onsdag den 21. november 2012

Forhold

Min lillebror (ham der tog piller) er lige gået fra sin kæreste gennem 5 år. Jeg har snakket rigtig meget med ham siden han fortalte mig, at han havde taget pillerne. Han har NØJAGTIG de samme tanker om sig selv og livet som mig. Den samme følelse af ikke at kunne mærke sig selv. Det samme problem med ikke at kunne holde fast i sig selv overfor andre. At ændre meninger og holdninger alt efter hvem han er sammen med. At være en forskellig person efter hvem han er sammen med. Han bryder sig ikke om at invitere forskellige grupper sammen til fx. en fødselsdag, fordi han så ikke ved, hvem han skal være. Han ved ikke hvem han skal være, fordi han har forskellige masker på afhængig af hvem han er sammen med. Kamæleonen.

Jeg er 100% sikker på, at han også har Borderline.
Om han har eller ikke har, er jo egentlig ligegyldigt, for det er jo bare lægens etiket, for at vide hvilken behandling der er bedst og han går allerede hos en psykolog, som han er rigtig glad for.

Jeg synes bare det kunne være dejligt, hvis han blev udredt. Så ville jeg kunne sige: "Hvad sagde jeg?!... Jeg er ikke den eneste i familien der har fået Borderline... Jeg er ikke den eneste der er "mærkelig". Der er syg!".

Det kunne være fedt overfor min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har den her trang til at hovere eller såre hende... men det har jeg.... og jeg skammer mig over det...

Min lillebrors brud med kæresten har også sat en masse tanker igang om mig selv og min kæreste.
Alle de råd jeg har givet ham, burde jeg give og leve efter selv. I stedet så er jeg strudsen, der har hovedet i busken og ikke tør at handle på det jeg åbenlyst godt ved. Angsten for at være alene er for stor... tilsyneladende.

Vi har ikke set meget til hinanden siden jeg kom hjem fra ferie. I fredags var han her og stemningen var dårlig. Han havde brug for nærhed. Jeg havde lyst til det modsatte. Til sidst endte han med at køre hjem og så har vi ikke set hinanden siden.

Hver gang vi snakker sammen, kan jeg godt mærke at der er en afstand. Hos mig. Følelserne er der bare ikke. Når han siger han elsker eller savner mig, siger jeg det tilbage (for hvordan kan man andet?!), men det føles forkert, for jeg føler det ikke. Jeg føler mig falsk. Jo, i korte øjeblikke kan jeg godt savne ham og i korte øjeblikke kan jeg også godt blive i tvivl, men når jeg så snakker i telefon med ham, så forsvinder det igen.

Det er virkelig svært at skrive det her, for I vil højst sandsynligt synes at jeg er en led kælling, når jeg holder ham han på den måde, men ja... Jeg er bare nød til at være nået helt hen til afklaringen, før jeg (IGEN) gør det forbi. Og når jeg gør det forbi, vil han ikke tro på mig, fordi jeg har leget "ulven kommer" så mange gange. Han vil leve sit liv med mig! Jeg kan heller ikke forestille mig mit liv uden ham lige nu, men jeg kan heller ikke se mig selv flytte sammen og få børn osv. Jeg har hele tiden følelsen af og tanken om, at vores forhold kun er midlertidigt. Men igen... Alt i mit liv føles midlertidigt.

Jeg synes det er rart at snakke i telefon med ham, men jeg har ikke lyst til at have ham på besøg, når jeg tænker på, at han gerne vil være tæt og (måske endda) have sex. Det er over en måned siden vi sidst havde det... måske endda snarere halvanden måned siden... og jeg savner det ikke. Når jeg tænker på det, så har jeg ikke lyst til, at han skal komme på besøg.

Når alt kommer til alt, så ser jeg ham bare mere som en ven end noget andet... og jeg kan godt mærke at jeg snart er nød til at bekende kulør... igen...

Åhh... Jeg skal aldrig have en kæreste igen.... For fanden det er besværligt!!


-


1 kommentar:

  1. Kærlighed er noget pisse besværligt noget, men samtidig kan det også være det mest fantastiske i verden. Jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle få det godt og blive lykkelig igen, men for 2½ år siden mødte jeg min kæreste og han har været med til at trække mig op af nogle huller. Det havde jeg bestemt ikke regnet med at noget andet menneske kunne, men det var det der skete.

    Det gør mig trist at læse det du skriver, men samtidig kan jeg også sagtens forstå dig. Det er skræmmende at skulle være alene og hvad fanden gør man egentlig hvis det sker, at man bliver alene. Jeg må indrømme at det betyder alt for mig at ha nogen også selv om det fra tid til anden, ikke er let at leve sammen med mig. I perioder magter jeg ingen ting og der skal min kæreste så tage over.. Heldigvis har jeg fundet en kæreste nu som har det okay med min perioder, han ved at jeg hurtig kommer over dem igen. :)

    Det eneste jeg synes er lidt forkert i din indlæg er at du holder ham lidt hen.. Hvis du virkelig ikke elsker ham, så burde du fortælle ham det. Det skylder man virkelig hinanden synes jeg. Jeg ved godt det kan være pisse svært.

    Har du bror lyst til at få en udredning?? Nogen mennesker kan slet ikke rumme at få sat en diagnose. I forhold til dig ville det være godt tror jeg, spørgsmålet er om det ville være godt for ham.. Ville han se det som et nederlag eller ville han blive lettet??

    Min bror lever faktisk et ganske normalt liv og han prøver virkelig ofte på at forstå min sygdom, men han kan ikke sætte sig ind i det. Dog er jeg sikker på at han på et eller andet tidspunkt i sit liv kommer til at falde i et sort hul.. Indtil videre er der bare sat facader op..

    Sender en masse dejlige kram fra det fynske...

    SvarSlet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...