lørdag den 20. oktober 2012

Min lillebror har taget piller...

Jeg var ude og spise med min ældste lillebror den anden dag. Han har ellers altid været imod alt hvad der hedder psykologer og terapi, men for nylig er han, på eget initiativ, startet hos en psykolog.

Vi har snakket en del med hinanden siden han fortalte mig, at han er startet. Han har kun været der en enkelt gang nu.

Under vores frokost fortæller han mig, at han for noget tid siden til en fest, havde været på toilettet og pludselig fik en impuls der gjorde, at han havde spist 20 panodiler. Jeg prøvede ikke at se chokeret ud, da han fortalte mig det. Han sagde, at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Det var ligesom bare noget der skete uden han tænkte over det. Det skræmmer mig rigtig meget.

Jeg snakkede med min psykolog om det i terapi den anden dag og hun rådede mig til, på det kraftigste, at få ham overtalt til at få noget psykiatrisk hjælp. Jeg brugte en hel eftermiddag på at prøve at overtale ham til at gå til lægen og få en henvisning, men det vil han ikke. Han var ellers rigtig tæt på, men afviste det alligevel til sidst. Han vil ikke have at hans læge skal vide sådan noget om ham og gav i det hele taget udtryk for, at han skammer sig enormt meget over sig selv og over at han har det så dårligt.

Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville tage med til lægen og bare være der for ham. Evt. bare i baggrunden og hvis han har behov for det, så hjælpe ham med at få det sagt. Han var ikke meget for at tage mig med.

I det hele taget ligner han bare min far alt for meget. Ikke at ville søge hjælp og bagatalisere det med at "så slemt er det heller ikke" og "rolig nu, der sker ikke noget" og "det er jo kun den ene gang". For 6 år siden havde han et seriøst selvmordsforsøg som var meget tæt på at lykkedes. Det foregik på nøjagtig samme måde med, at han lavede noget han ikke vidste hvorfor han gjorde. Det var meget tæt på at lykkes. Efterfølgende var han tilknyttet distriktpsykiatrien i nogle måneder og stoppede selv, fordi "hvad skulle han der?".

Nu har jeg lige snakket i telefon med ham. Han er fuld og har rigtig meget lyst til at tage stoffer. Jeg har så meget lyst til at køre ind og hente ham på stedet, men han nægter og siger at han skal ud og give den gas og er på vej i byen. Han snakkede om at tage ned i Istedgade for at "købe noget". Jeg sagde til ham, at hvis han endelig skulle have noget, så skulle han i hvert fald købe fra en "sikker kilde". Jeg kunne ikke tale ham fra at tage noget i det hele taget, så jeg håber bare, at han så er så fornuftig, at han trods alt ikke køber noget af en eller anden afrikaner nede i Istedgade.

For helvede altså!
Jeg er så bange for at det ender fatalt. Han ved ikke hvad han laver, når han "når derud". "Gemt" bag en joke gav han udtryk for, at han er pisse ligeglad med hvad han sniffer op i næsen. Jeg ved lige hvordan han har det, for sådan havde jeg set selv for nogle år siden. Jeg prøvede at tale til hans fornuft, men der var ikke noget at gøre.

Jeg sagde, at han skulle passe på sig selv og love at ringe hvis der blev noget....

Fuck jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis han dør i nat!!!......



-

2 kommentarer:

  1. Ej hvor ubehageligt.. Kender godt det følelse af magtesløshed. Det er bare ikke til at holde ud og man ville ønske man kunne gøre noget, men personen vil ikke hjælpes. Tror desværre ikke du kan gøre andet end at være der i det omfang han vil ha det. Men mon ikke det en dag ændre sig?? Hvor gammel er din bror og hvilket liv levet han til hverdag. Har i samme forældre og hvordan har han det med sin opvækst??

    SvarSlet
  2. Jeg håber han får det bedre af, at gå til den psykolog. Jeg ville jo ønske at kom ind i psykiatrien, fordi jeg er overbevist om, at han ville kunne få mere intensiv og målrettet hjælp dér. Men det er "bedre end ingenting".

    Han er 25 år og er netop lige blevet færdig med en længere videregående uddannelse. Så er han blevet fastansat i den virksomhed, hvor han var i lære og arbejder for det meste noget i retning af 10 timer om dagen. Han er et meget kontrolleret og perfektionistisk menneske og hans selvtillid sidder i det mærketøj han går med, hvilket ham og jeg tit har snakket om.

    Alle vi tre "børn" har samme forældre og vi snakker tit om vores opvækst. Mest mig og den ældste. Det er min overbevisning, at han fortrænger en masse ubehagelige følelser af svigt, forladthed og depression (og alle de andre ubehagelige følelser, der "bor" under den fine overflade) og skjuler det for sig selv (og os andre) ved at "have styr på tingene". Det hele "kører derud af", men han kan ikke lide at være alene og bliver overvældet af svære følelser så snart han er alene i længere end en times tid af gangen. Meget af det her ved han godt og vi har tit snakket om det. Desværre har det bare aldrig været nok til, at han har ville søge hjælp...

    Jeg har ikke hørt noget fra ham siden vores telefonsamtale igår, så jeg går ikke ud fra at der er sket noget. Så er jeg sikker på, at jeg ville være blevet ringet op. Jeg kan heller ikke lide at kime ham ned hele tiden. At være den "neurotiske" (i hans øjne) søster, der konstant er nervøs for ham. Men for helvede... Der er da noget at være nervøs for...

    SvarSlet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...