Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Forelskelse!

Det er ret meget noget lort, hvis man bliver små-lun på sin underviser... som i øvrigt er gift og har 2 børn!
Det er desværre nok det, der er ved at ske... eller... det er nok sket...

Sidste gang var vi 3 kursister og psykologen som underviser. Idag var der ikke andre end mig til undervisningen. Undervisning kan det nok ikke kaldes, for det blev mere til et møde om, hvordan Vikon fungerer og hvad jeg ligesom har i udsigt. Og så blev det også til en mere personlig samtale, hvor både han og jeg snakkede. Vi snakkede en del om prostitutionen, hvilket jeg havde enormt svært ved. Specielt fordi han er så sød og charmerende. Han er sådan en man bare har lyst til at åbne sig overfor.

Men jeg kunne også bare mærke min nervøsitet og min sårbarhed, netop fordi hans mening tilsyneladende betyder noget. Det tyggegummi jeg havde i munden, blev helt opløst, så jeg var nød til at sluge det. Jeg var tør i munden og prøvede febrilsk at få lidt mundvand frem, så han ikke skulle se, hvordan han påvirkede mig. Det lykkedes så ikke rigtigt, så jeg endte med at sige til ham, at jeg blev helt tør i munden, hvorefter jeg tog en tår af den kolde te, jeg havde stående foran mig.Tror han smilede lidt. Han sagde ikke noget til det.

Han fortalte også nogle personlige ting om, hvordan han selv var gået ned med stress på et tidspunkt og hvordan han havde haft egen praksis, men havde måtte lukke fordi alt papirarbejdet havde vokset ham over hovedet.

Han spurgte flere gange om, hvordan det var at sidde der og snakke med ham. Jeg sagde til ham, at det egentlig var okay, men at jeg havde det svært med, at han er på min egen alder (+7 år) og at han er mand. Min sidste kæreste var på hans alder. Min nuværende er ældre. Jeg måtte også bide mig i tungen for ikke at sige, at det ville være lettere hvis han havde været en utiltalende mand i 50'erne og ikke en sød og charmerende fyr, som jeg ville prøve at score, hvis jeg mødte ham i byen. Det sagde jeg så ikke... :-)

Men for helvede altså, det er noget lort! Det er ham jeg ser frem til at se, når jeg tager derned. Forstå mig ret, undervisningen og alt det andet er spændende nok, men kommer der lige pludselig en anden underviser, så vil det nok være sværere at komme hjemmefra.... Mildt sagt...

Da jeg kørte derfra ringede jeg til min veninde og lettede mit hjerte. Jeg skulle bare ud med det. Jeg havde gåsehud på armene og ja... "helt oppe og ringe"..... Det er sgu noget fuck!!!

Det er mange år siden jeg har haft det sådan med en fyr. Det var i 2009. Selvfølgelig var det dengang med en fyr, som ikke var interesseret i andet end at bruge mig til sex. Jeg bliver altid forelsket i mænd, jeg ikke kan få eller som kun er interesseret i sex. Jeg har på ingen måde haft det sådan her med min nuværende kæreste... ikke i nærheden af det...

Han sagde også, at han, på vores sidste (og første) møde, havde kunne se på mig, at jeg virkelig havde holdt øje med hans reaktion på, at jeg har arbejdet som prostitueret. Jeg grinede lidt og sagde, om det virkelig havde været så tydeligt. Det havde det åbenbart. Han spurgte så, hvordan han havde reageret, hvortil jeg sagde, at han havde haft totalt pokerfjæs på.

Jeg spurgte ham, om han havde haft andre, som havde arbejdet i prostitution, hvortil han svarede, at det ikke var usædvanligt og at han havde arbejdet med andre, der havde samme "problematikker". Det var ikke noget han havde arbejdet målrettet med, men det var kommet frem i forbindelse med andre ting.

Det lettede lidt, at få det af vide.

Det positive ved det her er, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er helt afsporet hvad angår følelser. At jeg godt kan mærke noget. At jeg godt kan blive forelsket.

Det negative er... udover at det er noget rod... at jeg endnu engang må sande, at jeg på nuværende tidspunkt er i et tryghedsforhold....

Og så kan jeg ellers gå det næste stykke tid og fundere over, om han bare er sød overfor mig på den professionelle måde eller om der rent faktisk er lidt flirt i luften, hvilket jeg tror der er... og hvis der er... hvad så?....tja... så ingenting vel...

Men den her følelse af at være "høj" og en smule euforisk, den kan jeg godt lide... Hvorfor kan det ikke bare altid være sådan... ??

Som min lillebror engang sagde, så er man nød til at have prøvet, at være ked af det, for at finde ud af, hvornår man er glad... eller noget...



-

Til min mor

Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.

Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.

Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.

Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?

Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?

Hvem var det der ikke ville søge hjælp?

Hvem var det, der truede med selvmord?

Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?

Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?

Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?

Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?

Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....

Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.

Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.

Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...

Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.

Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!

Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.

Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.

Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......

Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".

Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....

Maria Mena - Lullaby

mom please tell me what to do 

I'm so disappointed in you, 

you said those words that made me cry 

and you always wondered why 

why I sing my lullaby 

mom please hurry home to me 

I waited up so patiently 

you sit down and you start to cry

but you never ask me why 

why I sing my lullaby 

why I sing my lullaby 

was it my fault 

they lead you in the wrong direction? 

was it my fault they 

didn't show you any affection? 

I show you when I start to cry 

still you always wonder why 

why i sing my lullaby 

mom why love me if you're cold 

you just get bitter then grow old 

ask me when i start to weep 

then I'll tell you in my sleep 

why i sing my lullaby

Selvskade

Jeg har lyst til at være selvskadende i de her dage.

Hvordan kan man sige det?

Hvad er det der gør, at man har lyst til at skade sig selv?

Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er sådan en dårlig person, at jeg fortjener at blive straffet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvordan jeg tænker. Det er bare en følelse jeg har og får indeni. Den kan ikke rigtig forklares andet end en lyst til at nedværdige mig selv.

Og min selvskade - udover overspisning i perioder - er prostitution.
Det er længe siden jeg har været ude hos en kunde. 1½ måneds tid. Fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til det. Alligevel er der den her stemme indeni, der tvinger mig til det.
Det lyder meget skizofrent - det er det måske også...
Det er lidt ligesom den stemme der giver én dårlig samvittighed over, at man burde motionere, spise sundere, rydde op, gøre rent. Den dårlige samvittigheds stemme..... på en måde...

På den ene side så savner jeg det og det hiver i mig for at komme ud og mærke suset, specielt når jeg tænker på det eller læser bøger om emnet fx. Hustler af Odile Poulsen som jeg lige er blevet færdig med at læse for 2. gang. Men samtidig så er der noget der gør, at jeg bare ikke har lyst alligevel...

Det er jo klart et tegn på at jeg er kommet tættere på, at kunne mærke mig selv. Jeg har sjældent været bange når jeg har været ude hos kunder. Jeg har været ligeglad med mig selv. Ligeglad om der skulle ske mig noget. Om jeg døde... tjae... hva så... Nu kan jeg begynde at mærke frygten for at der sker mig noget. At det kunne være en psykopat i den anden ende. Samtidig så er der aldrig sket mig noget i al den tid jeg har gjort det...

Beslutningen om det kører som en pil frem og tilbage mellem skal - skal ikke... Tik tak, tik tak...
Jeg skifter beslutning og mening om det sådan ca. 500 gange om dagen...

Men jeg føler ikke at jeg er helt færdig med det endnu, så det ender nok på "skal"...

Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?

For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?

Sammen igen

Jeg har overgivet mig til hans kærlighed og vi er blevet kærester igen.

Måske ved man bare ikke hvad man har, før man ikke har det længere.

Måske var det min borderline "Gå væk - nej kom tilbage!" svingning der styrede mig.

Måske...

Jeg ved bare, at jeg føler mig tryg igen og det er rart!

Overtalelse

Jeg har virkelig svært ved at holde fast i mig selv. Han bliver ved med at prøve at overtale mig til, at vi skal finde sammen igen. Når han snakker om alle de gode ting, så glemmer jeg alt det negative. Jeg sad og læste min dagbog for det sidste halve år igennem igår, og der står nærmest ikke andet end noget negativt. Allerede ved juletid begynder jeg at skrive om at gøre det forbi med ham.

Det er ligesom at ryge.
Når man sidder med smøgen i hånden - så vil man gerne holde op!
Når man er holdt op - så savner man det!

WTF!

Og han bliver ved med at presse på for at ses. Picnic, sushi, gå-ture og hvad ved jeg...

Han jagter... Jeg flygter...


Jeg tror også han er bange for ensomheden. Han gik direkte fra x-konen og til mig. Han har aldrig prøvet at være alene. Bo alene. Og nu bliver han konfronteret med den nagende ensomhed og alle det ubehagelige følelser man ikke har lyst til at mærke.

Jeg bliver også ved med at tænke, at jeg aldrig finder en mand som kan acceptere alt ved mig som han gør. Han accepterer endda at jeg kører escort og ved hvorfor jeg har brug for det. Han vil bare have mig med hud og hår og alt. Det tror jeg hører sjældenhederne til...

Åhhh....

Påtager mig andres meninger

Det værste ved min borderline er at jeg hurtigt mister mig selv. At jeg med det samme er ovre i andres behov. At jeg påtager mig andres meninger. Beslutninger jeg er 100% sikker på det ene øjeblik, bliver som dug for solen når andre taler "deres sag". Pludselig bliver jeg i tvivl om hvad jeg selv mener og synes lige pludselig at ja, det er da logisk at den anden har ret.

For nogle uger siden gjorde jeg det forbi med min kæreste. Han vil meget gerne have mig tilbage, men jeg har ikke de rigtige følelser for ham mere. Men når han så fortæller hvor meget han elsker mig og remser alle de gode ting ved vores forhold op, så bliver jeg så meget i tvivl om jeg ikke alligevel elsker ham. Når vi så har lagt røret på, forsvinder min tvivl og jeg kan mærke mig selv igen. Jeg bliver bare så hurtigt påvirket af andre.

For noget tid siden læste jeg et eller andet sted, en der skrev noget i retning af, at hun ikke kunne være sammen med flere veninder på samme tid for "hvem skal jeg ligne, når der er flere?!". Min far har fortalt at jeg som lille, ikke kunne finde ud af at lege med flere veninder ad gangen. Det giver lige pludselig mening nu, hvorfor jeg ikke kunne det. For når jeg ikke vidste hvem jeg selv var, og var vant til at kopiere den jeg var sammen med, så var det jo umuligt med flere veninder på samme tid.

Selv som voksen kan jeg godt have det svært ved at være sammen med flere veninder eller venner på en gang. Det sker så ikke for tiden, da jeg overhoved ikke har nogen.

Måske forventer jeg bare for meget af de veninder jeg har, når jeg har nogen. Den eneste veninde jeg har en lille smule har jeg ikke snakket med siden nogle dage efter at jeg gjorde det forbi med kæresten. Det er nogle uger siden nu. Hun var en god støtte i telefonen hvor jeg græd og var i tvivl. Hun mindede mig om hvorfor det er, at jeg er gået fra ham og det gjorde at jeg fandt tilbage til mig selv igen.

Hvis situationen var omvendt og det var hende der var gået fra sin kæreste, så ville jeg som den mest naturlige ting i verden ringe til hende og høre hvordan det gik og om der var noget jeg kunne gøre for hende. Men nej. Jeg har ikke hørt fra hende siden. Er det mig der forventer for meget?

Jeg forventer at andre skal være der for mig, som jeg er der eller ville være der for dem. Er det for meget forlangt?

Og i stedet for at fortælle at jeg er såret, som jeg fx. er nu, så er det nemmere bare at afskrive hende. Det er nemmere at være alene end at blive såret....

Er psykologen træt af mig?

Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.

Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...

Søndags-uro... :-(

Idag har faktisk været en god dag. Eller det har de sidste dage.

Har været hos kæresten siden igår og hele dagen idag har vi lavet have. Jeg elsker planter og blomster. At forvandle et helt uoverskueligt bed fyldt med ukrudt til noget flot, nyplantet og overskueligt.
Jeg glæder mig til det "falder til" og blomstrer op.

Da vi er færdige får jeg det lige pludselig underligt i kroppen. Det begynder i maven. Jeg troede det var fordi jeg ikke havde fået frokost, så jeg spiser en mad. Men det går ikke væk. Det er uro. Angst. Jeg tænker lidt og prøver at mærke efter hvad det handler om. Så slår det mig at det er søndag og pludselig kommer jeg i tanke om hvordan jeg altid hadede søndage da jeg var lille.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde altid angst og uro om søndagen. Om det var fordi jeg ikke havde lyst til en ny uge med mobning eller forventninger - jeg ved det ikke. Men idag er det jo irationelt. Jeg har ikke noget at være angst eller urolig over. Jeg skal ikke noget resten af aftenen og imorgen skal jeg kun til psykolog om formiddagen.

Så hvorfor har jeg det sådan? Jeg ved det ikke, men det er bestemt overhoved ikke rart.. :-(

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....

Børn er som hunde..

Gennem min terapi det sidste halve år, er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan børn egentlig er som hunde.

Man kan gå så grueligt meget igennem med svigt, misbrug, manipulering, udstødelse og andre dysfunktionelle mønstre i familien, og alligevel elsker man sine forældre. Alligevel hungrer man efter deres kærlighed, og det vil man nok altid have et savn efter.

Jeg har læst et sted, at når borderline-lidende starter i psykoterapi så er det som regel alle andre end moderen der er i fokus. For mit vedkommende var det min far. Det var min far der var misbrugeren. Det var min far der havde svigtet. Det var min far der havde valgt os fra til fordel for sprutten og hans egen stædighed. Han havde i hvert fald ikke brug for hjælp.

Når jeg nu kigger tilbage på min terapi de sidste 2 års tid, er det faktisk min mor der har været det største problem. Det viste sig nemlig, at min mor faktisk også var alkoholiker. Jeg vidste da godt, at hun drak for meget, men jeg havde aldrig set hende som alkoholiker. Jeg fik sat spørgsmålstegn ved, hvordan man ved om en person er alkoholiker, og jeg det gik op for mig, at hun passer på dem allesammen. Her er nogle af dem:

- Hun drak mere end de 7 anbefalede genstande for kvinder om ugen.
- Det går og er gået ud over familien.
- Hun er blevet gjort opmærksom på det gennem mange år.
- Jeg og mine søskende har haft mange skænderier med hende om det.

På trods af det, så så jeg hende alligevel ikke som alkoholiker. Jeg var blevet så meget indprentet af min mor og resten af familien, at det var min far der var misbrugeren.

Samtidig så benægtede hun altid at hun havde drukket, så idag har jeg så svært ved at stole på min egen dømmekraft. Jeg fik jo altid af vide, at det jeg fornemmede og troede det var forkert. Hun havde i hvert fald ikke drukket..

Kontakten til min mor

Jeg går gennem en til tider meget svær udviklingsproces for tiden.

Jeg har næsten helt "cuttet" forbindelsen til min mor, hvilket er rigtig hårdt. Jeg bliver syg hver gang jeg snakker med hende eller bare nærmest hører om hende. Jeg får selvmordstanker og bliver rigtig rigtig depressiv. Bare jeg hører hende stemme i telefonen, så ligger jeg under gulvbrædderne af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed jeg overhoved ikke har grund til at have. Det er bare sådan hun altid har manipuleret med mig. Hvis der er nogen der burde have dårlig samvittighed, så er det hende - som mor - der har været medvirkende til at jeg er blevet så syg, som jeg er.

Hun skal giftes her i maj måned og jeg ved at hun har en invitation til mig, men fordi jeg har afvist at mødes med hende, så tør hun ikke at sende den. Mine søskende skal med. Det er kun mig der er "det sorte får". Jeg kan ikke fordrage hendes nye kæreste eller snart kommende mand. Han har været voldelig overfor min lillebror. Min mor var selvfølgelig pisse fuld den aften det skete, så hvor det burde være min mor der trøstede min lillebror, så blev rollerne helt byttet om, så det var ham der måtte trøste hende. Sådan er det og sådan har det altid været i vores familie - rollerne er helt forskruede. De voksne opfører sig om børn og børnene skal være de voksne. Det er bl.a. det jeg har fået borderline af.

Jeg forstår bare ikke at hun ikke smed ham ud på stedet. Hvis jeg havde en kæreste som var voldelig - bare 1 eneste gang - mod mit barn, så var han røget ud på røv og albuer! Men her er det "glemt", fordi han jo har sagt uuuuundskyld. Som om det gør det godt igen?!?!?

Jeg synes der har været noget udefinerbart underligt ved den mand fra første gang jeg mødte ham. Alle andre i familien siger det samme - bag ryggen på min mor og ham. Han kan bl.a. ikke finde ud af at se en i øjnene når han snakker, hvilket jeg synes er pisse irriterende. Han har sådan nogle "tics" som er svære at forklare, og så snøfter han nærmest hele tiden, selvom han ikke er forkølet. Det er bare SÅ irriterende at høre på.

Når min mor er fuld, så laver hun også alle mulige underlige lyde, så de er sgu et kønt par. Den ene lyder som en blæsebælg og den anden nynner med. Hold da kæft et cirkus!

Jeg kan heller ikke forstå at hun vil have mig med. Hele familien ved at jeg ikke kan fordrage ham. Jeg synes det er den største fejltagelse hun er ved at begå, så hvad fanden skal jeg lave til deres bryllup. Jeg vil da være totalt malplaceret. Den eneste grund skulle være for at hun kan sole sig i glansbilledet over at alle hendes børn er samlet, og "se hvilken harmonisk og dejlig familie vi er".... NOT!!!

Til tider savner jeg hende. Men det er ikke HENDE jeg savner. Jeg savner den mor jeg aldrig har haft, og som jeg aldrig kommer til at få. Når jeg tænker på alt det lort hun har budt mig gennem de sidste mange år - bl.a. med hende alkoholmisbrug, hemmeligheder jeg har fortalt hende i fortrolighed som hun så har fortalt videre - ting som jeg IKKE ville have at andre skulle vide, så bliver jeg rigtig gal.

Jeg er i det hele taget fyldt rigtig meget op af vrede til hende. I øjeblikket drømmer jeg næsten om hende hver nat. Jeg skælder hende ud. Råber af hende. Har sågar givet hende en lussing i drømmen. Jeg kan stadig fornemme følelsen i min hånd. Jeg er sikker på at det er underbevidstheden der arbejder, men tit føler jeg mig bare ikke udhvilet når jeg så vågner om morgenen, når jeg har været urolig hele natten. Jeg er flere gange vågnet ved at jeg ligger og skriger eller råber og spjætter med arme og ben. Jeg har også sat min telefon til at optage nogle nætter for at høre hvad jeg siger i søvne, og det er som regel min mor jeg skælder ud eller råber af.

Jeg føler mig så alene. Det er rigtig hårdt nogle dage.

Kan ikke sove

Klokken er nu 05.20 og jeg vågnede kl. 3 og var lys-vågen.
Jeg har allers aldrig haft problemer med at sove. Har til tider kunne sove i døgndrift, og har kunne sove på alle tider af døgnet. Måske er det fordi jeg spekulerer.

Er bange for at jeg er ved at begå en fejltagelse med kæresten. Når jeg ikke er sammen med ham, savner jeg ham, men samtidig har jeg bare behov for at være alene. Uden forventninger. Han siger han ikke har nogen forventninger, og han accepterer mig fuldstændig som jeg er, men jeg føler alligevel at der er forventninger. Man kan vel ikke undgå at have forventninger til en kæreste.

Når jeg er så depressiv som jeg er for tiden, så er det hårdt at være nød til at have masken på, for ikke at vise hvordan jeg er ved at smuldre indeni. Jeg føler ikke jeg kan vise det til nogen. Det er bare noget jeg har det bedst med at være alene om. Jeg har altid været vant til at have masken og smilet på, når der er andre mennesker, så jeg kan ikke finde ud af at være mig selv, når jeg er ked af det, mens der er andre mennesker. Uanset hvem det er.

Når jeg samtidig ikke kan mærke mig selv, er det svært at skulle vise følelser for andre. Specielt en kæreste. Var det bare ham og mig, havde det måske været anderledes, men der er børn i billedet (hans), så det er ikke kun ham jeg skal være "pæn" overfor. Jeg er nød til at være "normal", når de er der. Jeg føler ikke at jeg bare kan ligge og glo tomt ind i fjernsynet og være apatisk, når der er børn til stede.

Jeg føler at jeg smitter dem jeg har rundt om mig med min depressive tilstand. Det må være svært at være sammen med en der har borderline. Som svinger ligesom vinden blæser. At skulle stå på sidelinjen og være magtesløs, når jeg føler det hele ramler om ørerne på mig.

Det kan komme som lyn fra en klar himmel. At jeg lige pludselig ikke føler at livet er værd at leve og at det hele er meningsløst. Hvordan kan man som pårørende undgå at blive smittet af den dårlige stemning og når én man har kær, har det så dårligt?

Jeg er tidligere blevet forladt af en kæreste, som ikke kunne klare det. Der var jeg også dybt depressiv. Måske venter jeg på, at ham her også giver op. Jeg ved det ikke.


.

Kan ikke mærke mig selv

Jeg er forvirret. Kan ikke mærke mig selv. Ved ikke hvem jeg er. Ved ikke hvad jeg har lyst til og hvad jeg ikke har lyst til. Det ene øjeblik har jeg lyst til noget, det andet øjeblik noget andet. Når jeg har taget en beslutning om noget, fortryder jeg den lige efter.

Jeg har brug for ro. Mest af alt ro i mit hoved. Tankerne kører rundt hele tiden. Har dårlig samvittighed over for flere mennesker. Føler jeg er et dårligt menneske. Føler mig ussel.

Føler, at jeg kører de mennesker, jeg har kær, med rundt i min rutchebane af følelser, og føler ikke det er fair, for dem der holder af mig.

De spørger hvad de skal gøre for at hjælpe mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal hjælpe mig selv.

Skal til terapi imorgen. Det bliver dejligt!


.