Kæreste - Respektløs og grænseoverskridende

Hvad fanden er det egentlig jeg laver!!!

Han sejler rundt og respekterer ikke mine grænser. Han bliver ved, når jeg siger nej til sex. Ved og ved og ved indtil jeg ikke orkede at sige nej. Så få det for helvede overstået. Han stank af alkohol og har klæbet til mig som et lille barn siden jeg kom igår. Jeg føler ikke en skid for ham. Jeg føler mig som en prostitueret som han bare kan bruge som han har lyst og det gør han jo, fordi jeg lader ham. 

Jeg er så pisse træt af mig selv. Hvorfor helvede bliver jeg ved med at udsætte mig selv for det pis! Jeg bliver jo ved med at køre tilbage efter mere lort. Og når han snakker om kærlighed og at vi ikke kan undvære hinanden, tænker jeg inden i mig selv, at han er en nar at høre på. Det er fuldstændig som med Mikael. Han ville heller ikke lade mig gå. Der skulle drastiske metoder i brug før han fattede budskabet. 

Nu ligger han og snorker sin brandert ud. Han har vækket mig før fanden får sko på, fordi han nærmest kravler ind i mig. Han kan ikke komme tæt nok på. Jeg får klaustrofobi af ham. Jeg fucking hader ham. Hader hader og fucking hader!!!!

Når han cykler i løbet af formiddagen, så pakker jeg og tager kaninen med. Tager hjem og slukker telefonen. Lad mig være for helvede! Han er hamrende syg i hovedet!!!

Jeg er så pisse træt af mig selv!



-

Jeg har været på date i aften :-)

Ja, det har jeg :-)

Det var en fyr, som jeg har skrevet med gennem en datingside. I sidste uge så jeg en udsendelse, hvor siden Sugardaters.dk blev omtalt. Så blev jeg nysgerrig og oprettede en profil i fredags.

Konceptet kan man vist meget vel kalde "gråzone-prostitution", da det er noget med at finde en såkaldt "Sugardaddy".

På Wikipedia står der:

"Sugar daddy is a slang term for a man, who offers to support a typically younger woman or man after establishing a relationship that is usually sexual"

På dansk:

"Sugar daddy er en slang betegnelse for en mand, der tilbyder at støtte en typisk yngre kvinde eller mand efter at have etableret et forhold, som normalt er seksuelt"

Med andre ord - det er prostitution i en pæn indpakning :-)

Anyway.... 

Vi havde ikke aftalt noget som helst andet, end at vi skulle ud og spise. Der var ikke noget som helst seksuelt indhold, ingen flirt eller noget af seksuel karakter i vores mail-korrespondance. Selvfølgelig ved jeg godt, at der jo nok ligger en forventning om et eller andet, når man har fundet hinanden på sådan et site, men jeg havde planlagt, at det bare skulle være en hyggelig aften - ingen sex eller kys eller noget som helst - og det var der jo heller ikke blevet lagt op til.

Han havde booket bord på en fancy restaurant. Formel B som har fået Michelin-stjerner eller stjerne - kender ikke rigtig til det dér med de stjerner - men så skulle det jo efter sigende være godt!

Nå, men det er egentlig ikke daten jeg vil fortælle om, andet end at den gik rigtig godt. Maden var skøn - jeg blev mega forkælet og han var rigtig sød. Vi havde vildt mange ting til fælles, så der var ingen såkaldt pinlige tavsheder.

Efter maden gik vi en tur og der kom vi naturligvis til at snakke om konceptet på siden. Det viste sig i løbet af aftenen, at han var gift. Det havde han ikke skrevet noget om, så det kom faktisk som noget af en overraskelse. Ikke at det overrasker mig voldsomt, for de kunder jeg normalt besøger som escortpige er sjældent singler. Det var mere dét med, at han slet ikke havde nævnt det.

Men altså - han søgte selvfølgelig en at "hygge sig med". Aka. en elskerinde/bolle-ven eller hvad vi nu skal kalde det. Han havde svært ved at definere det, når jeg spurgte ind til det, men betalingen ville så være hyggelige aftner med middage/koncerter/teater/kunstudstillinger - eller whatever - efterfulgt af en såkaldt "fræk dessert". Jeg kunne også godt få penge udover det.

Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg ved allerede, at det bliver et nej til det seksuelle, men jeg vil sige, at jeg gerne vil være en veninde, hvis han "mangler" en at gå ud med. Det var noget med at konen havde en kronisk fysisk sygdom som gjorde, at hun dårligt kan bevæge sig og er konstant plaget af smerter. Hvilket så også har forårsaget en depression. Derfor gav han udtryk for, at det ikke kun var det seksuelle, som han var ude efter, men at han også bare savnede en/nogen at have en hyggelig aften med fx. middag, en tur i byen, biografen eller whatever.

Han sagde, at det også bare kunne være hyggeligt, at ses til en middag eller noget - uden noget sex - fordi vi havde mange fælles interesser og havde nogle meget interessante samtaler. Det havde vi også, men om han mente det med at ses uden sex, er jo ikke til at vide, men han virkede sådan.

Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at jeg ringede til min far på vejen hjem. Han havde ringet. Jeg havde fortalt ham for nogle dage siden, at jeg skule på date og at vi skulle spise på den her fine restaurant.

Han spurgte så til, hvordan det var gået og nævnte, at det da var en dyr restaurant. Ja, regningen blev omkring 2300,- kunne jeg se, fordi jeg skævede diskret til den.

Så fortæller jeg, at han ikke havde "fået noget" og at vi ikke havde aftalt noget om, at jeg skulle "betale" med sex. Min far ved godt, at jeg arbejder i prostitution.

Det jeg så studsede over var, at han sagde:

"Jamen - en mand inviterer da ikke en kvinde på sådan en fin restaurant, uden at han forventer, at han  får "noget på den dumme"...." 

Jeg vil ikke sige, at han bebrejdede mig, at jeg ikke havde "givet ham noget", men tonelejet og hans ord vidnede om, at han synes, at jeg havde taget røven på ham her. 

Hmm.... Det var først bagefter, jeg lige fik tænkt en ekstra gang over dét han sagde....

Er det virkelig rigtigt, at der ikke er nogen mænd, som vil invitere en date eller en kvinde ud og spise, uden at han skal have en modydelse i form af sex eller "anden kønslig omgang end sex"?

Jeg ved godt, at han da selvfølgelig havde håbet på noget. Det gav han også udtryk for, uden at sige det direkte, men der var jo ikke blevet snakket eller skrevet om det. Havde vi nu skrevet om det i mails'ne, så havde jeg kunne sige nej tak, hvis jeg ikke ønskede, at der skulle være noget seksuelt over det. Men jeg synes ikke, at han automatisk kan forvente en "belønning" i form af sex, fordi han selv har valgt, at invitere mig ud. 

Jeg synes bare, at det virkelig afspejler min fars syn på kvinder. Altså - det er jo sådan han er, men der er da ikke noget at sige til, at jeg har fået et forkvaklet forhold til mænd og sex, når min egen far siger, at man ikke kan invitere en kvinde ud, uden at man forventer, at man får en "belønning" bagefter. 

Udover det, så har han også haft en vist forbrug af prostituerede selv, men at høre ham sige lige netop dén sætning, siger jo alt om, hvordan hans forhold til kvinder er. 

Jeg fik bare en masse tanker i hovedet efter samtalen med ham, at jeg lige måtte have det ud. :-)



Udover dét, så skal jeg op og besøge ham imorgen og overnatte til dagen efter. Det bliver hyggeligt og jeg glæder mig til at se ham... :-)

Og min mor er gået i behandling for sit misbrug idag!
- Ja, fan'me så!

Hun har selv henvendt sig på Lænken idag og bedt om hjælp.
Idag har hun været til forsamtale hos en psykolog og så skal hun derned igen imorgen og snakke med en læge (højst sandsynligt en psykiater) og der deltager den omtalte psykolog også. Så har hun, til at starte med, fået foreløbig 2 psykolog-samtaler over de næste 2 uger.

I telefonen blev hun ved med, at forvisse mig om, at hun mener det denne gang. At hun ikke giver op, før hun er "kommet ud på den anden side" og har fået styr på sit liv igen og "fundet sig selv igen". 

Det lyder jo lovende, men det er svært bare at tro på, når man har hørt det så mange gange. Jeg skal (desværre) se det, før jeg tror det. Det tror jeg også godt, hun er klar over.


En noget begivenhedsrig dag, må jeg sige! :-)





-

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Prostitution... I gruppeterapi med veninden

Jeg skrev en sms til psykologen om natten. At jeg nok havde handlet i affekt og alligevel ikke behøvede den akutte tid, som hun havde givet mig igår. Hun skrev om morgenen, at hun ellers havde skrevet det i min journal og på bookinglisten, så om jeg ville melde fra eller komme. Så skrev jeg, at jeg gerne ville komme. Jeg havde dårlig samvittighed over, at hun skulle bruge ekstra tid på mig. Typisk mig!

Men jeg HAVDE bruge for den ekstra tid, for om morgenen fik jeg et opkald fra min ældste lillebror. Min mors bror er død. I en alder af 58 år. Det var vist et hjertestop.

Det slog helt pusten ud af mig. Jeg var og er stadig i chok. Jeg havde egentlig ikke rigtig noget forhold til ham, men jeg ved, at min mor har set meget til ham de senere år, efter de har optaget kontakten igen. De havde ellers ikke snakket sammen i 15 år eller noget, på grund af uvenskab i familien. Så min mor er helt knust.

Jeg ringede til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun havde det selvfølgelig ad helvedes til og græd rigtig meget. Han betød SÅ meget for hende.

Det er ellers nogle måneder siden, jeg har snakket med hende, fordi jeg troede at hun var sur på mig over, at jeg ikke gav hende nogen julegave sidste år. Men hun troede, jeg var sur på hende... Det er jeg også, men det er noget generelt noget, på grund af alle hendes svigt - og fortsættende svigt.

Nå, men jeg tog så til psykologen. Jeg skrev jo på bloggen igår, at jeg ikke følte, at jeg havde brug for tiden, for som jeg skrev "Der er jo ikke nogen der er død". Hvor sindsygt er det, at jeg skriver sådan og så FÅR jeg fan'me et opkald om, at min morbror er død. Det er fan'me spooky!

Vi snakkede mest om veninden og om, om jeg fortsat skulle gå i gruppeterapien for at komme ud af prostitutionen og hvilke handlemuligheder jeg havde.

Der er tilknyttet en mentor til gruppeterapien, så hende blev jeg enig med psykologen om, at jeg skulle ringe til. Det gjorde jeg så, da jeg kom ud i bilen. Jeg græd helt vildt på hendes telefonsvarer, så jeg er ikke sikker på, at hun kunne forstå, hvad jeg sagde. Det var egentlig også ligegyldigt, for da hun ringede mig op, sagde hun, at hun havde haft problemer med at få aflyttet hendes telefonsvarer, så hun havde ikke hørt min besked.

Jeg fortalte hende så, at jeg "har taget et tilbagefald" som de kalder det og at min veninde havde sluttet vores venskab. "Det er jo noget værre noget", sagde hun. Een ting er, at jeg har taget et tilbagefald, men dét med at veninden går i gruppen, kunne hun godt se det problematiske i.

Jeg fortalte hende om venindens sms, hvor hun havde gjort klart, at hun nu kun ville se mig i gruppeterapien og ikke privat længere. Så mentoren spurgte, hvordan jeg ville have det med at komme i gruppen, nu hvor hun også er der og med det der er sket.

Jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville synes det var vildt mærkeligt, at skulle sidde der sammen med veninden og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til det, men at vi jo ikke var skilledes som uvenner. Så jeg sagde, at jeg fortsat gerne ville gå i gruppen og mentoren sagde, at hun ville hjælpe mig med at formidle det skete til gruppen, når vi startede om aftenen. Så jeg tog derind.

Og det VAR vildt mærkeligt. Veninden sagde bare hej, som om jeg var én, hun aldrig havde haft et venskab til. Vi plejer ellers, at give hinanden den vildeste krammer, når vi ses, men det var der ikke noget af. Det var MEGET akavet. Vi sad sågar ved siden af hinanden.

Gruppen (vi var 4 ud af 6 igår) tog det fint. De havde kun forståelse for, at jeg havde taget tilbagefaldet og der kom et helt emne ud af det med hvilke følelser der er involveret og hvordan man kan forebygge, at det sker igen. Hvad der var sket op til, at det skete og så videre.

Da psykologen spurgte, om der var nogen i gruppen, der ville sige noget til det, sagde veninden, at hun jo havde sluttet vores venskab og nu godt kunne se, hvorfor de anbefaler, at man ikke er venner udenfor gruppeterapien, på grund af at der netop kan ske denne situation.

Hun sagde, at hun havde gjort det, fordi hun håbede, at jeg ville søge hjælp hos mentoren. Hun gav udtryk for, at hun var meget glad for, at jeg var kommet og glad for, at jeg netop havde søgt hjælpen, som hun havde håbet på.

Så der var ingen fordømmelse - kun forståelse fra gruppen. Mentoren og psykologen gjorde klart, at gruppen var for kvinder der havde været eller har et ønske om, at stoppe i prostitution, så med mindre jeg havde tænkt mig, at fortsætte i prostitution, så var jeg fortsat velkommen i gruppen. Det vil jeg så skrive om i et andet blogindlæg.

Da vi var færdige og skulle sige farvel, så var det også kun et "hej hej" mellem veninden og jeg - her plejer vi ellers også at give en ordentlig krammer. Det skal jeg altså lige vænne mig til!

Jeg skal til psykolog om 45 min. så jeg vil skrive endnu et indlæg senere på dagen om, hvordan jeg har det i forhold til min morbrors dødsfald og min fortsatte lyst til at være i prostitution....

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Brændt barn skyr ilden!

Har været hos psykologen idag og tankerne har kørt rundt i hovedet på mig hele dagen.

Jeg tog ikke afsted til undervisningen igår og det var det samtalen kom til at dreje sig mest om. I bund og grund er det nok omgangen med andre mennesker jeg frygter. Det fucking gruppearbejde og andre mennesker. Hvorfor har jeg fået det sådan, at jeg holder mig totalt væk fra kontakt med mennesker. Jeg har altid været meget alene, men jeg har også altid haft i hvert fald én veninde som jeg var bedste-veninde med. Det med at have flere bedste-veninder, det kan jeg ikke finde ud af.

Hele weekenden er jeg tvunget til at være social.
Imorgen skal jeg lave hegn rundt om min have med mine naboer. Det er et krav, da der er en ny nabo, der har ansøgt om at få udvidet sin have. For at det kunne blive godkendt, skulle vi andre også sige ja. De andre har fået lavet deres og nu er det kun mit der mangler. Så imorgen skal jeg ud og købe ind sammen med en af dem og så hjem og fjumre lidt rundt, mens de laver hegnet. Den ene er tømrer, så det er ikke fordi jeg skal "lave noget" som sådan, men jeg kan jo heller ikke bare gå ind og rulle gardinerne ned og forvente at de laver det for mig uden min deltagelse. Selvom det er dét jeg har mest lyst til.

Lørdag aften skal vi så holde "hegns-hejse-gilde". Grill-tam-tam. Det eneste positive jeg fik ind i mit hoved, da jeg hørte at de planlagde dét var, at så kunne jeg "lovligt" drikke mig i hegnet (pun intended.. haha). Jeg har længe haft lyst til en ordentlig brandert. Problemet er bare, at jeg har svært ved at stoppe mens legen er god og jeg ender med at blive for fuld. Ikke at jeg skiller mig ud af den grund eller på anden vis laver ballade, men jeg ved bare af erfaring, at jeg altid får sagt alt muligt jeg fortryder dagen efter og så er det jo ikke så smart, at man bor ved siden af dem man har "åbnet godteposen for". Så konklusionen jeg kom frem til med psykologen idag var, at jeg skal lade være med at drikke. Måske bliver det til et enkelt eller to glas hvidvin, hvis kæresten kommer og skal være med, hvilket han måske gør, men hvis han ikke kommer, så holder jeg mig ædru.

Søndag er det planen at min far kommer og besøger mig. Måske kommer hans kæreste med.
Jeg skrev til ham her til aften for at høre hvordan han havde det. Det er over en uge siden jeg har snakket med ham sidst og jeg tror altid, at han er sur på mig, hvis der går for lang tid mellem at jeg hører fra ham. Men han ringede og var glad for at jeg havde skrevet. Han sagde at han skulle ud og spise frokost med min lillebror imorgen og at jeg var velkommen til at komme og være med. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne pga. "hegnsopsætning", så foreslog han, at han ville besøge mig på søndag i stedet. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke har besøgt mig i min nye lejlighed endnu, hvor jeg allerede har boet et halvt år efterhånden. Hold fast hvor tiden går stærkt. Det er bare meget anstrengende og energikrævende, at have ham på besøg, fordi han ikke kan holde den nære kontakt ud. Jeg har aldrig siddet i en sofa, drukket en kop kaffe og bare sludret stille og rolig med ham. Han farer altid rundt og fjernsynet skal altid være tændt. Så kan han nemlig liiiige skrue op for nyhederne, når kontakten bliver for meget/intens for ham. Så måske vil det være en fordel at han har kæresten med, for så føler han det ikke helt så uudholdeligt.

Jeg ved bare, at jeg kommer til at være totalt drænet for energi på mandag - eller søndag aften. Ja, også lørdag aften/nat, når jeg går hjem efter grill-tam-tam. Jeg bruger bare helt enormt meget energi, når jeg skal være social.

Åhh, jeg synes virkelig at jeg bare lyder så negativ. Som en rigtig pessimist. Måske er jeg blevet en pessimist. En der ikke vil have det bedre. En som godt kan lide at være syg, fordi det er trygt. Det snakkede jeg også med psykologen om idag. Jeg synes bare at det hele bliver så forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad psykologen forventer af mig og det kan jeg ikke lide. Men som hun har sagt mange gange, så er det hende der er "til" for mig og ikke omvendt. Jeg skal "bruge" hende, det er ikke hende der skal "bruge" mig. Sådan ser jeg det bare ikke. Ligesom jeg fik vendt det til at det var psykologen og psykiateren der forlangte at jeg skulle starte på VUC, selvom det var mig selv der tilmeldte mig og valgte fag og det hele, så føler jeg også at de "forlanger" at jeg skal "gå" i psykiatrien. Jeg ser det ikke som en mulighed, at sige at jeg ikke vil. Det er heller ikke fordi jeg ikke vil gå der, tror jeg, for hvad er alternativet. Jeg vil jo gerne have hjælpen, selvom jeg (tror jeg) stadig gerne vil være syg. For pokker hvor giver det bare ingen mening at skrive sådan!

Jeg har bare mange "Nu tager du dig fanme sammen"-tanker i hovedet for tiden. "Hvor svært kan det være!". "Du er også så underlig". "Du kan heller ikke finde ud af noget!". "Hvorfor skulle folk gide være sammen med dig, når du er sådan et mærkeligt og unormalt menneske". Jeg er bare blevet skuffet og afvist så mange gange af mennesker at jeg nok... ja... "skyr ilden".

Det eneste sted jeg egentlig har følt at jeg hørte til, var i de år hvor jeg arbejdede på massageklinik. Det var så hyggeligt. Vi hyggede os bare så meget pigerne imellem, selvom vi jo også var konkurrenter. Og ja, det var også sjovt og hyggeligt med kunderne. Det er også dét arbejde jeg har haft i længst tid og hvor jeg havde så få sygedage, at det kan tælles på en hånd. Jeg hyggede mig bare. Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg tænker, at det måske var fordi jeg følte, at vi (pigerne imellem) var på bølgelængde. Her følte jeg mig ikke unormal eller mærkelig eller noget. Der var jeg bare mig. Jeg savner det og har tit tænkt på at begynde igen. Så sent som idag, tænkte jeg på det - selvskadende eller ej....
  

Betalingen er tryghed

Advarsel: Seksuelt indhold.


Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.

Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?

Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...

Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.

Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.

Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!

Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?


Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.


Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!

Hapset fra Google