Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Har det fint alene...

Jeg har på fornemmelsen at mine naboer synes jeg er lidt mærkelig, fordi jeg for det meste holder mig for mig selv indenfor. Jeg har bare enormt dårlig erfaring med tidligere naboer og derfor har jeg svært ved dét med at de allesammen kommer hinanden så meget ved her. Jeg kan ikke gå ud på min terrasse uden at der er nogen der kommer hen og snakker. Det kan også være hyggeligt nok, når jeg har de gode dage, men hvis jeg ligger på en 5'er og nedefter på skalaen, hvilket jeg gør for det meste, så vil jeg helst bare gerne være i fred.

Der er 12 lejligheder i vores "område" og jeg har talt sammen (af dem jeg har mødt), at der i hvert fald er 4 af mine naboer der har et alkoholproblem. Hvordan jeg ved det? Fordi jeg kan se og høre hvordan de laller rundt og jeg har set og lugtet til dem ved flere beboermøder. Det værste er, at der er 1 af familierne hvor der er 3 små børn.  Jeg overvejede i en periode at melde dem anonymt til de sociale myndigheder, fordi jeg jo selv ved hvad det gør ved et barn, at vokse op med alkoholiske forældre, men det er sgu også svært. Jeg undersøgte hvordan man gør og jeg må indrømme, at jeg stadig overvejer det. Som borger har man jo faktisk pligt til at anmelde forældre, hvis man kan se, at børnene lider på den ene eller anden måde. Men det er ikke fordi de ikke har rent tøj på eller ser beskidte ud. Det er fordi jeg kan se på deres adfærd, at de i hvert fald ikke får opmærksomhed nok og der er i hvert fald een af dem, der tangerer til at være aggressiv. Ja, og derudover så er det bare dét med at forældrene drikker.

Men udover alt det, så er de skam flinke nok. Søde og hjælpsomme.

Jeg har prøvet at tage mig sammen til at tage ud og handle siden i torsdags. Jeg handlede efter jeg havde været hos psykologen, for der var jeg allerede ude af lejligheden. Men jeg har ikke kunne komme ud af døren siden. Jeg orker det bare ikke. Desuden har jeg dårligt nogen penge tilbage. Nu skal jeg til psykolog imorgen, så der må jeg handle på vejen hjem og det mad jeg så køber dér, skal holde til på torsdag/fredag til der kommer penge på kontoen igen. Det er utroligt så opfindsom man bliver, når man ikke har nogle penge. Og det er faktisk fint nok at få ryddet ud i skabene og få brugt sit lager, selvom det nu ikke udgjorde noget særligt. Sidder i skrivende stund og spiser spaghetti med tomatsauce, som jeg havde på lager. Smager fint og jeg bliver mæt! :-)

Så weekenden har stået på computerspil, surfe på nettet, sove, spise lidt, gå med hunden og se fjernsyn. Jeg har haft det fint. Hyggeligt. Det er hvad jeg kan overskue, men hvorfor føler jeg mig så så forkert? Så mærkelig fordi jeg bare altid er alene. Fordi jeg foretrækker at være alene. Det er fordi jeg tænker, at det ikke er normalt at have det sådan. Det er normalt at man har lyst til at være sammen med sine venner. "Hænge ud". Tage ud. Sådan har jeg det ikke. (De fleste) Kvinder elsker at shoppe tøj og "ose" med deres veninder. Jeg hader det. Jeg vil bare helst gerne gøre det alene.



Jeg vil faktisk nok helst bare gerne gøre alt alene.....

Er terapien kun livskvalitetsforbedrende?

Jeg tænker en del på terapi og førtidspension i de her dage.

Måske er terapien bare livskvalitetforbedrende. Jeg mener, jeg synes ikke at jeg har fået det væsentligt bedre på de næsten 2 år jeg har gået i individuel terapi 2x om ugen med en psykolog. Jo, jeg har ganske vist fået en masse redskaber til at tackle de svære følelser, til at få sagt fra, til at mærke efter hvad der er godt for mig og en masse andet, men det har jo ikke noget at gøre med, om jeg vil kunne bestride et arbejde eller at jeg vil kunne gennemføre en uddannelse og jeg føler mig stadig depressiv. Ikke hele tiden, men det ligger hele tiden lige under overfladen og jeg ved, at der ikke skal særlig meget til for at vælte mig.

Tanken om arbejde og uddannelse er stadig helt vildt uoverskueligt for mig - det meste af tiden - for på nogle dage, hvor jeg ligger over 5 på skalaen (se hvad jeg mener med skalaen her), så tænker jeg "Nu skal jeg sgu igang med en hel HF. Det kan jeg sagtens! Og så skal jeg også lige på universitetet og blive uddannet til psykolog. Ja, det tager ganske vist nok 10 år, før man rigtigt er uddannet, men fuck det. Det skal jeg nok kunne klare!". Eller også så skal jeg være anlægsgartner, webdesigner, datamatiker, psykoterapeut, misbrugsbehandler, have en hundepension, arbejde i en dyrehandel og ja... ca. 100 andre ting... Ligesom en rundkørsel med jeg-ved-ikke-hvor-mange afkørsler!

Psykologen spurgte mig på et tidspunkt, hvad der afholdte mig fra at gå igang. Det var en dag hvor jeg var over 5 på skalaen og der kan jeg jo overhovedet ikke se nogle forhindringer. Andre gange skal hun bare nævne uddannelse eller arbejde, så bryder min verden totalt sammen. På sådan en dag ville jeg ikke have nogle problemer med at være social og have en masse overskud. Jeg er dygtig nok fagligt og jeg er ikke bange for at åbne munden - overskud eller ej, når jeg er i skole, så er jeg "på"!

Dagen efter kan det være lige modsat. Så kan jeg overhovedet ikke overskue det sociale og overskuddet er på minus. Lige for tiden er jeg på minus hvad angår sociale ting (med "normale" mennesker). Mine naboer er ved at puste et voksen-badebassin op ude på fællesarealet. Det ser sjovt og hyggeligt ud og jeg kunne sagtens bare gå over og være med. Men jeg orker det sgu ikke og jeg ved vitterlig ikke hvorfor jeg har det sådan. Her den anden dag, da jeg var ude at gå med hunden, kom de samme naboer kørende i deres bil. De stoppede og vi sludrede lige kort. Der sagde de: "Det er ikke meget vi ser til dig. Du er aldrig ude i haven". Og nej, det er jeg ikke, for jeg orker ikke at blive snakket til.

Modelfoto fra Google

Hvis det derimod er nogle mennesker som ved hvordan jeg har det. Som jeg ikke behøver at have facade overfor, så er det en helt anden sag. Så tror jeg ikke, at jeg ville have det sådan. Så ville jeg ikke behøve at anstrenge mig helt vildt for at "passe ind".

Folk kan ikke se det på mig. Jeg har snydt selv den mest erfarne psykiater i psykiatrien. Jeg har set overskudsagtig ud. Set glad og smilende ud, men så snart der bliver spurgt ind til hvordan jeg har det, så krakelerer facaden.

Jeg var på et tidspunkt ude hos en fast kunde som, da jeg kom ind ad døren, sagde: "Nej, hvor ser du bare glad ud. Du har virkelig glød i øjnene - altså ikke at du ikke plejer at have det, men det er bare på en anderledes måde!". På det tidspunkt havde jeg det ad helvedes til. Jeg havde selvmordstanker for fuld smadder og tænkte: "Du skulle bare vide!".

I de her dage har jeg også dårlig samvittighed over, at jeg bare sidder inde foran computeren, når jeg burde være ude i solen og nyde vejret. Hvis jeg havde nogen at køre til vandet eller på stranden sammen med, så ville jeg højst sandsynligt gøre det, men det har jeg ikke. Så jeg siger til mig selv, at det positive ved det er, at jeg så er mindre udsat for at få hudkræft, når jeg ikke opholder mig i solen. Det er da at vende det til noget positivt, om ikke andet. :-)

Totalt afkræftet og isoleret

Jeg har overhoved ingen energi i de her dage. Jeg står op når hunden vækker mig fordi den skal ud og tisse. Så går vi en tur. Så hjem, lidt mad, medicin og så en tur på sofaen eller foran computeren. Så ind i seng og sove igen. Så vågner jeg efter 3-4 timer og sidder som regel ved computeren til midt på natten.

Psykologen gik på ferie i sidste uge i 3 uger, og når hun kommer tilbage, så går jeg ned fra 2 gange om ugen til 1 gang om ugen. Det bliver hårdt, tror jeg. I hvert fald de dage hvor jeg har det skidt. Så er der lang tid imellem.




Jeg mødtes med M igår. Det var 3 uger siden vi har set hinanden. Vi gik en tur ved vandet og snakkede. Sad lidt og så ud over vandet og så tilbage igen. Det var rart nok. Han kender mig så godt, at jeg ikke behøver at være noget jeg ikke er. Vi krammede i lang tid da vi sagde farvel. Til sidst var jeg nød til at løsrive mig, fordi jeg begyndte at græde. Han nåede ikke at se det inden jeg sagde farvel. Det var hans velkendte duft og hans arme omkring mig. Jeg længes sådan efter trygheden, men igen kunne jeg mærke at jeg bare ikke har lyst til at være sammen med ham. Selv da jeg lige "tante-kyssede" ham farvel mærkede jeg ingenting. Det ville være så let bare at sige at han kunne gå med hjem og ligge i ske, og det er det han ønsker mest af alt, men det ville være at give ham falske forhåbninger, fordi det kun er et plaster på min ensomhed og ikke fordi jeg har kæreste-følelser for ham....

Idag da jeg var ude at gå tur med hunden, kom der en far, hans to sønner og deres hund løbende med en basketbold. De så så glade ud mens de gik og spillede bolden til hinanden. Han smilede over hele hovedet da han sagde hej til mig. Jeg gik bevidst en rute hvor jeg igen ville gå forbi dem, og denne gang hilste han lidt på min hund og smilede igen. Vi havde øjenkontakt et godt stykke tid og han så virkelig sød ud. Der var ingen tvivl om, at der var flirten i luften. Da jeg gik derfra kunne jeg mærke en spirende sommerfugle-følelse i maven. Den har jeg ikke mærket i flere år. Så jeg gik og tænkte hvor meget jeg savner at flirte... Det var rart at mærke.. Rart at mærke en følelse som er andet end tomhed og depression..


Jeg overvejede at oprette en dating-profil og så tage på nogle dates. Bare for at komme lidt ud og mærke en smule sommerfugle i maven og for at flirte lidt... Men når jeg kigger rundt på de forskellige sider og hvad folk skriver i deres profiler, så får jeg allerede mindreværdskomplekser. "Nå, hvad laver du så?".... "Øhh... Jeg går sygemeldt på 3. år, fordi jeg har knald i låget...."... Og hej hej, så hører eller ser man ikke mere til dem... Men det er jo for helvede ikke min egen skyld, at jeg er syg...

Det kunne være at jeg bare skulle tage ud til nogle kunder... Der får jeg i hvert fald bekræftelsen jeg savner...

Jeg synes det er pisse irriterende at bo i et rækkehus-kvarter, hvor alle kommer hinanden ved konstant. Min overbo er selv psykisk syg og igår da jeg kom hjem fra gåtur med M, stod hun udenfor og snakkede med en af de andre naboer. Så kommenterede hun at mine gardiner havde været rullet ned og hun ikke havde set mig i et stykke tid. Det rager sgu da for helvede ikke alle mulige andre hvad jeg render og laver, og så synes jeg det er pisse irriterende at der er nogen der (føler jeg) holder øje med mig. Hvis jeg kunne, så boede jeg ad h.... til ude på landet. Med en masse dyr og blomster jeg kunne gå og nusse om... Ååårh det kunne være dejligt...

Meget rodet indlæg, men det er hvad der lige går igennem mit hoved nu...