Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.
Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.
Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?
For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!
Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.
Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?
For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!
