Måske er det fordi min psykolog er på ferie, at du begynder at rumstere i mit hoved konstant.
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.
Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.
Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.
Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?
Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?
Hvem var det der ikke ville søge hjælp?
Hvem var det, der truede med selvmord?
Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?
Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?
Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?
Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?
Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....
Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.
Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.
Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...
Jeg ved ikke, om jeg kan komme videre, så vi kan få et forhold til hinanden igen.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.
Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!
Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.
Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.
Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......
Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".
Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....
Måske er det derfor jeg får en tiltagende trang til, at der skal SKE NOGET. Jeg må GØRE NOGET.
Jeg har haft lange perioder det sidste år, som har været så dejligt stille og fredelige - hvor du ikke har fyldt i min verden. Jo, alle dine svigt og savnet efter EN MOR har altid været i baghovedet og i min krop, men jeg har kunne holde det på afstand. Hver gang jeg har tænkt på dig, er jeg blevet fyldt med vrede, savn, ked-af-det-hed, afmagt, hævngerrighed, skyld, skam og alle de andre ubehagelige følelser som jeg gør alt for at flygte fra.
Jeg fylder stadig tomrummet i maven med slik og massevis af kager.
Jeg ligger stadig i sengen mange timer dagligt.
Jeg kan stadig ikke se meningen med livet.
Jeg har stadig selvmordstanker.
Jeg bakser stadig med alle de ting jeg gjorde for 1½ år siden, da du stadig var i mit liv.
Noget af det du skrev i dit sidste brev, forstår jeg overhoved ikke hvordan du kan skrive til mig:
At jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i flere år og om det ikke var på tide, at jeg tager skeen i den anden hånd. Hvem er du til at snakke?
Hvem var dét der i flere år, sad i gråt joggingtøj med usselt, uglet og ødelagt hår og kæderøg foran fjernsynet dag ud og dag ind, og drak i smug?
Hvem var det der ikke ville søge hjælp?
Hvem var det, der truede med selvmord?
Hvem var det, der ikke kunne stå op for sin søn, da hendes kæreste blev voldelig overfor ham?
Hvem var det der sagde til mig, at hun var sikker på, at jeg kun var ude på at ødelægge hendes liv og sabotere hendes lykke?
Hvem var det der svigtede min tillid så ultimativt og grusomt, ved at fortælle ting videre som jeg havde betroet i dyb tillid?
Hvem er det der har gjort, at jeg ikke stoler på min egen dømmekraft, fordi jeg gang på gang har fået at vide, at jeg tog fejl selvom du stank langt væk af sprut og gentog den samme sætning igen og igen?
Jeg forstår dig simpelthen slet slet slet ikke....
Hvis jeg havde et barn der blev diagnosticeret med en sygdom. Uanset hvilken sygdom. Uanset fysisk eller psykisk. Uanset hvad det måtte omhandle. Så ville jeg støvsuge nettet. Jeg ville støvsuge alle biblioteker i hele verden. Jeg opsnuse alt materiale. Snakke med alle de eksperter og specialister jeg kunne komme i nærheden af. Fordi jeg ville FORSTÅ. Fordi jeg skylder dét barn jeg har sat i verden, at SÆTTE MIG IND I hvad det er, der har gjort hende syg.
Det har du ikke gjort!
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan du lade være?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for mig.
Jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene og så var vi lykkelige.
Så kunne vi igen sidde på stranden med hundene og grine, mens de leger i sandet.
Så kunne vi igen tage på kursus sammen og snakke om alle de spændende ting vi har lært.
Så kunne vi igen lave alle de ting, som jeg ikke kan huske at vi lavede, fordi det er gemt bort bag skuffelser og svigt...
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan få tillid til dig igen.
Jeg ved ikke, om jeg magter at tage hul på bylden.
Jeg snakkede med far idag. Han sagde at du havde ringet den anden dag. Du ville høre, om han vidste, om jeg er gravid fordi min veninde lige har fået en datter. Det er jeg ikke. Du gav udtryk for, at du ville blive så ked af det over ikke at skulle være mormor og være en del af barnets liv. Det gør ondt på mig at høre. Det gør SÅ AFSINDIG og UBESKRIVELIGT ONDT!
Jeg græder.
Jeg græder fordi jeg kan føle hvordan du savner mig.
Jeg græder fordi jeg inderst inde også savner dig.
Jeg græder fordi... ja... bare fordi det gør så pisse ondt at tænke på, at vi er kommet så langt fra hinanden.
Jeg har aldrig sagt så grimme ting til dig, som du har sagt til mig.
Jeg har aldrig beskyldt dig for bevidst, at ville ødelægge mit liv, for det er jeg sikker på aldrig har været din mening......
Men du skylder mig at anerkende, at du har en del af skylden for min personlighedsforstyrrelse.
Du skylder mig, at sætte dig ind i hvad det vil sige at have borderline.
Du skylder mig, at anerkende, at jeg er syg og det ikke er noget jeg bare kan "tage mig sammen fra".
Du har sat mig i verden, så det skylder du mig..... Det siger min psykolog....
Maria Mena - Lullaby
mom please tell me what to do
I'm so disappointed in you,
you said those words that made me cry
and you always wondered why
why I sing my lullaby
mom please hurry home to me
I waited up so patiently
you sit down and you start to cry
but you never ask me why
why I sing my lullaby
why I sing my lullaby
was it my fault
they lead you in the wrong direction?
was it my fault
they
didn't show you any affection?
I show you when I start to cry
still you always wonder why
why i sing my lullaby
mom why love me if you're cold
you just get bitter then grow old
ask me when i start to weep
then I'll tell you in my sleep
why i sing my lullaby
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)