Overtalelse

Jeg har virkelig svært ved at holde fast i mig selv. Han bliver ved med at prøve at overtale mig til, at vi skal finde sammen igen. Når han snakker om alle de gode ting, så glemmer jeg alt det negative. Jeg sad og læste min dagbog for det sidste halve år igennem igår, og der står nærmest ikke andet end noget negativt. Allerede ved juletid begynder jeg at skrive om at gøre det forbi med ham.

Det er ligesom at ryge.
Når man sidder med smøgen i hånden - så vil man gerne holde op!
Når man er holdt op - så savner man det!

WTF!

Og han bliver ved med at presse på for at ses. Picnic, sushi, gå-ture og hvad ved jeg...

Han jagter... Jeg flygter...


Jeg tror også han er bange for ensomheden. Han gik direkte fra x-konen og til mig. Han har aldrig prøvet at være alene. Bo alene. Og nu bliver han konfronteret med den nagende ensomhed og alle det ubehagelige følelser man ikke har lyst til at mærke.

Jeg bliver også ved med at tænke, at jeg aldrig finder en mand som kan acceptere alt ved mig som han gør. Han accepterer endda at jeg kører escort og ved hvorfor jeg har brug for det. Han vil bare have mig med hud og hår og alt. Det tror jeg hører sjældenhederne til...

Åhhh....

Pas på hvad du siger!

Påtager mig andres meninger

Det værste ved min borderline er at jeg hurtigt mister mig selv. At jeg med det samme er ovre i andres behov. At jeg påtager mig andres meninger. Beslutninger jeg er 100% sikker på det ene øjeblik, bliver som dug for solen når andre taler "deres sag". Pludselig bliver jeg i tvivl om hvad jeg selv mener og synes lige pludselig at ja, det er da logisk at den anden har ret.

For nogle uger siden gjorde jeg det forbi med min kæreste. Han vil meget gerne have mig tilbage, men jeg har ikke de rigtige følelser for ham mere. Men når han så fortæller hvor meget han elsker mig og remser alle de gode ting ved vores forhold op, så bliver jeg så meget i tvivl om jeg ikke alligevel elsker ham. Når vi så har lagt røret på, forsvinder min tvivl og jeg kan mærke mig selv igen. Jeg bliver bare så hurtigt påvirket af andre.

For noget tid siden læste jeg et eller andet sted, en der skrev noget i retning af, at hun ikke kunne være sammen med flere veninder på samme tid for "hvem skal jeg ligne, når der er flere?!". Min far har fortalt at jeg som lille, ikke kunne finde ud af at lege med flere veninder ad gangen. Det giver lige pludselig mening nu, hvorfor jeg ikke kunne det. For når jeg ikke vidste hvem jeg selv var, og var vant til at kopiere den jeg var sammen med, så var det jo umuligt med flere veninder på samme tid.

Selv som voksen kan jeg godt have det svært ved at være sammen med flere veninder eller venner på en gang. Det sker så ikke for tiden, da jeg overhoved ikke har nogen.

Måske forventer jeg bare for meget af de veninder jeg har, når jeg har nogen. Den eneste veninde jeg har en lille smule har jeg ikke snakket med siden nogle dage efter at jeg gjorde det forbi med kæresten. Det er nogle uger siden nu. Hun var en god støtte i telefonen hvor jeg græd og var i tvivl. Hun mindede mig om hvorfor det er, at jeg er gået fra ham og det gjorde at jeg fandt tilbage til mig selv igen.

Hvis situationen var omvendt og det var hende der var gået fra sin kæreste, så ville jeg som den mest naturlige ting i verden ringe til hende og høre hvordan det gik og om der var noget jeg kunne gøre for hende. Men nej. Jeg har ikke hørt fra hende siden. Er det mig der forventer for meget?

Jeg forventer at andre skal være der for mig, som jeg er der eller ville være der for dem. Er det for meget forlangt?

Og i stedet for at fortælle at jeg er såret, som jeg fx. er nu, så er det nemmere bare at afskrive hende. Det er nemmere at være alene end at blive såret....