tirsdag den 2. oktober 2012

Tid til børn

Jeg har en veninde der, for 2 måneder siden, fødte den dejligste lille datter. Hun har i forvejen en søn på 5 år, som har en anden far. Jeg har været en del hjemme hos hende de sidste par uger og har ikke kunne undgå at blive endnu mere skruk end jeg er i forvejen. Det er ikke sådan, at jeg har tænkt mig, at jeg skal være gravid imorgen, men tankerne om børn rykker tættere på. Samtidig så skaber det også en masse spørgsmål indeni mig.

Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ville bruge donorsæd, når jeg skulle have børn. Jeg vil gerne have to børn og de skal have den samme donor, så de har det samme ophav, hvis de en dag skulle ønske at finde ud af, hvor den 2. halvdel af deres gener stammer fra. Grunden til at jeg altid har været så sikker på det er - kald mig bare pessimist - at det, i mine øjne, er et fåtal af mænd som rent faktisk forstår at leve op til rollen. Samtidig så har jeg nok bare set lidt for mange ægtemænd i min karriere som prostitueret til, at jeg vil risikere at mine børn skal udsættes for en skilsmisse, fordi der evt. skulle være problemer mellem mor og far. Et eller andet sted er det nok et forsøg på at skåne dem for et muligt svigt, som mange mange børn i dagens Danmark (og verden) bliver udsat for. Jeg ønsker ikke for mine børn, at de, som jeg har gjort, skal vokse op og opleve en skilsmisse og derefter manglen og savnet af en far i hverdagen.

Samtidig så ser jeg det også som en fordel, at der kun er een til at opdrage dem. Tag fx. min venindes kæreste, som nu er far til deres datter. Her den anden dag var jeg på besøg hjemme hos dem. Min veninde og jeg var ude at gå en tur med ungerne og jeg lægger her mærke til, hvordan hendes søn han bliver ved med at spytte på jorden. Ligesom (i mine øjne) uopdragne drenge (og piger) gør. Jeg siger så til ham, at det kun er grimme drenge der spytter. Dertil siger han: "Neeej, for det gør min mors kæreste og så må jeg også!". Man skal passe på, for i den alder lægger de mærke til alt hvad man gør og siger. Nå, men det jeg tænkte i situationen var, at jeg her fik endnu en grund til, at jeg helst vil være alenemor. Jeg gider ikke at skulle "slås" med en kæreste/mand om, hans mulige måde at være på og hvordan mine børn skal opdrages.

Måske er jeg helt forkert på den, men jeg har bare aldrig set mig selv som mor i et parforhold. Jeg har bare altid set mig selv som alenemor. Hvad tænker I om mine tanker?


I den her forbindelse falder min opmærksomhed igen på kæresten. Han har en arvelig sygdom som gør,
at der er 50% chance for at barnet bliver handicappet.
Vi har fået det undersøgt via. blodprøver, gentests o.s.v.
og det er ikke noget man kan screene for og heller ikke
noget man nødvendigvis kan se via en moderkageprøve
eller en ultralydscanning. Han har allerede 2 børn,
hvoraf den ene er rask og den anden har nogle forskellige skavanker, som følge af sygdommen. Det var først da de fik det 2. barn, at de fandt ud af, at han havde en arvelig sygdom. Med andre ord - det er ikke en risiko jeg
(og han) tør at løbe.
Selvom vi har været til undersøgelser for at høre om mulighederne m.h.t. hans sygdom, så har jeg alligevel hele tiden vidst, at han ikke skulle være far til mine børn - sygdom eller ej - selvom han er en fantastisk far.

Jeg tog hjem til kæresten igår og mens jeg lå i hans arme, kom jeg til at tænke på alt det her og så slog det mig: Hvor længe har jeg "råd" (tidsmæssigt) til, at være i det her forhold for tryghedens skyld? Jeg kan (for det meste) stadig ikke se mig selv med ham i fremtiden. Jo, så længe vi bor hver for sig, men jeg tror ikke, at jeg vil kunne flytte sammen med ham igen. Vi boede sammen i et halvt år, før jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed og jeg var ved at blive kvalt af ham. Han bliver hurtigt for omklamrende for mig. Måske er det fordi jeg i bund og grund jo bare ikke elsker ham, for sådan har jeg aldrig haft det med tidligere kærester, som jeg har haft følelser for/forelsket i.

En helt anden side af alt det her børne-tankemylder er, at jeg ikke ved om jeg vil være i stand til at være en god mor. Eller jo, jeg ved at jeg vil blive en god mor, men jeg tænker energi-mæssigt. Om det bliver for hårdt. Det er jo en beslutning som ikke kan gøres om (hvilket jeg nu heller ikke tror, at man nogensinde vil ønske sig, når man står med den lille i favnen), men hvad nu hvis jeg får en fødselsdepression? Jeg lider jo i forvejen af depression/depressioner og måske kan en fødsel være en trigger? Hvis og hvis...

Jeg har også hørt, at der er mange psykisk syge kvinder, som "på magisk vis" bliver (nærmest) raske, når de får børn, fordi de lige pludselig har et andet liv at tage sig af. Måske fordi fokusset flytter sig fra dem selv til deres barn. Men hvad nu, hvis jeg fortsat forbliver syg? Jeg vil ikke kunne bære at få et barn, som bliver psykisk sygt, fordi det har en mor som er det.

Samtidig så ved jeg også godt, at man jo ikke kan forudsige alle de her ting og jeg er sikker på, at man vokser med opgaven... eller det er jeg i hvert fald sikker på, at jeg gør.

Blev jeg gravid imorgen..... Så ville jeg beholde det....

Jeg har også allerede skrevet børnenavne ned på en seddel som ligger i min pung...
- det har jeg gjort i flere år.








6 kommentarer:

  1. Det er meget interessante synspunkter, som du har. Jeg har altid haft et savn til mine biologiske rødder, men hvad hvis man har haft sin biologiske familie, og de har gjort mere skade end gavn? Sikke en tung byrde, det også må være :(
    Alle de tanker du har omkring det, kunne måske indikere, at du virkelig ville blive en god mor. Du vil jo tydeligvis det bedste for dine måske kommende børn og gør dig mange tanker om det. For i mine øjne er gode mødre dem, der vil deres børn det bedste, bekymrer sig og reflekterer. Jeg har mødt en mor, som er lige præcis det modsatte: Hun tænker sig simpelthen ikke om, og jeg kan næsten ikke være i nærheden af hende, fordi jeg virkelig har ondt af hendes barn.
    Mvh Saskia.
    Ps. Jeg fik selv en voldsom efterfødselsreaktion, som ikke er en fødselsdepression, men lidt derhen ad. Man kan desværre ikke selv bestemme det, men der er masser af muligheder for hjælp! Jeg synes i hvert fald ikke, at det skal være din frygt for det, som skal styre dit endelige valg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også svært ved at rumme mødre, som (i mine øjne, selvfølgelig) ikke tænker sig om. Jeg får det så dårligt på barnets vegne!

      Ja, der er i hvert fald kommet noget rigtig godt ud af gå i terapi hvad angår min rolle som (måske) kommende mor. Netop at jeg reflekterer. Noget som jeg tror at min mor ikke har gjort så meget. Så kan det vel kun blive bedre.. :-)

      Vil du uddybe hvordan din efterfødselsreaktion var? Jeg har kun hørt om fødselsdepression...

      Slet
    2. En efterfødselsreaktion kan opleves i større eller mindre grad. Min sundhedsplejerske forklarede mig, at det var naturligt at få en meget følelsesladet reaktion nogle dage efter fødslen, hvor man græd og ikke magtede det - altså en efterfødselsreaktion. Det skal jo så helst stoppe igen, netop så det ikke udvikler sig til en fødselsdepression.

      Jeg følte personligt, at jeg havde ødelagt mit og min kærestes liv, og at alting var meningsløst. Derudover sad jeg bare og græd og stirrede ud i luften. Puha, det er en virkelig sort tid for mig... Heldigvis fik jeg hjælp fra min fantastiske sundhedsplejerske, og nu går jeg bl.a. i en mødregruppe for kvinder, som havde en svær start på moderskabet. Derudover fik jeg også gratis hjælp fra en psykolog, og nu har jeg det godt igen. Jeg elsker min datter højere end noget eller nogen anden i hele verden, og jeg har accepteret, at jeg var en dårlig mor, de første uger (følelsesmæssigt).

      Det er noget af det sværeste, jeg har skulle gå igennem, men igen: Det må ikke være frygten for det, som styrer, om man vælger at få børn eller ej. Det kan virkelig ramme kvinder i alle aldre, alle sociallag, om det er en upser eller drømmebarnet... Hvis det sker, kan man få hjælp, og desuden er det jo slet ikke sikkert, at man får det :)

      Slet
  2. Uden at såre dig, bliver jeg nød til at sige at jeg er lidt i chok over at du er i et forhold som du ikke rigtig kan se dig selv i i fremtiden. Det kunne jeg aldrig gå igennem. Enten er jeg i et forhold jeg gir mig 100 % til det eller også har jeg været single. Har du nogen sinde snakket med din kæreste om at du gerne i fremtiden, vil ha børn og at du vil ha en doner? Forstår godt du vil ha en doner hvis det er fordi din kæreste har en arvelig sygdom. Synes også det er meget tankevækkende at du ikke kan se det gode i at være to om at få børn, faktisk såre det mig meget at du har det syn. Må være den fedeste oplevelse at få børn og især hvis man har en man kan dele det med. Kan dog godt se at du ville gøre det for at skåne barnet, men jeg synes også det er vigtigt at børn har både en mor og en far. eller i hvertfald et voksen mand de kan se op til.

    Jeg er selv førtidspensionist og har tanker om børn inden for de næste par år, glæder mig meget til at dele det, med min vidunderlige kæreste. Har dog også tankerne omkring om min psykisk sygdom, kan blive værre eller bedre. Tror dog bare man bliver nød til at tage det som det kommer. Desværre kan vi ikke spå om fremtiden.

    Jeg er sikker på at lige meget hvad du vælger, bliver du en super god mor. Dog vil jeg sige at jeg synes det er vigtig, at du finder ud af om du vil fortsætte med din kæreste. Måske har han en ide om at det er jer to resten af livet og jo længere du fortsætter jo mere besværligt bliver det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en svær situation for mig med kæresten, for det ene øjeblik er jeg jo rigtig glad (elsker, måske) for ham og det næste kan jeg slet ikke have ham tæt på. Nogle gange gider jeg ikke være sammen med ham og ønsker ham langt væk og andre gange kan jeg ikke forestille mig mit liv uden ham. Jeg har bare aldrig haft de der sommerfugle i maven og det er dét jeg undrer mig over. Men måske behøver man ikke have det. Man siger jo at en forelskelse er en form for sindsyge.. og jeg synes at jeg har rigeligt sindssygdom i forvejen.. :-)
      Og man siger at man først kan lære personen at kende, når man er kommet over den vilde forelskelse og det begynder at blive "hverdag", så måske er det i virkeligheden en fordel?... Jeg ved det ikke...

      Men ja, jeg har snakket med ham om donersæd og forklaret ham at jeg altid bare har set mig selv som alenemor. Mht. til donorsæden så er det en selvfølgelighed for ham (og mig), fordi han netop lider af den her arvelige sygdom, så det har vi snakket rigtig meget om.

      Jeg kan sagtens se det positive ved at være to om at få børn og jeg drømmer da også om at gå med barnevognen og manden jeg elsker ved min side. Jeg er også godt klar over at der (selvfølgelig) er mange par der har en dejlig hverdag med børn og parforhold. Par som er lykkelige og som ikke bliver skilt. Måske ender det også sådan for mig, jeg ved det ikke, men det har bare aldrig været opnåligt for mig i mit hoved, fordi jeg jo netop faktisk kun har det det modsatte...

      Slet
    2. Synes det er fedt at du gør dig forskellige overvejelser og at du et eller andet sted måske også ønsker at være to og leve med alt hvad det indbære og få børn.

      Det bliver ingen let beslutning, men håber du engang kommer frem til den rigtige løsning for dig. Det er kun godt at du tænker før du kaster dig ud i noget og det viser at du vil dine kommende børn det bedste.. spørgsmålet er så bare hvad det er. :D

      Slet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...