Vil bare være hjemme

Kæresten er på vej og det bliver dejligt. Har det ikke så godt i aften. Kunne mærke uroen da jeg vågnede efter min lur kl. 19. Har tænkt på at tage op til ham hele dagen, men jeg orker ikke at forlade min lejlighed og desuden har jeg ingen penge til at fylde benzin på bilen. Så skrev han, at hans børn var hos vennerne, så han godt kunne komme.

Jeg får det bare dårligt over, at det altid er ham der skal komme til mig. Jeg orker simpelthen ikke at køre op til ham. Jeg føler mig bare mest tryg herhjemme. I min egen lejlighed. I min egen seng.

Nu vil jeg gå i bad og vaske hår. Det er mange dage siden det er blevet vasket, så det bliver rart.

Så står den på filmhygge i sengen. Det bliver dejligt!

Min mors fødselsdag

Min mor havde fødselsdag igår. 52 år.

Jeg har været SÅ meget i tvivl om jeg skulle skrive tillykke til hende på sms. Det har jeg brudt min hjerne med de sidste 3 ugers tid.

Jeg skrev til hende sidste år, selvom vi heller ikke havde kontakt dér.




Jeg snakkede med psykologen om det her den anden dag. Vi snakkede for og imod.
Hvis jeg skrev ville jeg få lettet min samvittighed. Jeg ville føle mig som den gode datter, der ønsker sin mor tillykke med fødselsdagen. Men samtidig, så ville jeg højst sandsynligt få en besked tilbage. Måske bare med et tak og måske med en længere "smøre" (i mangel af bedre ord). Så snart hun ville skrive tilbage, ville jeg få dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, fordi jeg ved hvor ked af det hun er, over at jeg har valgt hende fra. Samtidig så ville jeg føle at jeg så skulle svare tilbage på den besked hun ville skrive til mig, og så er vi allerede inde på "vedholdende kontakt".

Alt dette ville undgås, hvis jeg ikke skrev en besked til hende.
Godt nok ville jeg stadig have det dårligt over det, men jeg ville nok have det mindre dårligt, end jeg ville få det ved at skulle føre en sms-samtale med hende eller hvis hun nu skulle finde på at ringe op.

Så jeg skrev ikke til hende. Jeg var den dårlige datter, der ikke skrev til sin mor på hendes fødselsdag. Jeg prøvede at fortrænge det hele dagen. Men hver gang jeg bevægede mig væk fra computerspillet og måske skulle have et glas saftevand eller gå med hunden eller noget andet, så poppede det op i min bevidsthed og gjorde mig dårlig.

Nu er dagen heldigvis overstået, men kontakten til min mor - eller mangel på samme - er en daglig kamp jeg har inde i mit hoved.

Skal - skal ikke.
For - imod.
Savn - vrede.
... og så videre...

Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?

For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?

Er psykologen træt af mig?

Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.

Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...

Endnu et afbud til veninden

Søndags-uroen endte med et regulært angstanfald. Det har jeg ikke prøvet før. I hvert fald ikke hvor jeg ligefrem begyndte at græde og ikke kunne styre det.

Det var den lille pige indeni der var urolig kunne jeg efterhånden mærke. Jeg begyndte at mærke forladthedsfølelsen jeg havde, da jeg var lille og ikke kunne falde i søvn, men kunne se og høre mine forældre inde i stuen. Jeg holdt altid øje med om lyset var blevet slukket. Hvis det blev det inden jeg nåede at falde i søvn, så fik jeg det endnu værre. Imens jeg skriver dette får jeg en vag fornemmelse af, at jeg faktisk tit spurgte mine forældre hvornår de skulle i seng og håbede, at de sagde, at der ville gå lang tid. Så var jeg beroliget en smule.

Sindet er forunderligt. Tænk at man kan leve i alle de år. Være så mange steder. Møde så mange mennesker. Og så sidde nu og ikke kunne huske noget som helst af det. Jeg ved fx., at jeg har været ude at rejse over 20 gange, men jeg kan stort set ikke huske noget af det. Ikke engang hvis jeg ser billeder kan jeg fremkalde mig det. Det er sgu da mærkeligt....


Nå, men det var ikke dét dette indlæg skulle handle om.

Idag skulle jeg være mødtes med en veninde. Vi skulle have mødtes når hun fik fri her i eftermiddag og jeg kunne som sædvanlig ikke overskue det. Allerede næsten da jeg sagde ja til aftalen for nogle dage siden, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme det, men tænkte at det jo kunne nå at ændre sig. Dagen startede da også med, at jeg allerede planlagde diverse undskyldende beskeder. Egentlig så var det nogle fair grunde jeg havde. Jeg har monster meget allergi. Det klør overalt, næsen løber og er stoppet på samme tid, øjnene er hævede og jeg har tilmed også vejrtrækningsproblemer ind imellem. I den forbindelse lagde jeg cigaretterne på hylden igår morges og hun ryger, så det ville også være lidt af en udfordring.

Jeg endte med at skrive dét og skrev at jeg var virkelig ked af, at jeg sådan gang på gang melder fra og at jeg ikke håbede at hun var alt for sur eller skuffet. Hun skrev tilbage, at det var helt okay og ønskede mig god bedring.

Nu er det så jeg tænker, hvad det er der gør, at jeg ikke har energi til at mødes med hende? Ville det være det anderledes hvis hun nu også var syg? Ja, det tror jeg det ville være. Jeg har aldrig følt at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Fx. så mødes vi altid på cafe ude i byen. Jeg har kendt hende i plus/minus 6-7 år, og jeg har ikke engang været hjemme hos hende 6-7 gange og omvendt.

Sidste gang vi sås, der inviterede jeg hende hjem til mig i stedet for på cafe. Hun kom også, men det var sgu lidt mærkeligt. Jeg kan ikke forklare rigtig hvorfor det var mærkeligt, det føltes bare forkert. Denne gang spurgte hun igen om vi skulle mødes på cafe, så måske brød hun sig heller ikke om det.

Måske har hun svært ved at lukke folk ind, siden hun aldrig inviterer hjem. Det er ikke kun mig (så vidt jeg ved) der mødes med hende ude i byen. Det gør hendes andre veninder også. Jeg ved det ikke...

Jeg har også brugt meget af dagen på at tænke på, hvad hun egentlig giver mig. Ja, jeg ved godt at jeg måske kan lyde som lidt af en egoistisk kælling nu, men hvad er det der gør, at vi har lyst til at se nogle mennesker og ikke andre. Hvad får jeg ud af relationen? Jeg føler faktisk ikke at jeg får noget ud af den. Jo, det er da meget hyggeligt at tage på cafe ind imellem, men det er de eneste tidspunkter vi ses på. Udover det, så laver vi ikke noget og har egentlig ikke rigtig noget til fælles. Faktisk er vi meget meget forskellige.

Jeg kunne bare godt tænke mig nogle veninder jeg kan være mig selv sammen med. Som har lyst til at komme hjem og besøge mig. Som skriver og spørger om jeg ikke lige giver en kop kaffe. Som selv inviterer forbi til en kop kaffe eller noget aftensmad. Som har lyst til at grille hjemme hos mig på terrassen om sommeren. Hvor jeg føler, at de føler sig hjemme i mit hjem. Hvor de ikke spørger, om de må få noget at drikke, men bare selv tager. Hvor man kan lave hyggeaftner i sofaen i joggingtøj og med kærlighedsfilm i dvd'en. Ja, alt muligt. Dét savner jeg.

Nå... Jeg ved ikke... Det var dagens tanker.. Håber ikke det blev alt for rodet... :-)

Kontakten til min mor

Jeg går gennem en til tider meget svær udviklingsproces for tiden.

Jeg har næsten helt "cuttet" forbindelsen til min mor, hvilket er rigtig hårdt. Jeg bliver syg hver gang jeg snakker med hende eller bare nærmest hører om hende. Jeg får selvmordstanker og bliver rigtig rigtig depressiv. Bare jeg hører hende stemme i telefonen, så ligger jeg under gulvbrædderne af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed jeg overhoved ikke har grund til at have. Det er bare sådan hun altid har manipuleret med mig. Hvis der er nogen der burde have dårlig samvittighed, så er det hende - som mor - der har været medvirkende til at jeg er blevet så syg, som jeg er.

Hun skal giftes her i maj måned og jeg ved at hun har en invitation til mig, men fordi jeg har afvist at mødes med hende, så tør hun ikke at sende den. Mine søskende skal med. Det er kun mig der er "det sorte får". Jeg kan ikke fordrage hendes nye kæreste eller snart kommende mand. Han har været voldelig overfor min lillebror. Min mor var selvfølgelig pisse fuld den aften det skete, så hvor det burde være min mor der trøstede min lillebror, så blev rollerne helt byttet om, så det var ham der måtte trøste hende. Sådan er det og sådan har det altid været i vores familie - rollerne er helt forskruede. De voksne opfører sig om børn og børnene skal være de voksne. Det er bl.a. det jeg har fået borderline af.

Jeg forstår bare ikke at hun ikke smed ham ud på stedet. Hvis jeg havde en kæreste som var voldelig - bare 1 eneste gang - mod mit barn, så var han røget ud på røv og albuer! Men her er det "glemt", fordi han jo har sagt uuuuundskyld. Som om det gør det godt igen?!?!?

Jeg synes der har været noget udefinerbart underligt ved den mand fra første gang jeg mødte ham. Alle andre i familien siger det samme - bag ryggen på min mor og ham. Han kan bl.a. ikke finde ud af at se en i øjnene når han snakker, hvilket jeg synes er pisse irriterende. Han har sådan nogle "tics" som er svære at forklare, og så snøfter han nærmest hele tiden, selvom han ikke er forkølet. Det er bare SÅ irriterende at høre på.

Når min mor er fuld, så laver hun også alle mulige underlige lyde, så de er sgu et kønt par. Den ene lyder som en blæsebælg og den anden nynner med. Hold da kæft et cirkus!

Jeg kan heller ikke forstå at hun vil have mig med. Hele familien ved at jeg ikke kan fordrage ham. Jeg synes det er den største fejltagelse hun er ved at begå, så hvad fanden skal jeg lave til deres bryllup. Jeg vil da være totalt malplaceret. Den eneste grund skulle være for at hun kan sole sig i glansbilledet over at alle hendes børn er samlet, og "se hvilken harmonisk og dejlig familie vi er".... NOT!!!

Til tider savner jeg hende. Men det er ikke HENDE jeg savner. Jeg savner den mor jeg aldrig har haft, og som jeg aldrig kommer til at få. Når jeg tænker på alt det lort hun har budt mig gennem de sidste mange år - bl.a. med hende alkoholmisbrug, hemmeligheder jeg har fortalt hende i fortrolighed som hun så har fortalt videre - ting som jeg IKKE ville have at andre skulle vide, så bliver jeg rigtig gal.

Jeg er i det hele taget fyldt rigtig meget op af vrede til hende. I øjeblikket drømmer jeg næsten om hende hver nat. Jeg skælder hende ud. Råber af hende. Har sågar givet hende en lussing i drømmen. Jeg kan stadig fornemme følelsen i min hånd. Jeg er sikker på at det er underbevidstheden der arbejder, men tit føler jeg mig bare ikke udhvilet når jeg så vågner om morgenen, når jeg har været urolig hele natten. Jeg er flere gange vågnet ved at jeg ligger og skriger eller råber og spjætter med arme og ben. Jeg har også sat min telefon til at optage nogle nætter for at høre hvad jeg siger i søvne, og det er som regel min mor jeg skælder ud eller råber af.

Jeg føler mig så alene. Det er rigtig hårdt nogle dage.

Kan ikke mærke mig selv

Jeg er forvirret. Kan ikke mærke mig selv. Ved ikke hvem jeg er. Ved ikke hvad jeg har lyst til og hvad jeg ikke har lyst til. Det ene øjeblik har jeg lyst til noget, det andet øjeblik noget andet. Når jeg har taget en beslutning om noget, fortryder jeg den lige efter.

Jeg har brug for ro. Mest af alt ro i mit hoved. Tankerne kører rundt hele tiden. Har dårlig samvittighed over for flere mennesker. Føler jeg er et dårligt menneske. Føler mig ussel.

Føler, at jeg kører de mennesker, jeg har kær, med rundt i min rutchebane af følelser, og føler ikke det er fair, for dem der holder af mig.

De spørger hvad de skal gøre for at hjælpe mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal hjælpe mig selv.

Skal til terapi imorgen. Det bliver dejligt!


.