Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Har det fint alene...

Jeg har på fornemmelsen at mine naboer synes jeg er lidt mærkelig, fordi jeg for det meste holder mig for mig selv indenfor. Jeg har bare enormt dårlig erfaring med tidligere naboer og derfor har jeg svært ved dét med at de allesammen kommer hinanden så meget ved her. Jeg kan ikke gå ud på min terrasse uden at der er nogen der kommer hen og snakker. Det kan også være hyggeligt nok, når jeg har de gode dage, men hvis jeg ligger på en 5'er og nedefter på skalaen, hvilket jeg gør for det meste, så vil jeg helst bare gerne være i fred.

Der er 12 lejligheder i vores "område" og jeg har talt sammen (af dem jeg har mødt), at der i hvert fald er 4 af mine naboer der har et alkoholproblem. Hvordan jeg ved det? Fordi jeg kan se og høre hvordan de laller rundt og jeg har set og lugtet til dem ved flere beboermøder. Det værste er, at der er 1 af familierne hvor der er 3 små børn.  Jeg overvejede i en periode at melde dem anonymt til de sociale myndigheder, fordi jeg jo selv ved hvad det gør ved et barn, at vokse op med alkoholiske forældre, men det er sgu også svært. Jeg undersøgte hvordan man gør og jeg må indrømme, at jeg stadig overvejer det. Som borger har man jo faktisk pligt til at anmelde forældre, hvis man kan se, at børnene lider på den ene eller anden måde. Men det er ikke fordi de ikke har rent tøj på eller ser beskidte ud. Det er fordi jeg kan se på deres adfærd, at de i hvert fald ikke får opmærksomhed nok og der er i hvert fald een af dem, der tangerer til at være aggressiv. Ja, og derudover så er det bare dét med at forældrene drikker.

Men udover alt det, så er de skam flinke nok. Søde og hjælpsomme.

Jeg har prøvet at tage mig sammen til at tage ud og handle siden i torsdags. Jeg handlede efter jeg havde været hos psykologen, for der var jeg allerede ude af lejligheden. Men jeg har ikke kunne komme ud af døren siden. Jeg orker det bare ikke. Desuden har jeg dårligt nogen penge tilbage. Nu skal jeg til psykolog imorgen, så der må jeg handle på vejen hjem og det mad jeg så køber dér, skal holde til på torsdag/fredag til der kommer penge på kontoen igen. Det er utroligt så opfindsom man bliver, når man ikke har nogle penge. Og det er faktisk fint nok at få ryddet ud i skabene og få brugt sit lager, selvom det nu ikke udgjorde noget særligt. Sidder i skrivende stund og spiser spaghetti med tomatsauce, som jeg havde på lager. Smager fint og jeg bliver mæt! :-)

Så weekenden har stået på computerspil, surfe på nettet, sove, spise lidt, gå med hunden og se fjernsyn. Jeg har haft det fint. Hyggeligt. Det er hvad jeg kan overskue, men hvorfor føler jeg mig så så forkert? Så mærkelig fordi jeg bare altid er alene. Fordi jeg foretrækker at være alene. Det er fordi jeg tænker, at det ikke er normalt at have det sådan. Det er normalt at man har lyst til at være sammen med sine venner. "Hænge ud". Tage ud. Sådan har jeg det ikke. (De fleste) Kvinder elsker at shoppe tøj og "ose" med deres veninder. Jeg hader det. Jeg vil bare helst gerne gøre det alene.



Jeg vil faktisk nok helst bare gerne gøre alt alene.....

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!

Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google

Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)

På vej mod afgrunden....

Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!

Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.

Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.

Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.

Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.

Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...

Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.

Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....

Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!




Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.

Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.

Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....

Den svære tryghed...

Måske er det ikke så positivt med kæresten alligevel. Måske prøver jeg bare at bilde mig selv ind at det kunne blive godt. Men sandheden er jo, at jeg aldrig har haft sommerfugle i maven med ham. Når jeg tænker tilbage på sidste gang jeg var forelsket (selvfølgelig i en fyr der gerne ville knalde og ikke kunne bruge mig til andet!), så kan det slet ikke sammenlignes. Overhovedet ikke. Jeg tror egentlig mere, jeg har været betaget eller beruset af, at han synes jeg er det mest fantastiske Gud har skabt (udover hans børn, selvfølgelig).



Jeg er aldrig blevet feteret eller forkælet af nogen kæreste, som jeg er blevet og bliver af ham. Der er aldrig sure miner. Aldrig. Lige gyldig hvad jeg finder på (næsten), så er der aldrig problemer. Hvis jeg skal være helt ærlig, så mangler jeg måske (til tider) også lidt modspil. At han ikke altid føjer mig og bare følger med strømmen.





Jeg tænker også, at med en kæreste burde man have det sådan, at man har lyst til at vise ham frem for hele verden. "Se hvor dejlig han er! Han er min!"-agtig. Sådan har jeg det ikke. Sådan har jeg aldrig haft det med ham. Jeg har ikke lyst til at have ham med til noget, for jeg synes ikke han "passer ind". Han bliver tit opfattet som arrogant, fordi han er speciel. Fordi han har nogle mangler hvad angår det sociale kodeks. Min psykolog mener, at han har underudviklede sociale færdigheder på nogle punkter.

Der er mange gange i vores forhold, at han har overskredet mine grænser i sengen. Ikke rent seksuelt, men mere at han ignorerer/ikke opfatter de signaler jeg sender - hvis jeg fx. tydeligt signalerer at jeg ikke har lyst, så skal han alligevel liiiige presse lidt på og forsøge.  Det er ret svært at forklare. Men det er primært dét der har været med i overvejelserne, når jeg har tænkt på at gå fra ham.

Nogle gange så føler jeg at han nærmest er besat af mig. Jeg vil ikke gå i dybere detaljer om, hvorfor jeg tænker sådan, men nogle gange har han bare kommet med udtalelser hvor jeg har tænkt "WTF!".

Jeg ved det ikke.... eller jo, det ved jeg godt... men det er sgu svært at være alene når man så længe har været vant til at være to...

Tomheden

Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.


Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.


Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.

Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.

Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.

Jeg synes, dette billede beskriver følelsen
af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven!

Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.

Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!

Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".

Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.

Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...

Totalt afkræftet og isoleret

Jeg har overhoved ingen energi i de her dage. Jeg står op når hunden vækker mig fordi den skal ud og tisse. Så går vi en tur. Så hjem, lidt mad, medicin og så en tur på sofaen eller foran computeren. Så ind i seng og sove igen. Så vågner jeg efter 3-4 timer og sidder som regel ved computeren til midt på natten.

Psykologen gik på ferie i sidste uge i 3 uger, og når hun kommer tilbage, så går jeg ned fra 2 gange om ugen til 1 gang om ugen. Det bliver hårdt, tror jeg. I hvert fald de dage hvor jeg har det skidt. Så er der lang tid imellem.




Jeg mødtes med M igår. Det var 3 uger siden vi har set hinanden. Vi gik en tur ved vandet og snakkede. Sad lidt og så ud over vandet og så tilbage igen. Det var rart nok. Han kender mig så godt, at jeg ikke behøver at være noget jeg ikke er. Vi krammede i lang tid da vi sagde farvel. Til sidst var jeg nød til at løsrive mig, fordi jeg begyndte at græde. Han nåede ikke at se det inden jeg sagde farvel. Det var hans velkendte duft og hans arme omkring mig. Jeg længes sådan efter trygheden, men igen kunne jeg mærke at jeg bare ikke har lyst til at være sammen med ham. Selv da jeg lige "tante-kyssede" ham farvel mærkede jeg ingenting. Det ville være så let bare at sige at han kunne gå med hjem og ligge i ske, og det er det han ønsker mest af alt, men det ville være at give ham falske forhåbninger, fordi det kun er et plaster på min ensomhed og ikke fordi jeg har kæreste-følelser for ham....

Idag da jeg var ude at gå tur med hunden, kom der en far, hans to sønner og deres hund løbende med en basketbold. De så så glade ud mens de gik og spillede bolden til hinanden. Han smilede over hele hovedet da han sagde hej til mig. Jeg gik bevidst en rute hvor jeg igen ville gå forbi dem, og denne gang hilste han lidt på min hund og smilede igen. Vi havde øjenkontakt et godt stykke tid og han så virkelig sød ud. Der var ingen tvivl om, at der var flirten i luften. Da jeg gik derfra kunne jeg mærke en spirende sommerfugle-følelse i maven. Den har jeg ikke mærket i flere år. Så jeg gik og tænkte hvor meget jeg savner at flirte... Det var rart at mærke.. Rart at mærke en følelse som er andet end tomhed og depression..


Jeg overvejede at oprette en dating-profil og så tage på nogle dates. Bare for at komme lidt ud og mærke en smule sommerfugle i maven og for at flirte lidt... Men når jeg kigger rundt på de forskellige sider og hvad folk skriver i deres profiler, så får jeg allerede mindreværdskomplekser. "Nå, hvad laver du så?".... "Øhh... Jeg går sygemeldt på 3. år, fordi jeg har knald i låget...."... Og hej hej, så hører eller ser man ikke mere til dem... Men det er jo for helvede ikke min egen skyld, at jeg er syg...

Det kunne være at jeg bare skulle tage ud til nogle kunder... Der får jeg i hvert fald bekræftelsen jeg savner...

Jeg synes det er pisse irriterende at bo i et rækkehus-kvarter, hvor alle kommer hinanden ved konstant. Min overbo er selv psykisk syg og igår da jeg kom hjem fra gåtur med M, stod hun udenfor og snakkede med en af de andre naboer. Så kommenterede hun at mine gardiner havde været rullet ned og hun ikke havde set mig i et stykke tid. Det rager sgu da for helvede ikke alle mulige andre hvad jeg render og laver, og så synes jeg det er pisse irriterende at der er nogen der (føler jeg) holder øje med mig. Hvis jeg kunne, så boede jeg ad h.... til ude på landet. Med en masse dyr og blomster jeg kunne gå og nusse om... Ååårh det kunne være dejligt...

Meget rodet indlæg, men det er hvad der lige går igennem mit hoved nu...