Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?

For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?