De sidste par måneders tid har jeg taget 5 kg på!!!!
Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!
For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..
Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!
Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.
Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!
Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...
På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!
Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.
Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.
Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.
Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...
Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!
Hold kæft hvor er jeg bare irriteret på mig selv over det. Og jeg bliver endnu mere irriteret på mig selv, hver gang jeg har slugt det sidste stykke kage, småkage, flødebolle, slik, ostemad, franskbrødsmad-med-smør-og-nutella eller whatever. Det hele det bliver bare kørt ind uden at tænke. Jo, jeg tænker på hvor dejligt det smager og hvilken lækker følelse det er, mens jeg smager og gumler og rækker hånden ud efter noget mere. Og bagefter har jeg lyst til at... ja.. jeg ved sgu egentlig ikke, hvad jeg har lyst til.. men ikke noget godt i hvert fald.. Måske at tvinge mig selv til at løbe til verdens ende og til jeg brækker mig af det!
For flere år siden prøvede jeg at kaste op. Det har jeg forsøgt mange gange, men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke. Jo, der kommer en lille bitte smule, men ja.. Så opgiver jeg..
Jeg ved godt, at det er "helvede på jord" at have bulimi. Det kan jeg jo læse på diverse blogs og i alle de bøger jeg har kværnet mig igennem, men nogle gange ville jeg sgu ønske, at jeg bare kunne brække mig bagefter. Inderligt UNDSKYLD til de bulimikere der læser med!!!
Igår aftes var jeg ude og løbe. 3 km. Altså når jeg siger løbe, så betyder det, at jeg løber til jeg ikke kan trække vejret mere og så går jeg indtil jeg igen kan trække vejret og så løbe igen osv. Andre gange har jeg løbet 5 km, men nu har jeg sat ambitionsniveauet ned for at give mig selv lidt mere motivation. Det føles mere overskueligt, at jeg "kun" skal slæbe mig igennem 3 km.
Behøver jeg at sige, at JEG MEGA HADER AT MOTIONERE!!!
Jo, jeg elsker at svømme, men jeg kan aldrig få mig selv slæbt i svømmehallen. Og så er det dårligt for håret og så er det for besværligt at have en badehætte på, fordi jeg elsker følelsen af at svømme under vandet med håret "flagrende" og den følelse går ligesom væk, hvis håret er gemt væk i en badehætte. Og - Og - Og...
På et tidspunkt var jeg faktisk kommet ind i en god "stime" af motion. Jeg var ude og løbe ca. 3 gange om ugen og jeg nåede faktisk til dét stadie, hvor jeg aldrig troede jeg skulle nå til. Jeg begyndte at HAVE LYST til at løbe. Det var jeg alligevel overrasket over. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig!
Mit problem er nok mest bare, at det kommer i bølger, at jeg har lyst/tvinger mig selv til at løbe. Når jeg er kommet hjem fra løbeturen har jeg det fantastisk. Jeg elsker følelsen af hjertet der bare hamrer derud af og sveden der pibler ud af hver en celle på kroppen. Så kan jeg mærke at jeg lever. Så kommer jeg for en kort stund ud af "zombie-tilstanden", som jeg lever i det meste af tiden. Men problemet er, at motivationen og initiativet forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Ligesom med uddannelser, fritidsinteresser og alt muligt andet.
Inden jeg går i seng i aften, har jeg besluttet mig for at skrive en mail til min sagsbehandler. For nogle år siden, mens jeg stadig snakkede med min mor, gik hun også sygemeldt med depression. Hun fik "bevilliget" motion af kommunen. Altså hun skulle møde op 2 gange om ugen (tror jeg nok det var) i det lokale træningscenter, hvor hun havde fri adgang til faciliteterne og hvor der var en instruktør tilknyttet, som hun så også skulle "krydses af" hos, så det blev registreret at hun havde været der. Men hun fik lavet et program, som hun så kunne følge. Jeg tror, det er en del af "Motion kurerer depression"-overbevisningen.
Så jeg vil prøve at høre, om jeg kan få lov til det også.
Om nogle dage vil jeg hade mig selv for det, fordi jeg så SKAL ud af døren og ikke kan overskue det. Men altså... Min mor kom heller ikke hver gang. Hun skulle bare ringe og sige, at hun ikke kom...
Idag blev det til en cykel-tur på 5 km. En MEGET langsom cykeltur, for det er min lille hund der sætter tempoet, fordi hun løber ved siden af. Når hun så ikke gider løbe mere, så kigger hun på mig og gør mig opmærksom på, at hun gerne vil op i kurven og sidde i stedet for. Det kommer hun så. Så kører jeg gerne lidt længere med hende siddende der, fordi hun simpelthen ser så sød ud, mens hun sidder og kigger rundt og snuser. Hun elsker det og det er så hyggeligt!
Hvor dejligt!
SvarSletDet er jo et indlæg fuld af positivitet, trods dit "had" til det at stoppe i hovedet ;-)
Men man må altså gerne forkæle sig selv lidt engang imellem - det bringer lidt glæde ind i tilværelsen :-)