Prostitution... Jeg har mistet min veninde idag...

Jeg er gået tilbage til prostitution og på grund af det valg har min bedste veninde, gennem et par år, idag valgt at bryde kontakten til mig.

Vi mødte hinanden i en gruppe gennem Kompetencecenter Prostitution. Det var gruppeterapi med henblik på at komme ud af prostitution.

Gruppen blev lukket og vi flyttede til et andet tilbud, som også var gruppeterapi. Der går vi stadig. Eller det vil sige, at jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg nu skal forholde mig.

Man går der, hvis man har et ønske om eller er kommet ud af prostitution. Men i øjeblikket er jeg blevet i tvivl om, om jeg i det hele taget gerne vil ud af det.

Og noget helt andet er, at jeg nu føler mig trængt op i en krog. For veninden (eller hvad jeg nu skal kalde hende?) går der jo også og hun ved, at jeg jo er aktiv, så jeg kan ikke bare sidde og lyve om det. Det har jeg egentlig heller ikke lyst til. At lyve om det overfor dem. Altså jeg ved, at hun aldrig ville sige noget til nogen om, at jeg er aktiv, men jeg vil have det dårligt ved at fortsætte i gruppen, nu hvor hun ikke vil se mig mere. Det vil blive SÅ mærkeligt!

Hun skrev en sms om det idag. At hun ikke kan have nogen i sit liv, som er aktiv i prostitution, fordi det kommer for tæt på. Jeg kan godt forstå hende, for jeg havde selv en anden veninde på et tidspunkt, som også var aktiv mens jeg var stoppet og det fristede mig helt vildt, at høre om det.

Jeg ville ikke fortælle hende om mine oplevelser eller om kunder eller noget som helst - af respekt for hende, så det var ikke fordi, jeg ville "læsse af" på hende om det. Jeg følte bare, at jeg var nød til at fortælle hende sandheden, fordi vi var meget tætte. Vi snakkede sammen flere gange om dagen - i timevis. Og det ville være svært at skjule.

Jeg ærgrer mig over min ærlighed nu, for havde jeg bare holdt min kæft, så var der ikke sket noget. Der skete det som jeg frygtede. Jeg fortalte hende sågar den anden dag, at jeg var bange for at miste hende. Og det gjorde jeg så. :-(

Jeg har aldrig grædt over en veninde før (så vidt jeg husker), men idag da dén sms den kom - der græd jeg! :'(

Tjae... Jeg ved ikke.... Ved ikke hvad jeg skal tænke, tro og synes om mit liv for tiden.

Jeg har været ude hos en kunde her til aften. Det gik godt. Jeg tænker bare: "Det her kan jeg sgu finde ud af!". Jeg kan sgu ikke finde ud af noget andet! Jeg har aldrig haft et job, jeg har kunne lide, som jeg kan lide dette her. Samtidig så kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal lave det på "fuld tid", hvis man kan sige det sådan. Fuld tid indenfor dette felt, er ikke fuld tid som et 8-16-job.

Eller... Det kan det være. Det kommer an på hvordan man gør. Hvis man arbejder på en klinik, så er man på vagter fra kl. det til kl. det. Men kører man ud til kunderne på escortbesøg, så bestemmer man selv hvordan og hvorledes. Så har man heller ikke en "mutter" man skal betale for lokaleleje. Her er der kun udgifter til telefon og annoncering - og eventuelt en chauffør.


Jeg føler mig bare så hamrende ensom lige nu! Hun var den eneste veninde jeg havde. Nu har jeg ingen. Ingen overhoved.

Det er min egen skyld, at jeg ikke har nogen, det ved jeg godt, men det er sgu bare så svært, at lære nogen at kende, som selv kender til at være psykisk sårbar. "Normale mennesker" kan ikke relatere sig til dét, at have en psykisk sygdom. Jeg har før lavet en "venindeloge" som jeg med tiden blev meldt ud af, fordi jeg ikke deltog i noget. Jeg følte mig anderledes. Kunne ikke snakke med om alle de dér dagligdags ting som arbejde og uddannelse. Og de ting de snakkede om, virkede ligegyldige i min verden på det tidspunkt. Jeg var plaget af selvmordstanker og depression og jeg følte bare, at "de ikke fattede en skid". Når de talte om "normale ting" så blev kontrasten til mit liv, bare så stor og overskyggende, at jeg slet ikke kunne overskue det.

Så jeg isolerede mig. Igen!

Lige efter jeg havde fået hendes sms og mens jeg stadig var ked af det og i affekt, skrev jeg en sms til min psykolog om, at det virkelig brændte på og om jeg ikke kunne få en tid imorgen. Jeg har allerede en tid i overmorgen, men jeg skrev at jeg VIRKELIG havde brug for en tid. Hun fandt en halv time til mig mellem 11.45 og 12.15. Mon det er hendes frokostpause, hun bruger på mig? :-(

Og nu føler jeg egentlig, at jeg har overreageret ved at sige, at jeg ikke kunne vente til på torsdag. Da følelsesstormen ligesom havde lagt sig og jeg begyndte at tænke rationelt igen, kunne jeg godt se, at det jo ikke er fordi det er livsvigtigt med den tid imorgen. Der er jo ikke nogen der er død eller noget.

Jeg har meldt fra til gruppeterapien imorgen, for at tænke over, hvad der skal ske og til jeg får snakket med psykologen om, hvad der er sket. Psykologen har ikke noget med gruppeterapien at gøre. Hun er fra distriktpsykiatrien.

Jeg har det bare virkelig dårligt!
Har selvmordstanker, negative tanker, føler mig modløs og forvirret og trængt op i en krog.

Til mødet på Vikon den anden dag, havde jeg en sagsbehandler med fra gruppeterapien og her blev det ligesom gjort klart, at det er vigtigt, at jeg fortsætter med at gå i gruppen, fordi "du skal jo ikke tilbage i prostitution". Det var jeg heller ikke dér. Det var jeg bare nogle dage efter. Og nu... Hvis jeg så stopper i gruppen... Hvad så? Hvad vil min sagsbehandler sige? Hun skal jo ikke vide, at jeg er startet igen...


Ydermere så har jeg en x-kæreste, som jeg er begyndt at have lidt kontakt til igen. Mest seksuelt. Han ringede til mig den anden dag. Han havde fundet mig på nettet. Jeg har ALDRIG fortalt ham, hvad jeg laver - end ikke engang hentydet til det eller noget. Alligevel så var han stødt på mine billeder på nettet og straks kunne se, at det var mig, selvom der ikke er ansigt på. Busted! Det har jeg det også pisse hamrende dårligt over. At han "har noget på mig". Og så er han pisse nysgerrig og udspørger mig om det - eller viser enorm interesse og nysgerrighed omkring det. Jeg fortæller da også, men det er sgu mildest talt ikke fedt, at han har fundet ud af det. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fundet mig før og jeg har arbejdet i branchen i 10 år. Hvorfor og hvordan fanden finder han mig!!!?


Klokken nærmer sig 1 og jeg vil hoppe under dynen. Med min bamse, som jeg købte til "mit indre barn" for nogle uger siden. Når jeg ligger med den, min hund ved siden af og Sex and the City kørende dæmpet i baggrunden, så falder jeg til ro.

Så må jeg finde ud af, om jeg skal skrive til psykologen, at jeg godt kan vente med at komme til på torsdag og derfor ikke behøver tiden imorgen....

Jeg er ensom og trist.... "Palle alene i verden"....

-

Betalingen er tryghed

Advarsel: Seksuelt indhold.


Idag har egentlig været en fin nok dag. En 5'er på humørskalaen - dvs. hverken god eller dårlig. Bare neutral.

Det var dejligt at kæresten kom igår, men jeg kan godt mærke hvor svingende jeg er. Når han ikke er her, så savner jeg. Når han er her, så bliver jeg hurtigt irriteret på ham. Af forskellige årsager har vi ikke haft sex i flere uger og det havde vi så igår. På min opfordring. Det var også dejligt. Rigtig dejligt. Men så er det, at jeg bliver irriteret, fordi han ikke kan "nøjes" med een gang. Han ville igen her til morgen og så får jeg ikke sagt fra, så vi gjorde det selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor fanden siger jeg ikke fra?!?!?

Lige dér der lå jeg og tænkte på, hvordan jeg bare følte mig som escortpigen. Her er det bare ikke penge men tryghed, der er betalingen. Jeg havde det virkelig skidt over det. Jeg følte, at mine grænser i den grad blev overskredet. Men det er jo ikke hans skyld, når jeg ikke siger det lige ud. Jeg var slet ikke som jeg var aftenen før. Jeg var ikke "aktiv". Tvært imod så var jeg nærmere hvad jeg vil kalde "meget passiv" og så lå jeg og tænkte på, at han sgu da må kunne fornemme, at jeg ikke er i stødet. Men nej, det kunne han tilsyneladende ikke. Eller også så valgte han at ignorere det, som jeg har en mistanke om, at han har gjort så tit. Jeg havde bare lyst til at råbe af ham. Slå ham. Kaste ham væk. Sådan som jeg også engang imellem har det med kunder der irriterer mig, er for langsomme eller gør noget på en eller anden irriterende måde. Det er dog første gang at jeg har fået den her ubehagelige følelse indeni sammen med ham. Altså.. Jeg har før følt mig som escortpigen sammen med ham. Mange gange. Men...

Jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv da vi var færdige for ikke at begynde at græde. Normalt kan jeg godt græde, fordi det nogle gange bare bliver for intenst - hvilket plejer at være positivt, men denne gang var det ikke derfor.

Når jeg tænker på tidligere kærester jeg har været forelsket i, der har jeg haft lyst (næsten) hver dag. Nogle gange flere gange om dagen. Det har jeg ikke med ham. Jeg kan sagtens gå i flere uger uden at have lyst til ham.

Åhhh den pisse lorte irriterende trygheds-narkomani!!! Jeg hader det!!!

Hvor høj en pris vil jeg betale for noget falsk tryghed?!!?


Hvor høj en pris jeg vil betale for noget falsk tryghed er nok lige nøjagtig "spot on".
Det er dét det hele handler om i det her forhold.


Fuck, fuck og fuck hvor jeg bare hader mig selv!!!

Hapset fra Google

På vej mod afgrunden....

Jeg har det bare rigtig rigtig dårligt i de her dage!

Heldigvis havde jeg endelig en tid hos psykologen idag. Hun er kommet tilbage fra ferie i denne uge. 3 uger. Det føles som en evighed siden jeg sidst sad i hendes stol. Hun skulle også bare kigge på mig og spørge hvordan jeg havde det, før jeg brød helt sammen i gråd.

Det er min lillebror der har væltet bægeret for mig denne gang. Jeg synes bare det er så hårdt, at det er hele min familie der bare ikke forstår mig. De kan simpelthen ikke forstå at jeg er syg og at det ikke bare er noget jeg kan tage en beslutning om ikke at være mere. Hvis jeg kunne det, tror de så ikke, at jeg ville gøre det! Det er jo ikke fordi det er pisse sjovt, at rende rundt og være konstant deprimeret eller ikke-følende. Ikke at kunne mærke mig selv. At føle mig ved siden af mig selv og verden. At føle mig som en zombie der er der, uden at være der. En form for trancetilstand. Det er ubeskriveligt forfærdeligt at have det sådan.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er dårligst og 10 er manisk, så ligger jeg for det meste på en 4'er. De sidste 2 dage har jeg ligget på en 1'er eller længere nede. Igår var jeg millisekunder fra at køre på psykiatrisk skadestue, men samtidig så tænkte jeg: "Hvad skal de gøre?!". De kan jo ikke få smerten til at gå væk eller få min familie til at kunne forstå mig. Jeg ville skulle bruge jeg-ved-ikke-hvor-længe på at sidde og vente på en læge. Så ville jeg skulle igennem en lang samtale, hvor jeg skulle redegøre for hvorfor jeg er der og hvad der gør, at jeg har det så dårligt. Så skal jeg fortælle hvor slemme mine selvmordstanker er og så ville lægen højst sandsynligt sige, at jeg kunne blive indlagt og derefter så ville jeg være blevet udskrevet igen idag.

Jeg overvejede forskellige metoder, men så kiggede jeg på min lille hund og fik dårlig samvittighed. Hvem skal tage sig af den, hvis jeg ikke er her mere. Jeg kan ikke klare tanken om at den skal bo hos nogle andre. Og jeg ville ikke vide hvem der skulle passe den, hvis jeg kørte derop. Så jeg endte med at blive liggende hulkende inde i sengen, mens hun slikkede mine tårer væk. Efterhånden faldt jeg til ro igen og faldt i søvn til sidst.

Det er bare så hårdt, at få af vide af sin lillebror, at jeg bare skal tage mig sammen og det er min egen skyld, at jeg sidder hvor jeg gør idag. At jeg er et offer der bare ynker mig selv og som ikke vil tage ansvar for noget. Når han siger alt det, så mister jeg totalt fødderne under mig. Jeg bliver i tvivl, om han har ret og så bliver jeg helt forvirret og kan slet ikke holde sammen på mig selv. Så prøver jeg at huske hvad psykologen siger til mig. At det IKKE ER MIN SKYLD. Men samtidig så begynder jeg at tvivle på, om han har ret når han siger, at de er nogle kvaksalvere i psykiatrien, som bare sidder og giver mig medhold og ret i alt hvad jeg siger. At de hjernevasker mig.

Til sidst så måtte jeg afbryde vores telefonsamtale og sige, at vi bare aldrig blev enige. Og da vi så havde lagt på så TUDEDE jeg bare. Så ringede jeg til kæresten. Han virkede bare træt og fjern. Så følelsen af svigt og af total ensomhed og af, at min verden var fuldstændig væk under fødderne på mig, blev bare forstærket af at snakke med ham. Jeg synes han var dum, fordi han ikke smed alt hvad han havde i hænderne og kom og holdt om mig. Samtidig så vidste jeg også godt at han skulle tidligt op og på arbejde idag, selvom jeg ville have at han fan'me bare skulle melde sig syg. Jeg kunne godt mærke hvordan det lille barn indeni mig bare havde overtaget. Jeg kunne slet ikke styre det. Så jeg tænkte fuck ham og afsluttede samtalen ret hurtigt...

Har snakket med ham idag og forklaret hvordan jeg havde det. Han sagde, at jeg bare skulle have sagt, at han skulle komme og at han havde tænkt på det, men at han heller ikke ville presse på, fordi jeg på andre tidspunkter bare gerne vil være alene. Jeg sagde til ham, at han gerne må presse på, når han kan høre at jeg har det så dårligt og at jeg ikke kunne lide at sige det til ham. Hvad hvis han havde sagt nej til at komme. Jeg magtede ikke endnu en afvisning på det tidspunkt.

Min lillebror skrev senere på aftenen, at det gjorde så ondt på ham at høre, at jeg er så ked af det og at han ville ønske, at han vidste hvad han skal gøre....

Jeg føler mig virkelig bare alene. Virkelig helt og aldeles alene. Jeg føler ikke jeg har nogen som helst i min familie tilbage. Der er ingen af dem der forstår mig og jeg kan mærke, at jeg psykisk bevæger mig i en hel anden retning end dem. En sund retning. Det er nok også det jeg synes der er hårdt. At vi ikke længere er så tætte som vi altid har været. Men det er jo netop tætheden, som har været med til at gøre mig syg, fordi vi har været "et". Man har ikke måtte være sig selv. Man har ikke måtte træde ud for fællesskabet, for så blev det bare akavet ubehageligt og så var jeg jo for alvor alene. Men det er den uundgåelige proces jeg er ved at gennemgå nu. Uden alkohol. Uden stoffer. Uden smøger. Uden noget som helst til at dulme følelserne, som jeg ellers altid har gjort. Det er fan'me hårdt!!!




Og faktum er, at jeg ER alene. Udover at jeg kun har min kæreste omkring mig (udover min familie og en enkelt såkaldt veninde i periferien), så er det et eksistentielt faktum at mennesker er alene. Den tanke eller det faktum kan jeg bare slet ikke rumme. Overhoved slet ikke rumme.

Følelsen af "alenehed" er virkelig bare så ubeskriveligt ubehagelig. Som en skrigende, skærende følelse der bare går gennem marv og ben som en issyl. Det sidder som en klump i halsen og som en fysisk kvalme. Det sidder over det hele i min krop.

Det gør mig bare så afgrunds-dybt ked af det.....

Tomheden

Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.


Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.


Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.

Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.

Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.

Jeg synes, dette billede beskriver følelsen
af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven!

Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.

Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!

Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".

Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.

Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...