onsdag den 27. juni 2012

Bare ked og savner min mor


Det er nu over 1½ år siden at min mor brød min tillid ved at fortælle en af mine dybeste hemmeligheder videre. Siden da har jeg stort set ikke haft noget at gøre med hende. Jeg har skrevet flere breve, som hun ikke har svaret på, bl.a. hvor jeg skriver om hvordan hendes misbrug har påvirket mig.

Det seneste brev svarede hun på, men det var ikke andet end en lang remsen op af situationer hvor hun synes hun havde været der for mig. Hun kommenterede slet ikke nogen af de ting JEG havde skrevet om i brevene. Desuden skrev hun, at jeg nu har modtaget psykiatrisk hjælp i så mange år, og om det dog ikke er på tide at jeg tager skeen i den anden hånd og kommer ud af "offerrollen". 


D.v.s. hun ikke har forstået noget som helst. Ikke engang at jeg er syg. At jeg har en personlighedsforstyrrelse, og at jeg IKKE BARE kan tage mig sammen!

Jeg har været igennem hele følelsegisteret mange gange på det 1½ år. Jeg har mest følt vrede. Rigtig meget vrede. Men nu er det gået over i savn. Jeg savner hende... eller jeg savner noget... en mor... en mor, som en mor skal være. Ikke som min mor er... manipulerende.... nedgørende... selvhævdende... som ser mig som en forlængelse af sig selv og ikke, at jeg er et selvstændigt individ som har egne meninger og har lov at sige fra.

Jeg synes det er svært i terapien for tiden. Jeg har det svært med, at jeg føler at min mor bliver gjort til en psykopat, der kun er ude på at skade mig. Jeg tror ikke på, at hun gør nogen af de her ting med vilje. Hun vil ikke skade mig med vilje - det ved jeg. Det er bare sådan hun er. Det er ubevidste mønstre hun har, som gør mig syg når jeg er i nærheden af hende. Udover dét så er det hendes alkoholmisbrug. Plus at hun nu har fundet en mand der har været voldelig overfor min lillebror. Ganske vist kun én enkelt gang - men er det ikke også en enkelt gang for meget? Det lader til at jeg er den eneste i familien der stadig tænker på den episode. Selv min lillebror tænker vist ikke så meget på det mere. Jeg forstår bare ikke at det bare kan gå i glemmebogen sådan noget. Nu er de tilmed lige blevet gift.

Hun ringede til mig for nogle dage siden. Det er første gang jeg snakker med hende i over ½ år. Jeg har skrevet nogle få sms'er, men det er også det. Hun græd rigtig meget og sagde at hun savner mig og om jeg ikke nok vil tænke over, om vi kan ses og få snakket tingene igennem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.
Jeg spurgte om hun havde lyst til at komme forbi. Hun har ikke set min nye lejlighed endnu. Men hun sagde at hun helst ville have at jeg kom hjem til hende, hvis vi skulle ses. Hvorfor nu det? Ikke engang når jeg åbner døren på klem tager hun imod. Det skal være på hendes præmisser. Jeg vil ikke der hjem. Hvad skal jeg det for?

På den ene side går jeg seriøst og tænker over om jeg skal ringe og spørge hende om vi skal gå en tur i skoven og snakke. Så skal vi ikke sidde overfor hinanden i en sofa og glo hinanden i øjnene. Samtidig så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til hende. Jeg orker næsten ikke at tage hul på bylden.

Jeg synes det er så svært...

Samtidig så er jeg bange for at der sker hende noget og jeg vil fortryde det til evig tid.

Min mormor er også på sygehuset, hvilket min mor også fortalte mig den anden dag.
Hun er gammel og svag efterhånden. Der er ingen der ved hvor længe hun holder endnu. Jeg har hele tiden en hvid og en sort engel der skændes på mine skuldre. Jeg har på den ene side dårlig samvittighed og føler at jeg burde besøge hende. På den anden side, så synes jeg sgu aldrig at de (min mormor og morfar) har været der for mig. De har kun været med til at fastholde min mor i hendes misbrug, selvom de godt har vidst hvor meget det gik ud over både hende og os børn. Så hvorfor skal jeg besøge hende? For at gøre hende glad og tilpas? Hvem gør så mig glad?

Hvem kommer og trøster mig nu hvor jeg sidder og græder og har det ad helvedes til?

Hvordan kan man skade et barn så meget, at det får en personlighedsforstyrrelse.
At det altid føler at det er synd for mor og far.
At det altid tænker på alle andre end sig selv.
At barnet skal være den stærke der skal tage sig af forældrene, når det skulle være omvendt.


Jeg føler jeg straffer min mor ved ikke at ville se hende. At jeg er moren der straffer barnet fordi jeg tager vare på mig selv. Jeg har fået det væsentlig bedre i den forgangne 1½ år efter jeg har haft minimal kontakt til hende, og nu fordi hun ringer og vi snakker i 5-10 min. så ryger jeg lige ned i depressionen igen... Men jeg tror stadig ikke på at hun gør noget af alt det her med vilje...

Måske er det også derfor det er svært for mig, for jeg tænker, at hun jo ikke ved hvad hun gør forkert, når det er ubevidste ting. Og hvordan skal vi komme videre hvis jeg nægter at se hende.


Samtidig så er der jo ikke nogen der siger at vi SKAL komme videre, men jeg kan heller ikke forestille mig at jeg aldrig skal have et forhold til hende igen...                               





2 kommentarer:

  1. Synes bare du er rigtig god til at skrive.. og jeg har selv en personlighedsforstyrrelse så jeg ved hvordan det er.. og man skal virkelig huske at passe på sig selv.. der er desværre ikke andre der gør det for en.. :)

    SvarSlet
  2. Jeg har brudt med min mor.
    Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

    SvarSlet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...