Alt eller intet....

Igen er det alt eller intet.... Vi har været sammen hver dag siden vi mødte hinanden... Jeg har ikke sovet alene en eneste gang... Jeg kunne faktisk godt tænkte mig det... Jeg savner lidt at sove alene... Men jeg kan heller ikke lide at sige det til ham, fordi så bliver han måske ked af det og det kan jeg ikke lide....

Igår kom han med roser... En stor buket langstilkede røde roser...

Han kigger forelsket på mig og fortæller hvordan alle mennesker omkring ham bemærker, at hans temperament er så roligt for tiden... At han overhoved ikke er opfarende, som han plejer at være... Sågar hans chef...

Han fortæller mig, at han ikke vil være kriminel mere... At han gerne vil afslutte de "ting" han mangler... Jeg ved ikke, hvad det er... Jeg tænker, at jo mindre jeg ved, jo bedre... Han siger, at han gerne vil være et bedre menneske, fordi han har mødt mig... At jeg "gør et eller andet ved ham"...

Jeg siger, som jeg gør til kunderne, når de fortæller mig, hvor fantastisk jeg er: "Jamen, jeg er jo bare mig..."....

Han var sammen med sin søn igår. Jeg ved ikke, om han bliver testet for alkohol inden han får lov at tage sønnen med på tur, men i hvert fald, så lugtede han ikke af alkohol, da han kom her...

Det gjorde han senere på aftenen... Så han må have et eller andet gemt herhjemme.... eller små flasker i hans arbejdsbukser eller noget.... Jeg har rendt rundt og ledt, men jeg kan ikke finde noget...
Jeg tror, det er vodka... eller... det tror jeg, det var igår... ellers plejer det at være øl, han lugter af....

Da vi ligger i sengen i aftes efter sex, spørger jeg, om vi så er kærester nu... Ja, det synes han... Han siger igen, at han glæder sig til vores fremtid sammen... Jeg siger det samme...

..... Og nogle gange mener jeg det.... Så har jeg lyst til at "kravle ind i ham".... At sige "Du er dejlig" til ham 10.000 gange i træk....  

..... Og nogle gange, så tænker jeg, at vi ikke har nogen fremtid sammen... Vi har ikke rigtig noget at snakke om... Når jeg prøver at få en samtale igang om et eller andet, lukker den ret hurtigt igen... Med mindre det er om hans søn... Han spørger heller ikke rigtig mig om noget... Det er mig, der er "tovholderen"....

Jeg prøvede at komme lidt ind på dét med alkohol og stoffer... og har spurgt ind til hans forbrug og fortalt lidt om mit stramme forhold til alkohol på grund af min opvækst... Han siger, at han ikke tænker over det... At det jo er meget sjovt med stofferne engang imellem... og alkoholen tænker han ikke så meget over... Nogle dage drikker han øl med kollegaerne... andre gange ikke.... Men det passer jo ikke... Det kan jeg jo lugte... og se... Igår aftes fx. der havde han fået røde øjne - og så lugten...

Jeg tænker egentlig "og hvad så".... Så længe han ikke laller rundt.... og man kan jo ikke mærke det på ham...

Måske skal jeg bare lade være med at over-tænke det, som jeg altid gør...

Det er så dejligt at være sammen med en fyr, som ville pille månen ned fra himlen til mig, hvis han kunne... :-) :-)

Men på mandag stopper det.... For der skal jeg til psykolog igen og så bliver det hele pillet fra hinanden - ligesom det plejer med de mænd, jeg møder...

Hun har været på ferie i en måned og det sidste hun sagde til mig var, at jeg de sidste 4 somre hvor jeg har gået hos hende, altid er blevet selvskadende, når hun er taget på ferie... Som om, at nu er "mor" væk og så kan jeg gå amok... Og det er jo lige dét, der er sket...

Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg ville falde tilbage til prostitutionen, fordi jeg er blevet for bevidst om mønstrene og fordi det er blevet for farligt, efter jeg har fået øjnene op for realiteterne i, hvad det egentlig er, jeg laver - altså tager hjem til fremmede mænd... alene...

Jeg sagde, at jeg ikke vidste med prostitutionen, men alkohol og stofferne var i hvert fald udelukket... Sådan havde jeg det på daværende tidspunkt... Prostitutionen var jeg tilbage i allerede i samme uge og 14 dage inde i hendes ferie, røg jeg i med stofferne og alkoholen... Så ja, sommeren endte åbenbart, som den plejer...

Så nu skal jeg "stå skoleret" på mandag og så skal vi analysere hvorfor og hvordan jeg har mødt K, hvorfor jeg holder fast i ham, selvom jeg godt ved, at jeg ikke burde... Hvordan hans personlighed er udfra hans barndom med svigt og tæsk.... At han er kriminel og så videre... og så lige om hvorfor jeg røg tilbage til prostitutionen, alkohol og stoffer...

Jeg har sagt til hende, at jeg nogen gange ville ønske, at jeg bare kunne "være". At mine forhold bliver ødelagt af at blive analyseret hos hende... og det gør de... De sidste 4 mænd, jeg har kendt, er blevet analyseret til døde hos hende og det ødelægger det hver gang...

Men det bliver jo ødelagt, fordi jeg jo egentlig godt ved de ting, hun gør mig opmærksom på...

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!

Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google

Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)