torsdag den 14. marts 2013

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.


_____________

Kl. 00:45
_____________


Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-


8 kommentarer:

  1. Hvor et det sejt du siger fra og mærket efter hvad det et det bedste for dig.
    Det er din tur til at leve dit liv og efter fine ønsker, i det øjeblik du siger fra, som du allerede har gjort.
    Det er bare rigtig godt du går skilt pleaseren og dine oprigtige ønsker af.

    VH Hanne

    SvarSlet
  2. Årh, jeg kan virkelig mærke dine frustrationer og din desperation. Måske et ønske om et eller andet sted at møde en forståelse fra din mor omkring din beslutning? Jeg kan mærke det så tydeligt, fordi jeg kender det fra mig selv. Jeg står så tit i situationer med min familie, hvor jeg bliver frustreret, jeg bliver i dårligt humør, jeg bliver selvskadende efterfølgende, fordi jeg har gjort det for deres skyld, og ikke for min. Og det gør mig syg! Præcis som du siger. Jeg synes, det er SÅ sejt, at du har meldt fra til det bryllup! Virkelig, virkelig sejt! Jeg ved, hvor svært det er, og jeg har stadig selv svært ved at overhovedet at melde fra til bare et kaffebesøg - men det giver mig håb at læse dette indlæg. Og blod på tanden. Du er virkelig sej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :-)
      Det gør mig rigtig glad at høre, at jeg giver dig håb. Det betyder virkelig noget!
      Og at høre, at der er en der sidder i samme situation med sin familie, giver også mig håb. At jeg ikke er den eneste der er frustreret over min familie!

      Tak :-)

      Slet
  3. Jeg kender det alt for godt.. har selv måtte tage en svær beslutning i mit liv og valg nogen fra... Jeg har også brug for der er nogen der støtter mig i det jeg gør for jeg kan hurtig komme i tvivl og så får man tanken.. er det mig der bare er mærkelig eller.. ja eller er det min sygdom der styre mig nu???

    Synes det er så sejt at du fik snakket med hende og sagt det du havde brug for. Håber du selv ser det som en kæmpe sejr for jeg ved det er svært.. synes det er kanon at du holder fast i "dit nye jeg".

    Kæmpe Kram herfra.. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det med om det er sygdommen der styrer, den kan jeg virkelig godt genkende. Og jeg har også en fornemmelse af, at min familie tænker sådan. "Hun er blevet så mærkelig, det er nok bare fordi hun er syg!". Som om jeg er et menneske der ikke har lov til at have mine egne meninger og ikke har lov til at stå op for dem, uden de skal undskylde mig med min sygdom. Men i bund og grund er deres mening, hvad angår min sygdom og mit nye jeg, jo ligegyldig - selvom det kræver en masse energi, at fortælle mig selv det hele tiden.... og så er det sgu ensomt, at føle at jeg står udenfor familien, fordi de ikke forstår mig...

      Tak :-)

      Slet
  4. Jeg kan totalt forstå din frustration og situation og din beslutning om, at passe på dig selv og vælge det fra, som netop gør dig frustreret.
    Jeg står selv lige nu og føler, at der blir flået i mig fra alt for mange retninger og at jeg er omgivet af mennesker der bare tager uden at give tilbage. Jeg har brug for at give, men jeg har også brug for at få tilbage. Jeg føler mig så uendeligt træt.
    Jeg har også en mor som jeg må tage fri fra og til tider undlade, at fortælle at jeg har en fridag fra jobbet, for 'så kunne jeg jo lige komme forbi'.
    Jeg kender godt at blive inviteret og inderst inde vide, at det kan og vil jeg bare ikke. Det er bare ikke til at forklare det til mennesker, der ikke har prøvet at indeholde alle disse tanker og følelser selv.
    Min brors familie har vænnet sig til, at jeg ofte takker nej, uden at de skal have en forklaring, de ved godt at det handler om min mentale tilstand og det at jeg ikke altid egner mig til sociale sammenkomster.
    Jeg synes så aldeles at du gør det helt rigtige og hold fast i det. Smid samvitighedskvalerne væk. Som jeg læser det skylder du ikke din mor noget. Samvittigheden handler udelukkende om at 'det jo er din mor' og vi er vokset op med, at vi skal holde sammen i familien og være gode ved hinanden, men er din mor god ved dig?!!! Hendes tårestrøm er jo netop et barns adfærd for at få opmærksomhed og få sin vilje.
    Stå fast nu!
    De bedste hilsner og tanker

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhh ja, det med at undlade at fortælle, at jeg er i nærheden eller har fri, den bruger jeg også tit. Og det er også lige så meget, fordi jeg vil have at HUN viser interesse og ikke bare altid er i hendes komfort-zone derhjemme, hvor jeg kommer forbi.
      Det er lige præcis, som du skriver, samvittighedskvalerne, fordi det jo er familie og nej, jeg synes bestemt heller ikke, at jeg skylder min mor noget. Hvis der er nogen der skylder noget, så er det (sgu) hende! Og ja, du har helt ret i det med tårestrømmen, sådan tænker jeg også. Det er netop hendes våben, så jeg får dårlig samvittighed. Ikke at jeg ikke tror, at hun blev ked af det, men jeg er sikker på, at hun ville blive glad, hvis jeg bukkede under for hendes tårer...

      Tusind tak :-)

      Slet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...