have det "sådan her".
- at kommunen vil forlange noget af mig.
- at min behandling i dist.psyk bliver afsluttet, fordi jeg ikke bliver "rask".
- om min far stadig tænker på at begå selvmord.
- om jeg skal lide "under" borderline resten af mit liv.
- om jeg ender med at blive meget overvægtig af mit madmisbrug.
- at jeg skal dø en dag.
- at mine forældre ikke vil være her altid.
- hvilke konsekvenser det mon vil have, hvis jeg ikke gør som kommunen siger.
-
-
-
-

torsdag den 6. september 2012

Endnu en familiefødselsdag

Så kom september hvor min ældste lillebror har fødselsdag. 25 år.
Hold kæft, hvor bliver tiden af!?
Jeg kan stadig se for mig, da han som 18 årig (mener jeg han var) kom slæbende med en sportstaske hjem til mig, fordi han var blevet smidt ud hjemmefra af min mor. Sådan flyttede han hjemmefra. Blev smidt ud af min mor og flyttede hjem til mig.

Han ringede her til aften, for at invitere mig. Det bliver holdt på dagen. "Så er du i hvert fald blevet inviteret", sagde han. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, men at jeg lige ville tænke over det. Allerede da han startede samtalen en anelse tøvende, vidste jeg hvad det gik ud på og jeg får det pisse dårligt. Jeg får det pisse dårligt hver gang der er en i familien der har fødselsdag, hvor jeg skal tage stilling til om jeg kommer. Han lød nærmest undskyldende. Han ved godt, at jeg ikke kommer. Det vidste han allerede inden han ringede.

De bliver 16 (tror jeg nok), hvis alle de inviterede kommer. Bare alene tanken om at skulle deltage i noget, hvor der er så mange samlet på ét sted gør, at min mave snører sig sammen. Udover det så kommer min mor og hendes kæreste og min mormor og morfar. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har allerede bestemt mig for at takke nej, jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til ham med det samme. Sidste gang vi snakkede om balladen i familien, sagde han til mig, hvor længe jeg havde tænkt mig at "det her" skal vare. Det samme som at sige, at nu må jeg også snart komme til fornuft. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste hvor længe det skulle vare, for det ved jeg ikke. Jeg kan da ikke sætte tid på, hvornår mine følelser ændrer sig eller hvornår jeg er stærk nok til at kunne være sammen med alle dem, der overdyngede mig med dårlig samvittighed konstant.

Men hvad når de skal giftes? Min lillebror og hans kæreste. Der er ikke blevet friet endnu og så vidt jeg er orienteret, er der ikke udsigt til det foreløbigt, men jeg kan da ikke lade være med at tænke tanken. Min psykolog ville sige, at der ikke er nogen grund til at bruge tiden på at tænke på det nu, hvor det slet ikke er aktuelt.

Jeg har været drænet totalt for energi idag, så jeg havde lagt mig ind for at tage en lur og da jeg vågnede kunne jeg se at han havde ringet. Efter jeg har snakket med ham, har jeg kun fået det endnu værre. Jeg er bare virkelig ked af det indeni i de her dage. Samtalen med psykologen tog virkelig hårdt på mig igår og nu kommer den her lige oveni.

Endnu engang føler jeg mig som det sorte, syge og underlige får af en søster, som lever ude på sidelinien parallelt med resten af familien.... Den følelse kommer hver gang jeg skal sige nej til familie-tam-tam..   



Flødeboller, motion og straf

Var hos psykologen igår. Det var fan'me en hård omgang. Virkelig hård!


Så da jeg kørte derfra, kørte jeg i trance direkte i Aldi og købte flødeboller. Allerede inden jeg var kommet hjem havde jeg spist 2. Og inden jeg gik i seng i aftes, havde jeg spist alle 12 STORE flødeboller. Og chokoladekiks, chokoladesmåkager, en kæmpe tallerken spaghetti med pastasauce, en kæmpe tallerken cornflakes med mælk.


"Aldis Kæmpe Flødeboller er de billigste
flødeboller i denne smagstest, men der er
ikke meget discount over smagen".
Citat: Jyllandsposten

Nogle vil måske sige, at cornflakes med mælk og spaghetti med pastasauce ikke er usundt, men i de mængder jeg spiser, når jeg er i den "tilstand", så ER det usundt!

Jeg lå i sengen og på sofaen hele dagen. Skiftevis sov og så fjernsyn. Jeg kravlede ud af sengen ved 18-tiden, for at gå med hunden og dér tænkte jeg: "Nej, nu kan det fan'me være nok!!". Så tog jeg løbetøjet på. Da hunden havde været ude og tisse fik jeg tændt for fjernsynet. Det skulle jeg så ikke have gjort, for jeg opdagede at det var onsdag og der er der bare så mange gode programmer. Så jeg endte med først at komme ud og løbe ved 22-tiden. Men jeg GJORDE DET! 4,15 km.

Men jeg kan godt mærke, at det ikke er en sund form for løb. Altså løbet i sig selv er sundt nok og jeg overbelaster ikke min krop. Måske skulle jeg ikke have løbet helt så langt igår, men det gik. Det er mere den onde/dårlige samvittigheds stemme inde i hovedet der snakker. Den straffende stemme. Den der siger, at jeg godt kan løbe en runde mere og at jeg fx. skal sulte mig de næste mange dage, fordi jeg har overspist så meget det sidste stykke tid.

Da jeg stod op idag tog jeg også løbetøjet på med det samme. Så snakkede jeg med kæresten, som sagde at jeg skulle passe på med at overtræne, så jeg får skinnebensbetændelse. Så Googlede jeg skinnebensbetændelse og nej, det er bestemt ikke noget jeg har lyst til at få, for så kan jeg SLET ikke løbe. Jeg tror, at fordi jeg pressede citronen igår aftes og løb de 4,15 km i stedet for at holde mig på 3 km gjorde, at jeg "kan mærke" musklen/senen på forsiden af skinnebenet nu. Det har jeg før kunne, når jeg har været inde i en "nu-skal-jeg-dyrke-en-masse-motion"-periode og har løbet hver 2-3. dag, så det er ikke fordi der er noget galt i det, men jeg har bestemt mig for at jeg ikke løber idag alligevel. Jeg vil ikke risikere noget!

Så måske bliver det til en cykeltur.

Dagen er startet ud med en lækker smoothie.

Jeg elsker smoothies!


Men min tankegang er usund!




onsdag den 5. september 2012

Gå nu!

Jeg føler mig virkelig som den største kælling!


Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det forbi med ham, når det inderst inde, er dét jeg har lyst til?!

Hvorfor skal det være så svært for mig, at holde fast i min beslutning?!

Hvorfor kan han ikke bare acceptere, at det er forbi og lade mig være i fred?!

Hvordan kan man være sådan et menneske, der bare har lyst til at såre ham, så han selv går?!

Hvordan kan jeg hade ham det ene øjeblik og elske ham det næste?!

Hvordan kan jeg savne ham og ønske ham langt væk på samme tid?!

Jeg forstår ikke, hvad han ser i mig!
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad nogen ser i mig!








tirsdag den 4. september 2012

Overspisning!!! (-og motion)

De sidste par måneders tid har jeg taget 5 kg på!!!!

Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!

For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..

Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!

Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.

Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!

Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...

På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!

Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.

Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.

Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.

Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...

Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!



mandag den 3. september 2012

Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...