søndag den 4. november 2012

Stadig i Tyrkiet

Jeg er stadig hernede. Desværre.

Jeg skulle jo have været hjemme i mandags - dvs. for 6 dage siden. Min far blev ved med at spørge om jeg ikke nok ville blive en uge mere. Han spurgte mig nok 3 gange. Nogle gange nærmest bedende og sagde at det var så hyggeligt at jeg er her osv.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke mig selv eller hvad jeg havde lyst til. Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg godt se, at jeg egentlig helst ville hjem, men jeg havde så satans svært ved at få det sagt og samtidig så er det jo dejligt at være på ferie (noget af tiden, i hvert fald), så jeg blev.

Skrev til psykologen at jeg blev en uge mere og var derfor nød til at aflyse 3 tider. Jeg fik en kort og kold sms tilbage. Ved godt at det bare er hendes arbejde, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage det nært. Så nu har jeg hvert dag siden, spekuleret på om hun er sur på mig. Om jeg skal have en "skider" når jeg kommer hjem. Prøver at sige til mig selv, at hun ikke skal bestemme i mit liv og jeg selv bestemmer om og hvornår jeg vil have ferie. Desuden så har jeg kun været syg eller meldt fra max. 4 gange på de 3 år jeg har gået til samtaler i distriktspsykiatrien, så mon ikke jeg har noget goodwill opsparet?

Men lige siden det var for sent at nå flyet, har jeg fortrudt at jeg blev. Det er på ingen måde hyggeligt.
Det er som det altid er med min far.

Han har væltet rundt i en kæmpe brandert lige siden. I forgårs skulle han lave "sjov" på stranden med nogle unge drenge. Han forsøgte at efterligne deres akrobatiske evner og endte med at falde lige på røven og slå sit haleben så voldsomt, at han hverken kan gå eller sidde.

Han har været enormt melankolsk og hele tiden været på vippen til at bryde i gråd. Han har også flere gange grædt. Han spiller melankolsk musik på computeren. Bl.a. så spillede han et (smukt) nummer med Lene Siel og sagde, at jeg skal sørge for, at netop dette nummer skal spilles til hans begravelse, når den tid kommer!!

Natten til igår gik det for alvor galt. Jeg havde en lang snak med ham, hvor han indrømmede en masse ting om hans misbrug og hvor slemt det står til. Hvor han gemmer sine flasker henne rundt omkring her i lejligheden. Hvor meget han reelt drikker i døgnet, hvilket er mellem 1 og 3 store flasker hård spiritus - vodka for det meste. Hvordan han for noget tid blev stoppet af politiet i Danmark, men hvor han fik snakket sig fra at vise sit kørekort fordi han havde glemt det. De bad ham ikke blæse. Han havde på dét tidspunkt drukket en hel flaske rom. Det er hans funktionspromille, som man kalder på fagsprog. Det er det han skal have indenbors for at fungere normalt - og her virker han ædru. Det er simpelthen for sindsygt!

Han græd helt vildt den nat og sagde at han rigtig gerne vil tilbage i behandling og få et ædru liv. Men samtidig fortalte han om, hvor bange han er for det. At han ikke kan forestille sig et liv uden alkohol. Men sådan er det at være alkoholiker. Sådan er det at lide af alkoholisme. Man kan ikke forestille sig sit liv uden alkohol - for hvem er man så?

Jeg fik rigtig tigtig mange ting af vide af ham den nat. Det er fanme hårdt!!!

Sum og summarum... Han lovede at gå i behandling... og bla bla... Som det sidste inden jeg gik i seng, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste hvordan han ville være, når vi senere på dagen stod op igen. Så ville det hele være "glemt". Ganske rigtigt.
Så vi endte med at have et kæmpe skænderi. Jeg råbte og skreg og græd af ham.

Jeg har prøvet at overtale hans kæreste til, at vi skal hjem sammen allesammen på torsdag, hvor jeg har bestilt min billet til København. Har holdt et langt foredrag om, at det er nu han er motiveret og vi er nød til at tale til hans fornuft og få ham med hjem i behandling. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved om hun vil hjem. At hun ikke er klar til at tage hjem. WTF! Luk nu røven, din fucking pot-rygende møgkælling!!! Hvem fanden har ringet hende op for at spørge om hendes mening!!!

Jeg sagde til hende, på en meget diplomatisk måde, at det mest USELVISKE hun kunne gøre nu var, at hjælpe mig med at overtale min far til at tage med til Danmark på torsdag og tage i behandling.

Sum og summarum... Det vil han ikke.... og hun har i hvert fald ikke hjulpet beslutningen i den rigtige retning!!

Så de sidste 48 timer har han ligget på sofaen med abstinenser. Rystende. Svedende. Frysende. Sovende. Hostende. Svag. Syg. Han har taget en kold tyrker.

Så meget for en hyggelig ferie!!!

Han har grædt og undskyld for hans opførsel. Mange gange. Vækket mig flere gange om natten for at undskylde og sige at han elsker mig. At jeg ikke fortjener at han behandler mig så dårligt, når jeg altid er så god med ham. At han ikke fortjener min kærlighed.... og alt muligt...

Jeg ved godt, at det ikke er hans kæreste der træffer hans beslutninger. At det i sidste ende er hans eget valg, at han vil blive hernede, men for helvede altså.. Hvis hun nu også pressede lidt på ved at give udtryk for, at det er en god ide at tage hjem i behandling, så kunne det være at den fes ind hos ham. I stedet så er hun pisse egoistisk og vil ikke hjem. Hun vil lege sygeplejerske for ham. Hun er så pisse medafhængig og jeg fucking brækker mig over at glo på hende. Hun er så fucking fat-svag. Hun tåger rundt. Man er ikke i tvivl om, at hun har røget det meste af sin hjerne væk. Hun fortalte mig den anden dag, at hun har været narkoman i sine unge dage. Narkoman i den forstand, at hun tog heroin. En dag så blev hun enig med sig selv om, at hun ikke ville leve som narkoman. Så stoppede hun. Af sig selv, siger hun. Nu ryger hun "kun" marijuana for at "slappe af". Hatten af for at hun fik sig selv ud af et heroin-misbrug. Men nu har hun en eller anden idé om, at hun sagtens kan kurere min far og påstår at alkoholisme ikke er en sygdom og bla bla.

Jeg er bare så fucking gal og træt af at høre på hende, at jeg kunne knalde hende én midt imellem øjnene!!!!!

Jeg brækker mig over at glo på, når hun står og rister tobakken på gasblusset og laver sin marijuana-pibe og sætter sig ud og ryger på terassen. Hold kæft mand, hvad fanden laver jeg hernede!!!



Jeg skal hjem på torsdag. Jeg skal med en transferbus til lufthavnen kl. 3 onsdag nat, så jeg har 3 hele dage tilbage hernede. Fuck det bliver så dejligt at komme hjem. Heldigvis har jeg en tid hos psykologen på fredag, så det er dagen efter jeg er kommet hjem.

Og jeg savner min hun så helt ubeskriveligt forfærdeligt meget!!! Jeg kan næsten græde når jeg ser billeder af hende på min telefon...

Hvem jeg ikke savner, er min kæreste, hvilket jeg har brugt noget energi på at tænke over hernede også, men det orker jeg ikke lige at skrive om nu...

Jeg har det faktisk lidt ad helvedes til. Selvmordstankerne er vendt tilbage. Jeg ved godt hvad det er der sker. Jeg vender min vrede mod min far, indad mod mig selv. Det er bare svært at sige til sig selv, at "nu må du ikke tænke sådan". Det er bare nogle tanker der kommer. At det kunne være nemmere ikke at være i verden.

Min far har også flere gange snakket om mit (for tiden) ømmeste punkt. Min 30-års fødselsdag til januar. Jeg får det så dårligt, når jeg tænker på det. Jeg har lyst til at rejse ad helvedes til og glemme at jeg har fødselsdag. Jeg vil ikke fylde 30. Jeg vil ikke være ældre. Jeg vil bare gerne... Jeg ved ikke hvad fanden jeg vil... Jeg vil bare ikke mærke det.....

Han er opsat på at holde en KÆMPE fest! Når jeg siger til ham, at jeg ikke har nogen at invitere, slår han det hen og siger, at han kan komme på mange som gerne vil fejre mig. Ja, mange jeg er såkaldt venner med på Facebook, men jeg snakker jo ikke med dem og de er da pisse ligeglade med min fucking fødselsdag. Han bruger også min fødselsdag som undskyldning for ikke at gå i behandling. Underforstået at han vil vente med behandlingen til efter min fødselsdag. Så er der endnu mere grund til at glemme den fucking fødselsdag!!!! Hvis jeg endelig skal holde en fødselsdag, så skal den i hvert fald være uden alkohol, det er helt sikkert!!!


Lorteliv lige nu!!!


***Jeg undskylder for stavefejl m.m., men jeg orker ikke lige at rette i indlægget nu***

3 kommentarer:

  1. Puhaa en masse tanker.. jeg mister helt pusten af at læse det, men samtidig kan jeg virkelig føle hvordan du har det. Du bliver nød til at passe bedre på dig selv. Kan være du i en periode skal sige til din far at du ikke kan magte se ham sådan og at du har brug for en pause, til han er kommet i behandling. måske det kunne sætte ham igang.?? Synes også du skal tænke over hvordan du aller helst vil fejre din fødselsdag.. Glem lidt hvad alle andre forventer og gør det som du har lyst til.. Det tror jeg virkelig du har brug for lige nu.

    Super at du har en samtale fredag, så får du nok sat en masse tanker lidt på plads.

    Kæmpe Kram herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Når jeg kommer hjem har jeg tænkt mig at tage en lang pause fra ham. Det påvirker mig for meget. Jeg har også tænkt mig at give udtryk for, hvorfor jeg tager afstand, men jeg ved ikke lige hvordan endnu. Det må tiden vise. Det kommer nok også an på situationen.

      Åhh det er så svært med den fødselsdag. Jeg tror jeg vil se om jeg ikke kan finde et billigt weekendophold.. og gerne noget med noget massage.. Det skal være en forkælelses-fødselsdags-weekend.. Det kunne være rart :-)

      Ja, glæder mig godt nok meget til den samtale på fredag!!!

      Slet
    2. Lyder nu lækkert med en forkælelses weekend.. Vi skal selv på weekend ophold her om en lille måned.. glæder mig vildt meget. trænger sku til at komme lidt væk. selv om det kun er til kolding :D

      Kan godt forstå du glæder dig til din samtale. sådan har jeg det selv med den næste samtale jeg skal til nede på psyk.. har nogle tanker jeg virkelig har brug for at dele med dem.

      Slet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...