En dag alene....

K har været på arbejde hele dagen. Det er første dag, hvor jeg har været alene i så mange timer, siden vi mødte hinanden - og jeg er faldet sammen. Jeg har haft minus overskud og jeg har sovet rigtig mange timer. Alligevel har jeg fået lavet lidt, så helt skidt har det ikke været.

Men jeg kan bare mærke savnet og tomheden, når han tager afsted om morgenen. Jeg står op sammen med ham kl. 04.30 og drikker kaffe. Det er blevet et lille ritual. Når han så er kørt, så går jeg enten i seng eller bliver aktiv. Det kommer an på mit humør. Idag gik jeg i seng og sov til kl. 10 og gik i seng igen ved 14-tiden og sov til kl. 19...

Han mødte min mor i forgårs. Hun var påvirket som sædvanlig. Jeg havde advaret ham. Han kommer selv fra en "broget" familie, så han tager ikke notits af det. Vi skulle have været på besøg hos min far igår, men han meldte fra, så det blev ikke til noget.

På fredag skal vi hygge sammen med mine brødre og deres kærester.

Der er hele tiden en stemme indeni mig, der siger, at det hele går for stærkt. Men alligevel så har jeg lyst til, at han skal møde dem... Han har allerede sagt, at han elsker mig... Det sagde han i weekenden og nu siger han det dagligt... Det går godt nok stærkt. Man kan ikke sige, at man elsker en person efter 3 uger. Han er forelsket og det er noget andet. Jeg har på fornemmelsen, at han har det ligesom mig. At følelserne på et eller andet tidspunkt bliver så intense og store, at man mangler ord og det største man kan sige, for at beskrive sine følelser er "Jeg elsker dig". Jeg har sagt det tilbage. Det gør jeg hver gang. Jeg har ikke sagt det af mig selv endnu.

Prostitutionen er stoppet igen. Det er den, fordi jeg har ham. Jeg kan og vil ikke, når jeg har en kæreste. Dobbeltlivet er for besværligt og kaotisk og jeg vil være konstant bange for at blive opdaget.

Stofferne er straks værre. Lysten er vakt igen på fuld smadder. Jeg skal virkelig holde igen, for at vi ikke skal tage noget hver weekend fremover. Han siger selv, at det ikke bliver noget der sker jævnligt fremover - og det er jo ham der betaler og skaffer, så hvis det passer, så er det jo sådan set let nok. Desværre så tror jeg, at hans rygrad på det område er lige så slap som min.

Men nu rider det mig som en mare, at jeg skal stå skoleret overfor psykologen på mandag igen. Sådan føles det. Det er jeg nød til at snakke med hende om.

I næste uge skal min hjemmevejleder med til psykolog. Vi skal fortælle hende om, at jeg ikke er så frisk som hun tror. At jeg spiller skuespil og ikke kan finde ud af at lade være. Det bliver vildt grænseoverskridende og ubehageligt. At blive "afsløret" og sidde der helt åben som en bog. En lille pige som skal have hjælp af psykologen til at fortælle hvordan jeg har det.

Det er fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge hende til. Indtil nu så er det jo kun en sludder. Er det bare det man bruger dem til?





.

Hjem til mig selv

Jeg er kommet hjem til mig selv nu... Både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

I overført betydning fordi jeg virkelig føler, at jeg er landet hos mig selv igen. I min egen lejlighed. Hos mig selv. I mig selv. Og jeg har ikke snakket med ham i næsten en uge nu.

Jeg tog kaninen med og det har jeg det rigtig godt med. Den hygger sig uden tag på buret og slænger sig som om den aldrig har lavet andet. Det har den nok heller ikke. Det er en kæmpe Fransk Vædder på 5 kg som jeg har givet navnet Basse - fordi han er en stor basse :-)

Jeg hentede ham fra en sølle liv i et bur 24/7. Hans negle var så lange, at han havde svært ved at gå første gang han var ude. Det var så synd! Jeg har haft ham til dyrlæge og der var heldigvis kun mindre ting, jeg lige skulle holde øje med.

Så nu har han det godt. At man kan behandle dyr på den måde, er mig en gåde. Hvor er deres hjerte og empati henne?

Apropos... Så er det sådan M er. Dyr skal være på gulvet. Har ingen hjerne. Man skal ikke pyldre for meget om dem. Han var ligeglad med, at kaninen lå i et iskoldt skur om natten, selvom den var apatisk og iskold om morgenen. Man kan ikke bare sætte en kanin ud med det samme, når den har været vant til at være inde. Så er man nød til at vente til midt på sommeren. Det var han ligeglad med. Han synes også, at jeg var skør, fordi jeg ville tage ham til dyrlægen. Han mente, at man bare kunne aflive ham, hvis der var nogle problemer.

Jeg fulgte ikke mit hjerte, så Basse nåede at ligge i det iskolde skur i 3-4 nætter, før jeg fik taget ham med hjem. Det har jeg det SÅ dårligt over. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Nu vil jeg bare sørge for, at han får et godt liv fra nu af!

Jeg har også været ret produktiv den sidste uge.

Udover oprydning og rengøring, så har jeg lavet hjemmeside for min mor. Kun en midlertidig en indtil jeg får den rigtige op at stå, men det var ret vigtigt at siden ikke var tom, når hendes kunder kiggede forbi. Selvom det, jeg har lavet, egentlig er "piece of cake", så er jeg alligevel stolt over resultatet indtil videre. Og min mor var ellevild. Jeg glæder mig til det endelige resultat.

Jeg er i øvrigt begyndt, at snakke med hende igen. Det har vi gjort i et par måneder nu. Eller er det længere? Jeg kan ikke holde styr på tiden. Men det går i hvert fald godt. Jeg er nået frem til, at jeg bare må acceptere, at hun er som hun er. At mine forventninger til, hvordan en mor skal være, ikke er noget hun kan leve op til. Jeg tager, hvad jeg kan få, hvis man kan sige det sådan. Jeg lader være med at have forventninger til hende og så bliver jeg ikke skuffet. På den måde går det faktisk meget godt.

Jeg går stadig sygemeldt. Jeg er nu kommet over på det der hedder ressourceforløb igennem kommunen. Det er noget med, at det er for særligt udsatte borgere, som skal have ekstra hjælp for at komme hen til selvforsørgelse. Det er fastsat til 5 år, men det er vist noget som kan forlænges. Så indtil videre så går jeg herhjemme og jeg skal starte på noget "Lær at tackle din angst og depression" her til efteråret. Det er noget der kører over 7-10 uger, hvor der er andre ligesindede der deltager.
Det glæder jeg mig faktisk til.



-

Splitting fra min mor, selvskade og ny kæreste.

Har det virkelig ad røven til idag!!!!

Dagen startede godt ud. Jeg var i godt humør. Har fået en dejlig kæreste, som er vild med mig, så jeg burde jo være glad. Det er jeg også - for det meste. Der er bare ting som skygger.

Igår var jeg hjemme hos min mor (kun for at hente en solseng, som jeg har stående hos hende!) og jeg bliver som sædvanligt i pisse hamrende dårligt humør af at besøge hende!

Jeg havde min nye kæreste med og jeg havde skrevet og aftalt med hende tidligt på dagen, at vi kom og hun havde ikke gjort en skid ud af sig selv!

Hendes fucking klamme joggingtøj med bukserne trukket helt op under brysterne, klamt grimt fedtet hår, lange hår på benene, ikke noget make-up. Hun lignede en gammel brugt alkoholiker magen til dem, som jeg går på Vikon med! Det burde være hende, som sad nede på Vikon, mand!!!

Det nyeste påhit hun er kommet på, for at holde op med at drikke, er at tape flaskerne i barskabet sammen og sætte en seddel udenpå hvor der står: "Barskabet er midlertidig ude af drift!".

Hvor fucked up er det!!!!

Hun sidder og fortæller vidt og bredt om, at hun er startet på Lænken og at hendes mand også er startet til noget pårørende behandling.

Jeg spørger ind til alt det drama der har været foregået omkring begravelsen. Jeg har ikke overskud til at fortælle detaljerne, men lad mig bare sige det sådan, at det var hende der splittede hele familien ad og gjorde folk uvenner i familien - igen!

Så sidder hun kraftedme og siger, at hun er færdig med at have med negative mennesker at gøre og hvis det betyder, at hun skal cutte kontakten til hendes forældre (på 86 og 87 år) så gør hun det!

Hun er så fucked up, mand!!!!

Og når jeg spurgte ind til ting som hun ikke gad snakke om, så sagde hun: "Kan vi ikke lade være med at snakke om alt det negative og snakke om noget andet!". WTF!

Så siger hun: "Ja, der foregår jo en masse splitting i vores familie!". Ja, det gør der kraftedme og det er hende der er kvinden bag det. Det har jeg vidst og sagt de sidste 4 år og nu sidder hun og føler sig pisse vigtig og klog over, at hun har lært et nyt ord!



Citat fra en opgave der beskriver splitting og borderline på nettet:

"Splitting:

Begrebet splitting stammer fra engelsk og betyder splittelse.

Splitting vil sige at et menneske ikke har integreret og dermed ikke kan rumme to modsatrettede følelser eller værdier samtidig. At integrere to modsatrettede følelser eller værdier indebærer, at man ved at de begge er en del af en selv. De fleste mennesker ved at de indeholder både gode og dårlige egenskaber. Selv om man i bestemte situationer hovedsagligt viser de dårlige egenskaber, ved de fleste godt, at de gode egenskaber stadigvæk er der.

Når et menneske splitter, drejer det sig ofte om hans opfattelse af hvad der er godt og ondt.
De deler/splitter ofte omgivelserne op i grupperinger for og imod den pågældende (heraf navnet splitting) Begrebet er særlig kendt i forbindelse med Borderline-problematik.

Nogle personer har en så negativ selvopfattelse, at de kan opleve, at den smule godt de har i sig, er i konstant fare for at blive ødelagt af de dårlige sider.

I visse situationer vil splitting ikke kun finde sted inde i den sindslidende, men vise sig som splittelse i personalegruppen.
I så fald kan det give anledning til mange stridigheder angående holdningen til den sindslidende, hvis personalet ikke er bevidst om, at det drejer sig om splitting.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade." 



Min kæreste sagde noget ala:

"Det er jo en hver forælders lod, at stå til ansvar for sine handlinger og det er jo ikke særlig sjovt. Det kender jeg selv fra mine egne børn"

Der holdt hun lige pludselig kæft!

Så snakker hun om, at hun har fået nogle nye piller, som har advarselstrekant på og hun derfor ikke kan køre bil. Jeg spørger så, om det ikke kun er til PN (ved behov). Det indrømmer hun modvilligt, at de er. 

Men hun spiser dem jo som slik. Hun har bare skiftet alkoholen ud med piller. Hun er så fucking dum, mand! 


Jeg har bare så sindsygt lyst til at være selvskadende idag. Jeg kan ikke komme af med trykket i hovedet. Jeg har lyst til at køre ud til kunder og det kan jeg ikke nu, fordi jeg mere eller mindre allerede er flyttet sammen med kæresten. Han kender godt min fortid og jeg har prøvet at sætte ord på trangen her til aften, hvilket har resulteret i, at der nu er pisse dårlig stemning.

Han spurgte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var alene. Jeg kom til at snerre ad ham og sige, om han regnede med, at jeg ville svare ærligt på det. Så gik han helt kold og det kan jeg også godt forstå og se hvorfor nu. Nu er der lige kommet et skår i tilliden til mig. 

Jeg kan bare ikke have ham tæt på nu! Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret og jeg ved jo godt, at det ikke er ham jeg er irriteret på, men jeg lader det gå ud over ham. Det har jeg også sagt til ham og undskyldt, men jeg kan jo ikke trække de sagte ord tilbage!

Jeg har sagt, at en alkoholiker jo ikke bare holder op med at tænke på alkoholen, fordi han beslutter sig for at holde op med at drikke. Det er det samme. Det er mit misbrug at prostituere mig og på sådan en dag som idag, når jeg så ikke kan, så brænder det sammen i hovedet på mig!

Men han er pisse ked af det nu og det kan jeg også godt forstå. Men det er svært at forklare min selvskadetrang til ham. Det er svært at forklare hvorfor det er, at jeg har brug for at tage ud til kunder og nedværdige mig og blive udnyttet!


For helvede hvor er livet bare besværligt!

Jeg har kvalme!!!



*** Jeg har ikke rettet indlægget, for det orker jeg ikke lige nu... ***
- 

Jeg har været på date i aften :-)

Ja, det har jeg :-)

Det var en fyr, som jeg har skrevet med gennem en datingside. I sidste uge så jeg en udsendelse, hvor siden Sugardaters.dk blev omtalt. Så blev jeg nysgerrig og oprettede en profil i fredags.

Konceptet kan man vist meget vel kalde "gråzone-prostitution", da det er noget med at finde en såkaldt "Sugardaddy".

På Wikipedia står der:

"Sugar daddy is a slang term for a man, who offers to support a typically younger woman or man after establishing a relationship that is usually sexual"

På dansk:

"Sugar daddy er en slang betegnelse for en mand, der tilbyder at støtte en typisk yngre kvinde eller mand efter at have etableret et forhold, som normalt er seksuelt"

Med andre ord - det er prostitution i en pæn indpakning :-)

Anyway.... 

Vi havde ikke aftalt noget som helst andet, end at vi skulle ud og spise. Der var ikke noget som helst seksuelt indhold, ingen flirt eller noget af seksuel karakter i vores mail-korrespondance. Selvfølgelig ved jeg godt, at der jo nok ligger en forventning om et eller andet, når man har fundet hinanden på sådan et site, men jeg havde planlagt, at det bare skulle være en hyggelig aften - ingen sex eller kys eller noget som helst - og det var der jo heller ikke blevet lagt op til.

Han havde booket bord på en fancy restaurant. Formel B som har fået Michelin-stjerner eller stjerne - kender ikke rigtig til det dér med de stjerner - men så skulle det jo efter sigende være godt!

Nå, men det er egentlig ikke daten jeg vil fortælle om, andet end at den gik rigtig godt. Maden var skøn - jeg blev mega forkælet og han var rigtig sød. Vi havde vildt mange ting til fælles, så der var ingen såkaldt pinlige tavsheder.

Efter maden gik vi en tur og der kom vi naturligvis til at snakke om konceptet på siden. Det viste sig i løbet af aftenen, at han var gift. Det havde han ikke skrevet noget om, så det kom faktisk som noget af en overraskelse. Ikke at det overrasker mig voldsomt, for de kunder jeg normalt besøger som escortpige er sjældent singler. Det var mere dét med, at han slet ikke havde nævnt det.

Men altså - han søgte selvfølgelig en at "hygge sig med". Aka. en elskerinde/bolle-ven eller hvad vi nu skal kalde det. Han havde svært ved at definere det, når jeg spurgte ind til det, men betalingen ville så være hyggelige aftner med middage/koncerter/teater/kunstudstillinger - eller whatever - efterfulgt af en såkaldt "fræk dessert". Jeg kunne også godt få penge udover det.

Jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Jeg ved allerede, at det bliver et nej til det seksuelle, men jeg vil sige, at jeg gerne vil være en veninde, hvis han "mangler" en at gå ud med. Det var noget med at konen havde en kronisk fysisk sygdom som gjorde, at hun dårligt kan bevæge sig og er konstant plaget af smerter. Hvilket så også har forårsaget en depression. Derfor gav han udtryk for, at det ikke kun var det seksuelle, som han var ude efter, men at han også bare savnede en/nogen at have en hyggelig aften med fx. middag, en tur i byen, biografen eller whatever.

Han sagde, at det også bare kunne være hyggeligt, at ses til en middag eller noget - uden noget sex - fordi vi havde mange fælles interesser og havde nogle meget interessante samtaler. Det havde vi også, men om han mente det med at ses uden sex, er jo ikke til at vide, men han virkede sådan.

Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at jeg ringede til min far på vejen hjem. Han havde ringet. Jeg havde fortalt ham for nogle dage siden, at jeg skule på date og at vi skulle spise på den her fine restaurant.

Han spurgte så til, hvordan det var gået og nævnte, at det da var en dyr restaurant. Ja, regningen blev omkring 2300,- kunne jeg se, fordi jeg skævede diskret til den.

Så fortæller jeg, at han ikke havde "fået noget" og at vi ikke havde aftalt noget om, at jeg skulle "betale" med sex. Min far ved godt, at jeg arbejder i prostitution.

Det jeg så studsede over var, at han sagde:

"Jamen - en mand inviterer da ikke en kvinde på sådan en fin restaurant, uden at han forventer, at han  får "noget på den dumme"...." 

Jeg vil ikke sige, at han bebrejdede mig, at jeg ikke havde "givet ham noget", men tonelejet og hans ord vidnede om, at han synes, at jeg havde taget røven på ham her. 

Hmm.... Det var først bagefter, jeg lige fik tænkt en ekstra gang over dét han sagde....

Er det virkelig rigtigt, at der ikke er nogen mænd, som vil invitere en date eller en kvinde ud og spise, uden at han skal have en modydelse i form af sex eller "anden kønslig omgang end sex"?

Jeg ved godt, at han da selvfølgelig havde håbet på noget. Det gav han også udtryk for, uden at sige det direkte, men der var jo ikke blevet snakket eller skrevet om det. Havde vi nu skrevet om det i mails'ne, så havde jeg kunne sige nej tak, hvis jeg ikke ønskede, at der skulle være noget seksuelt over det. Men jeg synes ikke, at han automatisk kan forvente en "belønning" i form af sex, fordi han selv har valgt, at invitere mig ud. 

Jeg synes bare, at det virkelig afspejler min fars syn på kvinder. Altså - det er jo sådan han er, men der er da ikke noget at sige til, at jeg har fået et forkvaklet forhold til mænd og sex, når min egen far siger, at man ikke kan invitere en kvinde ud, uden at man forventer, at man får en "belønning" bagefter. 

Udover det, så har han også haft en vist forbrug af prostituerede selv, men at høre ham sige lige netop dén sætning, siger jo alt om, hvordan hans forhold til kvinder er. 

Jeg fik bare en masse tanker i hovedet efter samtalen med ham, at jeg lige måtte have det ud. :-)



Udover dét, så skal jeg op og besøge ham imorgen og overnatte til dagen efter. Det bliver hyggeligt og jeg glæder mig til at se ham... :-)

Og min mor er gået i behandling for sit misbrug idag!
- Ja, fan'me så!

Hun har selv henvendt sig på Lænken idag og bedt om hjælp.
Idag har hun været til forsamtale hos en psykolog og så skal hun derned igen imorgen og snakke med en læge (højst sandsynligt en psykiater) og der deltager den omtalte psykolog også. Så har hun, til at starte med, fået foreløbig 2 psykolog-samtaler over de næste 2 uger.

I telefonen blev hun ved med, at forvisse mig om, at hun mener det denne gang. At hun ikke giver op, før hun er "kommet ud på den anden side" og har fået styr på sit liv igen og "fundet sig selv igen". 

Det lyder jo lovende, men det er svært bare at tro på, når man har hørt det så mange gange. Jeg skal (desværre) se det, før jeg tror det. Det tror jeg også godt, hun er klar over.


En noget begivenhedsrig dag, må jeg sige! :-)





-

Hos mor, alkoholbehandling og tanker om grænseløs seksuel adfærd.

Igår var jeg hjemme hos min mor.

Hun ringede mens jeg var til psykolog, så jeg ringede tilbage, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at kigge forbi. Det gjorde jeg så. Det er ellers, tror jeg, et par måneder siden jeg har besøgt hende og jeg troede til at starte med også, at der var noget i vejen.

Det var faktisk hyggeligt. Hun havde lavet kaffe og ostemadder og vi sad ude i solen og sludrede. Min hendes mands datter var der også, så det var begrænset, hvad vi kunne snakke privat om.

Der var egentlig heller ikke rigtig noget, vi skulle snakke privat om som sådan, men det er bare ikke det samme, når man ikke er alene.

For nyligt hørte jeg et podcast fra Zornig Zone (se linket). Det er et interview med journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen som har skrevet bogen "Det bliver sagt" (se linket).

Bogen er en selvbiografi, hvor Kristian Ditlev Jensen fortæller om en barndom præget af incest fra en ven/bekendt af familien. Det var et rigtig spændende podcast og Kristian Ditlev Jensen er utrolig behagelig at høre på.

Det der slog mig var, at han udover at lide af søvnbesvær, et forkvaklet sexliv, lavt selvværd med mere, senere i livet kom ud i et alkoholmisbrug. Der var flere ting i hans beretning, som vagte en undren omkring min egen far. Jeg har tidligere tænkt på, om han mon har været udsat for et seksuelt overgreb som barn.

Dette spurgte jeg så min mor om, da hun jo kender ham fra han var 12-13 år gammel. Hun sagde, at han for nylig havde sagt noget i retning af, at der er mange ting som hun ikke ved noget om, som han har været udsat for. Heriblandt var han kommet ind på noget med et seksuelt overgreb, men hun havde ikke kunne finde ud af fra hvem. Det er i og for sig også ligegyldigt, hvem det var. Det jeg bare længe har tænkt meget over er, hvad der gør, at en familie er seksuelt mere eller mindre grænseløs.

Jeg er (næsten) overbevist om, at jeg ikke har været udsat for et overgreb, men der er mange ting i min barndom, som jeg stiller spørgsmålstegn ved vedr. seksualitet. At jeg som meget ung (10 år eller noget) så pornofilm og netop var seksuelt grænseløs og eksperimenterende på forskellige måder. SOM 10 årig!!!

Og hvad er det, der gør, at JEG kan være i prostitution og mange andre kvinder ikke kan? Hvorfra kommer min evne til at "lukke af" og bare gå totalt ind i pleaser-rollen og den seksuelle grænseløshed?

Jeg havde en veninde for mange år siden, som da hun fik af vide, at jeg arbejdede på en massageklinik, selv ville prøve det. Det var selvfølgelig de lette penge, som tiltrak hende. Hun kom fra en (velfungerende) familie uden misbrug (hvad jeg ved af). Hun havde et par få vagter og ringede grædende til mig en eftermiddag, hvor hun skulle møde på klinikken nogle timer senere. Hun kunne ikke. Hun ville ikke. Hun brød sig ikke om det. Hun følte det netop, som et frivilligt overgreb.

Hvorfor kan jeg så? Hvordan kan jeg se tilbage på livet som massagepige og huske, at jeg følte, det var den bedste tid i mit liv som prostitueret?  

Jeg havde en anden veninde, som på samme måde ville prøve det, da hun fandt ud af, at jeg kørte som escortpige. Hun kom fra en familie præget af vold og misbrug. Hun kunne godt. Hun faldt ind i rollen lige så let som jeg gjorde.

Tankevækkende!


Jeg spurgte min mor, om hun har været udsat for noget. Der gik meget lang tid før hun svarede og hun sagde, at hun ikke var sikker. At der vist havde været en episode med en ven af familien, men at hun formoder, at hun nåede af stige ud af bilen og flygte før der "skete noget".

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med dette her indlæg, men det har bare længe været i mine tanker, om en eller begge mine forældre mon har været udsat for noget, da de var børn. Netop fordi der altid har været et (alt for) åbent forhold til sex i familien. Min mor har mange gange fortalt mig (alt for) intime detaljer om hende og hendes mands sexliv og ligeså har min far fortalt om hans seksuelle eskapader med bl.a. prostituerede.

Der må da være noget dér, som har vagt en forkvaklet nysgerrighed hos mig?
Jeg giver ikke mine forældre skylden for, at jeg valgte at gå ind i prostitution. På ingen måde overhoved. Men jeg har lov at undre mig.




Vi skulle også have været til et foredrag i Borderlinenetværket (se linket), men desværre så blev det aflyst. Så fik jeg støvsuget og ordnet min bil og fixet min mors computer for virus, spyware og andet godt i stedet for...

Jeg var hjemme ved 19.30-tiden og gik direkte i seng. Var sindsygt træt! Der skal stadig ikke så meget til, før jeg kollapser af træthed og det er som regel ved 14-15-tiden. Jeg vågnede igen ved 22-tiden, hvor min mor ringede.

Hun takkede mig for en hyggelig eftermiddag. Jeg kunne høre hun havde drukket. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg konfronterede hende med at hun var påvirket. Hun indrømmede - og græd. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror hun er alkoholiker, som jeg hele tiden har sagt, men at hun "bare" dulmer med alkoholen - men det er selvfølgelig også et misbrug.

Jeg sagde, at jeg ville ønske for hende, at hun fik noget hjælp. Fik en terapeut at snakke med, for der ligger en masse og ulmer under overfladen. Jeg sammenlignede det med en gryde med popcorn. Man kan forsøge at holde låget nede, men det popper alligevel og pludselig, så flyver låget af, fordi presset bliver for stort.

Hun sagde, at hun længe gerne har ville have noget hjælp og at hun ikke havde lyst til at fortsætte sit liv på denne måde. Så hun har undersøgt mulighederne for alkoholbehandling, snakket med sin mand om det og har besluttet at tage ind på Lænken (se linket) på mandag.

Jeg roste hende og sagde, at jeg synes det er flot hvis hun gør det. Jeg sagde selvfølgelig ikke, at jeg ville se det, før jeg tror det, fordi hun har lovet og lovet så mange andre gange, men hun lød meget beslutsom.

Jeg har også snakket med hende idag, hvor hun nævnte det igen. Af sig selv.

Det kan være, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.... :-)



Det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at skrive herinde nu hvor jeg ved, at der er noget familie, som læser med.... Oh well... So be it :-)




-
   

Prøver at være social og mistænksomhed overfor mænd.

Igår havde jeg besøg af en ven. Jeg ved ikke helt, om vi kan kalde os venner, for vi har kun set hinanden nogle gange. Det var en fyr jeg mødte på Sindnet.dk for nogle år siden. Vi sås en enkelt gang dengang og så har vi skrevet sammen ind imellem siden. Han er for nylig flyttet her til byen, så nu har vi ses et par gange.

Første gang vi sås, var vi ude og gå en tur i skoven. Og så sås vi for 2. gang igår, hvor han var herhjemme og spise pizza og se film. Det var nu meget hyggeligt.

Jeg var som sædvanlig ved at melde fra, fordi jeg ikke kunne overskue at være social, men jeg tænkte "Fan'me nej - du er nød til at øve dig i, at være noget mere social". Så jeg lod være med at melde fra.

Jeg er i tvivl om hans hensigter. Det er bagsiden af medaljen, når man har været i prostitution. Jeg er ALTID i tvivl om mænds hensigter. Jeg er sikker på, at de altid er ude efter noget andet end kun venskab. Om det så er sex eller forhold eller hvad ved jeg.

Og jeg kan ikke finde ud af ham her. Han kigger nogle gange på sådan en måde... Du ved, liiidt længere øjenkontakt end man ellers har og så kunne jeg ikke finde ud af, om han var ved at tage min hånd flere gange mens vi så film.

Han er slet ikke min type, så hvis det er fordi han lægger an på mig, så kommer jeg i (endnu) et dilemma med at sige fra.

Han har også skrevet idag. Vi har snakket om, at vi skal ud og stå på rulleskøjter, så han spurgte om jeg havde fået fundet dem frem....

Jeg havde med vilje ikke taget makeup eller noget på, da han var her igår. Det var egentlig mest en prøvelse for mig selv. At bare være uden at føle, at jeg skal være pæn og lækker og hvad ved jeg. At jeg ikke går hen og bliver den flirtende pige, som sender mixede signaler, fordi jeg bliver kamæleonen, som skal tilfredsstille hans behov. Hvad enten det er kys eller sex eller hvad ved jeg...

Jeg er så hurtig til at gå ind i pleaser-rollen overfor mænd. At gå med på deres flirt - uden at jeg mener noget med det. Også selvom det ikke er en mand, jeg gerne vil have noget kørende med. Som med ham her.


Idag skal jeg også være social. Min moster har inviteret til mad i aften. Det er sammen med mine 2 fætre og min ældste lillebror og hans kæreste. Den yngste kunne ikke idag. Her har jeg selvfølgelig også været ved, at melde fra flere gange. Men igen, så tager jeg mig selv i det. Jeg er simpelthen nød til, at begynde og holde mine aftaler og komme ud. Jeg har det som regel godt, når jeg får det gjort, det er det jeg prøver at sige til mig selv.

Det skal nu også nok blive hyggeligt. Det plejer faktisk at være rigtig sjovt og vi plejer at grine meget, når vi er sammen. Det er vist et par år siden, at min lillebror så min moster sidst og det er også nogle måneder siden jeg har set hende.

Min mor må ikke vide noget om, at vi skal over til min moster. Hun bliver jaloux! Er det ikke latterligt!!!



-

 

Tilbage på bloggen... :-)

"Long time no see" :-)

Laaaang tid er gået.

Jeg er kommet ud af et forhold. Startet et nyt. Sluttet det. Og nu er jeg her. Single igen.

Jeg går stadig i psykiatrien hos min psykolog - på 5. år. Nogle uger er det 2 gange om ugen, afhængig af, hvordan det går. Andre uger er det kun en enkelt gang. Jeg var ellers trappet ned til, at det kun var hver 14. dag, men nu føler jeg, at jeg har brug for det hver uge igen.

Sidste år i september fik jeg en mani, som varede i 4 mdr, hvor jeg gik ud og begyndte at arbejde som social- og sundhedshjælper igen. NU ville jeg være selvforsørgende. Det var jeg også i de 4 mdr., hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift. Dobbeltvagter. Hele weekender på arbejde fra morgen til aften. Det var SÅ fedt, at se pengene gå ind på kontoen hver 14. dag.

Så faldt jeg igen med et brag.

Nu er jeg tilbage i systemet igen. På kontanthjælp.

Jeg skal starte på Vikon igen om en uge. Jeg glæder mig og samtidig, så prøver jeg på, ikke at se det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare presset til sidst og nu er tilbage igen. Min yndlingsunderviser var med til visitationsmødet i sidste uge sammen med en anden fra Vikon, min sagsbehandler, mig og en bisidder fra den gruppe jeg går i hver uge, som skal hjælpe mig ud af prostitution. Hun sagde, at de allesammen glædede sig til jeg kommer tilbage. At jeg har været savnet. Der er stadig flere af "de gamle" kursister dernede, så det bliver rart at komme tilbage til det vante, hvor jeg ikke behøver at lade som om, jeg er noget, som jeg ikke er. Frisk, rask, overskuds-agtig, i kontrol, glad, styr på tingene og al det andet fra mit "pretend-mode", som min psykolog kalder det.

Min vægt er på det højeste nu. Jeg har været oppe på 91 kg, men nu er den langsomt på vej ned igen ved hjælp af Madlog.dk. Jeg har levet af slik, kager og chokopops med mælk de sidste mange måneder. Det har sat sine tydelige spor.

Min mor har jeg ikke kontakt med for tiden. Hun har taget afstand til mig, fordi hun er sur og fornærmet over, at jeg ikke gav hende en julegave.

Min far har jeg et godt forhold til. Jeg savner ham konstant. Det er nok ikke et sundt forhold, for han siger, at jeg er den eneste fortrolige han har i hele verden. Det er typisk Borderline. Det symbiotiske forhold. Men jeg elsker ham over alt på jorden!

Mine brødre ser jeg med jævne mellemrum, men de ringer tit og vi har et godt forhold. Den ældste især har det svært for tiden, så han ringer tit, når han har været til psykolog, for at "læsse af". Det er jeg rigtig glad for, for vi får nogle rigtig gode snakke. Jeg elsker dem begge to SÅ HØJT!

Min hund er lige fyldt 10 år og jeg er pisse bange for at miste hende. Små hunde kan jo blive meget gamle, men jeg frygter hvad der kommer til at ske med mig, den dag hun ikke er her mere. Hun har reddet mig fra selvmord mange gange. Jeg begynder at græde ved tanken.

Jeg bor stadig det samme sted. Et rækkehus med terrasse og en lille have. Jeg er rigtig glad for at bo her, selvom jeg nogle gange godt kan få stress over, at mine naboer er så sociale - specielt fordi de faktisk allesammen har et alkoholproblem. SERIØST! Den værste er dog min nabo lige inde ved siden af. Han lever af danskvand blandet med whiskey. Han lægger ikke engang skjul på det. Han drikker det åbenlyst og har sågår fortalt mig - i perioder - at "nu tager jeg det lidt stille og roligt" aka. jeg drikker ikke så meget for tiden. Det er ligesom min far - og min mor.

Jeg er for nylig startet i prostitution igen, hvilket jeg vil lave et indlæg om snarest. Jeg har ellers været ude af det i tre-kvart år. Og jeg går i en gruppe som er for kvinder der gerne vil eller er ude af prostitution, så her er jeg i et stort dilemma for tiden.

Jeg har en enkelt veninde, som jeg er bange for at miste, nu hvor jeg er startet i prostitution igen. Vi har mødt hinanden gennem en gruppe jeg tidligere gik i, som var lidt ala den samme, som jeg går i nu.
Det hænger ligesom ikke rigtig sammen, at gå i sådan en gruppe, når jeg nu er blevet aktiv i miljøet igen.

Jeg har ikke andre veninder, men jeg har jo også altid foretrukket mig eget selskab.



Det var en status for, hvordan mit liv ser ud nu....

Jeg glæder mig meget til, at komme igang med at skrive på bloggen igen. Jeg har tit tænkt på det, men ikke fået taget mig sammen til det. Det har været savnet.



Såe.... "I'M BACK!" :-)

__________________________________________________________________________

Og et stort UNDSKYLD til Jer der har skrevet og været bekymrede, som jeg ikke har svaret! :-(
__________________________________________________________________________




-

Skal?... eller skal ikke tage kontakt?

Jeg har ikke hørt fra min mor endnu. Det tror jeg heller ikke, jeg gør, med mindre jeg selv tager kontakt.

Min gode veninde gav mig et råd. Hun er selv på min mors alder og har 4 børn, så hun gav mig det fra rollen som mor. Hun synes, jeg skulle have ringet til min mor i fredags (2 dage efter jeg sagde nej til brylluppet) og bare have sagt hej. Ikke noget med at snakke om brylluppet, men mere for at vise, at jeg mente, at jeg ikke ville have afstand igen. Min mor spurgte mig, om min nej til brylluppet betød, at jeg ville have afstand igen. Og nej, det gør det ikke. Det sagde jeg til hende 3 gange mens jeg var der. Og det var det sidste jeg sagde, inden jeg kørte.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags og hun satte det op på en anden måde. Jeg sagde det jo til min mor 3 gange. Ergo så har jeg udtrykkeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil have afstand igen. Og da min mor jo ikke er dum, så behøver jeg vel ikke skrive det i neon også. Derfor besluttede jeg mig for, at følge psykologens "version", selvom mit "pleaser-gen" og min dårlige samvittighed virkelig skulle tøjles, for ikke at overtage.

Så nu er jeg her. Jeg har ikke hørt fra hende og jeg går virkelig og overvejer, om jeg alligevel skal tage venindens råd og kontakte min mor selv. På den anden side så er der, før alt det her bryllups-nej-halløj, gerne gået 1½ uges tid mellem at vi snakker sammen, hvis jeg lader initiativet være op til hende. Jeg fatter hende virkelig ikke. Hun påstår at hun er så glad for, at jeg er kommet tilbage i hendes liv igen, men alligevel så kan der gå så lang tid mellem at hun ringer. Og endnu mere - hun bor 3 km fra mig, så det er jo ikke fordi hun skal rejse til den anden ende af landet, for at få en kop kaffe.

Jeg har virkelig en god rollemodel for, hvordan jeg IKKE skal være, når jeg bliver mor.
HVIS jeg bliver mor.


.

Svært ved at stå alene om mine beslutninger og mors bryllup igen

____________

Kl. 23:00

____________

Jeg har simpelthen så svært ved at stå ved mine meninger og beslutninger, når jeg ikke har nogen som kan bekræfte mig i, at det jeg mener eller de beslutninger jeg træffer er rigtige. Jeg prøver bare, at blive ved med at sige til mig selv, at det jeg beslutter, er det rigtige for mig og det er mig, der er den vigtigste person i mit liv.

Min mor skal giftes (igen) til maj. Eller det vil sige, at hende og hendes mand skal i kirke og bekræftes. Det er åbenbart noget der betyder meget for hende. Sidste år blev de viet af borgmesteren hjemme i haven. Jeg var ikke med, fordi jeg ikke snakkede med min mor på det tidspunkt. Jeg ved (fra mine brødre), at der var en invitation til mig, men hun turde ikke at sende den, fordi hun var bange for min reaktion. Jeg ved ikke, hvad det var, hun var bange for, for jeg er ikke en der hidser mig op - det er i hvert fald YDERST sjældent - så jeg tror, at det hun frygtede var, at jeg ville sige nej, hvilket hun jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ville. 

Denne gang er jeg inviteret med og hun har lagt rigtig meget pres på mig og bare taget det som en selvfølge, at jeg selvfølgelig deltager. Jeg har gået og grublet rigtig længe over det. Snakket med min psykolog om det flere gange. Snakket med andre mennesker om det mange gange. Alene tanken om brylluppet gør, at jeg bliver fysisk.... og psykisk... dårlig. Jeg KAN simpelthen ikke have tanken i mit hoved og min krop. Tanken om at hun kommer op ad kirkegulvet og han står oppe i den anden ende. Nej nej nej, jeg kan slet ikke rumme det. 

Jeg har haft det så dårligt, fordi min sande selv siger NEJ, men mit "pleaser-gen" siger ja. Min dårlige samvittighed siger, at jeg ikke kan melde fra til min mors bryllup. Man kan for helvede ikke melde fra til sin mors bryllup. Men hvis jeg bliver dårlig og jeg føler, at jeg begår vold mod mig selv ved at deltage - hvem er så vigtigst at gøre tilpas (glad)? Mig selv eller min mor?

Det er mig der skal leve med mig selv i dagligdagen. Hun ser ikke, når jeg har selvmordstanker og dem har jeg for det meste kun, når jeg har kontakt til hende og jeg gang på gang bliver skuffet eller begår vold mod mig selv, ved at gøre det modsatte af, hvad stemmen i mit hjerte siger til mig.
Hvis jeg siger ja, når jeg mener nej.

_____________

Kl. 00:45
_____________

Det er sgu også hende der har gjort, at situationen er, som den er. 

Hendes mand har været voldelig overfor min lillebror.

Da jeg fandt ud af, at min mor havde fortalt sin mand (uden jeg vidste det), at jeg arbejder/arbejdede som prostitueret, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at han har siddet og ledt efter min annonce/profil på nettet. Hele hans oversigt på hans computer (som jeg lånte) var spækket med escortsider - sjovt nok samme uge, som han havde fået af vide, hvad jeg lavede.

Han har kaldt min mor en svamp op i mit åbne ansigt. 

.... og og og..... 

.... og så er han generelt bare en underlig snegl. Jeg har haft en mystisk fornemmelse af ham, allerede fra første dag jeg mødte ham. Som om der gemmer sig noget under overfladen. Man ved ikke helt hvor man har ham henne. Han kigger aldrig rigtig een i øjnene, når man snakker med ham. 

Jeg bryder mig ganske enkelt bare ikke om ham og jeg kan simpelthen ikke ignorere den følelse af..... irritation, væmmelse... ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.... jeg har indeni ved tanken om, at se dem blive gift i kirken. Jeg kan simpelthen ikke.

Jeg har gået rundt om den varme grød, siden hun inviterede mig for en måneds tid siden. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt og samtidig har jeg været plaget af min dårlige samvittighed over, at jeg vidste, at jeg ville gøre hende rigtig ked af det. 

Jeg bestemte mig for, at jeg ville have det ud af verden. Jeg ville have det overstået. Jeg ville have det sagt. Så jeg var hjemme hos hende idag. Vi snakkede om løst og fast. Da det ligesom lå naturligt i samtalen, tog jeg hul på bylden og sagde, at jeg ikke kommer. Hun begyndte med det samme at græde og det gjorde jeg så også. Jeg sagde det på en helt stille og rolig og velovervejet måde. Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede på de ting hun spurgte mig om. Hun ville selvfølgelig vide hvorfor. Jeg sagde, at der var sket så mange ting med hendes mand (i fortiden), som jeg har det rigtig svært ved og at jeg ville få det dårligt og føle mig falsk (mod mig selv), hvis jeg deltager. Jeg sagde, at jeg i bund og grund ikke bryder mig om ham. Jeg sagde, at jeg ikke kan leve hendes liv og det prøver jeg heller ikke på og hun skal gøre, som hun føler er rigtigt for hende, men at jeg ikke kan. Jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg ikke gør det for at hævne mig eller gøre hende ondt eller hvad hun ellers må tænke af negative ting. At jeg gør det for at passe på mig selv og min egen psykiske tilstand. Jeg sagde til hende, at jeg var glad for, at hun har fundet en mand som gør hende glad, som er glad for hende og omvendt. Men jeg bliver syg og får selvmordstanker, hvis jeg tager med.
Det ved jeg.

Jeg synes samtalen eller enetalen (fra mig) var god, hvis man kan sige det sådan. Jeg fik formidlet det, som jeg egentlig gerne ville. På en stille og rolig måde. Hun græd bare og sagde at hun var ked af det.
Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være alene, hvilket hun sagde ja til. Så jeg kørte hjem. Med den mest pisse dårlige samvittighed.

Heldigvis har jeg fået mig en ny tæt veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, så hende ringede jeg til med det samme. Hun var så god at snakke med og fik mig tilbage "i mig selv" igen. At det er det rigtige for mig, når jeg har det sådan. Jeg har det dog alligevel (lidt) dårligt, men jeg skal heldigvis til psykolog på fredag - men fuck der er lang tid til lige nu. Jeg har det også ret skidt her til aften over det. At jeg har gjort hende så ked af det. Men for helvede. Hvor meget har hun gjort mig glad, siden vi er begyndt at snakke sammen igen? Jeg bliver skuffet og ked af det, hver eneste gang jeg er sammen med hende eller snakker i telefon med hende. Det hele skal fortsat gå efter hendes hoved. Hun har en gang - EN gang - uopfordret ringet og spurgt om jeg gav en kop the. Mens hun er her, finder jeg så ud af, at hun faktisk vil invitere mig med op til min mormor og morfar dagen efter. Så igen følte jeg, at der var en dagsorden. Hun vidste godt, at jeg ville sige nej til at tage med op til dem. Andre gange når hun har ringet, så har hun været fuld. Så nu har jeg bedt hende om, at hun ikke skal ringe til mig om aftenen mere. Hun må ringe om formiddagen eller tidlig eftermiddag, for der er jeg sikker på, at hun ikke har drukket.

Vi snakkede også om hendes misbrug. Eller jeg snakkede. Hun lyttede bare.... og græd. Blandt andet sagde jeg, at jeg havde håbet på at hun var kommet ud af sit misbrug og havde fået hjælp (eller noget) på den tid vi ikke har haft kontakt, men at det gør mig ked af det, at der ikke er sket nogen ændring overhoved. Ingenting har ændret sig hos hende. INTET. Og en af de primære årsager til, at jeg tog afstand dengang (for et par år siden) var på grund af hendes misbrug.

Jeg kan bare ikke blive ved og ved og ved og ved med at gøre alle andre / hele min familie glad hele tiden. Hvornår gør de mig glad?.... Hvem kommer og samler mig op, når jeg sidder og tæller mine piller?

Åhh hvor er det hårdt, at holde fast i mit nye jeg. Jeg VIL have lov til at gøre, hvad der er godt for mig. Jeg vil have lov til at sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det er fanme dem der skal have dårlig samvittighed. Det er dem og deres levemåde (misbrug) der har gjort, at jeg er blevet syg. Det er dem der har gjort at jeg har fået en personlighedsforstyrrelse. At jeg har fået Borderline. Og hvis jeg skal blive ved med, at gøre de ting, som har gjort mig syg (nemlig at danse efter deres pibe), så vil jeg jo forblive syg. Og det vil jeg fanme ikke. Jeg vil også have det godt. Jeg fortjener også at være glad. De er selv så pisse egoistiske med deres misbrug, så hvorfor må jeg ikke være det?!?



-

Efter-fødselsdagstanker...

Hvordan kan jeg både hade dig så meget og elske dig (lidt) på samme tid?

Du fortsætter med at overskride mine grænser gang på gang på gang! Fatter du ikke en skid?! Hvor mange gange skal jeg blive ved med at stikke stop-skiltet op i snotten på dig?

Det lykkedes dig igen igen igen at skuffe mig så grusomt på min fødselsdag!! Hvorfor bliver jeg ved med at komme rendende efter mere!!???

500 sølle kroner i en ramme med en ligegyldig hilsen... og så var den oveni købet lavet af din mand. Du har ikke engang brugt sølle 5 min. på at tænke over eller finde en gave til mig... og det var endda min 30 års.

Da du fyldte 50 år fik du et gavekort på 4500 kr til en rejse / weekendophold af mig og drengene. At du så selv vælger at fucke det hele op med alt dit pis, så du aldrig får gaven, er da ikke min skyld!!! Så var min gave en straf? En provokation?

Hele fødselsdagen går i vasken pga. andres sygdom og så inviterer du mig hjem og spiller frelser og laver lækker mad. Vi skulle have en hyggelig aften. Jeg havde ikke lavet andet, det sidste lange stykke tid, end at sige at jeg ikke ville se skyggen af alkohol på min fødselsdag og ALLIGEVEL så sætter du rødvin på bordet - og du drak endda igen i smug. Tror du jeg er dum?!!!

Hvordan fanden kan man respektere sit barn så lidt?!! Jeg kommer aldrig til at forstå det!!!

Jeg sluger min vrede mod dig, sammen med alle de kæmpe portioner mad og slik jeg vælter indenbors, kun for at få det værre.

Hvordan kan jeg lære at elske mig selv, når mine forældre ikke engang elsker mig?!

Vi er kun jeres majonetdukker I kan vise frem for verden, mens I selv synker længere og længere ned i sølet!!!

Det hele var en stor kæmpe skuffelse!

Langt om længe... År... Fik jeg det dyre ur, som symboliserer anerkendelsen fra far. Drengene fik det til deres studentereksamen. Jeg har aldrig taget andet end en uddannelse til skide røv-tørrer og det var åbenbart ikke fint nok til at gøre mig fortjent til det dyre ur.

Nu fik jeg det i stedet til min 30års. Jeg havde glædet mig sindsygt til talen om, hvorfor jeg havde gjort mig fortjent til det. Han havde lagt op til den med tårer i øjnene, men jeg fik den aldrig pga. hans skide influenza, som jeg ikke tror en dyt på. Han gad bare ikke køre den times tid herned og undskyldte sig med at være syg... Ligesom en million gange før...

Uret er pisse dyrt. Det er monster pisse flot. Jeg har selv valgt det. Men betydningen er der ikke. Det er kun en halv gave. Uden sjæl, som drengenes har. Jeg var åbenbart ikke umagen værd...

... og så faldt jeg....

Så er julen og juledagene overstået. Gudskelov.

Julen gik faktisk fint. Jeg var hos min far sammen med mine brødre. Kun os 4. Jeg kom lillejuleaften og tog hjem 1. juledag. Drengene kom først d. 24. Jeg havde en del betænkeligheder ved at tage derop allerede dagen før, men nu havde jeg lovet det og min far har glædet sig hele december. Sendt billeder af juletræet og julepynt og fortalt om, hvor meget han glædede sig. Så jeg ville ikke melde fra og sige, at jeg først kom d. 24. Men det gik godt og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Han anstrengte sig virkelig, kunne man mærke. Vi fik god mad - både and og flæskesteg, som vi var oppe og hente hos slagteren kl. 13. Anden var tilberedt. Flæskestegen skulle laves. Det gjorde min far og min ældste lillebror.

Jeg havde lavet ris a la mande og den smagte fantastisk - hvis jeg selv skal sige det... :-)
De andre synes også den var lækker.

Vi fik danset om juletræet og lavet en masse fis og ballade. Fik pakket gaver op og jeg fik det jeg havde ønsket mig mest - en ny printer. Eller en check til en ny printer, som jeg skal bestille på nettet en af dagene.

Jeg sov på værelse med min ældste lillebror. Den yngste sov for sig selv på værelset ved siden af. Efter eget ønske. Vi lå og snakkede til kl. 3 om natten, så jeg var helt skeløjet dagen efter.

Om formiddagen fik vi krydderboller, som blev smurt og spist ved køkkenbordet. Derefter så tog drengene videre til julefrokost hos min mor. Jeg overvejede om jeg skulle tage med, men det kunne jeg ikke overskue.

Inden jeg kørte op til min far d. 23. kørte jeg forbi min mor, for at sige god jul. Vi havde snakket sammen i telefon nogle dage før, hvor hun havde grædt helt vildt. Så jeg gjorde det egentlig nok mest for hendes skyld, selvom det da var hyggeligt nok.

Min mormor og morfar var der. Dem har jeg ikke set i 1½ års tid efterhånden. Jeg så godt deres bil i indkørslen, men besluttede at gå ind alligevel. Jeg hilste bare som jeg plejede og vi snakkede om vind og vejr allesammen. Hendes mand var der også. Jeg havde vejret som undskyldning for at køre, da det begyndte at sne. Jeg havde 1½ times kørsel foran mig op til min far.

Min mor græd da hun så mig. Flere gange. Hun takkede mig helt vildt mange gange for, at jeg var kommet og krammede mig helt vildt meget og hårdt. Jeg får og fik helt dårlig samvittighed. Igen.

Hun bad mig ringe, når jeg var vel ankommet hos min far og i telefonen fortalte hun, at de allesammen havde grædt (af glæde) da jeg kørte. Selv min morfar. Jeg troede min mormor var sur, men det var åbenbart for ikke at græde, at hun havde virket kølig (eller hvordan jeg skal forklare det). Jeg havde forventet, at se en afpillet gammel dame, men hun lignede stort set sig selv. Hun var sunket et par centimeter og havde tabt sig lidt, men ellers så synes jeg sgu, at min mor har overdrevet lidt. Jeg snakkede senere med mine brødre om det, og de sagde, at hun så væsentlig bedre ud nu end for en måneds tid siden, hvor de havde troet, at det var tæt på.

Nå, men min samvittighed blev lettet lidt, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er påvirket af alt det her familiehalløj, nu hvor jeg sidder og skriver om det.

Jeg kom hjem i forgårs (d. 25.) og kæresten kom henunder aften. Jeg både glædede mig til han kom, men havde samtidig brug for at være alene. Det var hyggeligt nok. Vi gik tidligt i seng og så film.

Igår sagde jeg så til ham, at vi godt kunne køre hjem til ham, hvis han havde lyst. Vejret var godt og han gav udtryk for, at han snart gerne ville løbe eller cykle igen, så jeg tænkte, at han måske hellere ville hjem. Så vi tog hjem til ham. Jeg havde det stadig fint nok. Følte jeg havde energi. Men den forsvandt.

Som i kan se på mit indlæg fra igår, så gik luften af ballonen i løbet af aftenen og ved sengetid, blev jeg bare vildt irriteret på ham. Jeg havde sat min bærbare computer til at rense for virus og den var næsten færdig, da jeg gik i bad. Min plan var, at jeg ville gå ned og ryge en cigaret efter badet og så ville computeren nok være færdig. Da jeg kommer ned, siger han, at han har slukket den. Jeg spørger, om den var færdig med at skanne. "Øhh... Det ved jeg ikke... Men den bevægede sig ikke!". For helvede... Den havde været igang i tre timer og så blev jeg bare irriteret over, at han havde lukket den måske 5 min. før den var færdig. Så kunne jeg begynde forfra. Det sagde jeg til ham og han sagde bare, at jeg jo så bare måtte gøre det om. Han luskede op i bad efter vi (jeg) havde udvekslet irriterende blikke.

Jeg røg min smøg og skrev indlægget imens jeg sad og kogte indeni.

Vi snakkede lidt, da jeg kom op i seng og han faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg lå og spillede på min telefon.

I formiddags kom hans børn og spiste brunch. De fik mine gaver og så var det meningen, at vi skulle ud og bytte nogle af sønnens andre gaver. Jeg kunne ikke overskue at tage med, så jeg sagde, at jeg blev hjemme i stedet. Gik direkte op på sofaen og herefter videre op i seng. Han kom hjem på et eller andet tidspunkt og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Nej tak, det kunne jeg overhoved ikke overskue. Så jeg sov videre og vågnede nogle timer senere. Jeg havde tidligere på dagen sagt, at jeg overhoved ikke kunne overskue noget. Ikke engang at køre hjem (ca. 1 times kørsel). Han spørger så, om han skal køre mig hjem. Jeg er lidt forvirret og spørger, hvad der så skal ske, når han har kørt mig hjem. Så ville han tage toget tilbage igen. Nej, det behøvede han ikke, bare han hjalp mig med at pakke bilen. Han hjalp mig og jeg kørte hjem til mig selv. Dejligt. Ro. Fred.


..... og nu savner jeg ham igen...



I aftes kom jeg til at tænke på muligheden for, at kæresten læser med her. At han har fundet min blog. Hvis han har, så må det være sådan. Så er der nok en mening med det. Jeg vil fortsat skrive ucensoreret, for det giver mig enormt meget at læsse af her...


Jeg synes, jeg har så meget indeni, som jeg trænger til at få ud og ned på skrift, men jeg har svært ved at få det ud. Er lidt tom for ord nu...


-

Endelig hjemme... og besøg hos mor...

Så er jeg kommet hjem til mig selv igen.

Det tog et par dage at komme til mig selv. Mest fordi rejsen var midt om natten og jeg derfor fik lavet rod i min medicin - jeg glemte at tage den en hel dag. Dette resulterede i, at jeg havde de vildeste medicin-abstinenser. Det er så ubehageligt. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg havde det så mystisk i min krop, da jeg kom hjem, indtil jeg dagen efter opdagede, at jeg helt havde glemt at tage min medicin. Det er skræmmende at kroppen er så afhængig af noget kemisk, så man bliver så syg af at glemme den.

Jeg havde, som altid når jeg har været sydpå, masser af energi da jeg kom hjem (efter mine medicin-abstinenser var aftaget). Fik tømt kuffert, kommet igang med at rydde op, vaske op og havde i det hele taget masser af overskud. Lå nok på en 9-10 stykker på humørskalaen. Igår kulminerede det så med, at jeg fik den impuls at ringe til min mor og invitere mig selv på kaffe hos hende - og hendes kæreste (nåe nej... mand...glemmer stadig at de er blevet gift).

Jeg troppede op hjemme hos hende 45 min. senere. Det var egentlig ganske hyggeligt. Jeg havde en snak med min far på ferien, hvor han gav mig den idé, bare at sige til mig selv, at han (hendes mand) bare er et vedhæng. At han er ubetydelig og "bare er der". Så det gjorde jeg og det gik faktisk fint nok.

Da jeg kom, sad han inde i stuen. Han kom ikke ud og hilste. Så jeg gik ind i stuen og sagde hej og gik hen imod ham, for at give et kram. Han gad dårligt rejse sig og mens jeg gik derhen, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig gjorde det. Jeg havde jo egentlig ikke lyst til at kramme ham - eller det vil sige, at jeg var i en tilstand af ligegyldighed, så der gik ikke noget af mig for at gøre det.. Men jeg havde jo ikke behøvet. Nå, men gjort er gjort.

Han er sgu stadig en underlig snegl. Er er sgu ikke normal. Fjernsynet var tændt og det sad han og gloede på, mens min mor og jeg snakkede. Ind imellem vendte han hovedet lidt og så ud som om han lyttede. Nogle gange sagde han endda en smule. Jeg forsøgte at snakke til dem begge, men egentlig var jeg ligeglad med ham. Det var bare et spil for galleriet.

Min mor gik ud af stuen flere gange, hvor jeg så var der med ham alene. Jeg small-talkede bare lidt om hans arbejde og andre ubetydeligheder - kun for at undgå en mærkelig stille stemning. Han har stadig et problem med sin ansigtsmimik og han kigger aldrig een i øjnene.

Jeg kunne uden tvivl fornemme, at han er indebrændt over de breve jeg har sendt til MIN MOR, som han så har læst. De ting jeg har skrevet om ham. Jeg har uden tvivl aldrig tænkt mig at undskylde det jeg har skrevet og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg kan også mærke, at jeg er i angrebs-position, så han skal bare lige sige et kvæk om noget af det forgangne forløb til mig, så eksploderer jeg. Jeg er klar til at give ham en overhaling og jeg vil nok altid synes han er en idiot!

Jeg fik en okay god snak med min mor om forskellige ting - blandt andet min barndom og hvordan det var derhjemme op til deres skilsmisse. Der mangler selvfølgelig stadig en vis selverkendelse og ansvarstagen hos hende - såsom noget ala: "Din far drak, så det var nemmere at drikke med...!", men det gik op for mig, hvor slemt misbruget var allerede dengang, hvilket har gjort, at jeg så egentlig godt kan forstå, at hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham.

Det har måske også givet mig en forståelse for hendes valg - at hun ville redde os børn, men der er stadig mange andre valg der kommer derefter, som jeg nok aldrig kommer til at forstå eller acceptere. Blandt andet at hun bare drak videre og at hun stadig selv var et barn, så hun nærmest blev gift med min mormor og morfar, som flyttede ind for at hjælpe med istandsættelsen af vores nye hus. At min mormor og morfar blev en del af vores opdragelse og at vi skulle være hendes glansbilleder af nogle unger, for at gøre mormor og morfar glade.

Nå, men tilbage til besøget.

Efter en brat opvågning da jeg så min ene mormor-vinke-over(under)arm i sidespejlet på bilen på ferien, er jeg blevet fast besluttet på, at jeg skal have strammet min krop op. Jeg skal have implementeret motion i min hverdag på regelmæssig basis og jeg VIL de skide mormor-arme til livs. Der er noget kvinde-motions-holds-træning 3 gange om ugen, hvor man kan komme når man har tid og lyst. Det vil sige, at man ikke er på noget decideret hold. Min mor er selv igang med at tabe sig i øjeblikket, så jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for at vi begge kunne få noget motion og samtidig "have noget sammen". Jeg spurgte hende om hun ville med på tirsdag (imorgen), men nej, det gad hun ikke. Hold kæft altså. Lige på dét punkt har hun overhovedet ikke ændret sig og jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, da hun sagde nej.

Der er stadig mange irritationsmomenter i forhold til hende. Jeg har blandt andet lyst til at sætte ild til hendes fucking grimme joggingtøj hun ALTID har på, når hun "bare" er derhjemme - og som hun har haft på de sidste... hmm... mange år!!!

Og endnu engang var noget af det første hun fortalte, at de havde haft gæster dagen før og hvor meget vin, whiskey og hvad-ved-jeg de havde indtaget, fordi den skulle have "så hatten passede" inden hun skulle holde op med at ryge igår. Hendes mand holdt op for 11 dage siden. Indenvendig ryster jeg på hovedet og har lyst til at skrige mange eder og forbandelser mod hende, men jeg undlod og lod som ingenting.

Så kommer murstenen i hovedet idag. Den sorte sky. Manglen på energi og en flig af selvmordstanker som blev vagt på ferien. Nu er jeg nok på omkring en 2'er på humørskalaen. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden og det er så pisse frustrerende. Selvhadet kører for fuldt blus og jeg har lyst til at... ja, jeg ved ikke... skade mig selv på en eller anden måde... Jeg er rastløs og uden energi på samme tid. Der kører en strøm af bebrejdende tanker i mit hoved. Om hvor dum, grim og fed jeg er. Hvor latterlig jeg er over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og få styr på min lejlighed, som stadig ligner at jeg flyttede ind for et par uger siden - på trods af, at jeg har boet her i et halvt år snart.

Tanker om at livet er noget fucking lort og det ville være nemmere bare ikke at være her.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der ikke er noget at sige til, at jeg falder med et brag lige nu - efter den anstrengende 3 ugers tid hvor jeg har været skiftevis mor og datter til min far - og psykolog og rådgiver for hans kæreste. Det er jo indlysende, at jeg ville ryge ned i kulkælderen, men alligevel er det fanme bare pisse irriterende....

Idag har jeg sovet... gået med hunden og fået vasket en enkelt maskine tøj, som jeg stadig venter på at kunne få tørret ovre i vaskerummet..... og nu sidder jeg her og koger foran skærmen mens fjernsynet kører i baggrunden...

Der er ingen tvivl om, at det er så fucking dejligt, at have min egen lejlighed. Min base i alt kaos'et. Hvor jeg kan lukke min dør og slukke min telefon... og sove og være mig selv uden at blive forstyrret og være "på" døgnet rundt, som jeg er blevet på ferien...

Her er ro...

-

Mit indre barn i sorg

Jeg havde det rigtig rigtig skidt i nat. Græd som pisket og nu hvor jeg idag tænker over det, var det mit indre barn der virkelig kom frem.

Jeg er bange. Bange for at blive voksen, for jeg føler mig ikke voksen. Jeg føler mig stadig som om jeg er 10-11 år indeni. Jeg er bange for verden. Jeg er bange for at mine forældre dør. Jeg er bange for fremtiden. Bare bange for alt.

Min far sagde nogle virkelig dybe ting igår omkring mine forældres skilsmisse. At han gjorde alt hvad han kunne dengang og det aldrig var hans mening, at de skulle skilles. Han VILLE ikke skilles. Men til sidst havde han fået nok af at blive kørt rundt i manegen af min mor og mormor og morfar, sagde han, og så var han nød til at trække en streg i sandet. Han kunne ikke stå model til mere og måtte videre med sit liv.

Han fortalte mig mange af de ting, som jeg altid har længtes efter at høre. At jeg, hver gang de skændtes, spurgte: "Skal I skilles nu?!". Han sagde altid nej, at selvfølgelig skal vi ikke det. Men det blev vi, sagde han, og det har altid redet ham som en mare, at han altid havde sagt, at de ikke skulle, men så blev det alligevel.

Han ved godt, at det har taget hårdest på mig, af os tre børn. At jeg var i den mest sårbare alder (13 år) og at min far og jeg altid har været tættest, så det var en kæmpe sorg, at han lige pludselig ikke var en del af mit liv mere. At hele mit liv blev revet op med roden.

Han fortalte mig om hvordan kan altid har ønsket at give sine børn kernefamilien, men har måtte sande, at det ikke blev som han ønskede. Han sagde, ar vi var kernefamilien op til den dag, hvor min mor besluttede, at hun ikke ville være gift med ham længere, hvis han ikke gik i behandling for hans alkoholmisbrug. Han sagde, at han godt vidste at der var et misbrug, men at han ikke var den eneste i familien, der havde et misbrug. Han føler sig røvrendt. Han har hjulpet hele familien på så mange måder. Økonomisk som menneskeligt og så følte han, at de vendte ham ryggen alle sammen der, fordi han ikke "makkede ret".

Han blev gjort til bussemanden af alle. Både i og udenfor familien. Han kæmpede for at se os. Han kæmpede for os, men det fik vi aldrig af vide. Vi fik bare af vide, at far ikke var der. At far var ligeglad - tilsyneladende, for vi vidste jo ikke bedre.

Jeg ved ikke hvad der egentlig skete i nat. Det er svært at forklare. Måske gik det bare op for mit lille barn indeni, at det aldrig vender tilbage. At tiden ikke kan spoles tilbage. At jeg aldrig bliver barn igen. Og det gær bare så ufatteligt ondt.

Og det gør så ufatteligt ondt at se, hvad livet har gjort ved ham. At han er så langt ude i sit misbrug. At der nok ikke er nogen vej tilbage, fordi han ikke magter det. Det vil kræve mange år i psykoterapi med alle de ting han har været ude for og været vidne til og måske er han bare ikke stærk nok. Måske har han det bare fint med at leve sådan. At han lever livet til hans krop ikke vil mere.

Han sagde, at han gør det bedste han kan. At han ikke føler han kan gøre det bedre. Og at han altid føler, at han har gjort det bedste han kunne.

Jeg er bare bange, ked af det, i sorg... og jeg ved egentlig ikke hvad jeg har brug for...

Jo, jeg vil gerne spole tiden tilbage og leve forfra, men det kan jo ikke lade sig gøre...

Kampen om at holde fast i mig selv

Jeg har snakket en del med min mor i den sidste uges tid. Blandt andet så havde jeg en telefonsamtale med hende den anden dag, hvor hun græd rigtig meget. Hun fortalte hvordan hun savner mig, tænker på mig konstant og drømmer om mig om natten. Jeg fik det så dårligt lige dér. Ikke på selvmordstanke-måden, men mere at jeg blev så ked af det. Jeg bliver ked af det, fordi jeg påtager mig hendes smerte. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, hvorfor jeg har været nød til at tage afstand - at det har været for at få det bedre og ikke for at straffe hende. For at redde mig selv.

Hun sagde mange af de ting, som jeg har længtes efter at høre fra hende. At hun er rigtig ked af, at mit liv har formet sig på den her måde - med en personlighedsforstyrrelse. Blandt andet at det aldrig har været hendes mening, at gøre mig ondt og at hun ville ønske, hun kunne spole tiden tilbage og gøre rigtig mange ting om.

Hun har modtaget bogen nu, som vi bestilte sammen og hun sagde, at hun er blevet meget klogere efter hun har læst lidt i den. Det blev jeg positivt overrasket over.

Der var også nogle ting hun sagde, som jeg stadig synes hun ikke forstår, selvom hun giver udtryk for, at hun godt forstår hvad jeg siger. Blandt andet i forhold til min mormor og morfar og deres "Gammel Dansk Tradition" (Klik på "Gammel Dansk Traditionen" for at læse hvad jeg mener med det). Her forsvarede hun min mormor og morfar med, at hun (min mor) jo er 52 år og derfor et voksent menneske der er i stand til at træffe sine egne beslutninger, så hun jo bare kunne sige nej. Jeg sagde, at ja det er hun da, men at de jo ikke ligefrem behøver at sidde og opfordre hende til at drikke lortet. Det svarer til at give sukker til en diabetiker eller narko til en narkoman ( - det sidste sagde jeg så ikke, selvom jeg tænkte det).

Men hun bliver ved med at prøve at pådutte mig at jeg skal se min mormor og morfar. Min mormor ligger på sygehuset nu, fordi hun er blevet opereret i hjertet. Igår var min mor, moster og min morfar så oppe og se til hende. Herefter tog min morfar med min mor hjem og skal være der i nogle dage. Jeg ringede selv til min mor igår aftes, for at høre hvordan besøget var gået. I denne situation ville min psykolog spørge hvorfor JEG ringede til hende og jeg kan ærligt ikke svare på det, for det var ikke fordi jeg absolut bare MÅTTE vide hvordan det var gået med min mormor. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok en impulsiv handling, at ringe til hende - det var nok barnet i mig der overtog, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad det ville opnå med samtalen ( - jo, kærlighed vel sagtens). Ved nærmere eftertanke var det egentlig nok en pisse dårlig idé at ringe, fordi min mor griber fat i den mindste lille flig af en lillefinger og river hele armen til sig, hvis hun kan komme til det og jeg nu har sået et frø i hende med troen på, at alt "bliver godt igen".

Hun siger så også: "Morfar er her i nogle dage, så hvis du har lyst til at komme hjem......". Ja, det ved jeg sgu godt for helvede da. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke skal presses og at jeg ikke er klar til "hele pakken". At jeg gerne vil ses med hende, men at jeg skal bruge tid, før jeg (måske) er klar til at blive hvirvlet ind i resten af familien igen. Men hun gør det hver gang jeg snakker med hende. Prøver at overtale mig = underforstået at presse mig. Og det gør mig bare gal og gør at jeg trækker mig væk igen. Hun skal ikke prøve at overtage mig igen. Jeg har lov til at have mine meninger. De betyder noget. Og det er MIG der bestemmer i MIT liv!!!
Jeg skal bare huske mig selv på det HELE TIDEN , når jeg har kontakt med hende. Det er faktisk ret opslidende alligevel. Hun har også foreslået, at jeg da kan komme med op og besøge min mormor på sygehuset. Her skal jeg også hele tiden holde fast i, at selvom konen er nogle-og-firs-år, så er hun altså som hun altid har været og jeg har været så pisse træt af hende og min morfar i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Dårlig samvittighed igen og igen og igen og....... for hvad nu hvis hun dør og jeg fortryder o.s.v....

Hun bliver også ved med at snakke om hendes mand og om jeg ikke nok bare vil "komme hjem" og se, at der ikke er noget "i vejen". At jeg bare kan tage en snak med ham og så er dét det. Det er jeg bare stadig ikke klar til, hvilket jeg også har gjort hende klart. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå tanken om den idiot. Alene bare at skulle være i rum med ham eller tænk hvis han gør antræk til at kramme mig goddag eller noget. Han skal bare holde sig langt væk fra mig og i hvert fald slet ikke komme i nærkontakt med mig. Jeg ved bare, at jeg vil have svært ved at sige fra, hvis han gør antræk til at give mig et kram efter vores såkaldte "forsoningssnak", som min mor åbenbart mener ville være en god idé. Hvordan trækker man sig væk fra et kram? Det vil være for akavet bare at give ham hånden og i det hele taget, så har jeg slet ikke lyst til hverken at kramme eller give ham hånden eller noget. Kort og godt - han skal bare holde kæft og holde sig langt væk fra mig. Det er sådan jeg har det.

Efter min seneste samtale med hende igår aftes, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ringer mere til hende foreløbig. Jeg har brug for ro igen.

-

Den seneste kontakt med min mor

ADVARSEL: Jeg undskylder på forhånd for alt for mange bandeord og STORE BOGSTAVER og alt hvad der ellers kan være af stødende karakter i følgende indlæg... Jeg kommer en smule i affekt, når jeg skal beskrive og tænke på de ting som indlægget omhandler!... :-)


Jeg har haft kontakt med min mor et par gange, siden jeg sidst skrev om det. Både forrige fredag, hvor jeg var hjemme hos hende og drikke te i et par timer og så idag hvor hun ringede. Da jeg så det var hende der ringede, overvejede jeg i et kort sekund om jeg skulle tage den, men besluttede mig for at gøre det.

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg holder fast i hende. I vores "forhold", hvis man da kan kalde det det, for jeg synes ikke at det gavner mig specielt meget. Jeg får det ikke længere dårligt med selvmordstanker o.s.v. som jeg plejede at gøre, men der er stadig mange ting hun siger og gør, som jeg kun kan ryste på hovedet af, som giver mig stof til eftertanke og som gør, at jeg bliver ved med at tænke over, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv.

Da jeg var hjemme og drikke te hos hende, fortalte jeg hende, at jeg havde haft min far med til et foredrag om Borderline. Hun blev noget overrasket og spurgte hvordan han havde taget det. Det var gået rigtig fint til foredraget og jeg tror han lærte en masse. Men jeg ved også at det var hårdt for ham. Nå, men hun siger så, at hun da også meget gerne vil til et foredrag og at mine brødre med garanti også gerne vil med. Jeg siger til hende, at jeg da kan undersøge hvornår det næste foredrag finder sted. Det gjorde det så i onsdags - dvs. 5 dage efter. Så tænker hun sig om et millisekund og siger så: "Nåååe... Jamen der går jeg til linedance, så det kan jeg desværre ikke!". Hehe. Se - nu kan det godt være, at det er mig der forventer eller forlanger for meget, men havde det nu været mig der var mor og havde en datter o.s.v., så tror jeg vist nok godt, at jeg liiiiige kunne springe en enkelt gang linedance over, for at tage til et ret vigtigt foredrag med min datter, som jeg forøvrigt ikke rigtig har haft noget forhold til i 2 år. For øvrigt så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke vidste hvornår det næste foredrag på sjælland bliver afholdt og at de fleste foredrag i øvrigt for det meste er "lukkede", så det kun er for plejepersonale eller andre fagpersoner.

Igen kommer jeg til samme konklusion som jeg gjorde sidste gang:
JEG ER IKKE VIGTIG NOK FOR HENDE!

Udover dét så snakkede vi en smule om Borderline. Bl.a. fortalte jeg hende at jeg, meget af tiden, føler mig som en 10 årig indeni og forklarede lidt om idealisering og devaluering ud fra et eksempel med min psykolog. "Ja, det er jo også sådan du gør med din far og mig... og alle mulige andre". Ja, det er rigtig nok at jeg gør det, men lige hvad angår hende og min far, så kunne det jo tænkes at der var andre årsager til at jeg er sur på dem. Årsager som ikke har en skid at gøre med idealisering og devaluering, men derimod DERES MISBRUG!

På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg havde en bog med i min taske om Borderline, som hun derefter gav udtryk for, at hun da gerne ville se. Hun bladrede lidt i den og spurgte om hun måtte låne den. Selvom jeg havde lyst til at sige nej ( og råbe DU KAN FAN'ME KØBE DIN EGEN FUCKING BOG HVIS DU ER INTERESSERET I ET VIDE NOGET OM MIN SYGDOM!!!), så sagde jeg alligevel ja. Da der var gået lidt tid, sagde jeg til hende, at jeg egentlig gerne ville have bogen med mig igen, fordi jeg var igang med at læse den, men at hun kunne låne den, når jeg var færdig (hvilket jeg faktisk heller ikke mente!). Så gjorde jeg hende opmærksom på, at den (kun) kostede 245 kr., hvis man bestiller den på nettet. Så bad hun mig om at finde siden på nettet til hende og så hentede hun sit dankort. Okaaaay, tænkte jeg så. Da hun kommer ind i stuen igen siger hun så: "Aaaarj ved du hvad... Jeg vil egentlig hellere vente og låne din. Så kan jeg lige se hvor god den er, for hvis der nu findes en anden på markedet der er bedre, så vil jeg hellere vente og så købe den!". Jeg sagde så til hende, at det var den bedste bog på markedet, fordi det er den nyeste og den udkom her i foråret. "Nåååeee... Okay... Jamen så køber jeg den....". Hvis du er blevet nysgerrig, så er det denne her bog.

Ja, og udover det så bliver hun stadig ved med KONSTANT at nævne hendes mand og at hun jo liiiige er blevet gift og iiiih og ååååh. . "Når han gør dit" og "Når han gør dat"...
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun nævner ham i (i hvert fald) hver 5. sætning. Inden jeg skulle til at gå fik jeg en rundtur i haven, hvor hun også liiiiige skulle fortælle hvor meget hendes MAND nu havde gjort for at få haven fin og hvor meget hendes MAND bla bla bla. Sjovt nok, så er det bare liiiiige blevet glemt, at hendes iiiiih så dejlige mand har nikket min lillebror en skalle, hvilket jeg tilsyneladende er den eneste i familien der kan huske. Kan man tillade sig at blive ved med at være sur/ikke kunne lide ham, når det "kun" er en enkelt gang manden har været voldelig? (Og når min lillebror øjensynligt har "slået en streg" over det?)

JEG BRÆKKER MIG!!!

Ja, og idag i telefonen, så kommer han åbenbart ind ad døren mens vi snakker, hvortil hun siger: "Næææ, nu kommer min mand sørme hjem...". WTF!!

Hvem fanden siger "Min mand dit" og "Min mand dat" idag. Så brug dog idiotens navn, hvis du endelig skal snakke om ham konstant!!!


I min familie har de altid haft dét jeg kalder "Gammel Dansk Traditionen".
Gammel Dansk har altid været noget man drak, når man drak kaffe. "Nu skal det blive godt med en kop kaffe og en Gammel Dansk". De to ting hører sammen som "pot og pande". Og jeg FUCKING HADER Gammel Dansk. Eller det er jeg jo nok kommet til på grund af det. Under te-besøget afslører hun så (uden hun selv tænker over det), at hende og min mormor åbenbart har deres egen lille (i deres øjne HELT UFATTELIGT HYGGELIGE) tradition med, at når dem de drikker kaffe/Gammel Dansk med har rejst sig og er gået (fx. når min morfar efter kaffen går i haven), så skal de to lige have en halv Gammel Dansk mere (og i det omtalte tilfælde, var det på min mormors opfordring). Når hun siger en halv, så runder jeg op - så det er nok nærmere 1 eller 2. Neeeej og iiiiiihhhh hvor hyggeligt altså! Hvad er der blevet af bare at drikke en kop kaffe eller et glas juice/saftevand/sodavand/whatever? Jeg har aldrig forstået hvorfor de absolut skal drikke den skide Gammel Dansk. Det svarer til hvis jeg hiver en flaske Små Grå eller Tequila frem. "Så mormor, nu skal vi sgu have os en lille én - gider du lige række mig saltet og citronen.... Ja tak... SKÅÅÅL!".

Anyway, nu har jeg fundet endnu en grund til, at jeg ikke gider min mormor og morfar og ikke mindst, hvorfor jeg IKKE skal have dårlig samvittighed over det:
Jeg var hjemme og spise hos min mor for nogle år siden, hvor min mormor og morfar også var til stede. Det gik lystigt for sig og min mor var godt bedukket. Da jeg har fået nok af dem, begynder jeg at gøre antræk til at tage hjem. Min mormor går med ud i bryggerset og siger så noget i retning af: "Nu må du ikke lade dit liv ødelægge (mere) af din mors misbrug. Du er nød til at redde og passe på dig selv". Og alt muligt andet (på det tidspunkt) sødt og medfølende. Det lyder jo egentlig ret sødt og omsorgsfuldt og det var det jo i og for sig også. Men nu... Nu er det jo så bare kommet frem hvor dobbeltmoralske mine mor-forældre er. De kan se og VED, at hun har et alkoholproblem/misbrug. De har snakket med os børn om det "jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange". De har selv prøvet at tage (lidt) fat i hende og spørge om det ikke var kommet lidt ud af kontrol. Og nu... Nu kommer det (FANME!!!) for dagen, at de jo selv sidder og hælder sprutten på hende. Jeg var godt klar over, at de bidrog med deres Gammel Dansk Tradition, men at min mormor ligefrem har sin egen lille "tradition" med min mor, det er simpelthen grotesk! Fuck dem, mand!

Min mor skal også fortælle om min mormor og morfar hver gang jeg snakker med hende. Idag var det fordi hun ville fortælle, at min mormor skal opereres i hjertet på onsdag og i den forbindelse prøvede hun at hentyde til, at jeg jo kunne være med til at køre min morfar til og fra sygehuset - hvilket både hende og min moster (nærmest) slås om (for de er nemlig også uvenner!). Øhh... Nej tak, siger jeg bare. Jeg skal overhovedet ikke blandes mere ind i den familie end højst nødvendigt!! Ja, og jeg overvejer jo endda at "blande mig helt ud" igen...

Aaaaahhh... Det var rart at få det ud... :-)


Sum og summarum... Ja, det bliver jo bare aldrig anderledes og hvor meget vil/skal man (læs: jeg) ligge øre og krop til?

Jeg ved det stadig ikke helt, selvom det nu alligevel synes ret indlysende, efter jeg har læst det hele igennem nogle gange...

Stadig i vildrede!

Jeg har ikke kontaktet min mor endnu og det hænger over hovedet på mig, som når man havde en stil for i folkeskolen, som man ikke kunne tage sig sammen til at lave.

Jeg havde set frem til min samtale med psykologen idag, hvor jeg ville snakke om det. Så er hun fan'me syg!!! Aaarj, det sker bare ikke, tænkte jeg, da jeg hørte beskeden på telefonsvareren imorges.

Nu har jeg først tid igen på mandag. Fårk der er lang tid til altså. Og jeg føler ikke jeg kan være bekendt overfor min mor, at jeg ikke giver lyd på en eller anden måde.

Være bekendt... være bekendt overfor hvem?!

Kunne hun være bekendt at sidde med pokerfjæs på, da jeg sagde, at jeg havde fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende?!

Kunne hun være bekendt, at bede mig om at tage en snak med hendes mand!?

Kunne hun være bekendt, at sygeliggøre mig endnu mere ved at misbruge borderline-diagnosen?!

Kunne hun være bekendt at komme 1½ time efter aftalt tid, fordi der liiiige var noget der tilsyneladende var vigtigere?!

Gu' ku' hun ej! - og alligevel sidder jeg her og (stadig) har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret hende endnu...


Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden.
Det ene øjeblik vil jeg ringe til hende og spørge om hun ikke kommer forbi, så vi kan gå en tur og "snakke det ud".
Det næste øjeblik synes jeg det er det bedste, at skrive et brev (mail) til hende, for at undgå den direkte kontakt, hvor hun kan få mig til at miste fodfæste.
... og så synes jeg, det er bedre bare at skrive en kort sms til hende om, at jeg er gået i tænkeboks igen.

Frem og tilbage... Frem og tilbage... Konstant!
Hver gang jeg ikke lige er optaget af computer eller telefon eller whatever, så popper det op...

Og siden hun var her i fredags, har jeg haft en tiltagende trang til at skade mig selv, så igår var jeg ude hos en kunde. Det er ellers flere måneder siden og jeg har faktisk kontaktet Kompetencecenter Prostitution for at få hjælp til at komme ud af det. Det vil jeg nu stadig benytte mig af. De har ingen krav om at man skal stoppe eller at man skal være stoppet eller noget. De møder een hvor man er. I den udvikling man er i.

Nå, men for første gang i flere måneder havde jeg trangen til at komme ud igår. For at få afløb for mit psykiske pres oppe i hovedet. Da jeg gik i bad, havde jeg det ikke, som jeg sommetider kan have det, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider eller ikke har lyst. Jeg så frem til det. Kunne nærmest ikke komme ud af døren hurtigt nok. Jeg var vildt anspændt på vejen derhen. Nærmest elektrisk. Manisk. Og da jeg kørte derfra igen, havde jeg det godt. Så var jeg ligesom "faldet ned" igen. Det er sgu noget mærkeligt noget. Jeg kender ikke til noget andet, der har samme virkning for mig. Når jeg løber, får jeg også en smule "afløb" for det, men det er slet ikke på samme måde og ikke i lige så høj grad. Det har intet at gøre med det seksuelle - selve akten. Det er noget psykologisk der sker oppe i hovedet på mig.

Idag er jeg også forholdsvis rolig, men jeg har trangen til at gøre det igen i aften. Nu må jeg se, om det går væk i løbet af dagen.

Åhhh... Den skide ambivalens og åndsvage selvskadetrang!!

Opkald fra min mor

Jeg havde egentlig forventet at hun ville ringe noget før, men hun ringede i eftermiddags.

Jeg snakkede med psykologen den anden dag om, at jeg skulle lave nogle notater til mig selv med, hvad jeg ville sige til hende, når hun ringede. Sådan så jeg ikke blev bragt ud af fatning og så jeg fik "det hele med". Dem har jeg ikke fået lavet, selvom jeg har rendt rundt om mig selv og kigget på den tomme blok flere gange.

Så jeg tog den ikke.

Hun indtalte en besked om, at hun bare lille sige tak for sidst og sludre lidt.

Straks så titter min dårlige samvittighed frem over, at jeg screener hendes opkald. Og hvorfor?! Hvorfor fanden får jeg dårlig samvittighed over det? Måske fordi jeg altid har stået på pinde og nærmest smidt alt hvad jeg har i hænderne, for at ringe tilbage eller tage telefonen hvis hun har ringet.

Hun behandlede mig ad helvedes til den anden dag og alligevel står jeg model til det og får tilmed dårlig samvittighed og føler mig som en dårlig datter.

Jeg havde endda taget en beslutning da hun tog afsted efter besøget om, at jeg ikke ville have kontakt til hende mere. At det ikke ville blive bedre. At hun bare vil have mit gamle jeg tilbage. At hun ikke bryder sig om, at skulle se sandheden i øjnene om, at hun har en syg datter. Nej, hendes datter hun skal bare tage sig sammen og "blive sig selv" igen. Sikke noget vås at hun er syg og hvis hun virkelig er syg, så er hun jo utilregnelig, så alt det hun siger ikke gælder. Skide være med, at hendes datter nu har modtaget intensiv hjælp i 3 år og fortsat har behov for terapi og hjælp til at klare hverdagen.

En af de ting jeg vil spørge hende om er, hvad hendes tanke er med, at jeg skulle tage en snak og "få en afslutning på" med hendes mand. Om det virkelig er hendes mening, at jeg skal give ham en undskyldning. I så fald vil jeg sige til hende, at jeg undskyldte, at jeg havde kaldt ham en psykopat, fordi selve ordet måske var lige voldsomt nok, men udover dét, så mener jeg hvert et ord jeg har skrevet om ham. Og jeg synes stadig det er den største fejltagelse i hendes liv. Og alene tanken om at sidde overfor ham. At snakke med ham. At glo på ham. Føj... Jeg brækker mig næsten.... For ikke at tale om hans børn... Fuck mand!!!

Og så vil jeg spørge hende om, hvorfor hun egentlig har vist mine breve til hele familien. Det glemte jeg at spørge hende om, da hun var her.

Udover dét ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.

Jeg snakkede med psykologen om, at jeg bare ville sige til hende, at jeg fortsat trænger til en pause. At jeg ikke behøver at sige, at jeg ikke vil have kontakt mere.

Men jeg føler bare, at jeg skylder hende en forklaring. Jeg føler at jeg står i evig gæld til hende. Det har jeg altid følt. Hver gang hun har vist at hun elsker mig. Hver gang hun har hjulpet mig med et eller andet. Hver gang hun har beskæftiget sig med mig. Hver gang er min gæld bare blevet større. Måske er det fordi hun altid har brugt "efter alt hvad jeg har gjort for dig"-kropssproget... Ja, og endda også sagt det...

Min morfar havde en sort bog, hvor han skrev ned hvem af hans 4 børn der havde fået hvad. Så for hver 25 øre den ene fik for meget, så skulle de andre have tilsvarende. Måske er det dér hun har det fra. Og måske kan det tænkes, at der er et eller andet fucked up i den side af familien siden min mormor og morfar har 4 børn og de 2 af dem har frabedt sig kontakt til dem... Ja, og de sidste 2 (min mor og moster) er pisse hamrende uvenner...

Fuck en lorte-familie!!!


Og selvom det ligger meget langt nede... Ked-af-det-heden... Så er den der....

Skuffelsen over hende... At jeg ønsker mig en mor... At jeg savner en mor... og desværre er nød til at erkende, at hun ikke er i stand til nogensinde at være eller blive det...

Hun er selv et barn indeni, som stadig er afhængig af hendes egne forældre, selvom hun er
52 år.

Nu har hun så fundet en mand, som kan overtage deres plads.
Nu har de kendt hinanden i 3 år. Er lige blevet gift og så siger hun til mig, at hun først nu... på det seneste... har fundet ud af, at hun elsker ham... fundet ud af, hvad det vil sige at elske...

Jeg sagde: "Ja, jeg vil da så sandelig håbe, at du elsker ham, nu hvor du er blevet gift med ham!!!".....

Min mors besøg

Jeg havde sagt til min mor, at hun bare kunne komme ved middagstid. For mig er middagstid mellem 12 og 13. Da klokken var 12:40 ringer hun og siger, at hun først kan være der ved 13:30-tiden, fordi min lillebror lige er kommet ind ad døren og hun skal hjælpe ham med at sætte nogle papirer i en mappe. Øhh... Okay... Det er jo også virkelig vigtigt! Så vigtigt at hun udsætter sin aftale med sin datter, som hun ikke har haft kontakt til i næsten 2 år. Nå, men klokken blev 13:30. Så blev den 14:00. Ingen lyd fra hende. Da klokken blev 14:20 ringede hun, fordi hun ikke kunne finde vej. Jeg gik så ud på parkeringspladsen og hjalp hende.

Min mindste lillebror, som hun skulle hjælpe, blev også forfordelt da vi var små. Min far rejste meget og vi ville selvfølgelig, alle tre børn, gerne sove i hans seng ved siden af min mor, når han ikke var hjemme. Det var som regel kun min mindste lillebror der fik lov. Det burde i det mindste have gået på tur, men det gjorde det ikke. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik en forklaring på, hvorfor det altid kun var den mindste der fik lov, men idag er jeg sikker på, at det er derfor jeg altid har haft et bedre forhold til min ældste lillebror (vi holdt sammen) og egentlig først har fået et forhold til den mindste efter han er kommet i 20'erne.

Nå, men hun kommer med indenfor. Hun får selvfølgelig en tour rundt i lejligheden og synes det er rigtig hyggelig. Jeg havde lavet te og gjort klar til, at vi kunne sidde i sofaen. De første 45 min. gik bare med small-talk om alle mulige ligegyldige ting. Jeg følte at stemningen var lidt anspændt, fordi vi nok begge to godt vidste, at der skulle være en seriøs samtale, men det var alligevel mig der startede.

Jeg sagde til hende, at grunden til at jeg har holdt afstand var, at jeg har fået selvmordstanker hver gang jeg har haft kontakt med hende. At det først var nu at jeg var kommet nogenlunde af med dem. Ingen reaktion hos hende. Pokerfjæs.

Så sagde jeg til hende, at jeg var ked af, at jeg havde omtalt hendes kæreste som psykopat i mine breve og sagde, at det måske var et lige lovligt voldsomt ord at bruge.

Jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at hun har levet op til sin rolle som mor i de sidste mange år pga. hendes alkoholmisbrug. At hun godt vidste hvor hun skulle søge hjælp henne, men ikke gjorde det, på trods af at hun vidste at hendes børn mistrivedes og gjorde hende opmærksom på det i tide og utide. At hele familien gjorde opmærksom på det. Hun gav mig ret og sagde, at nu drak hun i hvert fald ikke mere. Det kunne hun jo ikke når hun var på kur, som hun sagde. Øhh... Okay.. Jamen det har da ikke hindret hende alle de 10.000 andre gange hun er gået på kur i et par dage og derefter er faldet i.

Anyway. Der var ingen reaktion på noget af det jeg sagde. Dette på trods af, at jeg flere gange græd og min stemme knækkede.

Jeg sagde til hende, at jeg var såret over, at hun i sit brev, havde kaldt mig for et offer. At jeg var i offer-rollen. Jeg sagde, at jeg ville være et offer, hvis jeg bare satte mig tilbage i sofaen og havde ondt af mig selv, men nu er det jo sådan at jeg modtager intensiv psykologhjælp 2x om ugen og har gjort det i 2 år. Det havde hun ikke rigtig nogen kommentar til.

Jeg sagde også til hende, at jeg savnede hendes anerkendelse af, at hun havde været medvirkende til at give mig en personlighedsforstyrrelse og at borderline er en sygdom og ikke "bare" en depression. Det er sygdom som kræver intensiv hjælp og der alligevel er mange der ender med førtidspension.

Jeg husker i det hele taget ikke rigtig, at hun overhoved gav mig noget svar eller i hvert fald ikke noget jeg kan huske på nuværende tidspunkt, så hvis hun har givet mig noget, så er det i hvert fald ikke noget der har gjort indtryk, når jeg ikke kan huske det.

Hun sluttede af med at spørge om jeg kunne forestille mig, at komme hjem til hende en dag og spise. Jeg sagde, at ja, det kunne jeg umiddelbart godt. Så sagde hun, om jeg så ikke ville tage en snak med hendes mand og ligesom "få en afslutning på", som hun kaldte det, fordi han var blevet ret ked af det over nogle af de ting jeg havde skrevet om ham i mine breve (breve som var skrevet til HENDE!!!). Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde brug for at snakke med ham og at jeg havde afsluttet det inde i mit hoved. "Nåe ja, men det skal jeg da heller ikke bestemme. Det må du selv om".... Hmm... Jamen det er da heller ikke fordi jeg ikke kan høre hvad din intention er...

Så sluttede hun af med "Tak for idag, hvor var det hyggeligt...". Jaaaae... Jamen det var det da... (ved nærmere eftertanke) ... IKKE.....


I det hele taget blev jeg bare ikke taget seriøst. Alene at hun VÆLGER at komme så meget for sent, synes jeg, sender et meget fint (måske ubevidst) signal om, at jeg bare ikke er vigtig. Mine behov er ikke vigtige. Jeg skal bare stå til rådighed, når hun har tid. Stadig. Der er ikke noget der har ændret sig.

Der var bare så mange ting der tændte mig af. At hun tillader sig at spørge, om jeg ikke vil tage en snak med hendes mand. Om hvad?!?!? Vil hun have mig til at sige undskyld, for det jeg har skrevet om ham? For det jeg har skrevet, som jeg stadig mener 100%!! Dét som jeg havde skrevet i breve til HENDE!
NO WAY!!! Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld for en skid!

Og tror hun, at vores forhold på magisk vis er lappet sammen, fordi hun har været på te-besøg i 3 timer?

Jeg stoler ikke på hende. Der var flere ting hun påstod, som jeg er sikker på er løgn! Samtidig så har min bitre erfaring bare lært mig, at jeg ikke skal betro hende noget, som jeg ikke vil høre fra andre sider, for hun er så hullet som en si. Hun KAN IKKE holde kæft overfor andre mennesker. Så konstant måtte jeg sidde og tænke over hvad jeg sagde og om jeg nu havde kommet til at sige noget, som jeg ikke ville have videre.

De breve jeg sendte til hende, har hun vist til hendes mand, begge mine brødre og til min mormor og morfar... Ja, og måske flere - hvem ved.... "Se hvilke grimme breve hun har sendt. Nøj hvor er hun tarvelig. Hvad bilder hun sig ind!". Hvad jeg bilder mig ind ved at skrive sandheden? Ved at skrive dét som alle tænker, men som ingen har nosser nok til at stå ved - for slet ikke at tale om, at sige højt?! Mine brødre har da også ringet og skældt mig ud - flere gange... Øhh... Siger du SPLITTING!!!??? Hvad rager det nogen som helst andre, hvad der foregår mellem min mor og mig? - og da slet ikke mine brødre!

Hun sagde også, at hun havde læst om borderline, hvilket jeg var ret overrasket over, da det på ingen måde var til at se i det brev hun sendte mig. Tvært imod virkede det til (i brevet), at hun netop IKKE havde læst om borderline. Herefter var det ligesom om, at alt hvad jeg sagde eller mente/mener er blevet til "Jamen det er også fordi du har borderline!". Som om, at jeg ikke er et rationelt menneske. At jeg er syg og derfor er utilregnelig og ikke er klar over hvad jeg laver!.... WTF! Jamen det er da også en fin måde, at fralægge sig ansvaret på. Det er ikke hende der har gjort noget forkert... Alt er bare fordi jeg har borderline eller også var det hele min fars eller alle andre skyld. Nåe ja, og så kunne hun pege på flere i familien som i hvert fald også havde en personlighedsforstyrrelse... Alle andre end hende selv... Da jeg sagde, at hun da også havde borderline-træk, så blev hun helt paf!!... Haha... Tag den!!!

Jeg sagde også til hende, at jeg aldrig har følt at hun har stået op for os børn overfor min mormor og morfar. At når de inviterede til noget, så kunne de lige så godt lade være med at sende en invitation, for man havde alligevel ikke nogen anden svar-mulighed end ja. Man behøvede ikke engang at sige ja, for det var bare automatisk forventet, at man kom. Guds nåde og trøst til dem som alligevel tillod sig at sige nej!!!!..... Hej til bagtaleri, fornærmelse og hvad-ved-jeg....


Da hun var gået havde jeg en tom fornemmelse i kroppen og hovedet. "Nå, var det bare det.... Hvad var det egentlig du havde savnet?". Jeg var egentlig afklaret med, at vores forhold sluttede dér. Jeg skulle bare finde en måde at formidle det på.