Viser opslag med etiketten eftertænksomhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eftertænksomhed. Vis alle opslag

tirsdag den 20. maj 2014

Jeg har været på date i aften :-)

Ja, det har jeg :-)

Det var en fyr, som jeg har skrevet med gennem en datingside. I sidste uge så jeg en udsendelse, hvor siden Sugardaters.dk blev omtalt. Så blev jeg nysgerrig og oprettede en profil i fredags.

Konceptet kan man vist meget vel kalde "gråzone-prostitution", da det er noget med at finde en såkaldt "Sugardaddy".

Wikipedia står der:

"Sugar daddy is a slang term for a man, who offers to support a typically younger woman or man after establishing a relationship that is usually sexual"

På dansk:

"Sugar daddy er en slang betegnelse for en mand, der tilbyder at støtte en typisk yngre kvinde eller mand efter at have etableret et forhold, som normalt er seksuelt"


Med andre ord - det er prostitution i en pæn indpakning :-)

Anyway.... 

Vi havde ikke aftalt noget som helst andet, end at vi skulle ud og spise. Der var ikke noget som helst seksuelt indhold, ingen flirt eller noget af seksuel karakter i vores mail-korrespondance. Selvfølgelig ved jeg godt, at der jo nok ligger en forventning om et eller andet, når man har fundet hinanden på sådan et site, men jeg havde planlagt, at det bare skulle være en hyggelig aften - ingen sex eller kys eller noget som helst - og det var der jo heller ikke blevet lagt op til.

Han havde booket bord på en fancy restaurant. Formel B som har fået Michelin-stjerner eller stjerne - kender ikke rigtig til det dér med de stjerner - men så skulle det jo efter sigende være godt!

Nå, men det er egentlig ikke daten jeg vil fortælle om, andet end at den gik rigtig godt. Maden var skøn - jeg blev mega forkælet og han var rigtig sød. Vi havde vildt mange ting til fælles, så der var ingen såkaldt pinlige tavsheder.

Efter maden gik vi en tur og der kom vi naturligvis til at snakke om konceptet på siden. Det viste sig i løbet af aftenen, at han var gift. Det havde han ikke skrevet noget om, så det kom faktisk som noget af en overraskelse. Ikke at det overrasker mig voldsomt, for de kunder jeg normalt besøger som escortpige er sjældent singler. Det var mere dét med, at han slet ikke havde nævnt det.

Men altså - han søgte selvfølgelig en at "hygge sig med". Aka. en elskerinde/bolle-ven eller hvad vi nu skal kalde det. Han havde svært ved at definere det, når jeg spurgte ind til det, men betalingen ville så være hyggelige aftner med middage/koncerter/teater/kunstudstillinger - eller whatever - efterfulgt af en såkaldt "fræk dessert". Jeg kunne også godt få penge udover det.

Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg ved allerede, at det bliver et nej til det seksuelle, men jeg vil sige, at jeg gerne vil være en veninde, hvis han "mangler" en at gå ud med. Det var noget med at konen havde en kronisk fysisk sygdom som gjorde, at hun dårligt kan bevæge sig og er konstant plaget af smerter. Hvilket så også har forårsaget en depression. Derfor gav han udtryk for, at det ikke kun var det seksuelle, som han var ude efter, men at han også bare savnede en/nogen at have en hyggelig aften med fx. middag, en tur i byen, biografen eller whatever.

Han sagde, at det også bare kunne være hyggeligt, at ses til en middag eller noget - uden noget sex - fordi vi havde mange fælles interesser og havde nogle meget interessante samtaler. Det havde vi også, men om han mente det med at ses uden sex, er jo ikke til at vide, men han virkede sådan.

Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at jeg ringede til min far på vejen hjem. Han havde ringet. Jeg havde fortalt ham for nogle dage siden, at jeg skule på date og at vi skulle spise på den her fine restaurant.

Han spurgte så til, hvordan det var gået og nævnte, at det da var en dyr restaurant. Ja, regningen blev omkring 2300,- kunne jeg se, fordi jeg skævede diskret til den.

Så fortæller jeg, at han ikke havde "fået noget" og at vi ikke havde aftalt noget om, at jeg skulle "betale" med sex. Min far ved godt, at jeg arbejder i prostitution.

Det jeg så studsede over var, at han sagde:

"Jamen - en mand inviterer da ikke en kvinde på sådan en fin restaurant, uden at han forventer, at han  får "noget på den dumme"...." 

Jeg vil ikke sige, at han bebrejdede mig, at jeg ikke havde "givet ham noget", men tonelejet og hans ord vidnede om, at han synes, at jeg havde taget røven på ham her. 

Hmm.... Det var først bagefter, jeg lige fik tænkt en ekstra gang over dét han sagde....

Er det virkelig rigtigt, at der ikke er nogen mænd, som vil invitere en date eller en kvinde ud og spise, uden at han skal have en modydelse i form af sex eller "anden kønslig omgang end sex"?

Jeg ved godt, at han da selvfølgelig havde håbet på noget. Det gav han også udtryk for, uden at sige det direkte, men der var jo ikke blevet snakket eller skrevet om det. Havde vi nu skrevet om det i mails'ne, så havde jeg kunne sige nej tak, hvis jeg ikke ønskede, at der skulle være noget seksuelt over det. Men jeg synes ikke, at han automatisk kan forvente en "belønning" i form af sex, fordi han selv har valgt, at invitere mig ud. 

Jeg synes bare, at det virkelig afspejler min fars syn på kvinder. Altså - det er jo sådan han er, men der er da ikke noget at sige til, at jeg har fået et forkvaklet forhold til mænd og sex, når min egen far siger, at man ikke kan invitere en kvinde ud, uden at man forventer, at man får en "belønning" bagefter. 

Udover det, så har han også haft en vist forbrug af prostituerede selv, men at høre ham sige lige netop dén sætning, siger jo alt om, hvordan hans forhold til kvinder er. 

Jeg fik bare en masse tanker i hovedet efter samtalen med ham, at jeg lige måtte have det ud. :-)



Udover dét, så skal jeg op og besøge ham imorgen og overnatte til dagen efter. Det bliver hyggeligt og jeg glæder mig til at se ham... :-)

Og min mor er gået i behandling for sit misbrug idag!
- Ja, fan'me så!

Hun har selv henvendt sig på Lænken idag og bedt om hjælp.
Idag har hun været til forsamtale hos en psykolog og så skal hun derned igen imorgen og snakke med en læge (højst sandsynligt en psykiater) og der deltager den omtalte psykolog også. Så har hun, til at starte med, fået foreløbig 2 psykolog-samtaler over de næste 2 uger.

I telefonen blev hun ved med, at forvisse mig om, at hun mener det denne gang. At hun ikke giver op, før hun er "kommet ud på den anden side" og har fået styr på sit liv igen og "fundet sig selv igen". 

Det lyder jo lovende, men det er svært bare at tro på, når man har hørt det så mange gange. Jeg skal (desværre) se det, før jeg tror det. Det tror jeg også godt, hun er klar over.


En noget begivenhedsrig dag, må jeg sige! :-)





-



torsdag den 28. februar 2013

Madmisbrug og tanker om forhold...

Det er ikke fordi, det går godt, at jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg kan bare ikke tage mig sammen til, at få sat mig ned og sætte ord på, hvad der sker i mit hoved.

Jeg har taget 5 kg på de sidste par måneder og det fortsætter. Jeg kan simpelthen ikke holde op med at fylde i hovedet og jeg magter ikke endnu et vægttabs-projekt. Jeg er så træt af enten - eller. Enten så fylder jeg i hovedet eller også så kører jeg streng kaloriekontrol og motion for fuld skrue. Jeg orker det ikke.... Samtidig så synes jeg jo ikke det er fedt at være fed. Overhoved ikke!!! BMI'et siger 26,2 lige nu. For blot nogle måneder siden vejede jeg 10 kg mindre. Hvorfor gør jeg det gang på gang!!!??? Jeg er så stolt og glad, når jeg har tabt mig og mit tøj sidder pænt og jeg ikke behøver gemme mig i lag på lag og store bluser. Og nu er jeg bare bvaaadr igen. En fed grim ko!! Udover det så var jeg til frisøren for nogle uger siden, for at få klippet spidser. Det blev så lige 5-10 cm for kort. Det var en ny frisør og han gjorde alt for at overbevise mig om, at jeg skulle have noget frisure, i stedet for mit tjavsede og (ifølge ham) kedelige lange/halvlange hår. Så da han havde klippet spidserne og jeg godt kunne se, at han langfra havde fået nok af det ødelagte hår med, så sagde jeg "fuck det... bare klip lortet" og så fik jeg pagehår i stedet. Jeg er ved at have vænnet mig til det nu, men jeg savner stadig det gamle... Det vokser ud igen, det ved jeg godt og det er også mit "motto", men lige nu der savner jeg det bare... Og så lægger det lige lidt mere på "jeg-er-grim-og-fed"-kontoen.

Jeg gjorde det forbi med kæresten (igen igen... for 117. gang) forrige mandag (16 dage siden) og holder fortsat fast i min beslutning. Han har flere gange spurgt om vi skulle ses til en kop kaffe eller noget, men jeg bliver ved med at sige nej, for ikke at falde i trygheds-fælden. Han bliver ved med at sige, hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil stoppe med at elske mig. Han skrev sågar den anden dag og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. 2 gange. Det siger lidt om, hvor meget han elsker mig. Men jeg er kold. Eller jeg føler mig kold. Det rører mig ikke. Jeg savner ham ikke. Jeg savner ham nogle gange - meget meget kortvarigt - om aftenen når jeg skal i seng. Men ikke på nogen som helst andre tidspunkter. Og det piner mig egentlig lidt, for hvis jeg beskriver hvordan han behandler mig, så vil enhver kvinde sige, at jeg må være sindsyg. Han er den største og kærligste gentleman og hvis følelserne var der, ville han være den bedste kæreste. Men hvorfor kan jeg ikke mærke det indeni?? Hvorfor savner jeg ham ikke? Hvorfor græder jeg ikke over det?

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om en underviser på Vikon (her), som jeg følte mig små-forelsket i. Jeg har ham ikke som underviser mere, så det er ligesom væk nu, men dér mærkede jeg suset. Der kunne jeg mærke boblerne i maven og jeg var små-høj, når jeg kørte hjem derfra. Sådan har jeg aldrig haft det med ham og det er min overbevisning, at jeg heller aldrig får det nu.... Jeg mener, hvorfor skulle det komme lige pludselig efter 1½ år, hvis det aldrig har været der.... Men for helvede... Hvorfor kan jeg ikke bare få det!!!???
Han har endda iværksat, at han selv skal til at gå i terapi og måske også en pårørendegruppe. Både i forhold til mig, men specielt i forhold til ham selv. Hans måde at tackle mig på og hans måde at reagere på. Blandt andet. Det er jo i sig selv også en kærlighedserklæring. Han giver simpelthen ikke op og jeg fatter det ikke!!




søndag den 16. december 2012

Tanker om modløshed, energimangel og at få ordnet praktiske ting

Jeg var til psykiater for et par dage siden. På trods af at han er lidt af en mærkelig snegl, så lader han til at have ret meget styr på medicin. Min psykolog siger også, at han har meget viden om medicinsk behandling af bipolar lidelse. Jeg er nu blevet startet op på Seroquel Prolong, som er en langtidsvirkende pille, som skal tages én gang i døgnet.

Jeg er spændt på at se, om jeg kan mærke nogen virkning om en måneds tid. Jeg har læst mig frem til, at der er mange der tager meget på af den medicin. Det er nok det jeg frygter mest. Specielt fordi jeg i forvejen (for tiden) spiser som et svin - rent ud sagt. Jeg fylder i hovedet. Har jeg ikke noget sødt indenfor rækkevidde, kan jeg gå helt "kold". Jeg har tænkt på, om jeg måske er blevet sukkerafhængig... eller også så er det bare kroppen der skriger efter et sukkerchok eller et skud energi.

For energi det har jeg absolut intet af. Jeg tager mig selv i, at gå og undre mig over, hvorfor jeg hele tiden har den her grundlæggende følelse af modløshed.... og energiløshed.... "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og gøre dit og dat?". Når jeg vågner om morgenen, så kan jeg godt slå øjnene op og tænke: "Idag skal jeg have tømt nogle flere flyttekasser" eller tage opvasken, eller få sat en tøjvask over og så videre.

Så går jeg med hunden og allerede dér ebber energien ligesom ud. Jeg når bare ikke længere end at komme hjem igen efter turen og glo rundt i min rodede lejlighed og tænke "fuck det... jeg orker det ikke". Så tager jeg klapper for øjnene (forestil dig sådan nogle som heste har på, når de rider i byen), så jeg ikke ser det og sådan går det bare dag efter dag. Jeg magter det simpelthen bare ikke.

Kæresten kom igår og har været her til idag midt på formiddagen, hvor han skulle afsted på arbejde. Mens han gik og lavede mad igår, så fik jeg lige pludselig energien til at vaske mit stuegulv færdigt. Jeg vaskede køkkengulvet i sidste uge, da jeg var små-manisk, men gik kold og så har spanden med det beskidte gulvvand bare stået i entréen lige siden. Så jeg fik vasket gulvet et par gange i stuen og soveværelset fik også lige en tur, mens jeg lige havde energien. Det skal lige siges, at det altså er meget små arealer vi snakker om, så det tager vel max. 10 min for "begge gulve" og så gang det med 2 for at få alt snavset væk. Det er flere måneder siden jeg har vasket det, så det er en helt fantastisk følelse, at glide hen over gulvet på strømpesokker. Jeg klapper mig selv på skulderen. Yes - jeg fik udrettet noget.

Men hvorfor er det, at jeg altid kun får lavet noget lige før eller mens jeg har gæster. Jeg har snakket med psykologen om det og samtalen bliver ledt hen på, at jeg kun gør noget for andre og aldrig for mig selv. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for mig, at gøre mig selv glad ved at få ordnet tingene, som jeg går og dunker mig selv oven i hovedet med. Det er mest gæsterne jeg tænker på. At de ikke skal se hvor beskidt jeg bor (kan bo), når jeg bare er mig selv. Gudskelov så får jeg da lidt besøg ind imellem, for ellers ville der sgu da godt nok ligne en svinesti. Aj, så slemt ville det nok ikke blive, men hvorfor kan jeg aldrig få gjort tingene hen ad vejen, i stedet for at det altid først er, når jeg virkelig ikke kan holde ud at se på det mere, for når jeg endelig får det ordnet, så får jeg det jo godt. Det er jo rart, når toilettet skinner og der ikke ligger støv på hylderne og opvasken ikke fylder hele køkkenbordet...

Hvordan gør du?
Kan du genkende det jeg skriver og hvis du kan, så fortæl endelig hvordan du får samlet energien til det...

På et tidspunkt lavede vi et skema i terapien. Et dags-skema. Stå op kl.... Gå i bad kl... Spise morgenmad kl... Medicin kl... og så videre... Jeg har også prøvet at lave et skema over rengøringen, så det er fordelt ud, men alligevel kan  jeg bare ikke "tage mig sammen" og jeg får det ikke gjort.

I øvrigt så har jeg funderet en del over forskellen på "at tage sig sammen" og "ikke kunne magte". Hvornår er det hvad?! Hvis jeg siger, at jeg ikke kan tage mig sammen, så lyder det som om jeg bare er doven. Men at sige at jeg ikke magter noget... tja.. jeg ved sgu ikke... Så er det i hvert fald noget andet end dovenskab...

Lige for at vende tilbage til meningsløsheden. Måske er det stadig bare depressionen der "har magten" over mig. Men så tænker jeg bare - bliver det så nogensinde bedre? Hvis vi ser bort fra de hypomaniske/maniske episoder jeg har ind imellem, så synes jeg generelt bare, at jeg er depressiv det meste af tiden og sådan synes jeg det har været i mange år.

Jeg er ved at kaste op, når jeg læser om at tænke positivt og alt det der halløj... og tro mig, jeg har en hel bogreol fyldt til randen med selvhjælpsbøger, så jeg har læst min kvote af det. I de perioder hvor jeg så rent faktisk har læst om sådan noget, så går det over og bliver en form for manisk periode. Så bliver jeg næsten ligesom Moses Hansen, der skal prædike alle de positive budskaber ud til alle mulige og så falder jeg med et brag igen lige pludselig. Det er sgu da ikke til at holde ud. Det er enten Satan eller Jesus. Altså jeg mener, fra den ene yderlighed til den anden.

I øjeblikket er det næsten ubærligt med alle de følelser der raserer i mit hovedet. Det er fuldstændig som en tornado og mange gange i døgnet har jeg tankerne om, at det for helvede bare ville være lettere at tage billetten. Men jeg er alligevel for meget af en kujon til at turde og alligevel - nogle gange, så kan jeg godt blive lidt skræmt over mig selv.

Paradoksalt nok så tænkte jeg over det med rent faktisk at dø den anden dag. For nogle år siden blev jeg opereret for celleforandringer i livmoderhalsen. Herefter skal man årligt eller halv-årligt have taget en prøve, for at se om der er kommet nye celleforandringer. Sådan en test har jeg fået taget for nogle uger siden og nu går jeg og venter svar. Så slog det mig den anden dag, at jeg egentlig hele tiden har tænkt, at det ville være en befrielse, at få en dødelig sygdom og at jeg ikke vidste om jeg ville tage mod kemo og så videre, hvis jeg rent faktisk fik livmoderhalskræft. Men nu kommer det pludselig så tæt på, at jeg faktisk fik dødsangst. Måske kommer den, fordi det er noget jeg ikke kan kontrollere. Hvis jeg begår selvmord, så er det noget jeg har valgt, men det er det jo ikke, hvis jeg får kræft. Ved ikke om det er ren volapyk at læse om... om det overhoved giver mening.... ?

Nå, men nu vil jeg tage mig et bad og få vasket hår for første gang i 4 dage. Det plejer at hjælpe lidt på humøret...



onsdag den 26. september 2012

Flyvske tanker

Jeg har så mange tanker, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

De hvirvler rundt og der er ikke hoved og hale i dem.

De når at forsvinde og blive til nye, inden jeg fanger dem og skriver dem ned.


Familien ...
Kæresten ...
Livet ...
Angst ...
Mening ...
Ensomhed ...
Impulser ...
Selvskade ...
Eksistentielle livsvilkår ...
Behandling ...
Psykologen ...
Intet overskud ...
Søvn, søvn og atter søvn ...
Flødeboller ...
Glæden ved min hund ...
Putte og gemme mig under dynen ...
Måske en ny frisure ...
Skal have en ny hårfarve - gider ikke ligne min mor mere ...
Lydbøger ...
Børn ...
Diagnose ...
Prostitution ...
Zombie-tilstand ...
Eftertænksom ...
Bolcher ...
Fjernsyn ...
Nedrullede gardiner ...

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om de mørke måneder, men nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk bedre kan lide dem end sommeren (selvom jeg elsker at komme sydpå!!!).

Det er dejligt at mærke vinden i håret, masser af varmt tøj på og hygge med stearinlys og nedrullede gardiner.

Dejligt at dufte at efteråret og vinteren er på vej.

Det passer nok godt til mit melankolske sind...

Jeg glæder mig til min længe ventede (1 uge!!!) psykologtid imorgen!!!!




torsdag den 16. august 2012

På vej mod afgrunden....

Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!

Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.

Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.

Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.

Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.

Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...

Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.

Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....




Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!




Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.

Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.

Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....



lørdag den 11. august 2012

Hvordan man får førtidspension!

Jeg havde en veninde, i en kort periode, for nogle år siden (2008/2009), som havde fået tilkendt førtidspension pga. psyken. Jeg kan ikke lige huske hvad det specifikt var hun fejlede, men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Jeg kan bare huske at hun var minutter fra et vellykket selvmordsforsøg og var indlagt på lukket afdeling i flere måneder. 

Det var i den periode, at jeg selv begyndte at få det tiltagende dårligere og min borderline personlighedsforstyrrelse for alvor "kom frem".

Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.

Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!

Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?



...... FØR-TIDS-PENSION ............ FØR... TID... PENSION ...... 





Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.

Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?

Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"

Kan man virkelig det?!?!?

Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?

Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.

Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).

Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....

Hvorfor skal det være så fucking svært?!?

"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................

Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...


Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!

Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...

Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...



fredag den 3. august 2012

Ude at spise med veninden

Igår var jeg ude at spise med min veninde (den samme som i dette indlæg). Det var meget impulsivt, da hun skrev til mig ved 18-tiden. Jeg sagde også til hende senere, at jeg måske er bedre til impulsive aftaler i stedet for aftaler vi laver en uge i forvejen, for dem melder jeg tit afbud til, fordi jeg ikke kan overskue det.

Det var faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg havde en del mærkelige tanker inden jeg tog hjemmefra.


Jeg har ikke rigtig brugt make-up det sidste stykke tid. Jeg gider simpelthen ikke putte det på, når jeg alligevel ikke skal nogen steder. Og hvis jeg bare skal ud og handle - so be it.
Så mens jeg stod og rodede i skabet for at finde noget tøj at tage på, fik jeg kigget mig i spejlet og tænkte lidt over, om jeg skulle tage noget på. Så ser jeg mere "normal" ud, for hun er vant til at se mig med make-up. Men det gad jeg altså ikke. Hvorfor skal jeg tage make-up på, for at min veninde skal "kunne lide mig"?
Så jeg lod være. Alligevel så følte jeg mig ved siden af mig selv hele aftenen - om det var på grund af det, ved jeg ikke.



Det er sgu bare så mærkeligt, altså. At jeg lige pludselig er blevet så opmærksom på mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er ligesom om jeg bare ikke kan slappe af i andres selskab efter jeg er startet i terapi. Det er ligesom om jeg konstant analyserer situationen og den jeg er sammen med. Mere end jeg gjorde før i tiden. Specielt analyserer jeg mig selv. Om jeg snakker for meget. For lidt. Snakker for meget om mig selv. Spørger for lidt ind til hende. Synes hun jeg er kedelig. Synes hun jeg er mærkelig, fordi jeg er syg. Og så videre...

Hun har ikke rigtig spurgt ind til "min borderline". Jeg har fortalt hende lidt på min egen opfordring, men hun har ikke selv sagt noget. Igår snakkede vi fx. om min mor og så var det naturligt at samtalen kom ind på borderline og at det er en personlighedsforstyrrelse og ikke "bare" en depression. Det lyder også bare så voldsomt. At personligheden er FORSTYRRET. Og det er sgu så svært at forklare hvad det betyder uden at skulle ud i en hel masse personlige eksempler og uden frygten for at modparten (uanset hvor længe man har kendt hinanden) alligevel synes, at man er en anelse for mærkelig.

På den anden side. Det var hende der tog kontakt til mig, så helt slemt kan det da ikke være.
Selvom - når hun fortalte hvad hun havde lavet de sidste 14 dage, hvor hun har haft ferie, så har jeg ikke stået øverst på listen. Hun har været sammen med flere andre af sine veninder flere gange. Og måden hun forklarede hvordan hun havde siddet derhjemme og været rastløs inden hun ringede til mig, fik det til at lyde som om jeg var "den sidste på listen".

Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at hun jo ligesom heller ikke har vist nogen synderlig interesse ugerne efter jeg gik fra kæresten. Ikke et eneste opkald eller besked om hvordan jeg havde det eller noget som helst. Så hvor "god" en veninde er hun og går hun i virkeligheden mere over i kategorien af bekendte, som jeg har så svært ved. Enten er vi veninder eller også så.... Overfladiske bekendskaber kan jeg altså ikke rigtig finde ud af. Jo, hvis det er en masse single-tøser fra dating til en spontan bytur, så er det fint, men hvis det er nogen jeg skal "omgås" privat (til hverdag) - det kan jeg sgu ikke finde ud af.

Nå, men anyway.... Det var en hyggelig nok aften. Jeg fik noget lækkert at spise, en sludder for en sladder og idag er jeg egentlig i lidt bedre humør end jeg har været længe...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...