Hvad er mig og hvad er psykologen?

Jeg kan mærke, at mit sind/min borderline(?) har malet psykologen sort.... eller har det/den? 

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er hende og hvad der er mig. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske er mine tanker bare en "normal" reflektion over, hvorvidt psykologen eller jeg har ret i, at jeg skal afslutte det med K, fordi han er kriminel og tager stoffer ind imellem. Hun har mange gange sagt, at hun jo ikke er mig og jeg skal leve MIT liv, som jeg finder rigtigt, men alligevel så føler jeg ikke, at jeg retfærdiggøre overfor hende, hvorfor jeg vælger som jeg gør.

Jeg ved jo godt, at det er forkert at tage stoffer. Jeg ved også godt, at det er forkert at prostituere mig. Og jeg ved godt, at begge dele er selvskade, jeg gør, for at føle mig i live.

Det sidste hun spurgte mig om sidst var "Hvad skal du så bruge ham til?", fordi jeg ikke kunne svare på, hvad jeg fik ud af, at være sammen med ham og fordi jeg fortalte om hans kriminalitet og stofferne. Jeg har nok fået givet et mere sort billede af ham end der egentligt er rigtigt. Han har arbejdet enormt meget med sig selv de sidste 3 år og gør det stadig. Blandt andet med hans temperament, som kan løbe af med ham, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet eller talt dårligt til. Han arbejder på, at han gerne vil have sin søn hjem og bo - væk fra plejefamilien - og har advokat og børnesaglig rådgiver på. Han er enormt tænksom som person.... faktisk meget velovervejet, vil jeg sige. Han handler ikke bare uden at tænke på konsekvenserne - som jeg fx. gør ind imellem...

Hvem ved om K er manden for mig? 

Ja, han leger lidt på kanten af loven. Og ja, han tager stoffer ind imellem. Men egentlig er vi jo 2 alen af samme stykke. Jeg gør jo det samme. Jeg betaler ikke skat af mine penge fra prostitutionen. Selve prostitutionen er ikke ulovligt, men det er ulovligt, at jeg ikke betaler skat af pengene. Jeg er blevet taget af SKAT før, så hvis jeg bliver taget igen, kan jeg ikke spille blondine-dum, som jeg gjorde sidst.... Plus at jeg nærmest bare var et naivt barn på det tidspunkt. Nu er jeg voksen.... eller.... det siger min alder i hvert fald... Jeg ville højst sandsynligt få en dom for socialt bedrageri....

Weekenden har været stille og rolig.

I fredags var vi ude og spise frokost med mine brødre og deres kærester.

Jeg synes det gik rigtig godt. K er meget stille, tilbagetrukket og observerende, når han møder nye mennesker, så han sagde ikke så meget, men han har fuldstændig samme humor som mine brødre og jeg, så vi grinede, så jeg havde helt ondt i maven. K sagde også, at han havde hygget sig rigtig meget. Det er sjældent, at han kan sidde stille i alt for mange timer ad gangen, men vi sad næsten i 4 timer og det var et godt tegn, sagde han :-)

Lørdag var vi Hr. og Fru. Danmark som var hos slagteren efter røde bøffer og en tur hånd i hånd gennem gågaden. Så stod den på bøffer og lækkert tilbehør på grillen, en flaske hvidvin til deling og tidligt i seng.

Søndag mødte jeg hans søn og vi var på Den Blå Planet, ude og spise og hjem og hygge inden han skulle afleveres hos plejefamilien igen. Bagefter var vi hos en af hans kammerater (og hans kæreste som var på besøg), som jeg har mødt flere gange. Han er helt vildt flink og vi har vildt mange fælles interesser, men han er også en "bad boy", der er mere kriminel end K er. Han havde noget særligt godt amfetamin, som han tilbød. Jeg startede med at sige nej tak, men endte med at tage en lille bitte smule. Det var dog så stærkt og jeg fortrød, at jeg havde taget det, så jeg pudsede næse og dét var dét. K tog dog 3-4 streger og fik en beroligende pille med hjem. Ja, jeg ved godt, det er sygt og forkert og jeg kan ikke retfærdiggøre det overfor mig selv eller nogen andre. Men jeg føler mig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig "hjemme". Jeg kan være MIG! 

Jeg skal være hos psykologen om 45 min....




.