Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



- 

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

På vej mod afgrunden....

Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!

Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.

Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.

Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.

Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.

Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...

Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.

Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....

Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!




Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.

Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.

Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....

Tomheden

Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.


Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.


Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.

Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.

Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.

Jeg synes, dette billede beskriver følelsen
af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven!

Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.

Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!

Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".

Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.

Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!

Livets meningsløshed

Jeg kan slet ikke hive mig selv op for tiden. Jeg er suget for livskraft, gå-på-mod, fighter-ånd og alt hvad der ligner. Jeg har lyst til at ligge i sengen hele dagen. Orker ikke de mindste ting. Spiser alt for meget og alt for usundt. Nærmest tvangsmæssigt. Mere mad, mere mad, mere mad... Til jeg nærmest brækker mig. Det føles rart at mærke at maven er fyldt.

De sidste dage eller den sidste uges tid har mine tanker kredset om selvmord. Jeg ved bare, at jeg ikke tør alligevel. Jeg har aldrig været i nærheden af at være tæt på. Jo, en enkelt gang hvor jeg var gået igang med at drikke en flaske rom og skrive afskedsbreve, for herefter at ville tage alle mine piller. Det nåede dog ikke så vidt. Jeg ringede til min far i min brandert og han tilkaldte politiet, som kom og kørte mig på psyk. skadestue. Dagen efter blev jeg udskrevet igen. Flot!

Jeg kan ikke overskue noget som helst. Der er mange ting jeg kunne lave i min lejlighed. Min have. Gøre rent. Vaske tøj. Bla bla bla.

Det er hårdt i terapien for tiden. Jeg kan virkelig mærke min vrede til min mor. Jeg er så gal at jeg får kvalme nogle gange. Jeg er overbevist om at jeg aldrig vil have kontakt til hende mere, selvom det gør pisse ondt at tænke på.
Hun blev gift i weekenden, og jeg var den eneste af hendes børn som ikke var med. Det sorte får, som ikke bare stryger hende med hårerne. Jeg har fået af vide, at hun ikke turde at sende invitationen af frygt for min reaktion. Hun er åbenbart bange for mig. For min reaktion. Hun ved ikke hvordan hun skal tackle mine verbale udbrud. Så er det også lettere at stikke hovedet i busken og omgive sig med mennesker der ikke brokker sig eller sætter spørgsmålstegn ved hendes nye mand eller hendes livsførelse i øvrigt.

Åhh.. Mit hoved er fyldt med ord og alligevel kan jeg ikke få ordene ned på skrift. Jeg er fyldt og tom på samme tid. Jeg er bare træt af at skulle kæmpe hver eneste dag. Kæmpe for at stå op, gå i bad, købe ind, gøre rent, og alt muligt andet meningsløst.

Livet er i det hele taget meningsløst. Depressionen og selvmordstankerne er der konstant - også på de såkaldt gode dage. Tænk hvis det skal være sådan her resten af mit liv... Puuuh en tanke...