En dag alene....

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?





.

Det går jævnt dårligt! Parforhold, indre barn, dissiocering, misbrug, medafhængighed.

Jeg er totalt i mit indre barns vold i de her dage.

Jeg er helt igennem ked af det. Helt nede i maven. Overalt i min krop. Tårerne presser sig på konstant.

I forgårs græd jeg, som jeg ikke har grædt siden jeg var barn. Hulkende. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var i år 2014. Jeg var tilbage i 1993, hvor jeg var 10 år gammel. Da mine forældre glemte at komme ind og putte mig og jeg faldt i søvn grædende. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke savnet. Hvor gjorde det ondt!

I de her dage dissocierer jeg meget. Jeg har mange timer nogle dage, hvor jeg slet ikke er i min krop. Jeg er udenfor. Den anden dag havde jeg heldigvis fået en ekstra samtale hos min psykolog. En time efter hun havde skrevet en sms og vi havde aftalt, at jeg skulle komme, begyndte det. Jeg var helt ved siden af mig selv. Et alvorligt anfald. Det var så ubehageligt. Det var rart, at jeg havde det sådan en dag, hvor jeg skulle til psykologen, for så får hun set det. Indtil videre har jeg kun kunne fortælle om det, fordi det aldrig er sket mens jeg har været der. Denne gang var hun ikke i tvivl.

Kæresten måtte køre mig derop, for jeg ville ikke køre bil i den tilstand. Da han hentede mig, kørte vi til stranden, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det ville hjælpe mig med noget jordforbindelse, hvis jeg kunne gå lidt rundt med fødderne i det kolde vand. Det hjalp også lidt.

Det var surrealistisk. Det hjalp mig også at holde ham i hånden. Så var det ligesom om, at der var en forbindelse til "noget" gennem hans hånd. Så fløj jeg ikke bare rundt, agtigt.

De kalder det vist nær-psykotisk. Depersonalisation.

Depersonalisation, (af de- og afledn. af person), ændring af bevidstheden med oplevelse af at være ved siden af sig selv eller af at være en iagttager af egne handlinger. Tilstanden kan optræde ved udtalt træthed, efter opvågning eller i angstprovokerende situationer, men ses også ved psykisk sygdom, fx depression og skizofreni samt ved epilepsi. Ved sindssygdom kan det opleves, at kroppen ikke er ens egen, eller fx at den er lavet af gips.

Psykologen mener, at det er fordi der er nogle erindringer der presser sig på og kroppen reagerer ved at gøre sig tom og "ved siden af sig selv" for ikke at mærke det.




Udover dét, så er jeg også havnet i endnu et forhold, hvor jeg ikke har følelserne med. Og nu er han endda mere eller mindre flyttet ind og har lånt sin lejlighed ud til en af de andre kursister på Vikon. Så nu kan jeg ikke bare "smide ham hjem".

Jeg kan ikke finde ud af ham. Det er ligesom om, han vender på en tallerken. Han modsiger sig selv hele tiden i forhold til misbrug. De forskellige ansatte på Vikon siger ét og han siger selv noget andet. Det ene øjeblik kalder han sig alkoholiker eller misbruger. Siger at han har en afhængig personlighed. 2 minutter efter kan han sige de modsatte.

Vi skralder og har fundet flere rammer øl, hvor der kun var en eller 2 øl der var gået i stykker. Resten har vi så taget med hjem. Igår var jeg oppe hos min far alene. Så skriver han lige pludselig, at han har foræret al alkohol til naboen, fordi det var for fristende at have det stående i huset. Sidste torsdag havde vi en dag for os selv hver for sig og der viser det sig, efter at jeg har gået ham på klingen i en times tid, at han har røget pot. Hvis det ikke er at være misbruger, så ved jeg ikke hvad det er.

Jeg kan og vil ikke være i et forhold til en misbruger i benægtelse. Jeg vil ikke være en af dem, som fører mønstret videre og selv havner i et forhold med en aktiv misbruger. Jeg vil ikke være en medafhængig kæreste.

Nu er det ligesom at være kæreste med mine forældre. At jeg konstant er på vagt. At jeg ikke har noget tillid til ham. At jeg konstant lugter til ham, når vi kysser. Hver gang han har indtaget noget, styrtdykker mine følelser. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nogen tilbage nu.

Det føles ligesom mit forrige forhold. Der bølgede mine følelser op og ned konstant. Nogle gange har jeg lyst til ham. At kramme og kysse. Andre gange væmmes jeg og så skal han bare holde sig så langt væk som muligt.

For det meste vil jeg ikke have ham tæt på og det ved jeg jo godt ikke holder. Det er jo ikke sådan det skal være. Jeg burde være forelsket. I stedet for, så ser jeg kun hans fejl. Konstant. Hvilket gør at det bliver meget værre. 

Jeg kan ikke holde det ud.



Min mor har jeg skåret helt fra, men samtidig så kan jeg mærke smerten. For vildt.

Hvordan kan man som forælder bare leve videre ufortrødent, selvom ens børn er blevet personlighedsforstyrrede og har adskillige selvmordsforsøg bag sig?Hvordan fanden kan man ikke se, at man er nød til at gøre noget ved sit liv, for at børnene overhoved har lyst til at se en? I stedet så accepterer min mor bare, at jeg ikke vil have hende i mit liv. "Nå okay, jamen så har jeg bare kun 2 børn". Hvad går der gennem hovedet på hende? Ingenting tilsynelandende. 

Hvordan kan man sætte børn i verden og være så pisse ligeglad?!






  

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Til mine elskede brødre! :-)

Hej Drenge :-)

Ja, dette er så min blog.

Som I kan se, har jeg skrevet en del de sidst år. I nogle perioder mere end andre. Jeg har skrevet ucensureret, fordi jeg var anonym. Det er jeg så ikke helt mere nu, hvor jeg har fortalt jer om den.

Jeg har selvfølgelig omtalt og skrevet om Jer også og jeg håber inderligt, at I ikke tager noget af det ilde op. Det var mine tanker og følelser på det givne tidspunkt og efterhånden som terapien er skredet frem, jeg er blevet ældre og har fået det gradvist bedre, så har mine følelser og tanker om forskellige ting, jo selvfølgelig også ændret sig.

Jeg har læst hele bloggen igennem for at se, om jeg skulle ændre noget af det jeg har skrevet eller slette indlæg, men jeg er kommet frem til, at jeg ikke vil gøre det.

Jeg er nervøs for, hvordan I måske tager nogle af de ting, jeg har skrevet, men samtidig så vil det ikke give et retvisende billede af mig og hvordan jeg har haft det, hvis jeg begynder at censurere mine indlæg og tanker.

Jeg elsker Jer højere end jeg kan beskrive og det er så værdifuldt for mig, at vi har det forhold som vi har til hinanden. Det er meget sjældent, tror jeg.

Som I kan læse undervejs, har jeg følt mig meget ensom og alene, meget af tiden, men jeg har altid håbet og troet på, at vi nok skulle "finde hinanden" igen i de perioder, hvor det har set mest sort ud med uvenskab og splitting i vores familie. Og vi HAR fundet hinanden igen! :-)

Jeg ved ikke, om jeg fremad vil kunne skrive ligeså ucensureret, nu hvor jeg ved, at I læser med, men jeg vil forsøge, for det giver mig enormt meget, at dele om mine tanker, min dagligdag og erfaringer og få feedback fra andre, som kan genkende dem selv i mig.

Så velkommen til min blog... :-)


Kærlig hilsen

Jeres søster



-

Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Dødsfald, veninde og selvskade

Psykologtiden gik med at analysere mit forhold til veninden, som nu har afbrudt vores kontakt og faktisk, så fik vi vendt det om til, at det faktisk var en god ting, at hun nu har afbrudt kontakten. Jeg kan ikke helt forklare hvordan vi kom frem til det, men det var noget med, at psykologen faktisk fik mine øjne op for, hvad vores venindeforhold egentlig indeholdte. Hun spurgte mig om, hvornår det var vigtigt, at en veninde er der for een og jeg sagde, at det var når man havde det skidt. Selvfølgelig er det også vigtigt at have veninder, når det går godt, men lige nu var det min sindstilstand, som vi koncentrerede os om.

Psykolog: "Hvordan vil du sige, at du har det for tiden?!
Mig: "Ad helvedes til!"
Psykolog: "Hvad er det så for en veninde, som bare ud af det blå, afbryder kontakten, når du har det allermest skidt?!"

Ja, det har hun jo ret i. Prostitutionen er jo en form for selvskade og det ved veninden udemærket godt, for hun har selv været i det. Så ja, hvad er det egentlig for en veninde!?

Der var selvfølgelig også en masse andet, som psykologen fik mine øjne op for, så jeg havde det faktisk rigtig godt, da jeg gik derfra. Nu savner jeg slet ikke veninden og faktisk - så har jeg egentlig heller ikke lyst til at optage venskabet igen, hvis det skulle komme til det efter gruppeterapien.

Så fremover der vil jeg ikke have det dårligt med at være i gruppen selvom hun er der. Sjovt som en psykologsamtale kan vende hele bøtten på hovedet, så noget der føltes så forfærdeligt og gjorde så ondt, lige pludselig er en god ting... :-) Hun er fan'me dygtig min psykolog. Men hun har også lige bestået en årelang uddannelse som specialist i psykoterapi - udover hendes uddannelse som psykolog.

Så der blev ligesom sat et punktum for venskabet til veninden. Det var rigtig godt!



Min morbrors dødsfald....
Det kom sgu som et chok. Et stort chok. Og det virker så uvirkeligt at tænke på. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at han faktisk er død og at man aldrig kommer til at se ham igen.

Vi havde ikke rigtig noget forhold, men alligevel så vidste jeg jo, at han var der derude et eller andet sted. Og det er han ikke mere nu. Døden er altså noget forunderligt noget. Det ene sekund så er man her og sekundet efter, så er man væk for altid. Det er en mærkelig tanke.

Det har også sat mine tanker rigtig meget igang om min egen far. Min morbror blev 58 år. Min far er 56 år og han lever MEGET MEGET mere usundt end min morbror gjorde. Så jeg har grædt en del, men jeg har grædt over, at tænke på mine kusiner, som nu ikke har deres far mere - den ene skal giftes til sommer, hvor han skulle have fulgt hende op ad kirkegulvet. Og så græder jeg, fordi jeg er PISSE HAMRENDE bange for at miste min egen far.

Min far skal også med til begravelsen og jeg har tænkt mig, at gå sammen med ham og holde ham i hånden. Det har jeg brug for. At mærke at han er i live. Jeg skrev en besked til ham, dagen efter jeg fik af vide, at min morbror var død. Jeg skrev: "Du må aldrig dø, far! :-(" og at jeg elsker ham og savner ham. Han svarede: "Ikke tænke sådan, skatter!".

Han er i Tyrkiet i hans lejlighed i disse dage. Jeg mener faktisk, at han kommer hjem sent i aften. Måske skulle jeg besøge ham imorgen eller i den kommende uge.

Der kommer til at komme vildt mange mennesker til begravelse. Det ville ikke undre mig, hvis vi bliver 100-150 mennesker. Han var en meget vellidt person med mange jern i ilden. Han har gjort en stor forskel i rigtig manges liv. Specielt unge socialt udsatte mennesker. Han har haft et opholdssted sammen med hans kone. Jeg tror kirken bliver fyldt til bristepunktet. De har også valgt en stor kirke, netop af den grund. Han skal ud og ligge i den anden ende af byen - ved siden af hans datter, som de mistede for mange år siden. Hun døde af en hjerneblødning, da hun var 12 år. Nu er der 2 "børn" tilbage. De er voksne nu, så børn kan man ikke rigtig kalde dem, men ja... I ved hvad jeg mener...


Jeg kommer til at tud-brøle til begravelsen...




-

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.

Endnu en familiefødselsdag

Så kom september hvor min ældste lillebror har fødselsdag. 25 år.
Hold kæft, hvor bliver tiden af!?
Jeg kan stadig se for mig, da han som 18 årig (mener jeg han var) kom slæbende med en sportstaske hjem til mig, fordi han var blevet smidt ud hjemmefra af min mor. Sådan flyttede han hjemmefra. Blev smidt ud af min mor og flyttede hjem til mig.

Han ringede her til aften, for at invitere mig. Det bliver holdt på dagen. "Så er du i hvert fald blevet inviteret", sagde han. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at komme. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det, men at jeg lige ville tænke over det. Allerede da han startede samtalen en anelse tøvende, vidste jeg hvad det gik ud på og jeg får det pisse dårligt. Jeg får det pisse dårligt hver gang der er en i familien der har fødselsdag, hvor jeg skal tage stilling til om jeg kommer. Han lød nærmest undskyldende. Han ved godt, at jeg ikke kommer. Det vidste han allerede inden han ringede.

De bliver 16 (tror jeg nok), hvis alle de inviterede kommer. Bare alene tanken om at skulle deltage i noget, hvor der er så mange samlet på ét sted gør, at min mave snører sig sammen. Udover det så kommer min mor og hendes kæreste og min mormor og morfar. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har allerede bestemt mig for at takke nej, jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det til ham med det samme. Sidste gang vi snakkede om balladen i familien, sagde han til mig, hvor længe jeg havde tænkt mig at "det her" skal vare. Det samme som at sige, at nu må jeg også snart komme til fornuft. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste hvor længe det skulle vare, for det ved jeg ikke. Jeg kan da ikke sætte tid på, hvornår mine følelser ændrer sig eller hvornår jeg er stærk nok til at kunne være sammen med alle dem, der overdyngede mig med dårlig samvittighed konstant.

Men hvad når de skal giftes? Min lillebror og hans kæreste. Der er ikke blevet friet endnu og så vidt jeg er orienteret, er der ikke udsigt til det foreløbigt, men jeg kan da ikke lade være med at tænke tanken. Min psykolog ville sige, at der ikke er nogen grund til at bruge tiden på at tænke på det nu, hvor det slet ikke er aktuelt.

Jeg har været drænet totalt for energi idag, så jeg havde lagt mig ind for at tage en lur og da jeg vågnede kunne jeg se at han havde ringet. Efter jeg har snakket med ham, har jeg kun fået det endnu værre. Jeg er bare virkelig ked af det indeni i de her dage. Samtalen med psykologen tog virkelig hårdt på mig igår og nu kommer den her lige oveni.

Endnu engang føler jeg mig som det sorte, syge og underlige får af en søster, som lever ude på sidelinien parallelt med resten af familien.... Den følelse kommer hver gang jeg skal sige nej til familie-tam-tam..   

På vej mod afgrunden....

Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!

Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.

Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.

Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.

Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.

Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...

Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.

Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....

Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!




Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.

Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.

Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....

Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?

For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?

Ikke respekteret

Jeg var hos psykologen igen igår, og denne gang var der ikke noget at hverken mærke eller se. Jeg tror bare, at hun har haft nogle dage hvor hun var uoplagt. Igen - hun er jo også kun et menneske. Men det var rart at være "back on track" og hvor jeg ikke behøvede at bruge energi på at analysere hendes mindste ændring i adfærd.

Efter jeg havde skrevet indlægget den anden dag med at jeg savner min mor, sad jeg og læste min dagbog igennem på Depnet.dk. Den er helt tilbage til for 3-4 år siden, og der blev jeg virkelig mindet om hvorfor jeg bliver så syg af at have noget med hende at gøre. Jeg blev mindet om hvor mange grimme ting hun sagde til mig dengang jeg boede hos hende og hvordan jeg bare ikke kunne vente med at komme ud derfra og at jeg skulle have en meget lang pause fra hende, når jeg engang flyttede fra hende igen.

Samtidig så stod der også en masse om min mormor, som heller aldrig har respekteret mine grænser. Blandt andet hvordan hun altid skulle komme ind på min værelse og snaaaaaakke når hun var på besøg hos min mor. Også selvom jeg havde lukket døren og gjorde ekstra meget for at virke irriteret over at hun kom rendende hele tiden.

Mine grænser er aldrig blevet respekteret i familien. Bare ved tanken sidder jeg her i skrivende stund og bliver helt vildt irriteret og vred på dem. Det er deres fucking skyld at jeg har fået en Borderline personlighedsforstyrrelse og at jeg skal have det så meget sværere end mine jævnaldrende. At jeg er nød til at gå i intensiv terapi hos en psykolog, for at holde selvmordstankerne og meningsløsheden for døren. Tænk jeg begyndte hos den første psykolog allerede som 13årig og jeg har kun haft få perioder i min liv siden da, hvor jeg ikke har gået i terapi hos en eller anden. Jeg bliver snart 30 år.

Idag er det meningen at jeg skal i gruppe. Lige nu kan jeg overhoved ikke overskue det. Jeg havde egentlig glædet mig. Det er har væltet læsset er, at jeg skal ind til min lillebror i aften og hente en computer, som jeg skal købe af ham. Så kan jeg ikke overskue det andet også. Jeg er allerede mega udmattet. På den ene side vil jeg gerne have computeren, men jeg orker ikke at skulle ind og hente den. At skulle være "på".



Jeg ved ikke hvorfor det er, at jeg føler at jeg skal være "på", når det bare er min lillebror. Han har boet hos mig i mange år, fordi min mor smed ham ud hjemmefra, så han kender mig jo. Men han har det bare så svært med svaghed. Sådan som han ser svaghed. I hans øjne er svaghed, at jeg ikke bare "kan tage mig sammen" og få fingeren ud. Han har heller ikke forstået at det er en forstyrrelse i personligheden at have Borderline og det ikke bare er noget jeg kan "tage mig sammen" fra. Jeg synes sgu det er op ad bakke at have noget med familien at gøre.

Den eneste der giver mig plads til at være den jeg er, er min kæreste!

Idag ringede min far

Han ringer normalt kun når han har en "agenda". Noget han vil sige. Noget der skal aftales. Noget der skal ordnes. Men idag ringede han bare for at sige hej og høre hvad jeg lavede.
Straks han ringer så er alle alarmklokkerne på. Er der noget i vejen? Hvorfor lyder hans stemme som den gør? Skal jeg nu have skæld ud idag? Hvordan er hans humør? osv osv osv...

Selvom han bare ville sige hej og samtalen var helt overfladisk, så får jeg det alligevel skidt når jeg har snakket med ham. Jeg har sådan lyst til at tage ham under mine vinger som en fugleunge. At være mor for ham. Det har jeg været i så mange år, så rollen er meget bekendt. Jeg arbejder på at komme ud af den. På at se at det er mig der er datteren og ham der (burde) være den voksne. I stedet så er rollerne helt byttet rundt.

Han er i økonomiske problemer. Har en masse ting til salg han ikke kan komme af med, fordi folk stadig holder på deres penge. Han har banken på nakken, men alle hans penge "står i noget" (ting).

Men egentlig har jeg ikke medlidenhed med ham på det punkt, for han har selv sat sig i den situation. Han har selv været ligeglad og givet hans tidligere kone totalt råderet over hans økonomi. Hun brugte løs som det passede hende - og det var ikke så lidt!!!

Samtidig så har han ikke sat sig ordentligt ind i de investeringer han har lavet, stolet på de forkerte mennesker, og derved tabt en hulens masse penge. Og så er der lige alle pengene der skal til at vedligeholde hans misbrug af især kokain, men også alkohol. Det er sgu en dyr vane.

Så ja, det er synd for ham at han sidder med røven i vandskorpen nu, men han kunne have stoppet det for længe siden.

Mit livsønske gik i opfyldelse sidste sommer, da han gik i behandling. Jeg besøgte ham hver uge i besøgstiden, og det var som at få en helt ny og tilstedeværende far. Det var så mærkeligt. Mærkeligt at man lige pludselig gerne måtte snakke om og sige de ting, der altid har været forbudte.
Han var tilmed begyndt at kalde sig selv for alkoholiker. Jeg fik mange undskyldende sms'er igennem hans forløb, hvor han fik øjnene op for hvordan det har ødelagt os, at vokse op med deres alkoholmisbrug.

Men det holdt ikke længe. Jeg tror han drak allerede samme dag som han kom hjem efter opholdet. Samtidig så ved jeg fra personalet at han hele vejen igennem har løjet om hans kokainmisbrug. Jeg tror det var det forkerte sted jeg fik ham indskrevet på. De havde ikke nok fokus på hans egentligt største problem som er kokain. Det her var mere et alkoholbehandlingssted.

Jeg må bare sande at han ikke ønskede det nok. Idag må jeg ikke engang nævne noget med alkohol, behandling eller noget der minder om det. På trods af at han var så glad for at se hvor glad jeg var, da han var gået i behandling, så har han efterfølgende mange gange siddet og drukket alkohol lige op i mit åbne ansigt. Mange gange. Jeg synes det er så tarveligt og respektløst.

Jeg fortalte ham mange gange hvor glad jeg var for at han var gået i behandling, og at jeg troede på ham. Græd sågar af glæde. Og nu skal jeg bare glemme det hele og lade som om det aldrig er sket.

Jeg glemmer det ikke, men jeg ligger det bag mig og arbejder på at leve mit eget liv.
Så må de drikke sig ihjel - det er åbenbart det de har tænkt sig....

Børn er som hunde..

Gennem min terapi det sidste halve år, er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan børn egentlig er som hunde.

Man kan gå så grueligt meget igennem med svigt, misbrug, manipulering, udstødelse og andre dysfunktionelle mønstre i familien, og alligevel elsker man sine forældre. Alligevel hungrer man efter deres kærlighed, og det vil man nok altid have et savn efter.

Jeg har læst et sted, at når borderline-lidende starter i psykoterapi så er det som regel alle andre end moderen der er i fokus. For mit vedkommende var det min far. Det var min far der var misbrugeren. Det var min far der havde svigtet. Det var min far der havde valgt os fra til fordel for sprutten og hans egen stædighed. Han havde i hvert fald ikke brug for hjælp.

Når jeg nu kigger tilbage på min terapi de sidste 2 års tid, er det faktisk min mor der har været det største problem. Det viste sig nemlig, at min mor faktisk også var alkoholiker. Jeg vidste da godt, at hun drak for meget, men jeg havde aldrig set hende som alkoholiker. Jeg fik sat spørgsmålstegn ved, hvordan man ved om en person er alkoholiker, og jeg det gik op for mig, at hun passer på dem allesammen. Her er nogle af dem:

- Hun drak mere end de 7 anbefalede genstande for kvinder om ugen.
- Det går og er gået ud over familien.
- Hun er blevet gjort opmærksom på det gennem mange år.
- Jeg og mine søskende har haft mange skænderier med hende om det.

På trods af det, så så jeg hende alligevel ikke som alkoholiker. Jeg var blevet så meget indprentet af min mor og resten af familien, at det var min far der var misbrugeren.

Samtidig så benægtede hun altid at hun havde drukket, så idag har jeg så svært ved at stole på min egen dømmekraft. Jeg fik jo altid af vide, at det jeg fornemmede og troede det var forkert. Hun havde i hvert fald ikke drukket..

Kontakten til min mor

Jeg går gennem en til tider meget svær udviklingsproces for tiden.

Jeg har næsten helt "cuttet" forbindelsen til min mor, hvilket er rigtig hårdt. Jeg bliver syg hver gang jeg snakker med hende eller bare nærmest hører om hende. Jeg får selvmordstanker og bliver rigtig rigtig depressiv. Bare jeg hører hende stemme i telefonen, så ligger jeg under gulvbrædderne af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed jeg overhoved ikke har grund til at have. Det er bare sådan hun altid har manipuleret med mig. Hvis der er nogen der burde have dårlig samvittighed, så er det hende - som mor - der har været medvirkende til at jeg er blevet så syg, som jeg er.

Hun skal giftes her i maj måned og jeg ved at hun har en invitation til mig, men fordi jeg har afvist at mødes med hende, så tør hun ikke at sende den. Mine søskende skal med. Det er kun mig der er "det sorte får". Jeg kan ikke fordrage hendes nye kæreste eller snart kommende mand. Han har været voldelig overfor min lillebror. Min mor var selvfølgelig pisse fuld den aften det skete, så hvor det burde være min mor der trøstede min lillebror, så blev rollerne helt byttet om, så det var ham der måtte trøste hende. Sådan er det og sådan har det altid været i vores familie - rollerne er helt forskruede. De voksne opfører sig om børn og børnene skal være de voksne. Det er bl.a. det jeg har fået borderline af.

Jeg forstår bare ikke at hun ikke smed ham ud på stedet. Hvis jeg havde en kæreste som var voldelig - bare 1 eneste gang - mod mit barn, så var han røget ud på røv og albuer! Men her er det "glemt", fordi han jo har sagt uuuuundskyld. Som om det gør det godt igen?!?!?

Jeg synes der har været noget udefinerbart underligt ved den mand fra første gang jeg mødte ham. Alle andre i familien siger det samme - bag ryggen på min mor og ham. Han kan bl.a. ikke finde ud af at se en i øjnene når han snakker, hvilket jeg synes er pisse irriterende. Han har sådan nogle "tics" som er svære at forklare, og så snøfter han nærmest hele tiden, selvom han ikke er forkølet. Det er bare SÅ irriterende at høre på.

Når min mor er fuld, så laver hun også alle mulige underlige lyde, så de er sgu et kønt par. Den ene lyder som en blæsebælg og den anden nynner med. Hold da kæft et cirkus!

Jeg kan heller ikke forstå at hun vil have mig med. Hele familien ved at jeg ikke kan fordrage ham. Jeg synes det er den største fejltagelse hun er ved at begå, så hvad fanden skal jeg lave til deres bryllup. Jeg vil da være totalt malplaceret. Den eneste grund skulle være for at hun kan sole sig i glansbilledet over at alle hendes børn er samlet, og "se hvilken harmonisk og dejlig familie vi er".... NOT!!!

Til tider savner jeg hende. Men det er ikke HENDE jeg savner. Jeg savner den mor jeg aldrig har haft, og som jeg aldrig kommer til at få. Når jeg tænker på alt det lort hun har budt mig gennem de sidste mange år - bl.a. med hende alkoholmisbrug, hemmeligheder jeg har fortalt hende i fortrolighed som hun så har fortalt videre - ting som jeg IKKE ville have at andre skulle vide, så bliver jeg rigtig gal.

Jeg er i det hele taget fyldt rigtig meget op af vrede til hende. I øjeblikket drømmer jeg næsten om hende hver nat. Jeg skælder hende ud. Råber af hende. Har sågar givet hende en lussing i drømmen. Jeg kan stadig fornemme følelsen i min hånd. Jeg er sikker på at det er underbevidstheden der arbejder, men tit føler jeg mig bare ikke udhvilet når jeg så vågner om morgenen, når jeg har været urolig hele natten. Jeg er flere gange vågnet ved at jeg ligger og skriger eller råber og spjætter med arme og ben. Jeg har også sat min telefon til at optage nogle nætter for at høre hvad jeg siger i søvne, og det er som regel min mor jeg skælder ud eller råber af.

Jeg føler mig så alene. Det er rigtig hårdt nogle dage.

Julen

Skrevet d. 25. december:

Jeg troede egentlig at jeg var ligeglad med julen. Da mine forældre blev skilt, var det ligesom om højtiderne mistede deres betydning. Siden da har jeg altid synes, at jul og julefrokoster i vores familie er gået op i druk og efterfølgende skænderier, råben, skrigen og folk der græder.

Jeg har ikke deltaget i den årlige julefrokost i flere år, da jeg til sidst fik nok, og indså at jeg ikke synes det var hyggeligt. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvem jeg egentlig tilfredsstillede ved at deltage. Det var i hvert fald ikke mig selv.

I år har jeg holdt jul for første gang uden nogen i min familie. Kun min kæreste og jeg alene. Det var i og for sig hyggeligt nok. Der var intet jul over det, udover gavevekslingen og de 5 nisser der stod på bordet, som jeg havde fået i gave af én, der ikke synes man kunne holde jul uden en eneste nisse.

Det var første gang for os begge to uden nogen form for familie med, så selvom det var hyggeligt, var vi begge en smule vemodige.

Udover det, har jeg i de sidste dage haft det tiltagende dårligt, og det blev ikke just bedre på selve dagen, hvor jeg virkelig kom til at tænke på, hvor ked af det jeg er, over at familien er splittet på den måde den er.

Julefrokosten foregår altid på 1. juledag - idag. Jeg er alene hjemme, og kæresten er på besøg hos sin familie, som jeg har meldt fra til, fordi jeg ikke magtede det. Så selvom jeg havde set frem til en alene-dag, så er jeg alligevel ked af det, fordi jeg ved at min familie er sammen i den anden ende af landet. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan det plejer at foregå, og så forsvinder savnet en smule.


.