Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.
Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.
Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.
Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!
Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!
Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?
Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!
Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!
Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...
Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.
Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...
Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.
Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.
Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.
Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!
Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.
Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.
Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!
Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!
Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?
Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!
Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!
Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...
Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.
Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...
Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.
Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.
Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.
Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!
Hej med dig!
SvarSletPuha, hvor kan jeg bare mærke, hvor svært du har det, når jeg læser dit/dine indlæg. Jeg kan godt relatere til, at det er hårdt at få udskudt en tid hos en psykolog. Mandag er fandeme langt væk, når man har det, som du har det lige nu. Hæng i! Mandag skal nok komme.
Jeg hader selv gode råd, især hvis de starter med "Hvis jeg var dig, så..." - men jeg vil alligevel give dig et råd, som altid har hjulpet mig, når jeg har skullet sige noget svært til et svært menneske. Jeg har skrevet det, som jeg følte, der MÅTTE siges ned og haft det foran mig, når den svære samtale fandt sted. På denne måde kan din mor ikke så nemt hyle dig ud af den, så du glemmer at få sagt ditten og datten. For du har en huskeseddel! Dette råd kender du sikkert allerede til, men du skal lige have det alligevel.
Jeg håber, du kan ryste noget af al skyldfølelsen af. For selvom jeg jo kun har hørt din version af konflikten med din mor, så lyder det som om, at du ikke skylder noget. Du skylder ikke at ringe med det samme, at give nogen ret i noget, at sige undskyld, at snakke med nogens mand om din helt UNDERBYGGEDE og ÆRLIGE mening. At din mor overhovedet har vist dine breve til sin mand kan man undre sig over. Du har sagt undskyld for ordvalget, men din mening skal du sgu ikke undskylde for, da den lyder til at være baseret på overvejelser og ikke bare er spydigheder eller ubegrundede fornærmelser.
Det lyder til, at din mor har kodet dig til at du skal have det dårligt, hvis du er uenig eller ikke magter at leve op til en forventning. Hun lyder til at være dronningen af passiv-aggressiv, og det er en total unfair strategi. Så spiller hun jo med lukkede kort, og du taber lige gyldigt HVAD du gør. Hvis hun siger, at noget er "fint", så tag hende på ordet. Sig at det glæder dig, at hun er så åben. Prøv at ignorere det "men...", der næsten altid følger med den type strategi. Så vil en dag indse, at det ikke nytter noget at sige det modsatte af, hvad hun mener. For det får hun ikke noget ud af.
Håber du kunne bruge mine råd, selvom råd virkelig kan være hammerirriterende at få. Håber, det løser sig til din fordel.
Du har en rigtig fin blog.
SvarSletMange gode indlæg og stof til eftertanke.
Selvom vi måske lider af det samme, reagerer vi på to vidt forskellige måder.
Borderlines sanne ansigt :)
Vidste ikke lige hvor jeg skulle skrive til dig så det bliver lige her.. Tak for din besked på min blog.. :) Har svaret.. :)
SvarSlet