Klokken er nu 05.20 og jeg vågnede kl. 3 og var lys-vågen.
Jeg har allers aldrig haft problemer med at sove. Har til tider kunne sove i døgndrift, og har kunne sove på alle tider af døgnet. Måske er det fordi jeg spekulerer.
Er bange for at jeg er ved at begå en fejltagelse med kæresten. Når jeg ikke er sammen med ham, savner jeg ham, men samtidig har jeg bare behov for at være alene. Uden forventninger. Han siger han ikke har nogen forventninger, og han accepterer mig fuldstændig som jeg er, men jeg føler alligevel at der er forventninger. Man kan vel ikke undgå at have forventninger til en kæreste.
Når jeg er så depressiv som jeg er for tiden, så er det hårdt at være nød til at have masken på, for ikke at vise hvordan jeg er ved at smuldre indeni. Jeg føler ikke jeg kan vise det til nogen. Det er bare noget jeg har det bedst med at være alene om. Jeg har altid været vant til at have masken og smilet på, når der er andre mennesker, så jeg kan ikke finde ud af at være mig selv, når jeg er ked af det, mens der er andre mennesker. Uanset hvem det er.
Når jeg samtidig ikke kan mærke mig selv, er det svært at skulle vise følelser for andre. Specielt en kæreste. Var det bare ham og mig, havde det måske været anderledes, men der er børn i billedet (hans), så det er ikke kun ham jeg skal være "pæn" overfor. Jeg er nød til at være "normal", når de er der. Jeg føler ikke at jeg bare kan ligge og glo tomt ind i fjernsynet og være apatisk, når der er børn til stede.
Jeg føler at jeg smitter dem jeg har rundt om mig med min depressive tilstand. Det må være svært at være sammen med en der har borderline. Som svinger ligesom vinden blæser. At skulle stå på sidelinjen og være magtesløs, når jeg føler det hele ramler om ørerne på mig.
Det kan komme som lyn fra en klar himmel. At jeg lige pludselig ikke føler at livet er værd at leve og at det hele er meningsløst. Hvordan kan man som pårørende undgå at blive smittet af den dårlige stemning og når én man har kær, har det så dårligt?
Jeg er tidligere blevet forladt af en kæreste, som ikke kunne klare det. Der var jeg også dybt depressiv. Måske venter jeg på, at ham her også giver op. Jeg ved det ikke.
.
tirsdag den 27. december 2011
mandag den 26. december 2011
Kan ikke mærke mig selv
Jeg er forvirret. Kan ikke mærke mig selv. Ved ikke hvem jeg er. Ved ikke hvad jeg har lyst til og hvad jeg ikke har lyst til. Det ene øjeblik har jeg lyst til noget, det andet øjeblik noget andet. Når jeg har taget en beslutning om noget, fortryder jeg den lige efter.
Jeg har brug for ro. Mest af alt ro i mit hoved. Tankerne kører rundt hele tiden. Har dårlig samvittighed over for flere mennesker. Føler jeg er et dårligt menneske. Føler mig ussel.
Føler, at jeg kører de mennesker, jeg har kær, med rundt i min rutchebane af følelser, og føler ikke det er fair, for dem der holder af mig.
De spørger hvad de skal gøre for at hjælpe mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal hjælpe mig selv.
Skal til terapi imorgen. Det bliver dejligt!
.
Jeg har brug for ro. Mest af alt ro i mit hoved. Tankerne kører rundt hele tiden. Har dårlig samvittighed over for flere mennesker. Føler jeg er et dårligt menneske. Føler mig ussel.
Føler, at jeg kører de mennesker, jeg har kær, med rundt i min rutchebane af følelser, og føler ikke det er fair, for dem der holder af mig.
De spørger hvad de skal gøre for at hjælpe mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal hjælpe mig selv.
Skal til terapi imorgen. Det bliver dejligt!
.
Julen
Skrevet d. 25. december:
Jeg troede egentlig at jeg var ligeglad med julen. Da mine forældre blev skilt, var det ligesom om højtiderne mistede deres betydning. Siden da har jeg altid synes, at jul og julefrokoster i vores familie er gået op i druk og efterfølgende skænderier, råben, skrigen og folk der græder.
Jeg har ikke deltaget i den årlige julefrokost i flere år, da jeg til sidst fik nok, og indså at jeg ikke synes det var hyggeligt. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvem jeg egentlig tilfredsstillede ved at deltage. Det var i hvert fald ikke mig selv.
I år har jeg holdt jul for første gang uden nogen i min familie. Kun min kæreste og jeg alene. Det var i og for sig hyggeligt nok. Der var intet jul over det, udover gavevekslingen og de 5 nisser der stod på bordet, som jeg havde fået i gave af én, der ikke synes man kunne holde jul uden en eneste nisse.
Det var første gang for os begge to uden nogen form for familie med, så selvom det var hyggeligt, var vi begge en smule vemodige.
Udover det, har jeg i de sidste dage haft det tiltagende dårligt, og det blev ikke just bedre på selve dagen, hvor jeg virkelig kom til at tænke på, hvor ked af det jeg er, over at familien er splittet på den måde den er.
Julefrokosten foregår altid på 1. juledag - idag. Jeg er alene hjemme, og kæresten er på besøg hos sin familie, som jeg har meldt fra til, fordi jeg ikke magtede det. Så selvom jeg havde set frem til en alene-dag, så er jeg alligevel ked af det, fordi jeg ved at min familie er sammen i den anden ende af landet. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan det plejer at foregå, og så forsvinder savnet en smule.
.
Jeg troede egentlig at jeg var ligeglad med julen. Da mine forældre blev skilt, var det ligesom om højtiderne mistede deres betydning. Siden da har jeg altid synes, at jul og julefrokoster i vores familie er gået op i druk og efterfølgende skænderier, råben, skrigen og folk der græder.
Jeg har ikke deltaget i den årlige julefrokost i flere år, da jeg til sidst fik nok, og indså at jeg ikke synes det var hyggeligt. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvem jeg egentlig tilfredsstillede ved at deltage. Det var i hvert fald ikke mig selv.
I år har jeg holdt jul for første gang uden nogen i min familie. Kun min kæreste og jeg alene. Det var i og for sig hyggeligt nok. Der var intet jul over det, udover gavevekslingen og de 5 nisser der stod på bordet, som jeg havde fået i gave af én, der ikke synes man kunne holde jul uden en eneste nisse.
Det var første gang for os begge to uden nogen form for familie med, så selvom det var hyggeligt, var vi begge en smule vemodige.
Udover det, har jeg i de sidste dage haft det tiltagende dårligt, og det blev ikke just bedre på selve dagen, hvor jeg virkelig kom til at tænke på, hvor ked af det jeg er, over at familien er splittet på den måde den er.
Julefrokosten foregår altid på 1. juledag - idag. Jeg er alene hjemme, og kæresten er på besøg hos sin familie, som jeg har meldt fra til, fordi jeg ikke magtede det. Så selvom jeg havde set frem til en alene-dag, så er jeg alligevel ked af det, fordi jeg ved at min familie er sammen i den anden ende af landet. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan det plejer at foregå, og så forsvinder savnet en smule.
.
Abonner på:
Opslag (Atom)
