tirsdag den 12. juni 2012

Endnu et afbud til veninden

Søndags-uroen endte med et regulært angstanfald. Det har jeg ikke prøvet før. I hvert fald ikke hvor jeg ligefrem begyndte at græde og ikke kunne styre det.

Det var den lille pige indeni der var urolig kunne jeg efterhånden mærke. Jeg begyndte at mærke forladthedsfølelsen jeg havde, da jeg var lille og ikke kunne falde i søvn, men kunne se og høre mine forældre inde i stuen. Jeg holdt altid øje med om lyset var blevet slukket. Hvis det blev det inden jeg nåede at falde i søvn, så fik jeg det endnu værre. Imens jeg skriver dette får jeg en vag fornemmelse af, at jeg faktisk tit spurgte mine forældre hvornår de skulle i seng og håbede, at de sagde, at der ville gå lang tid. Så var jeg beroliget en smule.

Sindet er forunderligt. Tænk at man kan leve i alle de år. Være så mange steder. Møde så mange mennesker. Og så sidde nu og ikke kunne huske noget som helst af det. Jeg ved fx., at jeg har været ude at rejse over 20 gange, men jeg kan stort set ikke huske noget af det. Ikke engang hvis jeg ser billeder kan jeg fremkalde mig det. Det er sgu da mærkeligt....


Nå, men det var ikke dét dette indlæg skulle handle om.

Idag skulle jeg være mødtes med en veninde. Vi skulle have mødtes når hun fik fri her i eftermiddag og jeg kunne som sædvanlig ikke overskue det. Allerede næsten da jeg sagde ja til aftalen for nogle dage siden, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme det, men tænkte at det jo kunne nå at ændre sig. Dagen startede da også med, at jeg allerede planlagde diverse undskyldende beskeder. Egentlig så var det nogle fair grunde jeg havde. Jeg har monster meget allergi. Det klør overalt, næsen løber og er stoppet på samme tid, øjnene er hævede og jeg har tilmed også vejrtrækningsproblemer ind imellem. I den forbindelse lagde jeg cigaretterne på hylden igår morges og hun ryger, så det ville også være lidt af en udfordring.

Jeg endte med at skrive dét og skrev at jeg var virkelig ked af, at jeg sådan gang på gang melder fra og at jeg ikke håbede at hun var alt for sur eller skuffet. Hun skrev tilbage, at det var helt okay og ønskede mig god bedring.

Nu er det så jeg tænker, hvad det er der gør, at jeg ikke har energi til at mødes med hende? Ville det være det anderledes hvis hun nu også var syg? Ja, det tror jeg det ville være. Jeg har aldrig følt at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Fx. så mødes vi altid på cafe ude i byen. Jeg har kendt hende i plus/minus 6-7 år, og jeg har ikke engang været hjemme hos hende 6-7 gange og omvendt.

Sidste gang vi sås, der inviterede jeg hende hjem til mig i stedet for på cafe. Hun kom også, men det var sgu lidt mærkeligt. Jeg kan ikke forklare rigtig hvorfor det var mærkeligt, det føltes bare forkert. Denne gang spurgte hun igen om vi skulle mødes på cafe, så måske brød hun sig heller ikke om det.

Måske har hun svært ved at lukke folk ind, siden hun aldrig inviterer hjem. Det er ikke kun mig (så vidt jeg ved) der mødes med hende ude i byen. Det gør hendes andre veninder også. Jeg ved det ikke...

Jeg har også brugt meget af dagen på at tænke på, hvad hun egentlig giver mig. Ja, jeg ved godt at jeg måske kan lyde som lidt af en egoistisk kælling nu, men hvad er det der gør, at vi har lyst til at se nogle mennesker og ikke andre. Hvad får jeg ud af relationen? Jeg føler faktisk ikke at jeg får noget ud af den. Jo, det er da meget hyggeligt at tage på cafe ind imellem, men det er de eneste tidspunkter vi ses på. Udover det, så laver vi ikke noget og har egentlig ikke rigtig noget til fælles. Faktisk er vi meget meget forskellige.

Jeg kunne bare godt tænke mig nogle veninder jeg kan være mig selv sammen med. Som har lyst til at komme hjem og besøge mig. Som skriver og spørger om jeg ikke lige giver en kop kaffe. Som selv inviterer forbi til en kop kaffe eller noget aftensmad. Som har lyst til at grille hjemme hos mig på terrassen om sommeren. Hvor jeg føler, at de føler sig hjemme i mit hjem. Hvor de ikke spørger, om de må få noget at drikke, men bare selv tager. Hvor man kan lave hyggeaftner i sofaen i joggingtøj og med kærlighedsfilm i dvd'en. Ja, alt muligt. Dét savner jeg.

Nå... Jeg ved ikke... Det var dagens tanker.. Håber ikke det blev alt for rodet... :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...