Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

De sidste dage på ferien...

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg synes det er så helt fantastisk dejligt at vide, at I sidder derude og følger med i hvordan jeg har det. Det er så rart at "læsse af" her på bloggen og vide, at der sidder nogle derude som "bekymrer" sig om mig - selvom man ikke kender hinanden i virkeligheden.. Tak fordi I gider læse min blog og kommentere mine indlæg.. Det er jeg SÅ super glad for!!! :-)


Jeg er kommet til en tilstand af ligegyldighed. Jeg gider ikke bruge mere energi på, at prøve at få ham i behandling. Hvis han vil drikke sig ihjel, så må han gøre det. Jeg har brugt rigeligt af mit liv på at prøve at redde mine forældre og nu gider jeg ærlig talt ikke mere.

Han vågnede langsomt op fra sin "kolde tyrker" igår og gæt engang... Så begynder han at drikke igen. Jeg var ved at eksplodere. Jeg ved godt, at han er syg og det er hans medicin. Men han prøver ikke engang. Han sidder bare og drikker den øl op i mit åbne ansigt og lader som om, at vores samtale er fortid. Jeg var og er ved at koge over indeni.

Jeg "passer mig selv" hernede nu. Nu skal de sidste dage bare gå. Der er idag og imorgen og så skal jeg med en bus til lufthavnen imorgen nat. Jeg har besluttet at nyde de sidste dage. Suge al energien fra solen til mig. Nyde lyden af vandet der klukker på stranden. Duften af sololie og den summende lyd af mennesker på stranden. Nyde vandet, når jeg bader og hygge mig med at svømme rundt med dykkerbriller på og udforske havbunden. Kigge på naturen. Indsnuse den friske luft.

Jeg er i min egen "skal" inden i. Jeg er ked af det, det kan jeg tydeligt mærke, men det må vente til jeg kommer hjem til psykologsamtalen på fredag. Det kommer lidt ud, når jeg er på "mit" værelse alene.

Der er faktisk sket nogle aha-oplevelser i forhold til min barndom de sidste dage, hvilket jeg føler, har gavnet min forståelse for mig selv i nutiden. Bl.a. så tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at jeg har vænnet mig til at gå på æggeskaller helt fra jeg var lille. Hvis der var lige så dårlig stemning, når min far kogte brandert ud dengang, som der er nu, så er det fuldt forståeligt at jeg blev psykisk syg. At gå rundt om en tikkende bombe. Han er så uforudsigelig og luften er hele tiden ladet med... hmm... den er bare så anspændt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og jeg tænker, at hvis den er nærmest uudholdelig nu hvor jeg er voksen, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan det må have føltes da jeg var lille. Det er næsten ikke til at bære.

Da jeg kom ind på mit værelse igår aftes kom tårerne også. Det lille barn indeni popper bare op ind imellem og viser hvor ked af det hun er. Det var bl.a. da jeg tænkte over det jeg lige har beskrevet, at jeg fik en helt enormt stor tomhedsfølelse og en følelse af, ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Det lille barn lider. Det lille barn har lidt. Altid. Nu kan jeg mærke det. Det er hårdt, men det er godt. Det er godt, fordi det er det der skal til for at putte min barndom i de rigtige "kasser" i hovedet, så jeg kan komme videre som voksen. Det er dén forståelse af mig selv, som jeg har manglet. Så måske har det været det, der var den højere mening med denne tur. Jeg tror på, at der er en mening med alting og jeg er overbevist om, at det her var grunden til, at jeg skulle på ferie med ham en sidste gang.

For NU har jeg taget beslutningen om, at det er den sidste ferie jeg skal have med ham. Jeg skal ikke på ferie med ham mere, før han evt. er blevet ædru. Jeg har sagt sådan mange gange til mig selv, men denne gang er jeg overbevist. Det bliver aldrig som jeg håber på. Det ender altid med at jeg er ked af det, når jeg tager hjem og jeg vil ikke udsætte mig selv for det mere.

Havde jeg ikke vidst alt det jeg ved om alkoholisme, så er jeg sikker på, at det ville have været meget mere hårdt at være vidende til hans nedtur og nu efterfølgende druk igen. Men jeg ved, at det er fordi han er syg og ikke kan klare det alene. Hans kæreste er nød til at være der som en mor for ham, for han kan ikke klare at være alene. Men det pisser mig stadig rigtig meget af, at se hvordan hun så selv tilbyder ham en øl, køber sprutten til ham og stadig tror på, at han bare kan holde op af sig selv. Hendes naivitet er næsten ikke til at holde ud.

Igår fortalte hun mig, at hun på et tidspunkt derhjemme, har lagt sig ud i garagen for at sove (den er opvarmet), fordi hun ikke kunne få fred for ham. Når han er helt oppe og køre på sprut, så er han ligesom et 3 årigt barn der skal have opmærksomhed hele tiden. Konstant. Man får ikke lov at være i fred i 2 minutter. Når han så endelig falder sammen og sover, så ligger han og roder rundt i sengen. Råber og skriger i søvne og fægter med arme og ben. Den anden aften gik jeg op og kiggede til ham fordi jeg blev nervøs. Der var han faldet ud af sengen og lå nøgen på det kolde marmorgulv og ømmede sig i søvne.

Det gør sgu ondt at se hans forfald og langsomme selvmord....



-

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

Det gik som jeg regnede med...

Så er jeg i Tyrkiet.

Turen gik helt fint. Da jeg var kommet frem, tænkte jeg selvfølgelig, hvad det var, jeg havde været så nervøs for. Det gik "som smurt" og jeg tog hverken beroligende piller eller drak alkohol på turen herned.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi havde næsten 2 timer i bil fra lufthavnen og hen til hans lejlighed, hvor hans kæreste var.

Der er bare altid sådan en akavet stemning mellem min far og mig. Vi er ligesom ikke rigtig på samme "vibrations-niveau" og det er så mig, der bliver nød til at hæve mit, for at passe til hans. Han kan ikke komme ned på mit, for han har ikke roen i kroppen til det. Så det vil sige, at det er meget sjældent vi snakker andet end "small-talk"-agtigt, fordi han ikke kan rumme følelser. Hverken hans egne eller andres. Og specielt ikke mine. Og hvis vi endelig snakker om følsomme ting, så er han meget beruset eller også så kan han kun snakke om det i få minutter ad gangen, hverefter han liiige skal kommentere noget i fjernsynet, på toilettet eller hente noget at drikke.

Det var helt vildt hyggeligt den første aften. Vi var ude og spise lækker mad og vi grinede og pjattede så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Min far grinede også helt vildt. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet ham grine helt nede fra maven, som han gjorde den aften. 

I forgårs var jeg på marked med hans kæreste. Det var også rigtig hyggeligt. Jeg fik købt et par lækre bukser, som jeg både ser okay ud i og føler mig tilpas i - selvom jeg har taget så meget på. Og så kostede de kun 35 kr. :-)

Det har kun været overskyet med regn og torden siden jeg kom. I forgårs aftes tordnede og lynede det så meget, så hele byen blev mørklagt i flere timer. Det var lidt vildt at se byen (eller ikke kunne se den) når alt var kulsort!

Da jeg stod op igår, lå min far på sofaen - han sover altid på sofaen foran fjernsynet, fordi han ikke kan klare stilhed. Der skal være larm hele tiden.

Jeg havde ikke engang sagt godmorgen til ham, før jeg bare kunne mærke (føle) spændingen i luften. Ligesom en tikkende bombe der kan springe hvornår det skal være. Jeg vidste, at han ville springe i luften på et tidspunkt i løbet af dagen og det gjorde han også. En smule om eftermiddagen og om aftenen for fuldt blus!!!

Det var noget så ligegyldigt som hans internet, han tændte helt af over. Han har sådan en trådløs USB-stik som modem ligesom man kan få fra 3 derhjemme. Hernede kan man købe net-adgang (abonnement) for fx. 3 mdr. af gangen. Hans periode udløb så i nat og skulle derfor fornys idag.

Jeg tilbyder at køre ned og gøre det i forretningen. Da jeg kommer derned viser det sig, at der skal laves et helt nyt abonnement hvor man skal bruge sit pas til at oprette det. Derfor er jeg nød til at hente ham og køre med igen for at vise vej.

Jeg har ret meget forstand på computere, så jeg siger, at jeg nok skal ordne internettet igen, så det virker. Det forsøger jeg så, men kan ikke få det til at fungere, på trods af, at jeg VED, at jeg har gjort det rigtigt. Det viser sig så senere, at der åbenbart er sket noget med hans router (den dims der gør at man kan være mange computere på den samme forbindelse), så det var rigtigt nok det jeg havde gjort, men der var flere ting der skulle installeres på ny, som jeg ikke vidste, hvilket han fandt ud af, fordi han til sidst fik en IT-reparatør til at komme og lave det.

I forgårs hentede jeg et nyt anti-virus program til hans computer, fordi det han havde var udløbet. Udover det rensede jeg hans computer på flere andre måder for at optimere den og derved få den til at arbejde hurtigere. Jeg prøvede at forklare ham hvad jeg lavede, hvilket han bare "gryntede" lidt af.

Så igår, da internettet ikke fungerer, går han helt amok og siger, at det er min skyld, fordi jeg har hentet "alt muligt lort" og "bare skal lade hans fucking ting være". Jeg prøver at forklare ham, hvad det er jeg har gjort (IGEN!), men vi ender med at råbe og skrige af hinanden.

Jeg hverken råber eller skriger normalt. Tvært imod så er jeg typen der snakker og prøver at forklare tingene, men fordi han råber af mig, så lader jeg mig rive med og råber af ham.

Han siger noget med, at han ikke kan klare at tingene bliver lavet om og at hvis man bare lader være med at lave om på tingene, så fungerer det altid. Jeg har flere gange fikset hans computer for virus og andet godt, så jeg ved udemærket godt, hvad jeg laver. Men fordi internettet ikke lige virker med det samme, så går han helt agurk.

Inden jeg tog afsted, snakkede jeg med psykologen om, hvordan jeg skulle håndtere det, når det her skete, for det vidste jeg, det ville gøre. Så jeg gjorde det vi havde snakket om - jeg forlod lejligheden. Da jeg skal til at gå, spørger jeg, om jeg må låne bilnøglen (en lejet bil) og han råber: "Ja, men du kan jo for helvede ikke køre hele vejen til Danmark i den!!!!".

Jeg græd! Når han begynder at råbe af mig, så begynder jeg altid at tude. Selvom det er fordi jeg er vred, så tuder jeg. Jeg tuder bare uanset hvad, når det har med ham at gøre. Dét tænder ham endnu mere af, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Så begynder han at sige: "Man kan sgu heller aldrig sige noget til dig" og "du tager fanme altid alting så pisse personligt", osv. Ja, hvad fanden skal jeg ellers gøre? Sætte mig på en stol og tage imod uden at sige noget? Bare give ham ret og snakke ham efter munden? Når jeg protesterer, så ryger han endnu længere op i det røde felt og når jeg siger noget, så hæver han bare stemmen for at overdøve mig med hans beklagelser eller anklager.

Og så projecerer han hans handlemønstre over på mig ved at sige: "ÅÅÅrrrh, du hidser dig fanme altid op!!!". Hvis der er noget jeg bare aldrig gør, så er det at hidse mig op. Jeg råber normalt ALDRIG!

Jeg sagde (råbte) til ham, at han bare skal lade være med at spørge mig til råds eller spørge om min hjælp til hans computer fremover.

Nå, men det ender med, at jeg tager ned og spiser på en restaurant hvor vi altid kommer, så jeg er gode venner med personalet. Han ringer så derned til en af tjenerne. Tjeneren kommer over og kysser mig på kinderne på ordre fra min far, som han har i røret imens - hvilket er min fars måde at sige undskyld på. Jeg får så røret og han siger, at han er ked af det og at ham IT-reparatøren havde sagt, at det altså ikke havde noget som helst at gøre med noget jeg havde downloaded eller gjort på hans computer. Det vidste jeg jo godt og det var det jeg havde prøvet på at forklare ham - FLERE GANGE!!!

Han siger også noget med at vi skal "holde et møde" imorgen (idag), fordi der åbenbart er andre ting han gerne vil snakke om. Han nævnte noget med, at han følte at jeg havde "et horn i siden" på ham. At jeg havde noget indestængt vrede mod ham. Hmm. Ja, det har jeg da masser af, og måske er det fordi han godt ved, at han gør så mange ting der gør mig ked af det, at han lige pludselig siger sådan. Who knows.

Men jeg fortrød (fortryder) virkelig at jeg tog afsted!!
Da jeg kørte fra lejligheden igår, fik jeg flashback til sidste gang jeg var her, hvor han også var gået amok på den måde (kan ikke huske over hvad), hvor jeg også kørte. Det var på nøjagtig samme måde. Hvorfor lærer jeg det aldrig?! Hvorfor "glemmer" jeg altid sådan noget bagefter og bliver mindet om det, når jeg ikke har mulighed for at "flygte" hjem til mig selv?

Jeg kan rigtig godt lide hans kæreste. Hun er sød på mange områder, men hun har et misbrug af pot eller marijuana eller hash eller hvad det hedder. Ja, og min far er alkoholiker og kokain misbruger, så de er et kønt par. Så jeg ved ikke hvad fanden jeg havde forestillet mig? Måske var det barnet inden i mig, der igen håbede, at tingene ville være anderledes. At det ville blive en hyggelig ferie, hvor min far og jeg kunne snakke og "finde hinanden". Men igen - det kommer aldrig til at ske - og det har jeg nu fået bekræftet igen igen igen...

Jeg ville ønske jeg bare kunne komme hjem idag. Men jeg må vente til på mandag (4 dage!!).

Jeg er spændt på at se, hvordan det såkaldte møde kommer til at gå og hvad det er, han har intentioner om, at der skal ske...


-

Jeg skal på ferie...

... på mandag... dvs. om 2 dage!

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk stadig ikke særlig godt for tiden og slet ikke i de her dage!

Min far tilbød, at give mig en billet, så jeg kan komme ned til ham og hans kæreste. Til at starte med sagde jeg ja med det samme. Jeg var egentlig ikke ekstatisk, som jeg plejer at være, når jeg skal på ferie i udlandet. Jeg skulle måske lige vænne mig til tanken.

Jeg har fra start gjort ham opmærksom på, at jeg ikke har nogen penge OVERHOVED. Dvs. han også står for lommepenge. Jeg skal ikke rigtig bruge nogen, da han som regel betaler mad og jeg skal ikke købe tøj eller noget. Men det føles bare ikke rart alligevel, at han skal betale det hele.

Jeg gik i nogle dage og kiggede på billetter, fordi jeg selv skulle bestille den. Jeg ventede på at de faldt i pris, så han trods alt ikke skulle betale for meget for den. Samtidig så gik jeg og seriøst tænkte over, om det overhoved var en god idé at tage afsted. Jeg har altid været økonomisk afhængig af ham og er det på en måde stadig. I terapien har jeg arbejdet rigtig meget med de følelser det giver mig, stadig at være afhængig af ham nu som næsten 30 årig og jeg har arbejdet intenst for at komme ud af det. Jeg er også godt på vej, men der er et stykke endnu pga. lån i banken.

Når han har taget kokain/drukket for meget bliver han tit lidt aggressiv og kan ikke rigtig dæmpe hans følelser, hvilket er gået ud over mig gentagne gange. Når han skælder mig ud (9 ud af 10 gange uberettiget), kommer det som regel op, hvor meget han har hjulpet mig økonomisk, så det gør, at jeg straks kommer tilbage i rollen hvor jeg føler, at jeg står i taknemmelighedsgæld til ham. Hvilket jeg i øvrigt nok altid vil føle, at jeg gør.

Nå, men alt dette skriver jeg, for at give lidt baggrundsviden for, hvorfor jeg kom frem til, at det var en dårlig idé, at tage afsted.

Når jeg tidligere har været på ferie med ham og han er påvirket, er det ikke sjældent, at han kan blive sur/tangerende til aggressiv fx. overfor personalet på restauranter, hvis han føler, at han ikke får ordentlig service. Som regel følger der en smule storhedsvanvid med, når han er påvirket. Alt dette er pænt pinligt for os der er ude at spise med ham. Nogle gange er jeg gået.

Samtidig så kan det være enormt energikrævende at være sammen med ham i længere tid af gangen, fordi han svinger ekstremt meget i humør, har svært ved at slappe af og meget af tiden er "helt oppe i gear". Dette betyder, at jeg næsten aldrig kan slappe rigtigt af i hans selskab.

Nå, men tilbage til billetten. Jeg besluttede mig for, at det var en dårlig idé at tage afsted. Inde i mit hoved og min krop havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg alligevel ikke skulle nogen steder, hvilket egentlig havde givet mig ro indeni igen. Jeg havde planlagt at sige, at jeg havde fået brev fra min sagsbehandler om et møde i løbet af ugen, som jeg ikke kunne melde fra til. Dette nåede jeg så ikke, for da jeg vågner i torsdags, ligger der en besked på min telefon hvor der står, at han har bestilt en billet til mig. Han havde allerede sendt den til min mail. FUCK! Det væltede mig fuldstændig og jeg har haft det små-dårligt psykisk lige siden.

Jeg kan ikke få mig selv til at melde fra. Det er udelukket - selvom jeg alligevel har en lille bitte flig af tvivl. Det vil uden tvivl være det bedste for mig, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre det.

Han har skrevet flere sms'er,  hvor han skriver, hvor meget han glæder sig til jeg kommer. Samtidig så har han lagt op til, at vi "rigtig skal være fulde". Jeg prøver at holde min indre alkoholiker (som min psykolog kalder det) nede og prøver at overbevise mig selv om, at en ferie sydpå ikke er det samme som at gå på druk i en uge, som det hidtil har været.

Åhh... Jeg har egentlig bare brug for, at prøve at komme af med den angst og uro jeg sidder med lige nu og det er derfor jeg prøver at skrive mig ud af det. Det virker desværre bare ikke rigtig.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har angst over. Jeg har rejst tons af gange og også masser af gange alene, men det er faktisk turen derned, jeg har det mest skidt over. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det i mit hoved.

I de senere år er jeg blevet tiltagende angst for at flyve, så måske er det også derfor.

Jeg har tænkt mig at tage én (måske to?) beroligende piller, inden jeg går op i flyet. Det har jeg aldrig gjort før - eller været nød til at gøre før... eller overhoved tænkt på at gøre før. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig oplever den her ængstlighed og uro konstant - også på "normale" dage. Den lurer ligesom i baghovedet/-kroppen hele tiden og det er enormt ubehageligt og energislugende.

Åhh... Jeg ville egentlig nok bare ønske, at jeg ikke skulle afsted. Jeg undskylder hvis jeg lyder forkælet - det er bestemt ikke min mening!! Samtidig, nu hvor jeg alligevel skal afsted, så har de (fanme) lovet regn dernede hele ugen, så det er nok ikke fordi det bliver til specielt mange strandture....

Åhh jeg har det bare skidt. Når jeg læser indlægget igennem, synes jeg egentlig at det lyder enormt rodet. Der er omtrent lige så rodet i mit hoved - og ikke mindst i min lejlighed, som jeg helst gerne ville have ryddet bare en smule op, inden jeg tager afsted.

Min mindste lillebror har sagt ja til at vande mine blomster, hvilket åbenbart var et kæmpe problem for ham, så også her følte jeg mig til besvær. Han havde egentlig også lovet at køre mig i lufthavnen, men det har jeg aflyst, fordi jeg blev "Rasmus modsat" og tænkte, hvis det er sådan et kæmpe problem, så fuck ham - så skal jeg sgu nok klare mig selv. Tak for lort!

Kæresten har sagt ja til at passe hunden, så den skal jeg op med til ham imorgen og så er det meningen, jeg skal sove hos ham og tage toget til lufthavnen tidligt mandag morgen. Som regel så sover jeg ikke rigtigt natten før jeg skal afsted, så jeg ville faktisk hellere bare sove herhjemme...

Åhh for pokker hvor kan jeg bare ikke overskue noget lige nu.....


-