Idag skal jeg til psykologen og have min kontaktperson med.... og jeg er pisse gange for det.... Klokken er nu 04.30 og jeg kan ikke sove mere...
Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....
______________________________________________________________________________________
Punkterne er:
1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)
2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)
3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.
4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)
5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.
______________________________________________________________________________________
Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.
1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.
2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....
3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....
4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.
5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....
Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.
______________________________________________________________________________________
Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.
Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...
Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....
.
Dagsordenen er, at jeg skal fortælle min kontaktperson om mit sande selv - med hjælp fra psykologen....
______________________________________________________________________________________
Punkterne er:
1.) Jeg er en skuespiller!!! .......(Selvom jeg ikke vil være det)
2.) Jeg går ind i rollen som "mønster-klient", så snart nogen træder ind ad døren hos mig.
(Ligesom rollen som escort-pige)
3.) Det er vigtigt, at min kontaktperson ikke taler/fortæller om sig selv.
4.) Hun skal spørge konkret ("lavpraktisk") ind til om jeg har selvskadet siden sidst.
(Alkohol, stoffer og prostitution)
5.) Hun skal holde mig fast i mine værdier.
______________________________________________________________________________________
Jeg har så længe snakket med psykologen om, hvordan jeg oplever kontakten med min kontaktperson og om de problemer jeg har med hende - som er punkterne ovenfor.
1.) Jeg er en skuespiller, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal være sammen med hende. Jeg er ligesom en klump modellervoks, når jeg er sammen med mennesker og de ved det ikke. Jeg ved det ikke engang selv i situationen. Når jeg er sammen med K er jeg én person. Når jeg er sammen med mine brødre, er jeg en anden person. Når jeg er hos psykologen, er jeg en tredje person. Det er fan'me pisse forvirrende, for hvem er JEG egentlig. Sandheden er jo, at jeg ikke ved det. Det er sådan Borderline fungerer. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gøre. Det sker bare automatisk - totalt automatpilot. Jeg går ind i pleaser-rollen med det samme og er ovre i hende.
2.) Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver "mønster-klienten". Men jeg træder ind i automatpiloten og laver kaffe og snakker spændende bøger og interesser med hende. Vi er ikke på det lavpraktiske niveau, hvor vi fx. snakker om hvordan det var, at besøge min mor den anden dag.... eller hvordan det går med kæresten... eller hvordan jeg i det hele taget har det.... Det bliver sådan noget overfladisk pladder, som jeg egentlig ikke kan bruge til noget....
3.) Jeg kan ikke rumme, at hun fortæller om sig selv. For mig er det vigtigt, at hun er et "rent lærred", for når hun fortæller om sig selv, så går min Borderline automatisk ind og analyserer hende og så mister jeg respekten. Fx. så fortalte hun sidste gang, at hendes egen datter har Borderline. Dette har gjort, at hun er malet sort i mit hoved, fordi jeg tænker, at der så må være noget galt med hende. Jeg har snakket med psykologen om, at det ikke behøver, at være hende som er fejlet som mor. Det kan være mange faktorer som gør, at en person får Borderline og det har nødvendigvis ikke noget med moderen at gøre. Hun har også fortalt om, hvordan hun er blevet stemplet som en dårlig mor af kommunen rigtig mange gange. Det bliver man jo ikke af ingenting. Alle sådan nogle personlige oplysninger, vil jeg ikke vide noget om. Det er vigtigt i min relation til en professionel, at jeg ved så lidt om dem som muligt. Det er i øvrigt også stik imod de professionelle principper, at de fortæller om dem selv på den måde. Min forrige kontaktperson gjorde det også. Rollerne bliver byttet om. Jeg går i escort-rollen og bliver terapeuten, som spørger ind til hende og giver hende råd og bla bla bla....
4.) Jeg har svært ved selv, at komme ind på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger ikke pludselig "Jeg tog stoffer i weekenden" eller "Jeg har været ude hos kunder". Hun er nød til at spørge konkret ind. Jeg hader at snakke om mig selv - og specielt hvis jeg er "faldet i" med selvskaden. Her vil jeg kunne bruge hende til, at snakke om hvis jeg fx. har taget stoffer. Det kan jeg ikke fortælle hos psykologen, for hun har direkte sagt, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg er i et misbrug. Stoffer og psykoterapi kommer ikke overens.
5.) Hun skal holde mig fast i, hvordan jeg egentlig gerne vil have, at mit liv skal være. Jeg vil jo ikke have, at stoffer skal være en del af mit liv.... eller være sammen med en kæreste som drikker øl dagligt og som tager stoffer, når lysten lige er der. Jeg er nød til at opbygge nogle relationer, som er sunde for mig - og det er ikke sundt for mig, at omgås mennesker som tager stoffer hele tiden....
Hvad fanden er det egentlig også for nogle professionelle, som taler om dem selv hele tiden. Da jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, der fortalte jeg næsten aldrig om mig selv. Jo, jeg kunne fortælle, at jeg har en hund eller hvad jeg fik at spise igår. Men aldrig personlige ting. Og jeg tænker, at i relationen til en psykisk syg borger, der er det jo endnu vigtigere, at de ikke fortæller om dem selv. Men som de allesammen siger - "Jeg taler normalt ikke om mig selv, men det kan jeg jo godt til dig, fordi du er jo ikke som "de andre"".... eller som min nuværende kontaktperson - hun tror ikke, jeg er syg. Hun mener ikke, jeg har Borderline, fordi jeg ikke er som Borderlinere er flest. Men Borderline viser sig jo på mange forskellige måder og jeg har jo ikke fået min diagnose af DISTRIKTPSYKIATRIEN for ingenting.
______________________________________________________________________________________
Hos psykologen i mandags snakkede vi om, hvordan jeg overhoved ikke kan mærke noget for tiden. Jeg er helt følelsesløs. På nær når jeg sidder hos hende. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, at jeg overhoved ikke har det så godt, som jeg går og bilder mig selv ind til dagligt. Så kan jeg lige pludselig godt mærke, hvor ked af det jeg i virkeligheden er. Så kan jeg godt græde. Men herhjemme der skal en "trigger" til. Fx. at jeg ser en film, hvor jeg bliver ked af det. Men jeg bliver så ked af det, at det er ligesom et bundløst hul. Det bliver så altopslugende, at jeg ikke kan rumme det. Når jeg tænker tilbage på, da jeg var teenager, så var det faktisk sådan allerede dengang. Jeg kunne fx. ikke se en serie, som rørte mig rigtig meget, uden at jeg blev bundløst ked af det. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang som 15 årig, skrev til en psykolog-brevkasse på nettet, fordi jeg tænkte, at det umuligt kunne være normalt at have det sådan. Jeg vidste, at der var noget i vejen med mig - og det viste sig jo også mange år efter, at der var.
Når K siger, at jeg er dejlig... eller at jeg har slået benene væk under ham.... så kan jeg godt høre hvad han siger, men jeg MÆRKER det ikke. Jeg kan ikke mærke det indeni. Jeg forstår det ikke. Jeg er fanme ikke dejlig... Jo, jeg er dejlig, fordi jeg gør en masse praktiske ting for ham... Vasker hans tøj og snakker om de ting, der går ham på osv... Men jeg er ikke dejlig som person... Jeg er ikke dejlig som jeg er. Jeg er for fed.... For dum.... For irriterende.... For mærkelig... For kedelig... For usexet... og en million andre ting... Men dejlig, dét er jeg i hvert fald ikke.... Hvordan kan man elske mig... Jeg er en grim person, som ikke er værd at elske.... Ja, jeg har mit fine lyse hår... og mine "Bambi-øjne" med lange naturlige vipper... og nogle (i mændenes øjne) pæne bryster.... og jeg er god i sengen (hvorfor mon!!!)..... og jeg kan finde ud af, at klæde mig pænt og begå mig socialt.... og alt muligt andet.... Men indeni er jeg en rådden og falsk person...
Og selvom jeg ikke tror på K, når han siger det, så har jeg bare brug for bekræftelsen hele tiden... Bekræftelsen på at han ikke går... At han gerne vil mig... Jeg søger hele tiden efter beviser på, at han ikke går... "Nu har han en masse tøj hos mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu har han flyttet sit køleskab hjem til mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig.... "Han kommer hjem til mig hver dag" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han bliver glad når jeg ringer til ham" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Han har inviteret mig på ferie" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu kommer han med blomster" - så må det være fordi han godt kan lide mig... "Nu vil han lave min terrasse, som jeg ønsker mig" - så må det være fordi han godt kan lide mig... og så videre... Hele tiden....
.
